Wednesday, 7 December 2016

MANIAC (USA/Frankrig 2012) Instruktør: Franck Khalfoun

Saa fik jeg endelig set Remaken af MANIAC med Frodo. Bag Filmens Drejebog star de to Franskmænd Alexandre Aja og Grégory Levasseur, der ogsaa laved bl.a. SWITCHBLADE ROMANCE og THE HILLS HAVE EYES-Remaken sammen. Jeg havde godt hørt, at den skulle være ret god, og dét er jeg helt enig i. Ikke saa gusten som Originalen, men absolut glimrende og kan sagtens genses. Naar jeg synes, den er saa god, som den er, er det ikke mindst, fordi den er helt sin egen.Her er bestemt ikke tale om en frame-by-frame Remake. Iø fedt, at der i Starten ligefrem nævnes, at den bygger på William Lustigs Film. Set paa DVD fra AWE købt brugt til Snotpris i det hedengangne Blockbuster.

PS: En enkelt Ting ved den nye Film, der klart er bedre end ved den gamle, er den danske Titel; Heldigvis ... HELDIGVIS ... har man undladt at kalde Filmen "Dukkemageren", som den hed på dansk Lejevideo, haha.

Thursday, 1 December 2016

Karry i postkassen


Okay, overskriften er en elendig legen med ord, jeg beklager (men klokken er sateme 3:59 og jeg skal op igen inden alt for længe). Forleden nævnte jeg Max Allan Collins' knaldromaner med lejemorderen Quarry ovre på den engelske afdeling af min Lejemorder. Jeg var træt af ikke at have alle bøgerne, så jeg bestilte hele baduljen fra Bookdepository i England. Hele stakken på nær to ankom i forgårs. Så fedt! Jeg modtog den første et par dage tidligere, og jeg venter stadig på den sidste. Jeg er fattig som en skide kirkerotte og havde på ingen måde råd til de 400+ kroner, som stakken af bøger kostede, men hva' fa'en, hvis ikke man skulle overtrække sin konto, hvad fanden ska' man så med den! Jeg planlægger en artikel om serien, når jeg er gennem dem alle. Men det kommer velsagtens ikke som nogen overraskelse, at jeg synes, Max Allan Collins' serie er kanon - ellers havde jeg sgu nok heller ikke købt dem alle sammen. Man er vel for fanden ikke masochist. 

Friday, 18 November 2016

W (Filippinerne 1983)

Jeg har netop genset W, som jeg sidst så for 8 år siden (min anmeldelse dengang var et af mine første indlæg her på bloggen, dvs. den engelske udgave af En Lejemorder ser tilbage).

Jeg antager, at den ærede læser har hørt om de italienske MAD MAX 2-kloner? Der kom i 80'erne omkring 20 italienske MM2-kloner dvs. post-apokalyptiske film, der alle handler om tiden efter 3 Verdenskrig. Men der blev også lavet post-apokalyptiske Mad Max-ripoffs in andre lande, blandet på ... Filippinerne!!! Og W (som også findes på vhs som "W is War") er en af dem! Og hvis ikke det var fordi der også findes så mange andre gode film i denne verden, så ville W nok være min favoritfilm. Den er så fed og underlig og ABSURD, at det tager kegler.

Kort fortalt handler den om en betjent i politiet, der sammen med sin partner skal slås mod 20 motorcykelkørende post-apokalyptiske krigere af den slags, som vi sidste gang så i starten af MAD MAX 2. Betjenten skyder den ene af dem, og så bliver han sgu sendt hjem, mens politiet undersøger, om det nu også var i orden, at han skød en af de 20 motorcykelkørende post-apokalyptiske krigere (!!!). Så skal betjenten giftes, og naturligvis besøger de resterende motorcykelkørende post-apokalyptiske krigere ham på bryllupsnatten, kidnapper ham og konen, slæber ham med på en strand, hvor de under bægerklang og dejlig musik skærer dilleren af ham! Det er han jo efterfølgende ikke specielt glad for (det er hans kone heller ikke, i en lang brusebadssekvens ser man, hvordan hun lider af et begær, som nu er Utilfredsstillet ... indtil hun beder en af den pikløse ægtemands kolleger hjælpe hende af med dette umenneskelige, utilfredsstillede begær).

Ikke overraskende er vores nu kønsløse hovedperson rimelig frustreret, så han smider konen på porten og tager på hævntogt mod de motorcykelkørende post-apokalyptiske krigere. Men lige som i sengen duer han sgu heller ikke ret godt til hævntogter og bliver hurtigt slået ned og taget til fange. Der må en skaldet motorcykelkørende post-apokalyptisk krigere-kvinde, som vil ud af banden, til, før han kan slippe fri, bygge sig en Mad Max-bil og endnu en gang tage på hævntogt. Denne gang går det lidt bedre.

W er som sagt helt og aldeles fantastisk. Og fuldstændig obskur. Hvor tit er det lige, at hovedpersonerne i actionfilm bliver kastreret? Eller det simple faktum, at denne post-apokalyptiske film ***FOREGÅR I NUTIDEN!!!*** (nå ja, dvs. den nutid, som filmen blev lavet i, som allerede nu er fjern fortid, nemlig 1978). Der har ikke været nogen 3 Verdenskrig, verden er den samme, alt er normalt ... bortset fra at skurkene kører rundt og ligner krigere, der netop er steget ud af MAD MAX 2!!! Hahaha.

Filmen er instrueret af Willie Milan, der også lavede en sequel, MAD WARRIOR, og hovedrollen spilles af Anthony Alonzo. De var begge to totalt kendte i den filippinske B-filmsindustri. Anthony var i øvrigt a flaming homosexual (han går gennem hele filmen rundt med skjorten knappet op ned til navlen, selv når han er i politiuniform) og døde senere af AIDS. I filmens romantiske scener kan det lige blive til et par tantekys til sin kone. Og så havde Alonzo et så gennemført udtryksløst ansigt, at han kunne have lært Steven Seagal et par ting eller to i udtryksløshed. Trust me, han fortrækker ikke en muskel nogetsteds i filmen, selv ikke da han skriger ud i smerte over den afskårne gynter.

Sjovt nok er Vic Diaz ikke med, han var ellers med i 99,999% af alle filippinske B-film, men det var måske hans ene årlige fridag den dag.

Særdeles anbefalelsesværdig. Desværre aldrig udsendt på dvd. Jeg har netop solgt min Japanske vhs, så billedet her er af den dvd-r-kopi jeg lavede (jeg sælger ud af arvesølvet for tiden). Den ligger på YT og kan grangiveligvis også fås fra bootleggere.

Tuesday, 1 November 2016

Aftenens HALLOWEEN-film nr. 2

Jeg sluttede Halloween-aftenen med Sergio Martinos fede, flotte, skønne, og blodige italienske giallo-mesterværk LO STRANO VIZIO DELLA SIGNORA WARDH fra 1971.

På engelsk har den mange aka-titler; min dvd fra Noshame hedder "The Strange Vice of Mrs. Wardh". I den essentielle bog om genren "Blood & Black Lace" står den listed under "Next". I de danske biografer gik den i 1972 som "Den djævelske kniv". Åh, tænk, hvem der havde fået lov (og været gammel nok) til at se den på det store lærred (så havde det også hjulpet lidt på besøgstallene; ifølge Dansk Filminstituts liste over biografpremierer var der kun 651 mennesker inde at se filmen!!!).

Mega dejlige Edwige Fenech spiller hovedrollen, og George Hilton og Ivan Rassimov er med. Plottet er det sædvanlige med en ukendt morder med en ragekniv, og en skøn italiensk kvinde, der viser bryster og skriger i himlens sky i scene efter scene. Og fotograferingen er så skide flot, at den rigtige verden ville være jaloux, hvis den så filmen. Farverne er naturligvis også skønne og betagende i sand giallo-stil og det samme er musikken. Dvd'en fra Noshame står kanon flot, og man får både det italienske lydspor med undertekster, og det engelske dub.

Det er anden gang, jeg ser dvd'en, og denne gang valgte jeg det engelske dub. Desværre er det ikke helt uproblematisk og her sniger den eneste rigtige kritik sig ind:
1) Man har kun valgt at bruge et enkelt sæt undertekster. I filmen indgår mange skilte og skrevne beskeder på italiensk, og man er derfor nød til enten at se hele filmen med undertekster eller at slå dem til og fra, hver gang, der kommer tekst på skærmen. Mega irriterende! På andre dvd'er smækker man typisk to sæt engelske undertekster på, henholdsvis et sæt for hele filmen, og et andet kun for tekstoversættelse.
2) Af underlige grunde forsvinder musikken oftest i den engelskdubbede udgave, når en person læser en besked. Meget mærkeligt. I den italienske udgave kører musikken ind over sekvenserne. Ved den ærede læser noget om årsagen til dette?

For 10 år siden skrev Caspar Vang om den på Uncut dk og sagde bl.a.: "Rent æstetisk hører Den djævelske kniv til blandt de bedste gialli, der er nået gennem mine video- og DVD-afspillere: Formfuldendt, stilistisk bombastisk og køligt tilbagelænet på samme tid. Det er vist kun italienerne, der kan præstere den slags." Og jeg giver ham helt ret. Se den!

Monday, 31 October 2016

Aftenens HALLOWEEN-film nr. 1


Modsat visse af mine bekendte magter jeg virkelig ikke at planlægge at se en skrækfilm hver dag i oktober. Hatten af for at folk som Christian Bogh, Jens Jacob "Mallrat" Kristensen og andre kan gøre det. Men i aften har jeg slik og slatten sodavand og skal i alt fald se et par stykker. Festlighederne startede ud med George A. Romeros "vende-tilbage-zombiefilm" LAND OF THE DEAD, som jeg så til premieren for mere end 10 år siden sammen med Henrik Larsen, Nils Markvardsen og et par stykker mere. Jeg mener kun at have set den en enkelt gang på dvd i årene siden biografvisningen, og det er længe siden. Dvd'en, jeg har, er iø en gammel dansk exrental. Hvad kan jeg sige; jeg tror, jeg synes bedre om filmen nu, end for et årti siden. Der er også mange, der i tidens løb har klandret den for at være svag ift de tre gamle film. Men jeg synes faktisk, LAND er en rigtig god film. Er den sociale samfundskommentar(kritik) lidt for tyk? Det ved jeg såmænd ikke. Den første film kunne også ses som social kommentar (omend Romero har benægtet, at det var meningen). Jeg overvejede at se de to efterfølgende zombiefilm i aften, men det må blive en anden gang. Nu blir det noget ikkezombie-agtigt.
PS: og puh-ha, jeg har allerede ædt for meget slik.   


Sunday, 23 October 2016

I SATANS KLØR - Robert Fuest (USA, 1975)

Så fik jeg endelig set THE DEVIL'S RAIN, som på dansk fik den herlige titel "I Satans klør" (hos Walthers Video kunne man åbenbart ikke huske fra næse til mund, inde på rygmærkaten på selve båndet hedder filmen nemlig "Djævlens regn"). Og hvilken dejlig godbid det var! Plottet er så tyndt, at det minder om en af de der gamle kioskpocketbøger fra "Rædselskabinettet" eller "Iskolde gys", men det gør slet ikke noget.

Filmen starter bare og vi er midt i rædslerne lige med det samme. Personkarakteristik-opbygning er en by i Rusland. Heldigvis er skuespillerne gode, så det gør ikke noget. Faktisk er manglen af forklaring befriende (men iflg. Wiki førte det til stor kritik, da filmen først kom ud. Tsk tsk tsk, amerikanerne kan ikke lide det, de ikke får skåret ud i pap). Først tror man hovedrollen spilles af kaptajn Kirk (William Shatner), men det viser sig, at hovedrollen besættes (fik du den, "besættes", haha) af en anden fin tv-skuespiller, Tom Skerrit, der mange år senere skulle spille hovedrollen som sheriffen i "Picket Fences" ("Under overfladen").

Filmen er fra 1975 og det kan godt ses (ment særdeles positivt). De rigtige non-cgi-effekter med ansigter, der smelter og øjne, der forsvinder, er kanon. Jeg elskede hele den (meget lange) afslutningsscene. Ernest Borgnine er med som Fandens højre hånd (eller er han Beelzebub hamsælf?). Instruktøren Robert Fuest lavede også de to DR. PHIBES-film med Vincent Price. Den danske lejevideo er halv letterboxed og desværre havde kopieringsmaskinen fucked up, så der er "bølger" gennem dele af filmen. Jeg vil bestemt bestille en dvd (dvdcompare anbefaler udgaven fra Dark Sky).

EDIT: så er dvd'en bestilt!

Saturday, 22 October 2016

THE BEAST - Mario Costa (Italien, 1970)

THE EYES OF KLAUS KINSKI


Til "Faces in the Dark"-filmfestivalen for 14 dage siden, så vi Klaus Kinski som *a nasty piece of work* i THE FIGHTING FISTS OF SHANGAI JOE, og jeg har netop set Klaus som skurk i endnu en italiensk spaghettiwestern, nemlig i THE BEAST (originaltitel: La Belva, 1970). Instrueret af Mario Costa (hans sidste film). Men selvom vor skøre tyskerven også er bad guy i denne film, er der stor forskel på de to film; Modsat FIGHTING FISTS får Klaus langt mere screen-time, da han i THE BEAST har hovedrollen. Og ja, jeg skrev hovedrollen. Det er jo ikke amerikansk western det her!

I italienske westerns går helten ikke i hvidt tøj, han er heller ikke glatbarberet, endsige galant over for damerne. Og dét skal jeg da love for bliver efterlevet i THE BEAST; Den stærkt usympatiske Crazy Johnny (Klaus Kinski) bruger hver en mulighed til at forsøge at voldtage så mange kvinder som muligt. Og de få gange han ikke gør det, betaler han sig fra det. Selv da han er ved at skulle planlægge et overfald sammen med et par andre usympatiske kumpaner, er han ved at fucked det op, fordi han hellere vil springe på en tilfældig dame.

At prøve at genfortælle plottet er omsonst, her er tale om en ganske glimrende, kynisk og meget lidt feel-good spaghettiwestern, hvor persongalleriet består af skurke og andre skurke. Kinski lyser op på stjernehimlen, som den stjerne han var, og de andre skuespillere gør det okay. Filmen slutter ganske forfærdeligt, men det er jo netop det, der ofte adskilte disse kyniske spaghettiwesterns fra deres samtids kvalmende, moralske amerikanske film. Her er ingen happy ending.

Jeg så filmen på gammel dansk lejevideo under titlen "Sammensværgelsen". Musikken var glimrende. Redigeringen tilsyneladende foretaget med en hæksaks, men det gav filmen et "crude" look, som slet ikke var så tosset. Ikke alle film skal være Sergio Leone-flotte. Printet var okay fint og i halv letterbox. Underteksterne var visse steder ubegribeligt morsomme, som da en sherif siger: "I'm gonna go get a bite to eat" og der oversættes til "Jeg har også ret til at spise". Filmen er kun ude på italiensk dvd (med mindre man tæller VideoAsias amerikanske bootleg med, og det gør man ikke, da deres udgivelser altid er forfærdelige prints trukket fra gamle, slidte videobånd).

Thursday, 29 September 2016

ABBY (William Girdler, USA 1974)

DEN SORTE EKSORCISTEN

Jeg har netop genset ABBY, som jeg ikke har set, siden jeg købte den på dvd for 10 år siden. Dengang var der rigtig megen tale om den dengang nye dvd-udgivelse på diverse fora (det var før facebook og før smartphones, dengang vi havde message boards og sagde "De" til hinanden).

ABBY er noget så obskurt som en EKSORCISTEN-ripoff, som blev lavet i 1974, og altså dermed kom lige på hælene af William Friedkins film. Grunden til den megen furore var, at Warner Brothers, der stod bag EKSORCISTEN, lagde sag an mod (eller truede med at lægge sag an, det er lidt uklart) folkene bag ABBY, og filmen kørte derfor kun meget kort tid i de amerikanske biografer og forsvandt derefter. På grund af sagsanlægget (eller truslen derom) er ABBY aldrig kommet på video eller laserdisk, og først i 2006 kom den altså på dvd.

Og selv dvd'en er obskur; For det første har man været nødt til at bruge et af de meget sjældne 16mm prints, der findes (rygterne går, at WB konfiskerede alle de prints, de kunne finde tilbage i 1974 og derfor er den så sjælden nu). Og for det andet er det efterfølgende kommet frem, at ingen rigtigt ved, hvem der har ejerskab over filmens copyrighs. Dvd'en er mest troligt en bootleg. Senere er der kommet to andre dvd-udgivelser af filmen (alt sammen beskrevet på Wiki for dem, der måtte have lyst at checke), men hvordan de ser ud, aner jeg ikke (det er som sagt den originale udgivelse, jeg købte). Jeg antager, at de er kopieret fra den første dvd.

Selve filmen; ABBY kom midt i blaxploitation-bølgen og mikser "negerfilm" med horrorfilm, og gør det totalt underholdende. Filmens plot handler kort fortalt om en præst, hvis far tager til Afrika for at undersøge nogle okkulte huler og finder en mystisk kagedåse (eller hvad fanden det er for en dåse) og åbner den. Det skulle han selvsagt aldrig have gjort, ud strømmer nemlig en afrikansk dæmon, der flyver til USA og besætter sønnens, altså præstens, kone. Hun spilles af Carol Speed, som kendere af blaxploitation og filippinersjask genkender med det samme. Hun var bl.a. med i THE BIG BIRD CAGE (med Pam Grier), THE MACK og SAVAGE!, og en hel del andre film.

Faderen spilles af William Marchall, der mest er kendt for at spille hovedrollen i den sorte udgave af Dracula, der hed BLACULA, og sequellen SCREAM, BLACULA, SCREAM (også med Pam Grier). Hele herligheden er instrueret af William Girdler, der døde i et helikopterstyrt som 30-årig, men nåede at lave en række underholdende exploitation- og horrorfilm, bl.a. nogle naturen-tager-hævn-film, GRIZZLY og DAY OF THE ANIMALS (AWE har udsendt begge i Danmark).
16mm-printet, som er brugt på den oprindelige dvd er ret slidt i flere sekvenser, det er faktisk det rene grindhouse, men det har jeg ærlig talt ikke noget imod, og med tanke på, hvor sjælden filmen er, og hvor underholdende den er, så er jeg sgu ligeglad, og det bør du osse være. Hvis der er en enkelt detalje, der trækker lidt ned, er det, at soundtracket sgu ikke er lige så fedt som i flere andre af blaxploitation-filmene fra ABBYs samtid. Det er ikke just James Brown eller Isaac Hayes det her. Men mindre kan også gøre det og ABBY anbefales bestemt herfra (og held og lykke med at opdrive en dvd; alle tre udgivelser lader til at være totalt OOP - men den ligger komplet på YouTube).

Saturday, 24 September 2016

THE WITCHMAKER (William O. Brown, USA 1968)

aka The Legend of Witch Hollow

Jeg var en tur i den private biograf "Cinema J" og dens tilstødende lige så private filmbibliotek og fandt Satan-filmen THE WITCHMAKER fra 1968.

DVD'en er ude fra tossede Bill Olsens Code Red selskab og er trukket fra en flot HD master. Printet er lidt slidt, dog uden at være ren "grindhouse", men det gør slet ikke noget, synes jeg. Så kan man i det mindste se, at det ikke er noget digi-kamera-lort.
 
Jeg vidste godt, at filmen var lowbudget, men jeg er overrasket over, hvor god den var. Jeg havde fejlagtigt gået og troet, at det var en af de film Sverre H. Kristensen omtalte i sin artikel om Charles Manson-film i STAY SICK! nr. 1, men det var det så ikke (jeg forvekslede den med THE DEATHMASTER fra 1972). Og heldigvis for det da, for jeg har engang set THE DEATHMASTER, og den er ikke noget mesterværk.

THE WITCHMAKER handler stort set om en kultleder, der er i ledtog med Beelzebub, og som står og skal bruge en ny heks til sin lille flok, der skal bestå af 13 medlemmer (hvor den gamle nr. 13 er blevet af, melder historien ikke noget om). Heldigvis for ham er et lille selskab netop taget på udflugt til en hytte i skoven, og endnu mere heldigt er det, at en af de labre unge damer har hekse-genet i sig. Så skal hun bare lige lokkes til at drikke menneskeblod og underskrive en kontrakt med Djævelen (medens de 12 andre medlemmer drikker bajersk øl, lytter til heavy metal og horer, sådan som satan-tilbedere nu engang gør).

Filmen er vældig spændende og flot filmet. Skuespillerne er alle ukendte (som sagt lowbudget), men det ses tydeligt, at de alle er uddannede ved teateret. Der var ikke eet kedeligt øjeblik undervejs, og slutningen var en dejlig gusten overraskelse.

Code Reds DVD indeholder også et fint interview med filmens producer, L.Q. Jones, som ligeledes er med på et kommentarspor (sammen med Bill Olsen og en eller anden anden spradebasse). Jones producerede også THE BROTHERHOOD OF SATAN fra 1971, så dem må man jo hellere se at få fat på ved lejlighed!

Anbefales!

Monday, 19 September 2016

SJARLY nr. 2: "Køb noget, Sjarly" (Franquin, Interpresse 1981)


SJARLY nr. 2: "Køb noget, Sjarly" 
Originaltitel: Modeste et Pompom: "Bonjour Modeste" (1959)
Tegnet af Franquin
Fortalt af Franquin m.fl.
Interpresse 1981
Farve, 48 sider
Oversættelse: Freddy Milton
Udgået biblioteksudgave i hård indbinding

Endnu et album, jeg ikke har læst siden engang i 1980'erne! Jeg er begyndt at læse tegneserier igen. Ja, det er jo ikke, fordi jeg var holdt op med at interessere mig for tegneserieblade; Lige siden jeg begyndte at samle på tegneserier i august måned 1979 har jeg været indædt tegneseriefan. Jeg har i de sidste mange år bare ikke læst ret mange blade. Jeg har været en tegneserielæser i dvale så at sige. Det er som jeg altid siger, alting her i livet kører rundt i ring. Det har jeg for længst forstået, og det er derfor jeg aldrig skiller mig af med samlinger, når jeg mister gejsten for et eller andet; Jeg ved, at den højst sandsynligt kommer igen. Nå, men det var SJARLY vi kom fra!

SJARLY er en rigtig gammel serie lavet af André Franquin. Dét var ham, der lavede de bedste SPLINT & CO., og det var ham, der opfandt Spirillen. I slut-50'erne lavede han fire album med Sjarly, hvorefter han blev træt af serien og holdt op. Jeg har altid troet, at serien gik ind efter ham, men i dag har jeg netop fundet ud af, at den fortsatte med andre forfattere og tegnere. Ingen af disse ting er dog udkommet på dansk. Franquin lavede fire album, som alle findes på dansk. På norsk udkom også de to næste album, men dem har jeg ikke. Serien kørte også i FART OG TEMPO under titlen "Fumle" (opfindsomt, hva'). Da jeg var på det bogudsalg på Slagelse bibliotek, som åbenbart var så fantastisk, at jeg nu har set mig nødsaget til at omtale det i alle mine nye tegneserieindlæg, var også stedet, hvor jeg genfandt Sjarly; Ud af de fire udsendte album fandt jeg de tre! (#2-4). Yay!

Jeg kan ikke sætte min finger på det, men der er et eller andet 50'er-60'er-tegnestilagtigt over SJARLY, som gør at jeg knuselsker den hvad angår tegnestilen.

 Jeg læste nr. 2 i dag, og som ført nævnt havde jeg ikke læst Sjarly siden engang i 80'erne. Når der er gået så lang tid, er man både spændt på, hvordan det er at gense/genlæse noget, som det er SÅÅÅ længe siden, man har haft i hænderne. Og samtidig er man spændt på og nysgerrig efter at finde ud af, om man stadig synes lige som dengang. Holder det nu? Nu, tre årtier senere? Nu, hvor man, hvis ikke er blevet en gammel mand, så i det mindste en voksen mand. Heldigvis kan denne reporter melde tilbage til studiet og berette, at jo, Sjarly holder ganske glimrende. Jeg var godt underholdt og synes faktisk, at serien er fantastisk!

Og så bemærker jeg noget, som jeg ikke bemærkede for 30 år siden; 50'er pop-moden i Sjarlys hjem! Ja, hele hans hjem er fyldt med typisk popmode fra 50'erne. Om det så er vaser i sjove former, lamper i finurlige farver og vinkler, eller vild malerikunst på væggene, så er det der. Og lige så lidt jeg bemærkede dette tilbage i fattigfirserne, lige så lidt bemærkede jeg, at Sjarlys jævnaldrende ven, Folmer, bor i et hus med gammeldags indretning af værste skuffe. Møblerne er tuuunge, og der er dystert som i de trætteste bedsteforældres hjem. Og Sjarlys platoniske veninde Pernille går rundt i de mest fascinerende, coole popkjoler, som 50'erne kunne byde på.

Sjarly drikker Coca Cola og ser rock-a-billy på TV. Og check lige den coole 50'er-lampe!

 At møde SJARLY igen var bestemt en succes uden lige, en dejlig dag i solen, en sodavandsis der smager af mere, og jeg glæder mig til at gå i gang med de andre tre album. Hvis du vil checke dem, er de desværre halvdyre hos Pegasus, men der er forlydender om, at at et dansk forlag vil genudsende alle fire i et samlealbum.