Når jeg bringer artiklen på denne del af bloggen er det naturligvis, fordi den er på dansk.
Smalfilmens genopdagelse på video
Af: Af Lars Movin
3. september 1997
Rage, tidsskrift og videoantologi, er et forum for 90’ernes kunstneriske smalfilm-undergrund
VIDEOZINE
En kvinde skærer sin tunge af og kaster sig ud i et trancesøgende ritual, der involverer citarmusik, røgelse, dryppende blod, en snehvid hund og en hest med et ‘tredje øje’ i panden. En filmmager eksperimenterer med at udsætte sit kamera for alskens former for fald, rystelser og rotationer, og ender med selv at kaste sig ud fra en bro for at få de ultimative kamikazeoptagelser i kassen. Og i en sekvens med overskriften ‘Safe Sex’ ses en nøgen mand, der stryges nænsomt på maveskindet af en kvindehånd.
Det er blot tre eksempler på overrumplende, grænsesprængende eller ironiske billeder fra videoantologien Rage #4, der netop er sendt på gaden. Kassetten rummer i alt nitten produktioner, primært fra Danmark og Norge, og størsteparten er eksempler på dét, man kunne kalde 90’ernes Super 8-revival. En filmisk praksis, der i realiteten involverer både 8mm og 16mm-film samt diverse videoformater.
Scenen med kvinden, der ofrer sin tunge på ekstasens alter, er fra den svensk-danske instruktør Beatrice Eggers’ film Blood Trance, en ritualistisk iscenesættelse, der uden forklaringer gennemspiller et æstetisk smukt, men også anfægtende forløb, fyldt med referencer, fra urgamle hedenske seancer over 60’ernes amerikanske eksperimentalfilm, især Kenneth Anger, til 90’ernes kropsmanipulerende subkulturer.
Genopdagelse
Andet eksempel (manden der kaster sig ud med kameraet) stammer fra den schweiziske instruktør Thomas Islers suggererende filmeksperiment Faster, Movie! Kill! Kill!, en drilsk hilsen til kultinstruktøren Russ Meyers 60’er-klassiker Faster, Pussycat! Kill! Kill!, filmhistoriens ultimative hyldest til storbarmede kvinder.
Endelig er det tredje eksempel fra den norske filmmager Thomas Eikrems blot ét minut lange film Supercool, en række ultrakorte sekvenser, ironiske piktogrammer, der illustrerer fænomener som ‘High Art’, ‘Fashion’ m.m.
Thomas Eikrem, der bor i København, er tillige manden bag Rage, et navn, der dækker over en serie videoantologier (videozines) og et tidsskrift, begge dele helliget 90’ernes filmiske subkulturer, specielt genkomsten af Super 8-formatet, også kaldet smalfilm. Samtidig med den nye videokassette, Rage #4, er udsendt tidsskriftet Rage #7, ligeledes med Eikrem som redaktør.
I miljøet omkring Det Danske Filmværksted, og i forbindelse festivaler og enkeltarrangementer, har man i de senere år kunnet iagttage, at interessen for video er dalet til fordel for en genopdagelse af filmmediet. De yngste filmmagere, og dele af ‘videogenerationen’, har kastet sig over det halvprofessionelle 16mm-format, men overraskende nok oplever især Super 8, forløberen for amatørvideoen, en renæssance.
Avantgarde
Efter at have været et populært redskab for billedkunstnere og eksperimenterende filmfolk i 60’erne og 70’erne virkede det, som om smalfilmen ville udgå, da videomediet for alvor blev lanceret. Men enkelte entusiaster holdt fast i filmen, og fra midten af 80’erne fik den avantgardistiske Super 8-film en genopblomstring i New York, hvor folk som Nick Zedd og Richard Kern - under navnet Cinema of Transgression - pustede nyt liv i amerikansk undergrundsfilm med rå, punkede og tabustormende no budget-film.
Også mere etablerede instruktører som engelske Derek Jarman holdt fast i 8mm-formatet til visse projekter, og i starten af 90’erne begyndte det grovkornede, ridsede og håndholdte ‘Super 8-look’ at snige sig ind i musikvideoer og reklamer som en gimmick. Man var blevet træt af videoens højteknologiske glathed, og det kom så vidt, at der i visse typer videoudstyr blev indbygget en effekt, så man ved et tryk på en knap kunne få superprofessionelle elektroniske optagelser til at ligne slidte smalfilm fundet på bunden af farfars skuffe.
Parallelt med den kommercielle Super 8-trend opstod imidlertid også en mere subkulturelt orienteret smalfilm-undergrund, til dels gengangere fra 80’ernes videokunst, men også nye, unge instruktører, der vendte både videokunsten og den mere etablerede film ryggen og fandt et nogenlunde let tilgængeligt nicheredskab i smalfilmen. Herhjemme har bølgen været båret af navne som Bynke Maibøll, Pernille Fischer-Christensen, Beatrice Eggers og Thomas Eikrem. Instruktører, der alle er repræsenteret på antologien Rage #4.
Stimulerende stunder
De nitten produktioner, der findes på båndet, er primært hentet fra Danmark og Norge, og stilistisk svinger de mellem poetiske, skønhedssøgende billedfortællinger, konceptpræget video- og filmkunst, klassisk eksperimentalfilm à la Jack Smith eller Andy Warhol og mere kryptiske værker med afsæt i 90’ernes optagethed af subkulturelle fænomener. En stor del af værkerne er præget af humor og en behagelig uhøjtidelighed, og selv om kvaliteten naturligvis er svingende, er der bemærkelsesværdigt mange stimulerende øjeblikke undervejs.
Alt i alt dækker Rage-antologien scenen godt, og man får meget spilletid for pengene. Hertil kommer, at præsentationen er enkel og funktionel. Hvert værk indledes med oplysninger om format, længde, nationalitet samt adresse på distributør.
Er man interesseret i denne type film, kan i øvrigt også anbefales Rage #3, udsendt i 1995. Her findes film af Bynke Maibøll, Thomas Flor, Vegar Moen, Thomas Eikrem m.fl.
Parallelt med videokassetten udgives som nævnt tidsskriftet Rage, der er nået til det syvende i rækken. Magasinet blander dansk, norsk og amerikansk, og det skrives primært af de udøvende selv.
Det nye nummer er tilsyneladende udgivet med væsentlig forsinkelse - i kolofonen står 1996 - og indholdet vidner da også om hastværk. Layout’et er særdeles luftigt, og de fleste artikler er meget korte, ofte skitseagtige introduktioner til scenens ikoner eller miniinterviews med folk som Michael Gira fra New York-gruppen The Swans og Wiener-aktivisten Kurt Kren.
Den eneste længere tekst i Rage #7 er en gnistfygende, men noget privat samtale mellem Carsten Sparwath og Knud Vesterskov, begge kendte skikkelser i dansk film- og videoundergrund.
I samtalen siger Knud Vesterskov: “Anmeldere har mange meninger om alt og alle, men deres verdensbillede er begrænset. Små mennesker med universelle meninger er urokkelige. Tænk sig at skulle have meninger om alt! Jeg hader hvad anmelderne står for, det almindelige, det selvfølgelige og det normale.”
Trods denne svada vil jeg alligevel vove at lufte den mening, at er man interesseret i tidsskriftet Rage, bør man hellere investere i det foregående nummer (6). Her er langt mere substans: Et grundigt interview med bøssefænomenet Bruce LaBruce og fyldige introduktioner til folk som Russ Meyer og Veit Harlan, nazismens store melodramatiker.
Er man generelt træt af meningstyranni og normalitet, kan et besøg i Rage-videoernes billedhvirvel absolut virke forfriskende, selv om man skal være opmærksom på faren for at få kaffe og smørkringle galt i halsen.
*Rage #7 (tidsskrift), Rage #4 (video) samt Rage special editions. Distribution: Total Filmproduktion / Rage DK, Østerbrogade 54A, 2.th., 2100 København K. Rage kan i København købes i Filmhusets boghandel.
