YOKO TSUNO nr. 1: "Nærkontakt i Jordens indre" (Roger Leloup, Interpresse 1979)

YOKO TSUNO nr. 1: "Nærkontakt i Jordens indre"
Originaltitel: "Le Trio de L'Etrage" (1972)
Historie & tegninger: Roger Leloup
Oversættelse: Niels Søndergaard
Interpresse 1979
Farve, 47 sider
Tidligere biblioteksudgave (hardcover)

I går læste jeg et nummer af den hollandske albumserie FRANKA og i en dialogudveksling om serien på Facebook, slog det mig pludseligt, at jeg også burde genbesøge en anden albumserie fra den fransk/belgiske skole, som også havde en ung kvinde i hovedrollen, og som jeg også læste dengang for 25-30 år siden i 80'erne, nemlig den belgiske YOKO TSUNO. Og ligesom med FRANKA huskede jeg, at jeg ikke var specielt begejstret for serien dengang tilbage i det gamle århundrede. En anden ting, der i øvrigt også var fælles, var, at begge udkom i album fra Albumklubben Trumf, som jeg abonnerede på i en årrække.




Nå, men jeg skulle egentligt nogenlunde tidligt i seng, men ud på de små nattetimer fandt jeg dog alligevel "Nærkontakt i Jordens indre" frem. Jeg er ret sikker på, at jeg har albummet et eller andet sted i samlingen, indkøbt engang i 80'erne, men eksemplaret, jeg fandt frem i nat, var - ligesom tilfældet var med gårsdagens FRANKA-album - købt på det store bogudsalg på Slagelse bibliotek sidste sommer. Jeg hev alt til mig, hvad angik YOKO TSUNO - helt som med FRANKA-albummerne (som beskrevet i gårsdagens blogindlæg).

Bagsideomtale hentet fra Trumf-album

Og hvordan var den så? Tja, med hensyn til FRANKA havde jeg jo ikke flyttet mig ret langt fra min holdning for 25 år siden; Mit yngre jeg syntes, FRANKA var lidt kedelig, overfladisk og uvedkommende, og det synes den ældre udgave af Jack J såmænd også. Men, lo and behold, jeg skal da love for, at yours truly derimod har flyttet sig mht serien om den vakse japanerinde! Jeg var ikke blot underholdt, jeg var begejstret! Historien flød afsted. Her var spænding, interessante karakterer, og humor. Jeg har selvsagt tænkt mig at læse/genlæse mine andre FRANKA-albums, men det er YOKO TSUNO-serien, jeg ikke kan vente med at komme i gang med! Jeg tror sgu, jeg skynder mig at sluttet den her anmeldelse af så hurtigt som muligt, så jeg kan komme i gang! (jeg overdriver but you get the point).

Et par andre ting, jeg ikke fik nævnt i går og som irriterede mig mht FRANKA, var, at Henk Kuijpers gør sine tegninger alt for detaljerede, samtidig med at han gør billederne alt for små. Det bliver simpelthen for gnidret. Ofte bruger han fire billedruder på en række, og det bliver alt for småt. I YOKO TSUNO bruger Roger Leloup kun tre billedruder og billederne bliver dermed større. Der er heller ikke overfyldt med detaljer; Misforstå mig nu korrekt, det er ikke, fordi jeg har noget imod detaljer i en tegneserietegning som sådan, men det kan også blive for meget - og specielt hvis det er formindsket for meget, som jeg synes, det er i tilfældet med FRANKA.. Et andet irritationsmoment i FRANKA er også, at fonten er nede i noget, der lignede størrelse 7. Aaalt for småt! Det skal ikke være ulideligt at læse et tegneseriealbum, men det bliver det, når man fanderme skal sidde og stirre intenst for at læse teksten. Men nuvel, det sidste der er forlagets skyld, så det skal jeg undlade at klandre hr. Kuijpers for.

Jeg har ikke overblik over, hvor mange YOKO TSUNO-bind, jeg ejer, men det er en god portion. Jeg glæder mig til at komme i gang. Det er dejligt at have genopdaget tegneserie-mediet!

Senere bagside-"omtale" hentet fra et senere Trumf-album

FRANKA nr. 9: "Mode-mysteriet" (Henk Kuijpers, Interpresse 1990)

Franka nr. 9: "Mode-mysteriet"
Originaltitel: "Moordende concurrentie"
Historie & tegninger: Henk Kuijpers
Oversættelse: Niels Søndergaard
Interpresse 1990 (første oplag)
Farve, 46 sider
Tidligere hardcover-biblioteksudgave

Det er snart en del år siden, jeg sidst læste et FRANKA-album. Jeg husker, at jeg dengang ikke var specielt begejstret for serien - faktisk syntes jeg, den var lidt kedelig. Jeg var vant til Francois Waltherys NATACHA og sammenlignet med dén, faldt Franka pladask til jorden. Som sagt er der gået en del år siden mit sidste besøg til Groterdam, men da jeg sidste sommer fandt en ordentlig stak FRANKA-album ved det, som i eftertiden nu omtales som ren legende, "Det Store Bibliotekbogsalg" på Slagelse bibliotek (ja, det runger historisk, ikk'), så vidste jeg, at jeg bare måtte rive dem alle til mig. En del af dem var også de nyere, og dyrere!, udgaver fra Cobolt i delux hardcover indbinding. Og til en pris af 25 kroner per fyldt post var der ikke noget at betænke sig over.

I dag tog jeg så endelig hul på stakken af FRANKA-album (jeg købte mange andre serier på nævnte udsalg) og hvordan var det så, hører jeg koret af læsere samstemmende, summende spørge. Weeeell ... det var okay. Jeg var fint underholdt, og jeg tror, at jeg såmænd nok synes bedre om serien, end sidst jeg læste den. Men noget mesterværk synes jeg stadigvæk ikke, at den er.

Nu er det jo så godt nok kun nr. 9 i serien, og jf. Comicwiki er de danske album nået til nr. 23, så det kan jo være, den bliver bedre, når vi når op i de højere numre. Bevares, serien underholdt fint nok, men det hele er bare for ... upersonligt. Man lærer ikke rigtig denne Franka at kende. Faktisk slet ikke. Tag nu den franske albumserie om Natacha, som jeg nævnte længere oppe. Francois Walthery er meget bedre til at lade os lære sin heltinde at kende, end Henk Kuijpers er. Og det altså på trods af, at vi stadig befinder os i en tegneserie fra den fransk/belgiske skole, der ikke skal ret meget andet end underholde (dvs. disse serier, ikke nødvendigvis den fransk/belgiske skole). Albummet, som jeg læste (to gange!) før "Mode-mysteriet", var Sokals belgiske serie om inspektør Canardo ("Et hundeliv", se anmeldelse ovre på den engelske side af denne blog), som er fyldt med sarkasme, bandeord, ironi, grim attitude, grim opførsel, fornærmende tilråb og spydig tale. Dén slags finder man ingenlunde i Natacha eller Franka. Men stadigvæk kommer man langt mere ind under huden på stewardessen end på kriminalmuseumssekretæren.

Men måske er det heller ikke meningen; Franka er en sød serie om en sød hovedperson(inde), som den mandlige læser kan lide hende. Ja, det skriver de i alt fald på Comicwiki. At jeg så gerne havde set noget mere bad attitude, noget mere bad luck, og bestemt nogle flere fuck-ups i serien er så en helt anden sag. Mit genmøde med Franka har ikke ændret min holdning, at serien er for pæn, for overfladisk, for poleret, for humorløs, og alt, alt for forglemmelig til, at den når andre lignede seriers niveau, hvad enten det så er om mandlige eller kvindelige hovedpersoner. Men nu her i old age er jeg dog alligevel blevet en smule mere medgørlig, jeg købte de oprindelige album tilbage i 80'erne, og jeg kan nutildags godt lade mig underholde af ... nå ja ... en lidt for pæn, overfladisk og forglemmelig serie, selvom der ikke er tale om noget stort mesterværk. Mindre kan også gøre det. Og jeg har bestemt ikke tænkte mig at lade resten af de nyindkøbte eks-biblioteksudgaver stå ulæste hen til evig tid. Men for fanden, Henk Kuijpers, smid nu lidt mere pis og lort ind i maskineriet!