Thursday, 25 May 2017

Stjernekrigen Star Wars - en bif-tur for 40 år siden

"Stjernekrigen" (eller Stars Wars, som mennesket i det 21. århundrede kalder den) fik premiere i USA i dag for 40 år siden. Yours truly så den selv ved den danske premiere (omend ikke på premieredagen), og da jeg var bidt af en gal sci-fi-fan, klippede jeg naturligvis reklamerne ud fra avisen. Her også lige min og de gamles billetter. Min fætter John og vores feriedreng Ingmar var også med, men de ville beholde deres.




Lidt mere gammelt skrammel. I 1976 viste Danmarks Radio "Månebase Alpha" (aka Space: 1999) og det var her, mit liv som science fiction-fan begyndte (det er for længst forbi, lol). Serien blev hyperpopulær i Danmark, og man kunne købe Månebase Alpha-tyggegummi, hvor der i pakkerne var indlagt samlebilleder; dvs. på den ene side var en scene fra tv-serien, og på den andet var den del af et puslespil. Jeg fik desværre aldrig samlet hele serien, men har stadig alle dem, jeg købte. Inklusive indpakningspapiret - man er vel samler.

Brett Sinclair, James Bond, Helgenen, Roger Moore - RIP

Roger Moore er død. Han var gammel og vist nok også syg. Så trist. Men han var også en af min første helte. Jeg er i gang med en lille artikel om tv i 70'erne, og den begynder tilfældigvis sådan her (og se endelig bort fra den gamle skrivestil med dobbelt-A og stort begyndelsesbogstav i navneord, det er blot et spøjst forsøg).


Den første TV-Serie, jeg overhovedet kan huske at have set, er De uheldige helte (The Persuaders, UK 1971-72). Første Afsnit blev sendt på dansk TV 16. juli 1971. Det var en fredag. Jeg var 6 - næsten 7 - Aar gammel og skulle senere på Aaret starte i første Klasse. Den fredag var jeg sikkert allerede gået i Seng, men er så vaagnet igen og er gaaet ind i Stuen, hvor min Far sad sammen med min Fætter Johns far. Jeg husker tydeligt at komme ind og opdage, at de sad og saa Fjernsyn. Fjernsynet var naturligvis i sort-hvid, som alle Fjernsynsapparater var dengang, og velsagtens 24 Tommer eller deromkring. Min far sagde: "Naa, skal du se med?" Programmet, der netop var ved at begynde, var første Afsnit af den engelske TV-Serie De uheldige helte. Det var første Gang, Serien skulle vises på dansk TV. Faktisk gjorde Danmarks Radio det utrolige, at de viste Serien næsten samtid med, at den var blevet vist hjemme i England. Vi saa hele Afsnittet, og jeg var fuldstændig solgt. Det hele tiltalte mig; De to Mænd, der var rigtig gode Venner, Slagsmaalene, som de var med i (og som de vandt), de hurtige Sportsvogne, de kørte i, og ja, hele Følelsen, som Afsnittet gav, af Fart, Spænding og Eventyr. Jeg var Fan med det samme og fra det Øjeblik af, vidste jeg, at jeg skulle vokse op og blive som Danny Wilde (god til at slås, have en rigtig god bedste Ven, og eje en hurtig Sportsvogn).

"Dame alene i verden" (1980)

Et oversætternavn, jeg ofte er stødt på i forbindelse med billige knaldromaner, er Frits Remar, men jeg anede ikke, at han også selv var forfatter, så da jeg for nyligt faldt over "Dame alene i verden" i en genbrug, blev den hevet med hjem. Til 5 kr. var det til at leve med, hvis den skulle vise sig at være noget lort. Remars oversættelser er ved den sødeste grød ikke altid lige gode, så det var faktisk mest for at se, hvordan hans egne ting var, at jeg købte bogen. 

På den ene omslagsflap står, at han også skrev "Det parallelle lig", og den fandt man jo god nok til at filmatisere i 1982 (produceret af vor ven Just Betzer, der senere lavede film med Bobby A. Suarez på Filippinerne i mid-80'erne. Suarez kontaktede mig for en del år siden pga. mine skriverier om filippinske film, men jeg nåede desværre aldrig at spørge ind til den danske forbindelse, før han gik bort).

"Dame alene i verden" handler om en kvindelig krimiforfatter, der bliver kidnappet af samvittighedsløse københavnske kriminelle til at få fingre i en boks, der uheldigvis befinder sig i en bank. Her er duller med københavnsk dialekt lige fra gaden og store brød, der renser tænder med springknive (eller var det negle?), og et plot så indviklet, at enhver 12-årig læser kan følge med. Frits Remar er ved gud ingen James Ellroy som skribent, men hans brug af samtidens talesprog er både hyggelig og morsom. Krimien er stort set en hyggebog. Lidt spænding er her, men neglebidende er den ikke. 


Bogen er udsendt i Lademann fine serie i lille format i hardcover og med dødningehoveder på omslagets inderside både for og bag. Først i bogen nævnes, at historien tidligere har været udsendt i "strækt forkortet" (ja, det står der sgu - strækt) udgave i bladet "Hjemmet" under titlen "Boks med døden". Man forstår, hvorfor der blev skiftet titel.

Friday, 19 May 2017

Teenage Riot

 Jeg mener, det var Frank Brahe, der i et nummer af Mondo Franko engang skrev noget á la: "teenagere, dem vil vi jo helst slå ihjel".
I toget på vej hjem fra arbejde i dag. Jeg står på på Hovedbanegården. I kupéen sætter jeg mig ved bordet til venstre. Ved bordet til højre sidder fire teenagepiger på 15-16 år. De taler om, hvor vilde STAR WARS-filmene er, og hvor meget de gerne ville læse bøgerne - hvis der altså var bøger. De taler - som teenagepiger i flok har for vane - meget højt. Men det er okay, det er ikke en stillekupé og teens will be teens. Jeg hiver min kriminalroman frem og begynder at læse. Så på Valby station stiger en yngre mand ind. Han er vel i 30'erne. Han sætter sig også ved mit bord. Han finder også en bog frem. Jeg er målløs. To mænd med rigtige bøger i ét tog. Bøger af dødt træ. Ikke Kindle eller lignende. Nå, det varer dog ikke længe, før jeg bemærker, at han kigger op. Mod højre. På pigerne. Jeg fornemmer en uvilje hos manden mod pigernes lydniveau. Han vender tilbage til bogen, men det varer ikke længe, så kigger han op igen. Sukker dybt. Læser lidt igen. Kigger på pigerne igen. Stirrer på pigerne - ja, stirrer. Men hvis man tror, man kan *hinte* noget over for teenagepiger i samtale med hinanden ved hjælp af sukken, stirren eller sågar himlen med øjnene, så vil jeg nok mene, at det er tegn på, man tilhører et pod-people-folk fra det ydre rum - eller ikke er særlig begavet. Haha. Det kan man naturligvis ikke. Pigerne opfanger ikke hans kiggen, sukken eller stirren på noget tidspunkt - overhovedet. Under turen stønner han igen og igen som en forurettet kontordame af den gamle skole. Så i Ringsted gør de indtryk af at skulle af, og jeg fornemmer en lettelse hos manden. Men ak, kun de to skal af. De to sidste kører med hele vejen til Sorø, hvor han også skal af. Gennem vinduet ser jeg, hvordan han skuler vredt efter dem på perronen. Hahaha. Tag en tudekiks. Hvis man ikke gider højrøstede pigebørn (som min salige moder ville kalde dem) i et tog, så må man flytte til et andet sæde eller sætte sig i stillekupéen. Personligt åd jeg mine pomfritter og læste min Frits Remar-kriminalroman med stort velbehag under den spøjse situation. Yay togture! 

Wednesday, 3 May 2017

BLOOD CREEK (USA/Rumænien, 2008)

Jeg fandt BLOOD CREEK in en rodekasse i salige Blockbuster for snart længe siden. Jeg husker, at jeg kiggede på coveret og tænkte: "Sikke noget lort!" Jeg var 100% sikker på, det var noget lort. Nej, faktisk var jeg 250% sikker på, det var noget lort. Hvad kunne det være andet med sådan et lortecover.

Well, her til aften skulle jeg lige se noget, før jeg smutter i seng og havde svært ved at finde noget - på trods af 100-vis af usete film på hylderne - og fandt så BLOOD CREEK, og da den alligevel kun løber 87 min, var det den, jeg endte med at smide på. Og det gik, som det ofte går; filmen viste sig sgu at være ganske glimrende! En hurtig google-søgning fortæller, at den fik ret dårlig kritik, da den kom ud, men jeg var sgu fint underholdt. 

Næsten hele filmen foregår på en enkelt nat, og stemningen er temmelig klaus, og der er gamle nazister med og splatterblod, og det' jo altid godt. Kan sagtens ses igen. Instruktøren er Joel Schumacher, som lavede kulthorrorfilmen THE LOST BOYS.
Den danske dvd har INTET ekstramateriale ud over nogle urelaterede trailers.

Monday, 1 May 2017

En sag for inspektør Canardo nr. 13

Så fik jeg læst En sag for inspektør Canardo nr. 13, "Le buveur en col blanc"/"Ein Reicher Schlucker" i tysk oversættelse, og Sokal fortsætter i fin stil.

Canardo tager sammen med en vinsmager, hvis broder, også vinsmager, netop er afdød, måske myrdet, til det franske vindistrikt, og under dække af at være belgiske tegneserietegnere (!) skal de forsøge at finde frem til en eventuel morder.

Er broderen blevet forgiftet af dårlig vin? Hævngerrige vinbønder? Selvmord ved vindrinkning? Canardo må gennem mangen en vinflaske med gammel vin og ser som altid verden som særdeles deprimerende. Et sted siger han til den overlevende vinsmager-broder; "Du drikker for at huske vinen, jeg drikker den for at glemme" (og efter at have brækket sig i buskene kommenterer vores helt, "Gammel vin smager som gamle sokker").

Jeg håber sgu, at et forlag genoptager serien på dansk en dag.

Saturday, 22 April 2017

På tomlen i Kirkens Korshær

Jeg var en smut i Kirkens Korshær i går og fandt et dvd-sæt med TV-serien The Hitchhiker. Jeg husker den godt fra 90'erne, hvor den kørte på en af skodkanalerne, vist nok TVdanmark. Jeg husker også, at jeg syntes, den var mega-svag og stoppede derfor hurtigt med at se den.

Men det er 3000 år siden, at vi var i 90'erne, og jeg tænkte, at det var på tide at give serien en ny chance. Nogle gange skifter man jo mening. Som dengang jeg som ganske ung en tidlig søndag morgen hørte de tyske fly flyve ind over byen, jeg husker, at jeg tænkte: "Så, nu bliver alting godt". Nå ja, hva' fa'en, hvem kunne vide, der ville komme erstatningskaffe, rationeringsmærker og alt muligt øv. 

Nå, det var den dvd, vi kom fra; Jeg så første episode i går, "Last Scene", og den viste sig sgu at være instrueret af Paul Verhoeven. Og sørme om der ikke osse er et kommentarspor til episoden af Verhoeven selv.Jeg har netop genset episoden med kommentarsporet og det må siges at være et af de bedre spor, jeg har hørt. Både fordi Verhoeven smider kommentarerne om episoden ad hekkenfeldt til, og samtidig fordi der ikke er plads til øh'er og æh'er pga. den korte spilletid (30 minutter).

Verhoeven er rigtig glad for sin Hitchhiker-episode, for det var nemlig her, hans amerikanske eventyr begyndte. "Last Scene" er hans første nordamerikanske film, og hele kommentarsporet bliver brugt til at fortælle om tiden op til, at han og familien flyttede til USA, fordi det var blevet mega-svært for ham at lave film i Holland, hvis filmindustri han nærmest omtaler som en bananrepublik.

Jeg troede først, at dvd-sættet indeholdt sæson 1, men det viser sig, at "Volume 1" indeholder en rodet blanding af episoder. Verhoevens afsnit er fra sæson 3. Desværre kom der kun 3 sæt, hver med 10 episoder ud af de 85, som blev lavet. Og jeg har kun kunnet finde info om de første 2 på det danske marked. Der er et "complete series" bokssæt, men der menes bare komplet i og med, at alle tre volumes er med. Der mangler stadig 55 episoder (de kan så findes på iOffer for de rigtigt entusiastiske, men indtil videre tror jeg bare, jeg vil se volume 1 først).

Paul Verhoevens "Last Scene" er ganske god, men skal man tro brugerkommentarer på Amazon, så holder ikke alle afsnit lige godt (og måske var det nogle af dem, jeg så dengang på TVdanmark). DVD'en udkom tilbage i 2004, men både den og vol. 2 kan fås på dvdcitys hjemmeside.

Som en lille finurlig finurlighed skal det også lige nævnes, at enhver, der nogensinde har set Sergio Martinos italienske post-apokalyptiske film HANDS OF STEEL (som i Danmark udkom på video som "Queruak", ikke sandt, Ovesen!), straks vil genkende Daniel Greene i den første scene. Jeg checkede rulleteksterne, men underligt nok er han ikke krediteret. Mærkeligt, ikke mindst set i lyset af, at det var samme år han netop lavede HANDS OF STEEL - han var altså ikke helt ukendt. Oh well, det må jeg spørge Paul om, næste gang jeg løber på ham.

Den ene af hovedrollerne spilles iø af Peter Coyote, som jeg altid godt har kunnet lide, lige siden jeg så ham i Polanskis BITTER MÅNE (Bitter Moon) fra 1992.

Sunday, 16 April 2017

Kanonfed prøjsisk horrorfilm - totalt overset i Danmark

Så fik jeg endelig set den tyske horrorfilm DER NACHTMAHR, som jeg ene og alene købte pga. en omtale på Nadia Regitze Parbos fine blog, hvor hun skriver:

"Når man snakker om den bedste film i 2016, er Der Nachtmahr nok den, der når toppen. Filmen, der handler om en piges nedsmeltning, da hun begynder at se et fremmed væsen, er en symbolsk fortælling døden og om at komme overens med sig selv. Akkompagneret med heftig elektro og kulørte blitzlys har Der Nachtmahr sit helt eget udtryk, der – sammen med et væsen så sødt, at det er svært ikke at få en øjeblikkelig beskyttertrang – også gør den til årets mest cool film."

Og for at svare Nadia; Ja, jeg er begejstret!
(rigtig anmeldelse kommer senere i STAY SICK!)

Til interesserede skal det tilføjes, at det er en tysk dvd, som jeg købte via tysk Amazon, og at den har engelske undertekster.

Og så fik jeg i øvrigt lidt af en overraskelse. Et af mine all-time-favoritbands er jo Sonic Youth, og på et tidspunkt i filmen dukker en engelsklærerinde op, og jeg tænkte, "hmm, hun virker da bekendt", haha. Det var såmænd Kim Gordon fra SY.

Men altså en rigtig fin film, der kører i modsat retning, hver gang man tror, der kommer en kliché (og der er en del steder, hvor der NEMT kunne køres ned af Kliché Allén). Klart anbefalelsesværdig.

Sunday, 12 March 2017

The Ruins - anmeldelse (kladde)

Jeg er endelig i gang med at arbejde på det næste nummer af STAY SICK! og griflede lige en kladde ned til en anmeldelse af THE RUINS, som jeg så i går aftes. Den bliver nok ændret (og jeg er ikke helt sikker på, om man i dagens pc-korrekte miljø må bruge udtryk som "kælling")
Men her er den altså:

THE RUINS
Danish title: The Ruins
Directed by: Carter Smith (USA, 2008)


Review by JACK J

To amerikanske veninder med tilhørende kærester er på ferie i Mexiko. Da THE RUINS begynder, har de brugt det meste af ferien på at slikke sol, drikke alkoholiske drikke og ligge ved hotellets swimmingpool. To dage før de skal flyve hjem, møder de en ung tysk hotelgæst, der også bruger ferien på at hoppe i pølen som en bedre Sabrina, men til forskel fra de andre fire har han dog også planlagt at snuse lidt til den lokale kolorit; Hans bror er nemlig rendt på et stykke kørvel, som går op i gammelt inka-skrammel, og hun har hevet broderen med til nogle ruiner på et afsides og hemmeligt sted ude i junglen, hvor disse inka-typer havde deres pyramideformede klubhus.

Den unge tysker har aftalt med broderen, at han og en ven vil slå sig til dem dagen efter, og han spørger de fire amerikanere, om ikke de vil med. Den ene af dukkerne er ikke meget for det, men hun indvilligere alligevel efter en nat med druk og opkast. Dagen efter kører de med bus til en lille landsby nogle kilometer fra junglen, men da de forsøger at hyre en taxa, siger chaufføren, at "derhen" vil han ikke køre dem. Man fornemmer, at der er noget farligt (senere skal jeg nok komme ind på, at filmen er ganske glimrende, men starten indeholder sateme godt nok nogle gevaldigt genkendelige klichéer).

Nå, men den bange taxachauffør er dog ikke mere bange, end at en håndfuld stakater fra tyskerens spansktalende ven giver ham modet tilbage, og så kan det ikke gå huhej stærkt nok med at komme ud til junglen, og der køres som vilde dyr, så damernes hatte flyver bort og der suses i skørterne. Inde i junglen har gruppen dog besvær med at finde frem til inka-pyramiden på grund af alle de skide grene, buske og jævnt besværlige junglegevækster. Og hvorfor fanden står der nogle indianerbørn og glor på dem med underlige udtryk i ansigtet? Omsider finder de en skjult sti gennem buskadset, og snart er de fremme ved pyramiden.

Men just som de står og glaner op ad det høje bygningsværk, ankommer nogle lokale mænd. De har skydere og bue og pile med og er i øvrigt ret ophidsede. En af de unge fruentimmere tager et foto af dem, hvilket lader til at ophidse de vrede lokale endnu mere, men selvom den ene af fyrene fra gruppen beder hende om ikke at tage flere billeder, da han godt kan regne ud, at det ikke er det fedeste at gøre over for folk, der netop ikke vil have taget deres foto og som samtidig har skydevåben. Men som den amerikaner, hun er, vil hun da skide på den slags lokal bonde-nonsens og bliver ved med at tage billeder. Det skulle hun så nok ikke have gjort, for de to mænd med bue skyder et par pile i tyskerens ven - og ham med pistolen slutter seancen af med at skyde toppen af tyskerens vens hoved. Så kan den dumme ko lære det, kan hun.

Uheldigvis var tyskerens ven jo den eneste, der havde bare en lille smule styr på det spanske sprog, så nu kan de ikke engang forsøge at berolige de skydegale lokale. Med andre ord, nu er gode dyr rådne - hvad fa'en skal amerikanerne og pølsetyskeren nu gøre? Først render de lidt rundt som høns uden hoved, og derefter løber de op af den høje, meeeget høje, stentrappe på inkaernes pyramide. Da de kommer op på toppen, opdager de, at broderen og madammens telt står deroppe, men de er ikke til at finde nogetsteds. Så pludselig hører de noget, der lyder som en mobiltelefon, som ringer nede fra et bredt hul midt på pyramidens top og som går langt ned i dybet. Hvad skal de gøre? De kan ikke se noget nede i hullet, men tyskerens bror er vel dernede - eller hvad?

Jeg vil ikke sige så meget mere om plottet, for det ville være at spoile for meget. Men det er jo ikke for ingenting, at denne film står i sektionen over nye horrorfilm. Det er nok at sige, at filmens handling tager afsæt i noget, som vi ikke har set ret tit før. Faktisk nævner en af producenterne i ekstramaterialet, at hun kun kan komme på enkelt film i samme stil (det er så ikke helt rigtigt, læs f.eks. Caspar Vangs anmeldelse af filmen på Uncut.dk). Men rent faktisk var det slet ikke denne film, jeg blev mindet om, da jeg så THE RUINS; næh jeg sad sgu og tænkte tilbage på en historie i det danske tegneserieblad Tex Willer, som jeg læste engang i 70'erne, som handlede lidt om det samme (og som jeg også fandt ret uhyggelig dengang).

Selvom filmen indeholder, hvad jeg vil betegne som en håndfuld irriterende klichéer i starten, så ændrer det sig dog hurtigt til at blive en ret opfindsom skrækfilm. Hvis der dog specielt er een ting, der irriterer mig, er det et sted i starten, hvor det er tydeligt, at man har ville peppe dialogen lidt op, gøre den mere rå og fræk så at sige; I en scene indgår det ene kærestepar et væddemål om noget et-eller-andet, og vinderen skal tilfredsstille den anden "oralt". Det er fyren, der vinder væddemålet, men dagen efter vil hans kæreste ikke give ham det forpulede blowjob på hotelværelset. Gennem morgenscenen bliver han ved med at beklage sig over, at hun løber fra aftalen. Jeg forstår slet ikke noget. Hvis dialogen skulle gøres mere, ja, fræk, så ødelægger filmens skabere det igen med dette vage efterspil. Hvorfor fanden skal scenen om morgenen overhovedet med? Det ville have været bedre, om vi bare havde skullet antage, at han fik sin belønning for at vinde væddemålet. Og hvis den skal med, hvorfor fa'en gi'r kællingen så ikke bare kæresten det blowjob, hun har indvilliget i. De er jo trods alt kærester - man må gå ud fra, at de ikke er jomfruer, endsige mødes til eftermiddagskaffe hos de viktorianske forældre, men netop er på ferie langt borte i Mexiko og bor på hotelværelse sammen. Det er et fesent efterspil, og man undrer sig bare.

Der er en del blodige sekvenser, og heldigvis er der tale om mest practical effects i stedet for lamt CGI. På den danske dvd er der en masse fint ekstramateriale om skabelsen af filmen, og der tales meget om specialeffekterne (og for en gangs skyld er ekstramaterialet tekstet på dansk). THE RUINS foregår som sagt i Mexiko, men er rent faktisk filmet i Australien. Filmen bygger i øvrigt på en bog, som, ifølge den ene af de interviewede, end ikke var udkommet, da filmens producenter fik tilsendt bogens manuskript. Flere gange i ekstramaterialet omtaler instruktøren dog den spøjse situation, at han tilfældigvis havde købt bogen og var i gang med at læse den, da filmstudiet spurgte, om han ville lave filmen. Ja, nogle gange bliver spøjse situationer ekstra spøjse, når dem, der fortæller dem, ikke helt er enige om detaljerne.

Til trods for noget corny dialog i begyndelsen er THE RUINS en fin lille horrorfilm og får bestemt en anbefaling med herfra.
(10)

Friday, 10 March 2017

80'er-action i det 21. århundrede

Vores gamle ven Dolph Lundgren i en direct-to-dvd-actionfilm fra 2008. Engelsksproget Wiki kalder den en amerikansk film, men det gør patriotiske amerikanere jo gerne, lige så snart en film har en amerikaner i hovedrollen (omend han er svensk) og handler om en amerikaner/amerikanske forhold. Filmen er dog en bulgarsk/tysk produktion med et plot skrevet på bagsiden af en tændstikæske. Og der var plads til, at manuskriptforfatteren også kunne grifle sin indkøbsliste ned. Haha.

Men det gør ikke så meget. Filmen er fyldt med det, vi vil have af en 80'er-action-wannabe-film fra nullerne, maskingeværvold, nærkampvold, kravle gennem tunneller, eksplosioner, biljagter, og en 20-årig babe til den 50-årige helt. Yay! - Og det gi'r DIRECT CONTACT os bestemt. Det er dejligt at se, at Dolph ikke er blevet en dag ældre de sidste 25 år. 

Den danske dvd er så skrabet, som det kan blive, der er sgu ikke engang en trailer med. Men om ikke andet er den tekstet af Bibi Huryn, hvilket betyder, det ikke er Netflix-undersættelser, man blir udsat for.