Saturday, 22 April 2017

På tomlen i Kirkens Korshær

Jeg var en smut i Kirkens Korshær i går og fandt et dvd-sæt med TV-serien The Hitchhiker. Jeg husker den godt fra 90'erne, hvor den kørte på en af skodkanalerne, vist nok TVdanmark. Jeg husker også, at jeg syntes, den var mega-svag og stoppede derfor hurtigt med at se den.

Men det er 3000 år siden, at vi var i 90'erne, og jeg tænkte, at det var på tide at give serien en ny chance. Nogle gange skifter man jo mening. Som dengang jeg som ganske ung en tidlig søndag morgen hørte de tyske fly flyve ind over byen, jeg husker, at jeg tænkte: "Så, nu bliver alting godt". Nå ja, hva' fa'en, hvem kunne vide, der ville komme erstatningskaffe, rationeringsmærker og alt muligt øv. 

Nå, det var den dvd, vi kom fra; Jeg så første episode i går, "Last Scene", og den viste sig sgu at være instrueret af Paul Verhoeven. Og sørme om der ikke osse er et kommentarspor til episoden af Verhoeven selv.Jeg har netop genset episoden med kommentarsporet og det må siges at være et af de bedre spor, jeg har hørt. Både fordi Verhoeven smider kommentarerne om episoden ad hekkenfeldt til, og samtidig fordi der ikke er plads til øh'er og æh'er pga. den korte spilletid (30 minutter).

Verhoeven er rigtig glad for sin Hitchhiker-episode, for det var nemlig her, hans amerikanske eventyr begyndte. "Last Scene" er hans første nordamerikanske film, og hele kommentarsporet bliver brugt til at fortælle om tiden op til, at han og familien flyttede til USA, fordi det var blevet mega-svært for ham at lave film i Holland, hvis filmindustri han nærmest omtaler som en bananrepublik.

Jeg troede først, at dvd-sættet indeholdt sæson 1, men det viser sig, at "Volume 1" indeholder en rodet blanding af episoder. Verhoevens afsnit er fra sæson 3. Desværre kom der kun 3 sæt, hver med 10 episoder ud af de 85, som blev lavet. Og jeg har kun kunnet finde info om de første 2 på det danske marked. Der er et "complete series" bokssæt, men der menes bare komplet i og med, at alle tre volumes er med. Der mangler stadig 55 episoder (de kan så findes på iOffer for de rigtigt entusiastiske, men indtil videre tror jeg bare, jeg vil se volume 1 først).

Paul Verhoevens "Last Scene" er ganske god, men skal man tro brugerkommentarer på Amazon, så holder ikke alle afsnit lige godt (og måske var det nogle af dem, jeg så dengang på TVdanmark). DVD'en udkom tilbage i 2004, men både den og vol. 2 kan fås på dvdcitys hjemmeside.

Som en lille finurlig finurlighed skal det også lige nævnes, at enhver, der nogensinde har set Sergio Martinos italienske post-apokalyptiske film HANDS OF STEEL (som i Danmark udkom på video som "Queruak", ikke sandt, Ovesen!), straks vil genkende Daniel Greene i den første scene. Jeg checkede rulleteksterne, men underligt nok er han ikke krediteret. Mærkeligt, ikke mindst set i lyset af, at det var samme år han netop lavede HANDS OF STEEL - han var altså ikke helt ukendt. Oh well, det må jeg spørge Paul om, næste gang jeg løber på ham.

Den ene af hovedrollerne spilles iø af Peter Coyote, som jeg altid godt har kunnet lide, lige siden jeg så ham i Polanskis BITTER MÅNE (Bitter Moon) fra 1992.

Sunday, 16 April 2017

Kanonfed prøjsisk horrorfilm - totalt overset i Danmark

Så fik jeg endelig set den tyske horrorfilm DER NACHTMAHR, som jeg ene og alene købte pga. en omtale på Nadia Regitze Parbos fine blog, hvor hun skriver:

"Når man snakker om den bedste film i 2016, er Der Nachtmahr nok den, der når toppen. Filmen, der handler om en piges nedsmeltning, da hun begynder at se et fremmed væsen, er en symbolsk fortælling døden og om at komme overens med sig selv. Akkompagneret med heftig elektro og kulørte blitzlys har Der Nachtmahr sit helt eget udtryk, der – sammen med et væsen så sødt, at det er svært ikke at få en øjeblikkelig beskyttertrang – også gør den til årets mest cool film."

Og for at svare Nadia; Ja, jeg er begejstret!
(rigtig anmeldelse kommer senere i STAY SICK!)

Til interesserede skal det tilføjes, at det er en tysk dvd, som jeg købte via tysk Amazon, og at den har engelske undertekster.

Og så fik jeg i øvrigt lidt af en overraskelse. Et af mine all-time-favoritbands er jo Sonic Youth, og på et tidspunkt i filmen dukker en engelsklærerinde op, og jeg tænkte, "hmm, hun virker da bekendt", haha. Det var såmænd Kim Gordon fra SY.

Men altså en rigtig fin film, der kører i modsat retning, hver gang man tror, der kommer en kliché (og der er en del steder, hvor der NEMT kunne køres ned af Kliché Allén). Klart anbefalelsesværdig.

Sunday, 12 March 2017

The Ruins - anmeldelse (kladde)

Jeg er endelig i gang med at arbejde på det næste nummer af STAY SICK! og griflede lige en kladde ned til en anmeldelse af THE RUINS, som jeg så i går aftes. Den bliver nok ændret (og jeg er ikke helt sikker på, om man i dagens pc-korrekte miljø må bruge udtryk som "kælling")
Men her er den altså:

THE RUINS
Danish title: The Ruins
Directed by: Carter Smith (USA, 2008)


Review by JACK J

To amerikanske veninder med tilhørende kærester er på ferie i Mexiko. Da THE RUINS begynder, har de brugt det meste af ferien på at slikke sol, drikke alkoholiske drikke og ligge ved hotellets swimmingpool. To dage før de skal flyve hjem, møder de en ung tysk hotelgæst, der også bruger ferien på at hoppe i pølen som en bedre Sabrina, men til forskel fra de andre fire har han dog også planlagt at snuse lidt til den lokale kolorit; Hans bror er nemlig rendt på et stykke kørvel, som går op i gammelt inka-skrammel, og hun har hevet broderen med til nogle ruiner på et afsides og hemmeligt sted ude i junglen, hvor disse inka-typer havde deres pyramideformede klubhus.

Den unge tysker har aftalt med broderen, at han og en ven vil slå sig til dem dagen efter, og han spørger de fire amerikanere, om ikke de vil med. Den ene af dukkerne er ikke meget for det, men hun indvilligere alligevel efter en nat med druk og opkast. Dagen efter kører de med bus til en lille landsby nogle kilometer fra junglen, men da de forsøger at hyre en taxa, siger chaufføren, at "derhen" vil han ikke køre dem. Man fornemmer, at der er noget farligt (senere skal jeg nok komme ind på, at filmen er ganske glimrende, men starten indeholder sateme godt nok nogle gevaldigt genkendelige klichéer).

Nå, men den bange taxachauffør er dog ikke mere bange, end at en håndfuld stakater fra tyskerens spansktalende ven giver ham modet tilbage, og så kan det ikke gå huhej stærkt nok med at komme ud til junglen, og der køres som vilde dyr, så damernes hatte flyver bort og der suses i skørterne. Inde i junglen har gruppen dog besvær med at finde frem til inka-pyramiden på grund af alle de skide grene, buske og jævnt besværlige junglegevækster. Og hvorfor fanden står der nogle indianerbørn og glor på dem med underlige udtryk i ansigtet? Omsider finder de en skjult sti gennem buskadset, og snart er de fremme ved pyramiden.

Men just som de står og glaner op ad det høje bygningsværk, ankommer nogle lokale mænd. De har skydere og bue og pile med og er i øvrigt ret ophidsede. En af de unge fruentimmere tager et foto af dem, hvilket lader til at ophidse de vrede lokale endnu mere, men selvom den ene af fyrene fra gruppen beder hende om ikke at tage flere billeder, da han godt kan regne ud, at det ikke er det fedeste at gøre over for folk, der netop ikke vil have taget deres foto og som samtidig har skydevåben. Men som den amerikaner, hun er, vil hun da skide på den slags lokal bonde-nonsens og bliver ved med at tage billeder. Det skulle hun så nok ikke have gjort, for de to mænd med bue skyder et par pile i tyskerens ven - og ham med pistolen slutter seancen af med at skyde toppen af tyskerens vens hoved. Så kan den dumme ko lære det, kan hun.

Uheldigvis var tyskerens ven jo den eneste, der havde bare en lille smule styr på det spanske sprog, så nu kan de ikke engang forsøge at berolige de skydegale lokale. Med andre ord, nu er gode dyr rådne - hvad fa'en skal amerikanerne og pølsetyskeren nu gøre? Først render de lidt rundt som høns uden hoved, og derefter løber de op af den høje, meeeget høje, stentrappe på inkaernes pyramide. Da de kommer op på toppen, opdager de, at broderen og madammens telt står deroppe, men de er ikke til at finde nogetsteds. Så pludselig hører de noget, der lyder som en mobiltelefon, som ringer nede fra et bredt hul midt på pyramidens top og som går langt ned i dybet. Hvad skal de gøre? De kan ikke se noget nede i hullet, men tyskerens bror er vel dernede - eller hvad?

Jeg vil ikke sige så meget mere om plottet, for det ville være at spoile for meget. Men det er jo ikke for ingenting, at denne film står i sektionen over nye horrorfilm. Det er nok at sige, at filmens handling tager afsæt i noget, som vi ikke har set ret tit før. Faktisk nævner en af producenterne i ekstramaterialet, at hun kun kan komme på enkelt film i samme stil (det er så ikke helt rigtigt, læs f.eks. Caspar Vangs anmeldelse af filmen på Uncut.dk). Men rent faktisk var det slet ikke denne film, jeg blev mindet om, da jeg så THE RUINS; næh jeg sad sgu og tænkte tilbage på en historie i det danske tegneserieblad Tex Willer, som jeg læste engang i 70'erne, som handlede lidt om det samme (og som jeg også fandt ret uhyggelig dengang).

Selvom filmen indeholder, hvad jeg vil betegne som en håndfuld irriterende klichéer i starten, så ændrer det sig dog hurtigt til at blive en ret opfindsom skrækfilm. Hvis der dog specielt er een ting, der irriterer mig, er det et sted i starten, hvor det er tydeligt, at man har ville peppe dialogen lidt op, gøre den mere rå og fræk så at sige; I en scene indgår det ene kærestepar et væddemål om noget et-eller-andet, og vinderen skal tilfredsstille den anden "oralt". Det er fyren, der vinder væddemålet, men dagen efter vil hans kæreste ikke give ham det forpulede blowjob på hotelværelset. Gennem morgenscenen bliver han ved med at beklage sig over, at hun løber fra aftalen. Jeg forstår slet ikke noget. Hvis dialogen skulle gøres mere, ja, fræk, så ødelægger filmens skabere det igen med dette vage efterspil. Hvorfor fanden skal scenen om morgenen overhovedet med? Det ville have været bedre, om vi bare havde skullet antage, at han fik sin belønning for at vinde væddemålet. Og hvis den skal med, hvorfor fa'en gi'r kællingen så ikke bare kæresten det blowjob, hun har indvilliget i. De er jo trods alt kærester - man må gå ud fra, at de ikke er jomfruer, endsige mødes til eftermiddagskaffe hos de viktorianske forældre, men netop er på ferie langt borte i Mexiko og bor på hotelværelse sammen. Det er et fesent efterspil, og man undrer sig bare.

Der er en del blodige sekvenser, og heldigvis er der tale om mest practical effects i stedet for lamt CGI. På den danske dvd er der en masse fint ekstramateriale om skabelsen af filmen, og der tales meget om specialeffekterne (og for en gangs skyld er ekstramaterialet tekstet på dansk). THE RUINS foregår som sagt i Mexiko, men er rent faktisk filmet i Australien. Filmen bygger i øvrigt på en bog, som, ifølge den ene af de interviewede, end ikke var udkommet, da filmens producenter fik tilsendt bogens manuskript. Flere gange i ekstramaterialet omtaler instruktøren dog den spøjse situation, at han tilfældigvis havde købt bogen og var i gang med at læse den, da filmstudiet spurgte, om han ville lave filmen. Ja, nogle gange bliver spøjse situationer ekstra spøjse, når dem, der fortæller dem, ikke helt er enige om detaljerne.

Til trods for noget corny dialog i begyndelsen er THE RUINS en fin lille horrorfilm og får bestemt en anbefaling med herfra.
(10)

Friday, 10 March 2017

80'er-action i det 21. århundrede

Vores gamle ven Dolph Lundgren i en direct-to-dvd-actionfilm fra 2008. Engelsksproget Wiki kalder den en amerikansk film, men det gør patriotiske amerikanere jo gerne, lige så snart en film har en amerikaner i hovedrollen (omend han er svensk) og handler om en amerikaner/amerikanske forhold. Filmen er dog en bulgarsk/tysk produktion med et plot skrevet på bagsiden af en tændstikæske. Og der var plads til, at manuskriptforfatteren også kunne grifle sin indkøbsliste ned. Haha.

Men det gør ikke så meget. Filmen er fyldt med det, vi vil have af en 80'er-action-wannabe-film fra nullerne, maskingeværvold, nærkampvold, kravle gennem tunneller, eksplosioner, biljagter, og en 20-årig babe til den 50-årige helt. Yay! - Og det gi'r DIRECT CONTACT os bestemt. Det er dejligt at se, at Dolph ikke er blevet en dag ældre de sidste 25 år. 

Den danske dvd er så skrabet, som det kan blive, der er sgu ikke engang en trailer med. Men om ikke andet er den tekstet af Bibi Huryn, hvilket betyder, det ikke er Netflix-undersættelser, man blir udsat for.

Friday, 3 March 2017

AMERICAN SPLENDOR - feeed film ... men læs for satan også bladet!


En af de film, jeg altid kan se og velsagtens ser 1-2 gange om året, er AMERICAN SPLENDOR om true life-tegneserieforfatteren Harvey Pekar. Harvey gik desværre bort for et par år siden, men inden da havde han siden 1970'erne udgivet tegneseriebladet "American Splendor", hvor hovedpersonen var ... ham selv.

Bladet var simpelthen een lang tegnet selvbiografi. Harvey Pekar var meget modstander af, at amk tegneserier bare skulle være om superhelte eller/og for børn, så inspireret af sin ven, undergrundstegneren Robert Crumb, satte han sig for at lave tegneserier, der handlede om noget andet og mere.


Modsat Crumb kunne Pekar ikke tegne ("Jeg kan ikke engang tegne en lige streg", som han siger i filmen), så i bladet fik han andre til at tegne sine historier (manuskripterne tegnede han med tændstiksmænd, hvilket, i et land langt borte, fik en anden mand til at lave den kortlevede tændstiksmand-serie "Angry Stick-man", men det er så en helt anden og ganske forglemmelig historie).

En del af Harveys materiale er udgivet i samlebind, og jeg har nogle af dem. I filmen siger hans kommende kæreste til ham, at de forskellige tegnere tegner ham helt forskelligt; Nogle gange ligner han en ung Brando, og når Robert Crumb tegner ham, har han bølgende lugte-streger efter sig. Og sandt nok, men det gør ikke noget. Det er historierne, der bærer serien (undtagen når det er Crumb, der tegner, så kan historierne for den sags skyld være ligegyldige - eftersom Crumb er så fantastisk).


Man skal dog læse "American Splendor" i bidder. Enten det eller være forberedt på, at det kan blive trivielt. At læse om en ganske almindelig mand og hans oplevelser på sit arbejde, i bilen, i supermarkedet, i samtale med sin kone, eller på vej til at aflive sin kan hos dyrlægen KAN nemt blive trivielt. Men alligevel så fænger det. Synes jeg. Her et par smagsprøver. Og filmen er rigtig god og vandt et eller andet ved Cannes filmfestivalen.

Friday, 24 February 2017

Rund føs'da for 2000 AD


2000 AD i England fejrer 40 års jubilæum i disse dage! Det er ikke helt så længe siden, vi så noget derfra på dansk første gang; Det er derimod 34 år siden, og jeg husker det, som var det ... for 34 år siden.

Her er det selv samme eksemplar af Seriemagasinet, som jeg købte dengang, med Judge Dredd på dansk for første gang og intro af redaktør Carsten Søndergaard.

Hip-hip-hurra og tillykke til 2000 AD!




Saturday, 18 February 2017

Jack J's 70'ere: Da Dracula mødte McCloud


Den amerikanske tv-serie McCloud begyndte på dansk TV i 1971. Jeg husker stadig at sidde og se første afsnit med min far. Jeg elskede cowboyfilm og var begejstret! Her er en programomtale fra avisen om den dengang kommende lørdags episode, hvor McCloud møder selveste Dracula! Det var hen mod seriens slutning, og måske fordi man var ved at løbe tør for idéer, kastede man sig over et plot, der gik ud over series ellers faste rammer, som var godt ankret i realismen. Nå ja, så meget som det nu kan blive, når hovedpersonen rider rundt på hest og knalder sin seksløber af til højre og venstre som en bedre Hopalong Cassidy i midten af New York. Episoden blev vist den 16. juli 1977 kl. 22:05 (på Danmarks Radio naturligvis) og det var endda selveste John Carradine, der spillede vampyrgreven. Jeg fulgte religiøst McCloud-serien op gennem 70'erne, men jeg kan ved den sødeste grød ikke huske, om jeg har set denne episode.

Tak til Henrik Larsen, som fandt den gamle programomtale (og trykte den i Obs Nyt nr. 1), da han lavede sit indeks over 70'er- og 80'er-tv.

Tuesday, 7 February 2017

"Kan De lide bogen, og det håber jeg, De kan, så køb en til, til Deres søster - hun kommer måske aldrig nogen steder!" *

Jeg skulle hele vejen til Kbh i dag for at hente en stak papirer og så hjem igen! Jeg havde taget Henrik Larsens fine bog-fanzine "Bibliotek Obskuriøst" med og de mange omtaler af gamle bøger inspirerede mig til at smutte inden om en Sudan-genbrugsbutik på vejen hjem. Det blev til 16 "Set og sket"-årgangsbøger (1967-83 minus 82, alle i nærmest ny stand, ser man bort fra pletter fra dårligt papir/dårlig lim, og lidt indtørret lim i de første par årgange). Jeg er begyndt at støve den slags op for at få et indtryk af den tid fortalt af samtidens iagttagere. Endvidere blev det til tre bøger af Donald E. Westlake (aka Richard Stark). Den ene havde et forord af Frits Remar, som jeg husker ofte at have set nævnt som oversætter på knaldromaner i krimigenren. Forleden fortalte min kæreste, at Frits Remar også var forfatter, så da jeg fem minutter efter at have fundet de tre Westlake-bøger også faldt over en af Remars bøger ("Dame alene i verden"), røg den osse ned i posen. Der er et foto på flappen af Frits med sideburns og smøg. Jo, han lignede en kriminalforfatter! Der nævnes, at han havde skrevet 32 bøger, deriblandt "Det parallelle lig". Nå, men det her sku' så'n set ikke handle om alt det her, men om en tidlig dansk pioner inden for jazz-fandom!


For en hel del år siden optog jeg ved en tilfældighed et tv-program om det legendariske tysk-amerikanske jazzpladeselskab Blue Note Records. En af de medvirkende, en tysker, snakker stolpe op og stolpe ned om jazz-folk, eksperter, som kom fra andre lande end USA og som skrev om musikken. Jeg hæftede mig ved navnet på dén ene dansker, han nævnte, Timme Rosenkrantz. Jeg anede ikke, hvem han var. Det gør jeg sådan set stadigvæk ikke, men i dag faldt jeg over en bog, som denne Timme Rosenkrantz skrev i 1964; hans memoirer såmænd; "Dus med jazzen - mine jazzmemorier". Jeg bladrede lidt i den og så, at der var trykt en masse fine fotos (taget af TR selv) af jazz-folk fra gamle dage. Så den røg i stakken af bøger, der skulle med hjem. Og til en femmer gik det lige. Og det er jeg sgu glad for. Timme beskriver, hvordan det var at komme til New York i 1934 og møde jazz-musikere og fans. Folk (hvide) bliver ved med at forsøge at holde ham fra at tage til Harlem, da de er overbevist om, at han vil blive myrdet med det samme, han stiger af subway'en. Jeg er nået dertil, hvor Timme uforfærdet bare tager til Harlem og synes, det er det fedeste nogensinde. Jeg checkede iø to danske online-antikvariat-net, og den eneste butik, der har et ex (uden autograf) skal have 150 kr. for det. Mit ex er i rigtig god stand, så jeg har sparet 145 kr. Yay! Spiffy!!



* Overskriften: Timme Rosenkrantz afsluttende bemærkning fra bogens forord.

Saturday, 4 February 2017

"Rosens broderskab" (USA/NZ 1989)

Originaltitel: Brotherhood of the Rose (2 x ca. 90 minutter)


Jeg købte "Rosens broderskab" for en del år siden (EDIT: jeg ser nu, at det er hele SEKS år siden! Læs mit oprindelige indlæg her), og den har fået lov at stå på hylden lige siden. Ja, dvs. lige indtil i dag, hvor jeg skulle se et eller andet her til formiddag, og en let hovedpine gjorde, at jeg besluttede at vælge noget, der ikke skulle være gustent gys eller alt for indviklet, og valget faldt altså på "Rosens broderskab".

Den todelte tv-film bør velsagtens klassificeres under genremærkatet "spion-thriller", en genre jeg ellers ikke har vist nogen synderlig opmærksomhed i mange år. Mini-serien løber cirka 3 timer og var ganske underholdende. Peter Strauss og David Morse er glimrende tv-skuespillere, og Robert Mitchum er jo Robert Mitchum. Serien er ikke på højde med 80'ernes spion-thrillere fra britisk tv, dertil er den simpelthen for amerikansk; Detaljer skæres ud i pap, hovedpersonen (Strauss) er så super-uovervindelig-fantastisk som spion, at det nærmer sig samlebåndstegneserier, og den obligatorisk, klichéfyldte romance slipper vi heller ikke for. Der var engang en, der brugte udtrykket "a burger to a meal" og sådan vil jeg nok beskrive "Rosens broderskab", den underholder, men forvent ikke stor tv-spionserie-kunst".

Instruktør Marvin J. Chomsky siger mig ikke rigtig noget, han har vist mest lavet tv fodder, men en enkelt titel står ud, "The Deliberate Stranger" mini-serien om Ted Bundy. Jeg ejer den på en bootleg-dvd, men har endnu ikke fået den set (og siden jeg købte dvd'en er den iø kommet på officiel dvd i USA).

Den danske dvd-box er ude fra On-air Video og har absolut intet ekstramateriale. Jeg købte den i Fakta til nogle få kroner, men den er sikkert helt udgået nu. Hvorfor man har delt de to episoder på to dvd'er, må guderne vide. Alle tre omslag, box + dvd 1 & 2, er fuldstændig ens.

Saturday, 21 January 2017

Første OBSKURIØSE udgivelse i 2017


Den første obskuriøse udgivelse fra Danmarks pt. flittigste fanzineredaktør, Henrik Larsen, er netop dumpet ind ad brevsprækken; Obskuriøst Nyhedsbrev nr. 11! Godt nok kun på to sider, men det er to sider mere end der kommer fra alle de andre fanzines, som nu ligger i graven, og når man tænker på det sande bombardement af udgivelser, Henrik kom med sidste år - han sprøjtede dem jo praktisk talt ud som skidt fra en kanin - så kan man ikke gøre andet end sende en venlig tanke til redaktionslokalerne i Jyderup.

I 2016 udsendt Henrik ikke mindre end tre numre af Obskuriøst og jeg har ikke styr på, hvor mange numre af Obs Nyt, der kom. Endvidere kom første nummer af det nye søsterblad, Bibliotek Obskuriøst så sent i slutningen af december 2015, at det nææsten kan regnes for en 2016-udgivelse.

Og samtidig sidder undertegnede stadig og fedter med de indledende skriblerier til det længe ventede næste nummer af Stay Sick! Det går skam fremad, men hvor Obskuriøst nu kører ude i den hurtige bane, så synes SS! som værende trukket ud i nødsporet med indtil flere punkterede dæk og en tank, der næsten er tom og med sukker i. Men det gååår fremad! Nu er det også "kun" 14 år siden sidste rigtige nummer udkom.

Obskuriøst kan bestilles via Henriks blog lige her.