Saturday, 24 September 2016

THE WITCHMAKER (William O. Brown, USA 1968)

aka The Legend of Witch Hollow

Jeg var en tur i den private biograf "Cinema J" og dens tilstødende lige så private filmbibliotek og fandt Satan-filmen THE WITCHMAKER fra 1968.

DVD'en er ude fra tossede Bill Olsens Code Red selskab og er trukket fra en flot HD master. Printet er lidt slidt, dog uden at være ren "grindhouse", men det gør slet ikke noget, synes jeg. Så kan man i det mindste se, at det ikke er noget digi-kamera-lort.
 
Jeg vidste godt, at filmen var lowbudget, men jeg er overrasket over, hvor god den var. Jeg havde fejlagtigt gået og troet, at det var en af de film Sverre H. Kristensen omtalte i sin artikel om Charles Manson-film i STAY SICK! nr. 1, men det var det så ikke (jeg forvekslede den med THE DEATHMASTER fra 1972). Og heldigvis for det da, for jeg har engang set THE DEATHMASTER, og den er ikke noget mesterværk.

THE WITCHMAKER handler stort set om en kultleder, der er i ledtog med Beelzebub, og som står og skal bruge en ny heks til sin lille flok, der skal bestå af 13 medlemmer (hvor den gamle nr. 13 er blevet af, melder historien ikke noget om). Heldigvis for ham er et lille selskab netop taget på udflugt til en hytte i skoven, og endnu mere heldigt er det, at en af de labre unge damer har hekse-genet i sig. Så skal hun bare lige lokkes til at drikke menneskeblod og underskrive en kontrakt med Djævelen (medens de 12 andre medlemmer drikker bajersk øl, lytter til heavy metal og horer, sådan som satan-tilbedere nu engang gør).

Filmen er vældig spændende og flot filmet. Skuespillerne er alle ukendte (som sagt lowbudget), men det ses tydeligt, at de alle er uddannede ved teateret. Der var ikke eet kedeligt øjeblik undervejs, og slutningen var en dejlig gusten overraskelse.

Code Reds DVD indeholder også et fint interview med filmens producer, L.Q. Jones, som ligeledes er med på et kommentarspor (sammen med Bill Olsen og en eller anden anden spradebasse). Jones producerede også THE BROTHERHOOD OF SATAN fra 1971, så dem må man jo hellere se at få fat på ved lejlighed!

Anbefales!

Monday, 19 September 2016

SJARLY nr. 2: "Køb noget, Sjarly" (Franquin, Interpresse 1981)


SJARLY nr. 2: "Køb noget, Sjarly" 
Originaltitel: Modeste et Pompom: "Bonjour Modeste" (1959)
Tegnet af Franquin
Fortalt af Franquin m.fl.
Interpresse 1981
Farve, 48 sider
Oversættelse: Freddy Milton
Udgået biblioteksudgave i hård indbinding

Endnu et album, jeg ikke har læst siden engang i 1980'erne! Jeg er begyndt at læse tegneserier igen. Ja, det er jo ikke, fordi jeg var holdt op med at interessere mig for tegneserieblade; Lige siden jeg begyndte at samle på tegneserier i august måned 1979 har jeg været indædt tegneseriefan. Jeg har i de sidste mange år bare ikke læst ret mange blade. Jeg har været en tegneserielæser i dvale så at sige. Det er som jeg altid siger, alting her i livet kører rundt i ring. Det har jeg for længst forstået, og det er derfor jeg aldrig skiller mig af med samlinger, når jeg mister gejsten for et eller andet; Jeg ved, at den højst sandsynligt kommer igen. Nå, men det var SJARLY vi kom fra!

SJARLY er en rigtig gammel serie lavet af André Franquin. Dét var ham, der lavede de bedste SPLINT & CO., og det var ham, der opfandt Spirillen. I slut-50'erne lavede han fire album med Sjarly, hvorefter han blev træt af serien og holdt op. Jeg har altid troet, at serien gik ind efter ham, men i dag har jeg netop fundet ud af, at den fortsatte med andre forfattere og tegnere. Ingen af disse ting er dog udkommet på dansk. Franquin lavede fire album, som alle findes på dansk. På norsk udkom også de to næste album, men dem har jeg ikke. Serien kørte også i FART OG TEMPO under titlen "Fumle" (opfindsomt, hva'). Da jeg var på det bogudsalg på Slagelse bibliotek, som åbenbart var så fantastisk, at jeg nu har set mig nødsaget til at omtale det i alle mine nye tegneserieindlæg, var også stedet, hvor jeg genfandt Sjarly; Ud af de fire udsendte album fandt jeg de tre! (#2-4). Yay!

Jeg kan ikke sætte min finger på det, men der er et eller andet 50'er-60'er-tegnestilagtigt over SJARLY, som gør at jeg knuselsker den hvad angår tegnestilen.

 Jeg læste nr. 2 i dag, og som ført nævnt havde jeg ikke læst Sjarly siden engang i 80'erne. Når der er gået så lang tid, er man både spændt på, hvordan det er at gense/genlæse noget, som det er SÅÅÅ længe siden, man har haft i hænderne. Og samtidig er man spændt på og nysgerrig efter at finde ud af, om man stadig synes lige som dengang. Holder det nu? Nu, tre årtier senere? Nu, hvor man, hvis ikke er blevet en gammel mand, så i det mindste en voksen mand. Heldigvis kan denne reporter melde tilbage til studiet og berette, at jo, Sjarly holder ganske glimrende. Jeg var godt underholdt og synes faktisk, at serien er fantastisk!

Og så bemærker jeg noget, som jeg ikke bemærkede for 30 år siden; 50'er pop-moden i Sjarlys hjem! Ja, hele hans hjem er fyldt med typisk popmode fra 50'erne. Om det så er vaser i sjove former, lamper i finurlige farver og vinkler, eller vild malerikunst på væggene, så er det der. Og lige så lidt jeg bemærkede dette tilbage i fattigfirserne, lige så lidt bemærkede jeg, at Sjarlys jævnaldrende ven, Folmer, bor i et hus med gammeldags indretning af værste skuffe. Møblerne er tuuunge, og der er dystert som i de trætteste bedsteforældres hjem. Og Sjarlys platoniske veninde Pernille går rundt i de mest fascinerende, coole popkjoler, som 50'erne kunne byde på.

Sjarly drikker Coca Cola og ser rock-a-billy på TV. Og check lige den coole 50'er-lampe!

 At møde SJARLY igen var bestemt en succes uden lige, en dejlig dag i solen, en sodavandsis der smager af mere, og jeg glæder mig til at gå i gang med de andre tre album. Hvis du vil checke dem, er de desværre halvdyre hos Pegasus, men der er forlydender om, at at et dansk forlag vil genudsende alle fire i et samlealbum.

Friday, 16 September 2016

YOKO TSUNO nr. 1: "Nærkontakt i Jordens indre" (Roger Leloup, Interpresse 1979)

YOKO TSUNO nr. 1: "Nærkontakt i Jordens indre"
Originaltitel: "Le Trio de L'Etrage" (1972)
Historie & tegninger: Roger Leloup
Oversættelse: Niels Søndergaard
Interpresse 1979
Farve, 47 sider
Tidligere biblioteksudgave (hardcover)

I går læste jeg et nummer af den hollandske albumserie FRANKA og i en dialogudveksling om serien på Facebook, slog det mig pludseligt, at jeg også burde genbesøge en anden albumserie fra den fransk/belgiske skole, som også havde en ung kvinde i hovedrollen, og som jeg også læste dengang for 25-30 år siden i 80'erne, nemlig den belgiske YOKO TSUNO. Og ligesom med FRANKA huskede jeg, at jeg ikke var specielt begejstret for serien dengang tilbage i det gamle århundrede. En anden ting, der i øvrigt også var fælles, var, at begge udkom i album fra Albumklubben Trumf, som jeg abonnerede på i en årrække.




Nå, men jeg skulle egentligt nogenlunde tidligt i seng, men ud på de små nattetimer fandt jeg dog alligevel "Nærkontakt i Jordens indre" frem. Jeg er ret sikker på, at jeg har albummet et eller andet sted i samlingen, indkøbt engang i 80'erne, men eksemplaret, jeg fandt frem i nat, var - ligesom tilfældet var med gårsdagens FRANKA-album - købt på det store bogudsalg på Slagelse bibliotek sidste sommer. Jeg hev alt til mig, hvad angik YOKO TSUNO - helt som med FRANKA-albummerne (som beskrevet i gårsdagens blogindlæg).



Bagsideomtale hentet fra Trumf-album

Og hvordan var den så? Tja, med hensyn til FRANKA havde jeg jo ikke flyttet mig ret langt fra min holdning for 25 år siden; Mit yngre jeg syntes, FRANKA var lidt kedelig, overfladisk og uvedkommende, og det synes den ældre udgave af Jack J såmænd også. Men, lo and behold, jeg skal da love for, at yours truly derimod har flyttet sig mht serien om den vakse japanerinde! Jeg var ikke blot underholdt, jeg var begejstret! Historien flød afsted. Her var spænding, interessante karakterer, og humor. Jeg har selvsagt tænkt mig at læse/genlæse mine andre FRANKA-albums, men det er YOKO TSUNO-serien, jeg ikke kan vente med at komme i gang med! Jeg tror sgu, jeg skynder mig at sluttet den her anmeldelse af så hurtigt som muligt, så jeg kan komme i gang! (jeg overdriver but you get the point).

Et par andre ting, jeg ikke fik nævnt i går og som irriterede mig mht FRANKA, var, at Henk Kuijpers gør sine tegninger alt for detaljerede, samtidig med at han gør billederne alt for små. Det bliver simpelthen for gnidret. Ofte bruger han fire billedruder på en række, og det bliver alt for småt. I YOKO TSUNO bruger Roger Leloup kun tre billedruder og billederne bliver dermed større. Der er heller ikke overfyldt med detaljer; Misforstå mig nu korrekt, det er ikke, fordi jeg har noget imod detaljer i en tegneserietegning som sådan, men det kan også blive for meget - og specielt hvis det er formindsket for meget, som jeg synes, det er i tilfældet med FRANKA.. Et andet irritationsmoment i FRANKA er også, at fonten er nede i noget, der lignede størrelse 7. Aaalt for småt! Det skal ikke være ulideligt at læse et tegneseriealbum, men det bliver det, når man fanderme skal sidde og stirre intenst for at læse teksten. Men nuvel, det sidste der er forlagets skyld, så det skal jeg undlade at klandre hr. Kuijpers for.

Jeg har ikke overblik over, hvor mange YOKO TSUNO-bind, jeg ejer, men det er en god portion. Jeg glæder mig til at komme i gang. Det er dejligt at have genopdaget tegneserie-mediet!



Senere bagside-"omtale" hentet fra et senere Trumf-album

Thursday, 15 September 2016

FRANKA nr. 9: "Mode-mysteriet" (Henk Kuijpers, Interpresse 1990)

Franka nr. 9: "Mode-mysteriet"
Originaltitel: "Moordende concurrentie"
Historie & tegninger: Henk Kuijpers
Oversættelse: Niels Søndergaard
Interpresse 1990 (første oplag)
Farve, 46 sider
Tidligere hardcover-biblioteksudgave

Det er snart en del år siden, jeg sidst læste et FRANKA-album. Jeg husker, at jeg dengang ikke var specielt begejstret for serien - faktisk syntes jeg, den var lidt kedelig. Jeg var vant til Francois Waltherys NATACHA og sammenlignet med dén, faldt Franka pladask til jorden. Som sagt er der gået en del år siden mit sidste besøg til Groterdam, men da jeg sidste sommer fandt en ordentlig stak FRANKA-album ved det, som i eftertiden nu omtales som ren legende, "Det Store Bibliotekbogsalg" på Slagelse bibliotek (ja, det runger historisk, ikk'), så vidste jeg, at jeg bare måtte rive dem alle til mig. En del af dem var også de nyere, og dyrere!, udgaver fra Cobolt i delux hardcover indbinding. Og til en pris af 25 kroner per fyldt post var der ikke noget at betænke sig over.

I dag tog jeg så endelig hul på stakken af FRANKA-album (jeg købte mange andre serier på nævnte udsalg) og hvordan var det så, hører jeg koret af læsere samstemmende, summende spørge. Weeeell ... det var okay. Jeg var fint underholdt, og jeg tror, at jeg såmænd nok synes bedre om serien, end sidst jeg læste den. Men noget mesterværk synes jeg stadigvæk ikke, at den er.

Nu er det jo så godt nok kun nr. 9 i serien, og jf. Comicwiki er de danske album nået til nr. 23, så det kan jo være, den bliver bedre, når vi når op i de højere numre. Bevares, serien underholdt fint nok, men det hele er bare for ... upersonligt. Man lærer ikke rigtig denne Franka at kende. Faktisk slet ikke. Tag nu den franske albumserie om Natacha, som jeg nævnte længere oppe. Francois Walthery er meget bedre til at lade os lære sin heltinde at kende, end Henk Kuijpers er. Og det altså på trods af, at vi stadig befinder os i en tegneserie fra den fransk/belgiske skole, der ikke skal ret meget andet end underholde (dvs. disse serier, ikke nødvendigvis den fransk/belgiske skole). Albummet, som jeg læste (to gange!), før "Mode-mysteriet" var Sokals belgiske serie om inspektør Canardo ("Et hundeliv", se anmeldelse ovre på den engelske side af denne blog), som er fyldt med sarkasme, bandeord, ironi, grim attitude, grim opførsel, fornærmende tilråb og spydig tale. Dén slags finder man ingenlunde i Natacha eller Franka. Men stadigvæk kommer man langt mere ind under huden på stewardessen end på kriminalmuseumssekretæren.


Men måske er det heller ikke meningen; Franka er en sød serie om en sød hovedperson(inde), som den mandlige læser kan lide hende. Ja, det skriver de i alt fald på Comicwiki. At jeg så gerne havde set noget mere bad attitude, noget mere bad luck, og bestemt nogle flere fuck-ups i serien er så en helt anden sag. Mit genmøde med Franka har ikke ændret min holdning, at serien er for pæn, for overfladisk, for poleret, for humorløs, og alt, alt for forglemmelig til, at den når andre lignede seriers niveau, hvad enten det så er om mandlige eller kvindelige hovedpersoner. Men nu her i old age er jeg dog alligevel blevet en smule mere medgørlig, jeg købte de oprindelige album tilbage i 80'erne, og jeg kan nutildags godt lade mig underholde af ... nå ja ... en alt for pæn, overfladisk og forglemmelig serie, selvom der ikke er tale om noget stort mesterværk. Mindre kan også gøre det. Og jeg har bestemt ikke tænkte mig at lade resten af de nyindkøbte eks-biblioteksudgaver stå ulæste hen til evig tid. Men for fanden, Henk Kuijpers, smid nu lidt mere pis og lort ind i maskineriet! 




Friday, 9 September 2016

THE BLACK BUNCH (usa, 1973)

The wee hours og jeg har netop set THE BLACK BUNCH aka Super Sisters. Jeg har kendt til filmen i årevis, ja faktisk har jeg EJET filmen i årevis - lige siden Henrik Larsen boede i Sydhavnen, for jeg fik den af ham, lige før han skulle flytte - men det er først i nat, at jeg endelig får set denne film, som jeg grundet dens titel altid har troet var en blaxploitation-film. Det var det også, men ... uh, lad os lige snuppe lidt plotbeskrivelse først.

En rig businessmand i Amerika hyrer en fyr til at tage til Afrika for at finde hans søn (eller ansatte eller hvad fanden han var, jeg har allerede glemt det), som er styrtet ned med et fly. Det har nu ikke så meget med næstekærlighed for den nedstyrtede søn/ansatte at gøre, men fordi denne havde en stor pose diamanter i lommen, som tilhørte businessmanden (diamanterne, ikke lommen). Da han kommer til Zululand, hyrer han to sorte fyre, der begge har været i Vietnamkrigen og på vejen hjem er endt i Afrika (!!), og en tysk racist, som de to ex-soldater passende kalder Adolf.

Samtidig har nogen rebeller, eller var de regeringstropper - det står lidt uklart, mejet en masse sorte mænd ned i en landsby. Fire af deres sorte kvinder vil tage hævn, men de har hverken våben eller penge, og de kan ikke sort magi, så i stedet tager de mod den nærmeste storby for at tilbyde mænd deres velformede, svulmende kroppe. Et eller andet sted i junglen løber de to grupper selvsagt ind i hinanden. De sorte kvinder, som i øvrigt taler perfekt Amerikansk, tilbyder gruppen af lejesoldater at vise dem vej for den imponerede sum af 25 dollars. De planlægger dog at stjæle gruppens våben.



Nå, så langt så godt. Da de gør holdt, gør en af de unge, dejlige jungledamer tilnærmelser til en af de to ex-soldaterne. Og siden følger en af de andre. Og siden springer en af damerne på lederen af gruppen, selvom han endda har taget sin ranglede, hvide kæreste med. Der er romantik i luften. Og junglebasserne ser godt ud. Og de romantiske scener bliver ved. Og ved. Og ved. Og på et eller andet tidspunkt tænkte jeg: "Hmm, der plejer godt nok at være bare bryster og nøgne negerdamer i blaxploitationfilm ... meeeen ... sååå meget har jeg aldrig set i en Pam Grier-film... og på et eller andet tidspunkt gik det langt om længe op for mr Tungnem her, at THE BLACK BUNCH er en softcore pornofilm kamufleret som en blaxploitation-film, hahaha. Det skal dog siges, at der er nok handling, vold og actionscener til, at det næsten kan gå for at være en "rigtig" film.

Jeg var bestemt underholdt, og da løbetiden ikke er mere end ca. 78 minutter, så når den ikke at blive kedelig. Og de der dejlige negerdamer (eller må man ikke sige det mere?) ser ingenlunde ud som trætte pornoskuespillerinder. Instruktøren hedder Henning Schellerup, og det lyder jo dansk nok til, at man slår det op, og ganske rigtigt, manden er dansker! Født i Danmark i 1928 og flyttet til USA i 1952, hvor han boede indtil sin død i 2000. Han instruerede en pæn lang række film og en anden title fra samme år, 1973, er endnu en blaxploitation-film, SWEET JESUS, PREACHERMAN, som ser ud til at være en "rigtig" blaxploitation-film uden bløde pornoscener.



Det er i øvrigt tysk Wiki, man skal checke, hvis man vil læse om ham. Dansk Wiki ignorerer ham totalt. Det er desværre ikke noget nyt; det er i alt fald mit indtryk, at danskere, der forlader Danmark og gør sig i udlandet, bliver ignoreret i deres hjemland med mindre de virkelig bliver store stjerner som Lars Ulrich. Se bare på Anders Hoves horrorfilmkarriere; totalt ignoreret i Danmark. Hvorfor har danske videoselskaber ikke stået i kø for at udgive boxset med SUBSPECIES-filmene? Hvorfor er der ikke en bog om ham? Hvorfor har Blodig Weekend ikke kørt filmene? Nå, jeg er mavesur, fordi jeg er gammel og træt. Haha.

THE BLACK BUNCH var ganske underholdende, men jeg tvivler på, at jeg gider opgradere fra den piratkopierede vhs hentet fra hollandsk video, som jeg fik af Henrik.


PS: Jeg er sikker på, at en professionel layouter ville få hovedpine af det omslag!

PS.PS: og tak til Henrik for filmen. 

Tuesday, 6 September 2016

"Lysbrigaden" - Tomasi & Snebjerg (G Floy Studio, DK, 2004)

Et af de mange tegneseriealbum, jeg købte på det store tegneseriebogsalg på det lokale bibliotek sidste år, var "Lysbrigaden" (The Light Brigade) af Peter og Peter, dvs. henholdsvis amerikanske Tomasi og danske Snebjerg.

Albummet, eller velnok rettere tegneseriebogen, da den er i typisk amerikansk bladformat, er på omkring et par hundrede sider (der er ikke sidetal, og jeg har ikke tænkt mig at tælle efter) og udkom på dansk fra G. Floy Studio i 2004, men der skulle altså lige gå ti år, før jeg fik fat i den. Nyprisen lå på 198,- men jeg slap med et par kroner (som del af en "fyld en pose"-pose til 25 dask).


Jeg troede først, at der her var tale om en regulær krigstegneserie fra 2. Verdenskrig, men her blev jeg sgu godt nok klogere. På bagsiden er David Goyer (som har lavet nogle film af en slags) citeret for at omtale bogen som hvis SAVING PRIVATE RYAN og EKSORCISTEN havde et uægte tegneseriebarn med lidt Tim Burton drysset ovenpå. Og jeg giver ham helt ret. Der er lige dele Nazikamp-splatter-skyde-vold, bibelreferencer, hellighed og gustne skeletter i eet stort skønt virvar - og det er slet ikke forvirrende, men griber bare fat i læseren og får denne til at blive i stolen til sidste side er vendt. Jeg giver helt Jacob Krogsøe ret, når han i sin ti år gamle anmeldelse på Planet Pulp skriver, at historien er fortalt i et hæsblæsende tempo. Læs gerne Jacobs anmeldelse for en mere dybdeborende omtale, end jeg gider her.

"Lysbrigaden" er glimrende underholdning og Snebjergs tegninger er rigtig flotte. Desværre er det ret irriterende, at den tyske dialog flere steder er det rene vrøvlesprog. Om man har brugt Google Translate eller Babel Fish til oversættelsen skal jeg afstå fra at spekulere i, men godt er det i hvert fald ikke. Jeg har selvsagt ikke den engelske udgave at sammenligne med, men det meste af oversættelsen til dansk flyder ganske glimrende (vi må antage at den tyske dialog stammer fra originaludgaven og dermed ikke kan tillægges den danske oversætter - omend han burde have checket og korrigeret den, da danskere er bedre til tysk end den typiske engelsksprogede læser og lige som jeg vil irriteres over den). Der er nogle smuttere, som er så elendige, at jeg ikke forstår, hvordan de er smuttet igennem, eftersom resten er så fint. Flere gange tiltaler en tysk (eller hvad de nu er) soldat sin overordnede med "hr." I den engelske tekst har givetvis stået "sir", og man tiltaler altså ikke sin overordnede med hr. på dansk. Og i en enkelt scene anråber en soldat ligefrem sin overordnede med "hr!". Et andet sted står "Amerikas", hvor jeg er sikker på, at der oversættes fra "the Americas", altså Nord- og Sydamerika, som hedder "the Americas" på engelsk. Der er ikke noget, der hedder "Amerikas" på dansk (med mindre s'et viser ejefald, naturligvis). Den slags er ret irriterende. Det øger også forvirringen, at al teksten er skrevet med store bogstaver, hvorved man flere gange er i tvivl om, hvorvidt "DE" er flertalsstedordet "de" eller det høflige tiltalestedord "De".

Men ellers har jeg kun ros til overs for albummet og vil bestemt anbefale det. Jeg tænkte i øvrigt det samme, som Jacob, nemlig at bogen er perfekt til en filmatisering. Hollywood, hvor er I? Glem nu de evindelige genindspilninger og lav noget nyt!

Jeg checkede lige forlagets hjemmeside, men det ser ikke ud til, at de har flere ex på lager. Nye kan dog købes fra bl.a. Pegasus (til nypris).

Tørre røv i en anden mands tegneserieblad? Av, av, av. Det er grund nok til livslangt had!


Sunday, 21 August 2016

OBSKURIØST følger trop med download-udgave!

Da hr. Bogh forleden uploadede alle mine gamle fanzines, spurgte jeg henslængt Henrik Larsen, om ikke også han skulle gøre det samme med sine zines. Eller filmblade. Eller popkulturblade. Eller hvad vi nu skal kalde OBSKURIØST.

Henrik har tidligere ikke været så varm på idéen, faktisk omtaler han det i et lille tillæg, der kom i 2009, og var faktisk ret lunken på idéen. Men nu da Christian uploadede mine, og der ikke skete noget farligt ved det, overvandt Editor Larsen sig selv og har nu uploaded alle sine gamle blade, tillæg og en håndfuld ekstrasager. 


Jeg ejer jo selvsagt hele baduljen i forvejen, men kan (også) selvsagt ikke finde halvdelen i rodet, så det har været virkelig fedt at kunne sidde og genlæse for længst glemte numre og tillæg. Jeg må indrømme, at jeg holder meget af Henriks gamle ledere. Når han eet øjeblik taler om folk på scenen, kommer med indforståede referencer, som snart er glemte selv for os der var der, og hylder gamle for længst OOP udgivelser, og smider et politisk statement ind hist og pist blot for at overraske læseren. Læs bare denne fantastiske rapport fra en weekend, hvor den hr. redaktør panisk prøver at få det nye blad færdig ("Da Obskuriøst gik i trykken")

Nå ja, og så er der jo alle filmartiklerne og anmeldelserne. Ikke blot af Henrik, men af gud og hvermand på scenen ... og udenfor. Fra Frank Brahe, Lars von Hegnet, mig selv, over glemte folkeskolelærere, tyske professorer, tyrkiske filmeksperter, fusentageren Michael Porel til ... ENW. 


Jeg kan kun opfordre til at man spenderer nogle timer (dage, nætter) på at grave sig ned i Obskuriøsts bagkatalog. Det ligger alt sammen på Archive. Tegningen her i indlægget er fra en tegneserie, Frank Brahe lavede om OS. Det er mig og Henrik til venstre og i midten.. Situationen ... står dog for Frank Brahes regning.
Obskuriøst på Archive - klik lige her




Wednesday, 17 August 2016

Mere STAY SICK! download

Jeg ved ikke, hvad det er, der er i vandet i Christian Boghs have, men et eller andet der sgu være. Den yderst flinke mand har nu også sirligt scannet og uploadet det senest udkomne nummer af mit zine STAY SICK!, nemlig nr. 4 fra 2003, der udkom i to dele. Begge dele er nu uploadet og kan gratis læses online eller/og downloades. Evig tak til hr. Bogh.

I stedet for at linke til selve bladet, får du her et link til download-oversigten over mine blade.

Sunday, 14 August 2016

SS! NYT #9



DER ARBEJDES I SS-BUNKEREN 

Første SS! Nyt siden 2004!!!   

Med alle mine foregående udgivelser, lige fra det første BANNED IN BRITAIN i 1994 og hele vejen op gennem STAY SICK!-bladene og til min seneste udgivelse, BANNED IN BRITAIN nr. 2 i 2004, har jeg arbejdet med samme fremgangsmåde: at holde kortene så tæt ind til kroppen som muligt. Ikke fortælle nogen om indhold eller planlagt udgivelse - ja, ikke engang fortælle, når et nyt nummer var på trapperne.

Men nogle gange er det godt at gøre tingene anderledes. Derfor har jeg på det seneste, henslængt, flere gange nævnt, at der arbejdes på et nyt nummer af STAY SICK! Ja, endelig. Efter 13 år!!! Der mangler stadig meget, men jeg arbejder på at kunne udgive om cirka tre måneder. Med hensyn til indhold har jeg endnu ikke helt vænnet mig til den helt store åbenhed, men jeg kan i alt fald røbe, at jeg arbejder på en feature, som jeg tidligere har postet lignende indlæg om her på bloggen, nemlig film og tv fra min barndom i 70'erne. "Redaktørens 70'ere" (check tags i blogindekset under samme titel og også "Redaktørens 80'ere"). 

Tit ser vi film og tv-serier, som kørte, da vi var børn og teenagers, men hvor ofte går vi rent faktisk tilbage og undersøger den tid og vores egne omstændigheder? Det er det, jeg er i gang med. Jeg har ikke beskæftiget mig med 70'erne, siden jeg var der, og dengang havde jeg sgu ikke meget til overs for det årti. I hvert fald ikke, da det lakkede mod enden. Jeg husker stadig at kigge ud ad vinduet nytårsaften 1979 og tænke: "80'erne - nu bli'r det bedre!" Haha. Men nu går jeg altså tilbage. Jeg har sat mig i forbindelse med nogle tidligere KGB-videnskabsmænd fra det gamle Sovjetunionen, som længe har arbejdet på en tidsmaskine. De lover mig, at lige så snart, den er nogenlunde brugbar, får jeg lov at rejse tilbage til 1970, hvis ellers jeg kan sende dem nogle amerikanske dollars.

Hec Ramsey-omtale i "TV i 70'erne" (del 1)

Med mig på rejsen har jeg pakket godt med proviant i form af "Film-Årbogen" 1970-79, "Året fortalt i billeder" 1970-79, Politikens uundværlige dobbeltbind "Film i 70'erne" og BIBLEN for rejsen, "TV i 70'erne". Jeg regner også med at opdrive diverse andre former for lekture, både fra 70'erne og om 70'erne. Henrik Larsen har jo til sine fine tv-indekser i Obskuriøst pløjet adskillige avisers ugentlige tv-programmer igennem fra mange årtier, så måske vil jeg følge trop og gøre det samme, blot med allround dansk nyhedsinformation. For nyligt hentede jeg fire velpakkede familiefotoalbums fra mit gamle barndomshjem, så der kommer sgu nok lidt billedmateriale derfra også til at illustrere artikler, omtaler og anmeldelser.

Jeg begyndte allerede for flere år siden at samle sammen af tv-serier og film, som jeg huskede fra barndommen og er sådan set ikke begyndt at se dem endnu. Sagen er den, at det skulle gøre ordentligt, og jeg var nødt til at vente til jeg var "klar" til denne (mentale) rejse. Forleden genså jeg første episode af western-tv-serien Hec Ramsey, som jeg ikke har set siden, den blev vist på Danmarks Radio den 7. juli 1973! Der er lige 43 (tre og fyrre!!!) år mellem de to visninger!!! Der blev kun lavet 10 episoder, men alligevel viste DR kun de 9 af dem. Serien er aldrig blevet genudsendt i Danmark og er aldrig udsendt på video eller dvd nogetsteds i verden. Jeg var heldig at finde hele serien på pirat-dvd via iOffer i USA i nogenlunde kvalitet. Selvom der som sagt var 43 år mellem de to gange, og selvom jeg var en lille dreng, da jeg så første episode første gang, så huskede jeg plottet ganske udmærket, og der var en del detaljer, hvor jeg huskede nogle på forhånd og genkendte andre med det samme. Længere og mere udførlig omtale følger i STAY SICK! nr. 6.



I øvrigt, den første tv-serie, jeg kan huske at have set, er De uheldige helte, som kørte over skærmen første gang i 1971. Jeg husker stadig at have set første afsnit sammen med min far i vores dengang nye hus. Jeg var endnu ikke begyndt i første klasse. Gamle læsere af Obskuriøst husker måske min filmanmeldelse om "Første klasses superhelte", da jeg for omkring 10 år siden skrev om den italienske film 3 FANTASTISKE SUPERMÆND, som Henrik Larsen havde opsporet på tysk video. Det er den første film, jeg kan huske at have set i mit liv. I skolens filmklub sågar - også i 1971!

Jeg overvejer at lave en fb-side dedikeret til STAY SICK! og måske lave opdateringer under arbejdet de næste tre måneder. Eller måske ikke. Jeg har på fornemmelsen, at det er ved at gå facebook lige som det gik blogs; folk forsvinder simpelthen! Hvor går de hen? Da de fleste holdt op med at læse blogs, gik de jo over på facebook. Men hvad nu? Lukker de sig bare inde i sig selv eller er der et nyt socialt medie, jeg endnu ikke har opdaget? Twitter gider jeg simpelthen ikke, så indtil videre bringer jeg mine opdateringer her på bloggen - for alle jer 7 læsere! Føler du dig ikke bare privilegeret? Jo, du gør!!


PS:  Skulle den ærede læser ønske at udforske gamle numre af SS NYT gøres det nemt og smertefrit; klik blot på "SS Nyt"-tagget under dette indlæg. 

BOGART NEWSLETTER #258


Kære venner og medlemmer af Filmprogrammet Bogart-fanklubben!

Først tak til de mange, der havde fundet vejen forbi klubhuset, da Bogart-klubben holdt åbent hus, og dejligt at så mange havde taget kold lemonade og dejlig kage med. Næste år håber vi på, at vi kan få en rigtig udflugt i stand. Husk at betale jeres kontingent til tiden, så vi ikke skal opleve uheldige episoder som sidste gang, hvor adskillige medlemmer måtte undvære det seneste Bogart-upload. 

Nej, smøg til side, jeg er netop gået i gang med at gøre næste upload klar. Det er bare et satans arbejde. Når man brænder programmerne ned på en dvd-r med en dvd-r-optager, gemmer den ikke programmerne i hver sin .vob-fil, men spreder dem ud på forskellige filer uden hensyntagen til programstart og -slut (således at starten og slutningen på eet program kommer midt inde i een fil, og så fremdeles). Først skal de splejses sammen, så skal de formindskes, så det ikke tager 32 timer at uploade, og så skal de endelig uploades. Pyhhh...

Indtil videre bliver det sidste afsnit af Bogart - jeg ved rent faktisk ikke, om jeg har flere.

PS: og så i dag var jeg iø på biblo og hente PUMAENS DATTER, som Ole anmeldte i et af de første programmer. Filmen findes ikke på dvd og jeg har heller ikke kunnet finde en købe- eller lejevideo. Den eneste udgivelse, så vidt jeg har kunnet spore mig frem til, er en bibliotekskassette fra Statens Filmcentral. En eller anden havde uploadet den til YOuTube, men nogle rettighedsejere fik den ned igen. Den slags undrer mig ærlig talt, hvis de ikke gider udsende filmen, hvorfor så stoppe folk fra at kunne se den online? Er filmen lavet til ikke at skulle ses?

(Genoptryk fra facebook i går)