Tuesday, 18 September 2018

Skandinavisk blu-ray-visning af DON'T KILL IT i video-grindhouse-biografen "Cinema J"

Lige et heads-up til andre, der planlægger at købe den underholdende DON'T KILL IT. AWE's partner i Sverige, Studio S (søsterselskab til Njuta Film), har den ude på blu-ray, og jeg fik forleden cdon til at lægge den over på den danske side. Man skal lige være obs på, at blu-ray'en har norske/svenske/finske undertekster, men ikke danske.

DON'T KILL IT er jo Dolph Lundgren, der takler en for ham ny genre, nemlig horrorfilmen. Jeg havde kun set den een gang, nemlig på Blodig Weekend og var fint underholdt (omend det var en af de film, der hakkede i det ved visningen).

Men anyhoo, jeg modtog blu-ray'en for et par dage siden og fik genset filmen. Blu-ray'en er fin-fin, hvad angår billedkvalitet, omend Studio S/Njuta åbenbart har taget ved lære af AWE og pisser på idéen om at inkludere spændende ekstramateriale. Vi får filmens trailer and THAT'S IT! Det ville sgu ha' været fedt med et kommentarspor på svensk fra Dolph, nu hvor det er hans første horrorfilm, men så'n sku' det så ikke være. 

Som jeg skrev i min indtil videre ikkepublicerede STAY SICK!-anmeldelse, er DON'T KILL IT underholdende, så længe den vare. God til popcorn og slatten Cola, men selv som gyserfilm er det jo stort set Dolph Lundgren i den rolle, han altid spiller. Dolph spiller Dolph, og det er både charmen og ulempen. Efter den gamle 13-skala ville jeg give den et 7-tal. 

Wednesday, 5 September 2018

DEATH WEEKEND (Canada 1976)

aka "House by the Lake" og "Dødens Weekend" i de danske biografer i 1976.

Jeg har netop genset William Fruits DEATH WEEKEND, som jeg tidligere har set både på græsk video og på 35mm til Faces in the Dark-festivalen for et par år siden. Nu er den komme på DVD for første gang nogensinde, i Sverige af alle steder. Svenskerne har ellers totalforbudt den *syv* gange ifølge omslaget. Da den endelig kom på bio og vhs klippede de 7 minutter ud.

Filmen er stort set en "home invasion"-film, og ganske og aldeles glimrende. Don Stroud spiller lederen af et gang uhumske voldtægtsmænd/mordere/asociale banditter, som invaderer et hus på landet, hvor en rig tandlæge netop har inviteret en naiv model indenfor med henblik på en weekend med the ol'e in and out. Han har dog glemt at fortælle modellen om sine hensigter. Det giver en tvist til et velkendt plot, at en af de overfaldne, altså tandlægen, selv er et svin.



Nogle gange har jeg hørt folk udtale, at DEATH WEEKEND ikke er så hård/brutal som visse andre i genren, men det synes jeg nu er forkert. Det er muligt, at den ikke er specielt gory, men stemningen gennem filmen er så til gengæld ubehagelig det meste af tiden og skuespilpræstationerne er alle gode.

Jan Guillou, svensk journalist og kriminalforfatter, udtaler i en dokumentar på dvd'en, at filmen efter hans mening var ildeset hos myndighederne, fordi den lod en kvinde tage sagen i sin egen hånd. Om det har noget på sig, skal jeg ikke kunne sige, formanden-kvinden fra den svenske censur er selvsagt uenig, men det er de jo gerne.

Stærkt anbefalelsesværdig. Printet er pænt, men desværre i fullscreen. Jeg fik cdon til at lægge dvd'en over på den danske side og købte den derfra.

Tuesday, 21 August 2018

THE DEVIL IN MISS JONES (aka Den erotiske djævel i Miss Jones) 1972 [anmeldelse]

En film, som jeg er meget glad for, og som har fulgt mig i snart mange år, er Gerard Damianos LEGACY OF SATAN (1974). Filmen er en syret, underlig horrorfilm som hvis David Lynch og Jim Jarmusch havde slugt en masse dårlig syre og havde skrevet et manuskript. Gerard Damiano plejede ellers at lave hardcore-pornofilm i starten af 70'erne, og LEGACY blev hans eneste horrorfilm.

Jeg samler jo på gamle udlejningsbånd og har haft et par af instruktørens pornofilm stående på hylden i snart en del år uden at se dem. I aftes ville jeg så lige lure på, om de på nogen måde mindede om LEGACY OF SATAN. Og jeg skal da ellers love for, at hvis man forventer 80'er-porno med stort hår, eller silikonepatter , så får man kaffen i den gale hals.

 
THE DEVIL IN MISS JONES er stort set en exploitationfilm med pornoscener og for en pornofilm meget depri scener. I de første ti minutter ser vi en dybt deprimeret ung dame omkring de 30, som først kigger ud af vinduet over et trøstesløst New York. Derefter går hun i bad og begår selvmord! Vi ser det hele i close-up. Barberbladet i begge pulsårer, og badekarret, der fylds af blod (det ligner rigtig blod). Det sidste shot af hendes døde krop kunne være ud af en Buttgereit-film.

Georgina Spelvin med barberblad. Hun lever endnu og skrev
for ti år siden selvbiografien "The Devil Made Me Do It"
  Så ankommer hun til en fyr på et kontor (Sct. Peter!), som kundgør for hende, at hun skulle jo egentligt have været op på "førstesalen", men deroppe godtager de ikke folk, der har begået selvmord, så nu er der kun een vej tilbage; nedad (til Helvede). Den nys afdøde kvinde tigger dog om at få en chance til, så hun i det mindste kan opleve, hvad "utugt" er for noget (som om depression og selvmord ikke var nok, er hun sgu osse jomfru). Hun får en chance til og bruger den på at knalde Harry Reams og et par andre (og hun onanerer både med en levende slange og en vandslange!). Til sidst (jeg beklager spoileren, det må du bare leve med) ryger hun selvsagt i Helvede. Men det er ikke et helvede med ild og pinsler; hun kommer ind i et rum, hvor der sidder en fyr (instruktøren selv), der bare venter på, at der kommer en flue. Han vil ikke bolle hende, for tænk hvis fluen dukkede op imens. Og hun kan ikke få orgasme, fordi fyren skal vente på fluen. Et sandt helvede.



 Filmen varer heldigvis kun 65 minutter, og det var alt rigeligt. Filmet på rigtig film og med et look, som mindede mig om tidlige 70'er-exploitationfilm. Ja, looked mindede mig også om COMBAT SHOCK og film i dén stil. Det der kornede, gritty look. Kvinden så ikke fantastisk ud, men passede rigtig godt til rollen. Kameramanden kunne sit håndværk, og der var mange fine vinkler. Bollescenerne var, hvad de var, men det hele havde en stemning af exploitationfilm fremfor egentlig pornofilm, synes jeg. Og det så mere rigtigt ud, fremfor nutidens porno-plasticdukker. Ikke at jeg ser den slags, naturligvis.



Det ærgrer mig, at Gerard Damiano ikke slog over og lavede flere film i andre genrer (og nu er det for sent, han har for længst taget billetten).

Min danske exrental-VHS er u/c og i det oprindelige billedformat. Der er dvd-udgaver ude, men nogle er klippede og er i falsk bredformat.



Sunday, 19 August 2018

Danmarks mest oversete, ignorerede og længst levende, stadigt eksisterende fanzine om obskur popkultur lever og har det godt

Sidste gang jeg skrev om et nyt nummer af Obskuriøst var i marts, hvor redaktør Henrik Larsen netop havde udsendt spin-off-bladet Obs Arty nr. 2: Bordet i hovedet. Siden da har Ed(itor) Larsen udsendt ikke mindre end tre nye numre - altså indtil videre fire numre i år! Det må siges at være rekord på den danske filmfanzinescene!

Og om det er med vilje, skal jeg ikke spekulere i, men samtidig med det overvældende antal numre, er der endda tale om fire forskellige afarter af Obskuriøst. Der er faktisk kun kommet eet regulært nummer af bladet i år. Eller rettere eet irregulært regulært nummer (forklaring følger).

L-R: Jack J, Henrik Larsen, Thomas Winther ved
Henrik & Thomas' stand på Blodig Weekend (2018)

Henrik Larsen i fin steg
af Ralph Østrup (2018)
Spin-off-bladet i februar var som sagt Obs Arty nr. 2. Derefter fulgte det regulære Obskuriøst - som endda var et jubilærumnummer, nemlig nr. 20 (som udkom uden nogen egentlig ståhej, hvilket nok er det, som overrasker mig mest. Jeg havde forventet, at Henrik ville have væltet rundt i endeløse anekdoter fra Obskuriøsts fortid på fanzinescenen). Når jeg kalder det irregulært regulært skyldes det, at nummeret fraviger fra de 19 foregående "normale" Obskuriøst ved at være trykt i A5-format fremfor A4.

Herefter fulgte Obskuriøst Special nr. 1 (et Blodig Weekend 2018-specialnummer), og senest udgiver Henrik digtsamlingen "Tingenes Tilstand", der nææsten ikke er beslægtet med Obskuriøst, men dog ved en nærmere gentest lige klarer at være del af familien (med små bogstaver kan man læse undertitlen: OBS-Arty 2018). To af bladene er i sort-hvid, og to er i farve. Der veksles mellem 28 og 32 sider. Trykket er fint, hæfteklammerne sidder ordentligt, og der er fine billeder (modsat fotokopi-"tryk" med "sorte klatter til at gøre det ud for billeder", som en Uncut.dk
 -skribent engang skrev i en anmeldelse af et af mine blade).

Hvis Henrik udgiver endnu et nummer i år, så har han udgivet lige så mange numre, som jeg har præsteret at udgive af STAY SICK! på 19 år! At de ikke er så tykke, er så en anden side af sagen.
Jeg vil ikke sige så meget om selve bladene her, det vil jeg sikkert gøre på et senere tidspunkt, men man er vel forfængelig, så det skal da lige nævnes, at to af numrene har indlæg af yours truly; nemlig Obskuriøst nr. 20, som indeholder kladde til en artikel med titlen "Et piratvideobånd i 1984". Og Obskuriøst Special nr. 1 indeholder en række af mine anmeldelser af danske tegneseriealbum, som redaktøren har samlet under titlen "Jack J ser på tegneserier". Henrik har flere af mine anmeldelser liggende, som måske kommer ved en senere lejlighed.

Jeg husker, at hr. Larsen for mange år siden foreslog mig, at jeg ændrede STAY SICK!'s format fra A5 til A4; Dengang udkom Obs, eXtase og Absurd nemlig i A4, og det ville være fedt, hvis man kunne have alle bladene liggende ved siden af hinanden i A4-format, mente redaktøren. Ak ja, ungdommens fjollerier. I dag lader redaktør Larsen til udelukkende at være gået over til STAY SICK!'s gamle format, A5.

Skriv til Henrik via hans blog eller facebook for info om, hvilke numre der stadig er på lager (oplagene er mikro-små).



Tak til Henrik for tilsendte numre.


Friday, 17 August 2018

GATOR BAIT 2: A CAJUN JUSTICE [anmeldelse]

Jeg har netop set GATOR BAIT 2: A CAJUN JUSTICE på dvd. En film, som jeg delvist har set engang i 90'erne på en norsk tv-station. Instrueret af ægteparret hr og fru Sebastian. Plottet er stort set det samme som i etteren; En ung kvinde er kommet til Floridas sumpområde for at leve med sin nye ægtemand. Her tales med fransk cajun-accent, dårlige tænder er årets mode, og at der ligger en krokodille i indgangen rager folk en høstblomst. Ægtemanden har et udestående med en sjover, som engang voldtog og dræbte hans søster. Nu er sjoveren og hans slæng ude efter den nytilkomne kvinde; Som en sjover siger til en anden sjover: "Al fisse her i området lugter af fisk, det er på tide med noget nyt". Hvortil sjover nr. 2 siger: "Jamen tror du ikke hendes mand vil blive sur?" "Hva' rager det mig", lyder svaret prompte.
Nå, men du har jo gættet resten af plottet helt uden min hjælp, ægtemand bliver (måske) dræbt. Bruden bliver voldtaget af banden, men slipper væk og husker på, hvad hun har lært af "En mand ser rødt".


GATOR BAIT 2 er desværre ret overset, hvilket er synd, da den er stærkt underholdende. Jeg var i alt fald underholdt, men okay der skal heller ikke så meget til. Eneste irritationsmoment var den enerverende banjomusik, der kører hen over så at sige alle ikkedialogscener. Flugtscene: banjomusik. Elskovscene: banjomusik. Bryllupsscene: banjomusik. etc etc.
Den eneste scene, jeg kunne huske fra den norske tv-visning, var en grum voldtægtsscene, hvor bruden bliver taget bagfra af en stor fyr, der åbenbart ellers må tage til takke med sin hund. "Vuf vuf" grynter han, og tilføjer: "Kom nu, sig vuf vuf". Til slut grynter kvinden også vuf vuf.
Desværre er det ikke Playboy-playmate Claudia Jennings, som spillede med i etteren, da hun var omkommet i en bilulykke pga. for meget kokain i blodet. Men erstatningen gør det glimrende og har flotte og store gajoler, som vi ser igen og igen.

Ekstramaterialet er totalt psykotronisk; instruktøren sidder på en stol og taler direkte til kameraet. Han fortæller, hvorledes Jesus har reddet hans liv, og har talt til ham med høj stemme mens han kørte i taxa. Han bærer en t-shirt med sit eget jesus-website, og sidst i videoen får man et link. Der er også en video med hans kone, som er lige så tosset med at redde hunde, som min egen tossede moster, der er flyttet til Serbien for at redde gadehunde, er det. Konen har også et website, og hun er også blevet reddet af Jesus.

Den første film er iø ude på dansk video både som "Blodhævn" og "Blodhævn i sumpen", men toeren er desværre aldrig komme ud herhjemme.

Monday, 13 August 2018

What AWE left behind for the Danes

Jeg har tidligere brokket mig på facebook over, at danske AWE nu kun udgiver film på dvd og vod i Danmark, mens de stadigvæk udgiver på blu-ray i Norge. 
Jeg ville f.eks. gerne have købt deres franske REVENGE på blu-ray, men selvom de udgav den både på blu-ray og dvd i Norge, så kom den kun på dvd i Danmark. 
Hvis så bare den norske blu-ray havde haft danske undertekster, så okay, men det har den ikke. Det plejer ellers ikke at være noget problem for AWE at inkludere de andre skandinaviske landes undertekster - når vi ikke behøver dem
Jeg ville også gerne have købt DON'T KILL IT på blu-ray, men igen ... blu-ray i Norge (og Sverige), men kun dvd i Danmark!

Men som om det ikke var slemt nok, så krænger man nu niveauet en tand længere nedad. 
En af de film, jeg var ret glad for på dette års Blodig Weekend horrorfilmfestival, var den Argentinske WHAT THE WATERS LEFT BEHIND (et underholdende hispanic takeMOTORSAVSMASSAKREN), og jeg har gået og ventet på en udgivelse. Nu ser jeg så på hjemmesiden, at AWE udgiver den i Danmark og Norge, men i Danmark kommer den KUN som vod (dvs. video on demand)!! Og mens man i Norge godt nok ikke får en blu-ray, så tilbydes man i hvert fald en dvd-udgivelse (se cover her i indlægget). Og for at føje spot til skade har den norske dvd kun norske tekster, selvom der er lavet danske tekster til vod'en. 

"VINDER – Mest lovende instruktører – Sitges International Fantastic Film Festival
VINDER – Bedste film – Obscura Filmfest Berlin
"
(citat, AWE's hjemmeside)
 Med andre ord, selvom AWE ikke var sene til at rapportere, at filmen havde vundet priser både på Sitges og Obscura Filmfest Berlin, så var det altså ikke nok til, at vi kunne få filmen på et fysisk medie i Danmark. 
Jeg undrer mig over, hvorfor man ikke længere laver fælles dansk-norske udgaver med dobbelt-tekst på omslaget og to sæt undertekster (hvis den ærede læser skulle forledes til at indvende, at det nok skyldes copyrights, så holder den ikke. AWE udgiver jo netop filmen i begge lande og har dermed sikret sig copyright til begge lande). 
Hvis man fra AWE's side ikke tror på et tilfredsstillende salg i Danmark af en fysisk udgivelse, så kunne man da for fanden sætte et parti af filmene til salg via AWE's webshop, så danske fans alligevel kunne bestille dem hjem.

Personligt må jeg indrømme, at jeg synes, det er en rigtig skidt idé, når man i forvejen åbenbart kæmper med et dårligt salg, at man med vilje afskærer den lille gruppe af trofaste købere, der trods alt findes i Danmark, muligheden for at støtte selskabet. 

Sunday, 12 August 2018

LADEMANN PÅ ØVERSTE HYLDE - DENGANG OG NU


Henrik Larsen skrev tidligere i dag om leksikon på CD-rom, og i den anledning vil jeg lige bringe et billede af mit nye (gamle) leksikon, som jeg for nyligt fik op på reolen efter mange års viden om, at det engang skulle op på nævnte reol. Og det har været længe - længe - undervejs. Historien er den, i 1970 flyttede vi i parcelhus på Vinkelvej, og økonomien blev en anelse bedre. Min mor begyndte at abonnere på bøger fra Unions Bogklub, og da Lademann begyndte at udgive deres leksikon, var mor med lige fra starten.

Leksikonet udkom løbende ganske som Anders And-bøgerne med komplette årgange, som jeg abonnerede på mange år senere (uden ellers anden sammenligning). Bøgerne var dyre og meget værdifulde. "Nu har du vel tørret fingrene af - du ved nok, vi vil IKKE have fedtfingre på bøgerne. De har været dyre!" Jeg kan det i søvne. Lademanns leksikon var værdifulde bøger, og lige fra starten var der en mening med bøgerne. "Engang så bliver de DINE bøger". Ja, sådan var det forudbestemt. Man får lyst til at citere Metallica: "So it was written, so it was done" (som citerer andetsteds fra, men det er nok at gøre det lige den tang for højttravende). Så hele vejen op gennem 70'erne abonnerede mor på leksikonet og engang i starten af 80'erne udkom det sidste bind (nr. 20). Derefter kom to suppleringsbind, men så var det også slut.


 Da mor gik bort i 2009 stod alle 22 bind, som den dag de kom fra forlaget. De blev købt, fordi vi nu havde RÅD til at købe dem, men mor har aldrig nogensinde slået op i nogen af dem. Efter hun var gået bort, fik far den obskure idé, at han skulle giftes igen. En dag, jeg kom på besøg, så jeg en kasse i garagen og spurgte til indholdet. Gamle bøger til genbrugen, lød svaret. Jeg checkede selvsagt efter og opdagede mors - og dermed mit - komplette leksikon. "Hør hov, hvad er meningen, det her er mine bøger. Mit leksikon, som mor har købt til mig!" Den slags gik hen over hovedet på far. Hans nye kone havde et leksikon, og så kunne husets gamle jo bare ryge ud. At det var mit, og at mor havde sagt det igen og igen i 70'erne, havde han præsteret ikke at bide mærke i. Nå, men heldigvis lå de fine bøger i klare affaldssække i kasserne, og snart kom de op til mig. Eller rettere: ned i min kælder. Med mine mange hundrede videobånd, bøger, dvd'er, osv, osv, var der simpelthen ikke plads. Well, ikke før nu. Mors gamle (stort set flunk og nye) (og nej, det hedder ikke "flunk og ny". Efter mange års brug, er det endelige gået op for mig, at mor brugte det udtryk forkert, det hedder "flunkende ny", ikke "flunk og ny", haha) leksikon fra Lademanns bogklub kan endelig komme til hæder og ære igen. Ulæst på øverste hylde, hvor har stået siden 70'erne med 6-7 års pause. Jeg slog netop op under L; Mon Herschell Gordon Lewis stod der? Jeg gættede på nej og fik ret. Men Charles Laughton står der. Og så løb batteriet i kameraet ud. Men jeg tændte igen, og der var lige strøm nok til at tage eet mere foto. Lesbisk kærlighed!


Mor ønskede, at jeg fik denne dyrebare og værdifulde (to adjektiver, der stort set betyder det samme, men overdrivelse fremmer forståelsen, som jeg plejer at sige) skat, når hun og far ikke længere var her. At de mange sider - trykt på flot, glitret papir - så i dag indeholder for længst forældede informationer, er så noget helt andet. Man kan velsagtens ikke slå ret meget op uden at tænke: "Er der mon kommet ny viden til? Har de fundet ud af mere?" Men siderne er blanke, og der er flotte billeder. Teksten er let gammeldags, og det kan jeg i og for sig godt lide (læseren må gerne forestille sig, at skribenten tiltaler ham eller hende i De-form). Og om ikke andet er bøgerne så fandens tunge, og reolen så tilpas nær hoveddøren, at de kan bruges som forsvarsvåben mod en eventuel indbrudstyv.

Jeg må dog sige, at Lademann ikke havde tænkt særligt langt frem. Selvom bøgerne næsten er uberørte af menneskehånd, så går omslagene desværre itu for et godt ord. Materialet har simpelthen ikke kunnet tåle tidens tand og revner desværre alt for nemt. Senere blev hele baduljen genoptrykt i et 30-bindsværk med grimme omslag, og nutildags findes det hele online og ikke en djævel vil tænke på at genoptrykke det igen. Lademann blev som alle gode danske forlag fortæret af kannibalen Egmont og findes end ikke som "in name only"-forlag. Men her i huset huskes forlaget. Øverste hylde, 22 bind.
(kladde til senere artikel)

Thursday, 9 August 2018

Nogle få år ude i fremtiden ...

MAD MAX på dansk lejevideo
(det er endda en betamax)
Det er snart mange år siden, jeg har set nogen af Mad Max-filmene. Jeg har kun set 3'eren een gang, og den "nye" har jeg endnu ikke set. Jeg har i årevis tænkt på, at jeg skulle gense dem, men du ved hvodden det er. So many movies - so little time.

Men så for et par uger siden købte jeg en håndfuld billige blu-rays på CDON i deres to-for-en-hund-tilbud (ja, kære bloglæser, jeg har vist ikke fortalt dig det, men jeg ejer nu en skøn og dejlig blu-ray-afspiller - multi-region endda. Fra Stegen i Holland) og faldt ved den lejlighed over et billigt nordisk blu-ray-sæt med alle fire film i og en bonus-dvd med noget dokumentar-et-eller-andet. 150 stærke for de fire film på blå stråle var til at leve med, så den røg i den digitale indkøbsvogn.

Lige før midnat i går aftes smækkede jeg måsen i min nye (gamle) sofa i min nyindrettede "grindhouse-video-biograf" i et mørkt hjørne af huset på den vindomsuste høj, jeg bor på, i udkanten af byen, og satte den første MAD MAX på. Jeg skal være ærlig og oprigtig, når jeg siger det her til dig, kære læser, men jeg har sgu altid betragtet den første film som en "lesser" film. Den "rigtige" Mad Max-film er toeren; den der foregår længere ude i fremtiden, hvor verden er gået helt rabundus. Men måske er det ungdommens evindelige sult efter det vildeste action, der går forud for dybde, når man råber "hurra" af toeren og ytrer et trist "meh" efter etteren.

Da jeg så MAD MAX i går aftes, var den meget bedre, end jeg nogensinde før har oplevet den! Nu hjalp det velsagtens også, at jeg så den i det rigtige billedformat og på en stor skærm ("lærredet" i min grindhouse-video-biograf er på 50 tommer, som gi'r noget af en anden oplevelse end fortidens billedrørsapparater på 28"). Og heldigvis kunne man vælge mellem den originale australske tale og det forfærdelige amerikanske dub (som danske biografgængere måtte kløjes i tilbage i 1980, da filmen kørte her. Og det samme på dansk lejevideo).


MAD MAX er helt vildt god. Og den første lange scene med Nightrider er actionfilm, der er bedre end noget lavet i USA - på noget som helst tidspunkt. Karaktererne har dybde og personlighed. Vi føler med dem. Modsat tegneseriekarakterskabelonen, der bruges til amerikanske actionfilm, så er de gode og de onde ikke endimensionelle i MAD MAX. Selv den ondeste skurk har formidlende træk. Og som én siger i dokumentarfilmen på bonusdisken; Max ender med at dræbe flere mennesker, end nogen af skurkene gør. Og slutningen; filmen ender godt ... men så alligevel ikke. Den er varm, men alligevel kynisk. MAD MAX kunne aldrig have været lavet i USA af amerikanere.

Blu-ray-sættet, jeg købte, var som sagt en fællesnordisk udgivelse, men sjovt nok uden om Danmark. På bagsiden nævnes kun norske, svenske og finske undertekster og for de landes tilhørende aldersgrænser, men da jeg satte disken i, kunne jeg alligevel vælge danske undertekster. Det gjorde så ikke, men valgte derimod de engelske. Jeg kan sagtens forstå filmen, jeg ejer bl.a. den australske VHS, som jeg købte i Melbourne, men for en gangs skyld ville jeg se den med tekster. Dét skulle dog vise sig at blive et irritationsmoment; de engelske undertekster er nemlig såkaldte dub-titles! Det vil sige, de er taget fra filmen dub i stedet for at være taget fra originallydsporet. Og da amerikanerne så at sige ikke kunne forstå eller brød sig om de mest almindelige australske (og britiske) udtryk, så er der rigtig mange steder, at underteksterne fraviger det, der rent faktisk bliver sagt. Blot det, at da Max' kone råber til ham i filmens start, da han går ned ad trappen, "Oi!" bliver til "Hey!" i det amk dub!

Som filmnørd irriterer det mig også, at hovedlydsporet på disken er det amk dub i stedet for det originale lydspor (altså det lydspor, som automatisk vælges, hvis man ikke manuelt vælger et andet). Det vil sige, at hr. og fru Olsen, som køber filmen, og som ikke ved så fandens meget om lydspor, de sætter sig uvilkårligt og ser filmen på det forkerte "sprog". Og selvom de måske ikke forstår så meget af, hvad der bliver sagt, så er lyden ret meget anderledes.

I øvrigt opdagede jeg også, at amerikanerne har lagt ekstra politiradio-snak ind over adskillige scener i filmen! Just som der er stilhed i det australske lydspor, så dukker der dub-titles op med radio-snak, der kun findes i det amk lydspor. Amerikanerne kunne åbenbart ikke kapere scener med ingen eller kun lidt dialog, så de lagde ekstra radio-snak ind over (her mener jeg, man hører lyden af politiradioen, der kværner med formaninger osv.).


Nå, men ud over det, var jeg totalt godt underholdt, og jeg glæder mig til at se og gense de næste tre (også treeren, som jeg kun har set een eneste gang - vist nok på TV).

Det nye interskandinaviske blu-ray-sæt med alle fire film. Fine film, kedeligt omslag.


Saturday, 21 July 2018

Roger Corman tonser ud ad landevejen igen


Jeg fik set MOVING VIOLATION i går aftes. På dansk lejevideo blev den til Politimorderne. Så vidt jeg kan se af DFI's hjemmeside, fik den ikke bio-premiere herhjemme, men TV2 viste filmen den 15. februar 1991 [EDIT: rent faktisk så fik filmen biografpremiere i Danmark! Nemlig 8.6.1977. TAk til Kent Vinkler for info]. Roger Corman producerede adskillige "kørefilm", hvor en eller flere hovedpersoner skal køre mangt og meget for at slippe bort fra noget, komme hen til noget, eller bare sådan fordi. Og MOVING VIOLATION fra 1976 er endnu en i rækken.

To unge mennesker (Stephen McHattie og Kay Lenz) ser en strisser, der knalder en anden strisser ned. Strisseren ser også dem og forsøger (med held) at gnide mordet af på dem. Så går den vilde jagt gennem staten, hvor korrupte, skydegale betjente fra to amter forsøger at få ram på de to unge. Filmen var fin underholdning, omend man bliver idiot af den konstante og enerverende banjo-klimperen gennem filmen.

Instruktør Charles S. Dubin kunne heller ikke beslutte, om filmen skulle være lystig eller ond i sulet, og den kom til at sidde mellem de to berømte stole. Han burde have besluttet sig. Jeg håber, han besluttede sig med de andre ting, han lavede; Ifølge IMDb blev det til tonsvis af afsnit til TV-serier og TV-film. Så vidt jeg kan se, lavede han dog kun denne ene biograffilm, så måske tænkte Roger Corman: "Den klovn kan sgu ikke beslutte sig, så ud med ham". Hvem ved.

Den danske lejevideo har et fint, klart billede, omend det er i 4:3 fullscreen. Der er tre trailere, hvoraf den ene er for Jedi-rideren vender tilbage. Corman-stamskuespiller Dick Miller er osse med i en lille rolle. Der er en Scream Factory-dvd ude med Corman-kommentarspor og i lbx, hvis du har 100 kr., der brænder i lommen.

Thursday, 14 June 2018

Så blev det osse jul i dag ...

Fik lige et par pakker ind ad døren. Fine, fine sager, når jeg selv skal sige det.
THE SADIST (aka Sweet Baby Charlie) med Arch Hall jr. har jeg ønsket at se, lige siden Jakob Stegelmann viste klip fra Arch Hall jr.s film i "Planet X" (det bedste filmprogram på dansk tv nogensinde) for 10 år siden. Code Red har udsendt den i en flot kopi fra et forsvundet negativ. 
Og samme label har udsendt LEGACY OF SATAN, som jeg knuselsker. Jeg har den også på et gammelt bootleg-dvd-boxset fra Brentwood og en græsk udlejningsvideo. Filmen er instrueret af Gerard Damiano (som ellers var en legendarisk hardcore-pornoinstruktør, som lavede "Langt ned i halsen" og "Djævelen i miss Jones"). Filmen er totalt weirdo, som David Lynch på stærk syre. Film nr. 2 på disken kender jeg ikke.
Skøre og tossede Bill Olsen klynker på bagsiden af bluray'en over, at filmfans'ene brokker sig over DNR, og han har derfor undladt at bruge det. Manden er fuldbefaren tosset, men udgiver ofte vældig fine og obskure film fra sjældne prints. 
Og så fandt jeg sgu en webbutik, der ellers er lukket, men som sælger ud af bagkataloget. De to naziexploitation-dvd'er er ellers totalt udgået (fås kun fra AWE i norske udgaver). Der er fine booklets med, den ene af navnkundige Mads Jensen, som man savner på filmsamlerscenen.