Christina Lindberg i Cinemateket

Nils Markvardsen & Christina Lindberg

Sidste fredag (8/4/2011) var Christina Lindberg i Cinemateket, hvor PSYCH-OUT præsenterede to af hendes film, EKSPONERET (1971) og ANITA - EN UNG NYMFOMANS DAGBOG (1973). For en voldsfilm-ynder som undertegnede er det klart nok hendes "kvinde ta'r hævn"-film THRILLER: A CRUEL PICTURE (aka They Call Her One-Eye, som gik på dansk VHS som Kampen mod Mafiaen), som jeg er mest begejstret for, så når jeg overhovedet poster om det her, er det mest for at vise billedet af eXtase-redaktør Nils Markvardsen sammen med frk. Lindberg. xD. Jeg hører, at Mads Jensen og Pondo Sinatra også var til stede - og utvivlsomt Uncuts gamle medredaktør Thure Munkholm (som delvis stod for arrangementet). Folk, der ikke kender Nils personligt, kan nok regne ud, at han lytter til stonerrock. xD


DFI's omtale:

Mød den svenske kultstjerne og 'screen queen' Christina Lindberg i egen høje person, når hun selv introducerer to af sine bedste film til denne måneds Psych-Out! Lindberg gjorde svensk film fræk og farlig på det store lærred verden over i 70'erne, og hendes uskyldige ydre og veldrejede former gjorde hende til en international superstar inden for (s)exploitation-genren.

I 'Eksponeret' ('Exponerad', 1971) spiller den bare 21-årige Lindberg en nymfoman, der er splittet mellem sin søde kæreste og en galning ved navn Helge. Filmen veksler imellem drøm, erindring og virkelighed i en saftig blanding af socialrealisme og blød erotik.

'Anita – en ung nymfomans dagbog' (1973) holder, hvad titlen lover – og mere til. Anita er en 16-årig rebel, der efter en række lurvede affærer møder en langhåret boheme-psykolog (spillet af en ung Stellan Skarsgård), som kan kurere hendes ustyrlige sex drive; hun skal bare flytte med ham i kunstnerkollektiv! Det går selvfølgelig helt galt, og filmen kulminerer på det psyko-seksuelle overdrev med en afvisning af enhver borgerlig moral – så er De advaret.

NB: 'Eksponeret' vises på 35mm med let forståelig svensk tale uden undertekster (kopien er lidt slidt). 'Anita' vises på 35mm med engelske tekster.

Mellem de to film snurrer rejsegrammofonen i Asta Bar, hvor der vil være mulighed for at købe signerede dvd’er med Lindbergs film og kolde øller. Arrangeret i samarbejde med Station 16, filmklubben Loco Ono og CPH PIX.

Jack Stevenson, kultfilm-forfatter og ekspert i skandinavisk sexploitation-film, svarer på spørgsmål i.f.m. visningerne. Jack Stevenson inviterer desuden til reception for Christina Lindberg ved visningen af 'Maid in Sweden' i Husets Biograf, fredag den 8. april fra kl. 18.00.

Mads Mikkelsen / Station 16, Thure Munkholm / CPH PIX og Morten Tang / Cinemateket

Filmjournalistikkens skyggeside ("Ordet", 2007)

Det danske udbud af medier, der beskæftiger sig med film, er de senere år blevet større og større. De mest aktive filmelskere opdateres herved i stadig tiltagende grad med de nyeste udviklinger inden for celluloidens forunderlige verden. Det er dog ikke alment kendt blandt filmentusiaster, at der også findes en stor underskov af amatørudgivelser på området.

Skrevet af Philip Seidler, stud.mag. Medievidenskab

I den danske undergrund blomstrer
en utrolig mangfoldig masse af såkaldte
fanzines, dvs. filmblade skrevet
af filmfans til...ja, øh? Til hvem egentlig?
De glade amatører, som udgør de danske
filmskribenters undergrund, skriver
nemlig ikke til markedet af passionerede
biografgængere og blockbusterfanatikere.
Generelt kan man næppe sige, at
disse mennesker overhovedet orienterer
sig efter noget, der på nogen måde kan
relateres til mainstream.
Skribenterne i filmkritikens underverden
er totalt uafhængige. Det vil Kim
Skotte, Morten Piil, Søren Høy og de andre
muligvis også mene, at de er. Sandt
er, at de store mediers filmjournalister
er uafhængige af filmproducenternes
og -distributørernes indflydelse, men
de er aldeles afhængige af deres egen
platform. Mediet bestemmer, hvad man
kan skrive, og hvordan man kan skrive
det. Mediet dikterer, hvordan filmanmelderen
skal præsentere sin vurdering af
filmen.
Skribenterne på landets fanzines er
kun til for sig selv. Et fanzine er som
regel én mands værk. Denne typisk
autodidakte filmekspert skriver ikke for
at tjene penge eller for at underholde
andre. Typisk er det at udgive et fanzine
et egoprojekt og en hjertesag, hvor
skribenten investerer blod og sved i et
blad, der i bedste fald læses af et par
hundrede mennesker. De skriver til sig
selv og alle dem, som finder deres holdninger
interessante. Alle andre kan rende
og hoppe.
Det at skrive og udgive et filmblad kan
således kun lade sig gøre, fordi der sidder
mennesker derude, hvis største frygt
er at brænde inde med alle de guldkorn,
de har indsamlet via deres ufattelige
overforbrug af deres yndlingsfilm, hvilket
ofte gør skriblerierne til særdeles
personlige tekster.
Fanzines giver fingeren til alt det,
som de mere gængse filmmedier beskæftiger
sig med. I stedet fordyber
hver fanzineskribent sig i lige netop de
film, som han synes er de bedste i verden
– og han gør det på egne præmisser.
Hvert blad adskiller sig således fra de
andre, fordi hvert blad afspejler skribentens
personlige filmsmag (læs: personlighed).
sCatter er således bladet for de, der
er hooked på asiatiske undergrundsfilm,
mens Mondo Franko (Nu Franks Hermetiske
Garage) er stedet, hvis man vil læse
om monsterfilm og FX-horror.
Ud over genreinteresser er der vældig
stor forskel på de enkelte udgiveres
sprog, temperament og layout. Undergrundens
arrige køter er således bladet
Stay Sick, der beskæftiger sig med trash,
sleaze, splatter og horror. Stay Sick er en
tekstproppet, sort/hvid-kopieret pamflet-
agtig sag, der emmer af gør-det-selv.
Det noget mere akademiske, velovervejede
og flot layoutede eXtase ligger i den
anden ende af spektret. Det er stadig
selvgjort, men stilen og udformningen
udstråler, at en helt andeledes type står
bag dette blad.
Undergrundens filmskribenter opererer
således udelukkende på egne vilkår,
for sig selv, uden hensyn til andres smag,
holdninger og interesser. Oplevelsen
ved at læse et par forskellige fanzines
er således meget spraglet og personlig i
modsætning til det ofte noget distancerede
forhold, de store mediers filmjournalister
har til film.

-------------------------------------------

Første gang bragt i "Ordet" nr. 15 (forår, 2007). Originaludgaven kan læses og downloades her og jeg vil bestemt opfordre til at man checker netop dét nummer ud, da det indeholder en hel række artikler om genrefilm.

Jeg kopierede teksten fra pdf-udgaven af bladet, men af uransaglige grunde kunne jeg ikke få has på formateringen, selvom jeg kørte den gennem diverse dokumentformater, som lovede (advarede mod), at det ville ske. Og jeg gad ikke gøre det manuelt. Tak til Thure Munkholm, som i sin tid gjorde mig opmærksom på det pågældende nummer, og for at skaffe mig et eksemplar (af printudgaven, forstås).

Skal jeg komme med en kort bemærkning til den glimrende artikel, så må det være, at den næsten kom for sent. Da "Ordet" nr. 15 udkom i 2007 var løbet mere eller mindre kørt for den underskov af spændende blade, som artiklen omtalte. De var på daværende tidspunkt stort set alle forsvundet. Så vidt jeg husker var Henrik Larsens "Obskuriøst" det eneste, der blev ved at plaske opgivende i vandoverfladen lidt længere. Sidste år fortalte Henrik mig, at nu var det også slut for hans vedkommende. Og for dem, der ikke lige ved det, så var det undertegnede, der stod bag Stay Sick ("undergrundens arrige køter", hvis jeg nogensinde laver endnu et nummer, så vil jeg sgu bruge dét som reklame, hah!).
/Jack