OBSKURIØST nr. 11 (2009),
16 sider, 50 kr. (Himmelskibet nr. 20 er inkl. i prisen)
Mellem ca. 1998 og 2005 udkom en masse danske fanzines om obskure film. Både før og efter er der naturligvis også udkommet fazines, men specielt i dé år var det godt at være dansk fan af psykotroniske film. Blade som Bloody Darlings, Absurd, Scatter, Mondo Franko, Obskuriøst, Uncut Special, eXtase, mit eget Stay Sick!, og så videre, leverede en dækning af nye, gamle, glemte og obskure (nogle gange mindre obskure) film. En dækning, som bestemt var mere spændende og ofte mere vidende end den film-"kritik", som man finder i dagspressen. Faktisk kan det ofte undre, hvor lidt dagspressens "eksperter" i det hele taget ved om de genrefilm, der ikke er blandt de allermest kendte. Jeg husker engang, hvor Henrik List, en af de mest kendte og respekterede anmeldere (i alt fald af pressen selv), brillerede ved at skrive en lang artikel, hvor han flæbende beskrev, hvorledes der i Danmark ikke fandtes en underskov af fanblade – og det på trods af, at der på det tidspunkt netop rent faktisk fandtes et stort antal spændende fanzines. Så når der en sjælden gang alligevel udkommer et nyt fanzine, så er der grund til jubel.
Desværre, netop fordi der ikke udkommer andre zines i disse år, så er der selvklart heller ikke andre til at anmelde dem. Og af underlige grunde lader det til, at internetfilmsitene/-bloggene kollektivt har valgt at ignorere nyheden om et nyt blad. I sandhed trist. Men om ikke andet, er her undertegnedes anmeldelse af det nye nummer af Henrik Larsens Obskuriøst nr. 11, som udkom efter en pause på tre år. Nå ja, alting er jo relativt og når jeg kalder bladet "nyt", så skal det forstås således, at det er "nyt" i forhold til de andre blade, der udkom for 5-6 år siden. Rent faktisk udkom Obskuriøst nr. 11 sidste år, haha.
Det første, man bemærker, er forsiden med en kælling, der taler i telefon! Hun har selvsagt ikke noget med indholdet at gøre. Det næste, man opdager, er, at en del af forsideteksten er mangelfuld og at ingen af de annoncerede artikler rent faktisk findes i bladet. Forsiden er med andre ord en joke. En joke, der i sig selv er tynd, og når man dertil erindrer, at Henrik Larsen tidligere har brugt en skitseforside som rigtig forside (dvs. en skitse til en forside, der er skrevet med tush og uden billeder), så bliver den mere eller mindre gentagne joke simpelthen for tynd! Hvis Obskuriøst udkom 3-4 gange om året, så kunne det (næsten) gå an, men at spilde en forside på et blad, der kun udkommer hvert 3. år, på at lave en skitseforside med forkert indholdsfortegnelse er direkte plat! Helt ærligt! Men nuvel, en forside er som bekendt kun en forside. Lad os se på indholdet.
Traditionen tro får vi på side 2 en leder fra redaktøren, som denne gang åbner med et for Henrik Larsen uvant "Hej med dig". Det lyder næsten som børne-TV fra 70'erne, så på dén måde er det måske alligevel ikke helt så langt fra Henriks verden. Men udover det, så er det bedste ord, der kan beskrive lederen denne gang, hyggelig. Henrik taler løst og fast om tiden, der er gået siden forrige nummer; kvalerne og de lykkelige stunder. Men derudover bruges ca. halvdelen af lederen på det, som Henrik engang i en samtale med undertegnede til en filmaften for længe siden kaldte FORSVARSTALEN! Og det, der skal forsvares, er det valg, som Henrik har truffet mht. et af bladets indlæg; Nemlig et indlæg, som han grangiveligt godt har vidst, at han ville få på puklen for: En lang og dybdeborende artikel af Henriks bror, Joachim Larsen, om deres fælles helt fra barndommen: Rasmus Klump. Ja, du læste rigtigt: Rasmus fucking Klump!!!
Men forsvarstalen virker skam godt nok; Selv stønnede jeg først: "Åhh nej", men tænk engang, Joachims artikel (med afsluttende bemærkninger af Henrik selv) er både velskreven og interessant! Og det siger jeg endda, selvom jeg ikke har læst Rasmus Klump, siden jeg gik i første eller anden klasse. Og selv dengang fandt jeg den for barnlig! Men Henriks forsvarstale holder distancen og da han og Joachim begynder at kradse i overfladen, bliver det alligevel interessant (og var det ikke obskuriøst i forvejen bliver det det bestemt, da både Joachim og Henrik begynder at skrive om Rasmus Klump-hæfter, som de har læst i drømme, men som ikke findes i virkeligheden @_@). Også selvom jeg stadigvæk ikke har tænkt mig at læse Klumpens eventyr. Men at forstå en nørdisk samlers begrundelser, dét kan jeg.
På side 8 finder vi Philip Høghs anmeldelser af henholdsvis TV-serien Een gang strømer og filmen BRING ME THE HEAD OF ALFREDO GARCIA. Begge indlæg er skrevne på stift skoleengelsk og jeg har svært ved at forstå Høghs valg at skrive på engelsk. Hvorfor skrive to anmeldelser på engelsk til et dansksproget blad, som Henrik ikke har planer om at distribuere i udlandet? Begge anmeldelser er alenlange og kedeligt detaljerige (Godzilla tog et skridt frem. Så endnu et. Så endnu et. Derefter endnu et. Rodan kigge på ham. Så tog Godzilla endnu et skridt. Rodan kiggede igen på ham. Så begyndte de at slås. You get the point). Fik jeg nævnt, at der heller ikke udvises noget egentligt personligt touch. Hvis ikke de var så lange, kunne man foranlediges til at tro, at de var skrevet som plotbeskrivelser til et filmopslagsværk.
Et par sider senere finder vi Thomas Winthers artikel "Skræk-krimi – roman for stærke nerver". Jeg har for 7-8 år siden bragt indlæg af Thomas Winther i mit blad Stay Sick! Og for at sige det, som det er, så skriver Thomas nogle gange som en brækket arm. Ingen af os er perfekte, men ofte lider Thomas' skriverier desværre af unødige stavefejl, underlige pointløse sætninger, og diverse modsigelser. Jeg ville ønske, Thomas ville læse lidt mere korrektur på sine artikler!
Og i artiklen i Obs #11 går det desværre galt lige fra starten; Når man skriver en artikel om noget, lige meget hvad, så er det kutyme, at man beskriver det emne, som man har valgt at skrive om. Det siger ligesom sig selv! Emnet for artiklen er som sagt "Skræk-krimi", men der går tre kolonner, før Skræk-krimi overhovedet bliver nævnt! Thomas for fanden!!!
Som redaktør burde Henrik i.ø. også have grebet ind overfor det nonsens, Thomas får kastet sig ud i, da han skriver, at grundet et tysk forlags egendistribution af dets tyske hæfter, så er disse ikke blevet pligtafleveret til Det Kongelige Bibliotek! Henrik Larsen burde have korregeret dette vrøvl! Naturligvis har et tysk forlag ikke pligt til at aflevere sine tyske publikationer til Det Kongelige Bibliotek i Danmark!! Thomas for fanden!!!
Men hvorom alting er, så er der een ting, man hverken kan tage fra Thomas eller klandre ham for; og det er hans entusiasme! Thomas Winther er en ildsjæl, hvis der nogensinde har været en sådan!! Hvor andre fans bliver trætte af samleriet, eller slet og ret ikke kan tage sig sammen, så er Winther altid klar til endnu et projekt. Og dét skal han bestemt have ros for. Udover det, er han også fandens flink. Jeg har i.ø. et fotografi af ham, hvor han holder en pølse. Hvordan skulle man ikke kunne holde af sådan en mand.
På side 11 finder vi bladets absolut bedste indlæg. Højdepunktet, intet mindre!! Lars Vinther-Madsens "På sporet af den tabte tid" om antikvariater i København. Den artikel alene er de 50 kr. værd, som bladet koster. Artiklen er interessant, velskreven, morsom. Fik jeg sagt, den er velskreven! Vinther-Madsens artikel er af den type, hvor man ikke blot får lyst til at genlæse den en enkelt gang, men at komme tilbage til den igen og igen! Jeg ville ønske, Lars skrev meget mere.
Uddrag af Lars Vinther-Madsens artikel:
Jeg har kun besøgt antikvariatet én gang i Nørballes tid. Det forløb således: Kommer ind og hilser på Nørballe, der står nær døren. Han hilser ikke, men spørger blot hvad jeg søger. Oplyser at jeg bare vil se mig omkring, hvorefter Nørballe gentager sit spørgsmål. Jeg gentager mit svar. Nørballe bliver hysterisk og råber, at man skal vide, hvad man søger. Han går hen og griber fat i min arm og vil nærmest korporligt smide mig ud. Det skal nævnes, at jeg er ca. et hoved højere end Nørballe, ca. 40 år yngre, ydermere kan Nørballe dårligt stå fuldt oprejst pga. alderdom.
Til sidst i bladet finder vi filmanmeldelses-sektionen "Mondo Frankos hjørne" af Frank Brahe. Frank Brahe begyndte sin karriere som anmelder i Bloody Darlings og har senere både udgivet egne fanzines og medvirket i adskillige numre af Obskuriøst og mit eget blad Stay Sick! for 7-8 år siden. Gængs for alle Franks skriverier er den platte tone. Jeg husker, at allerede tilbage i Bloody Darlings i 90'erne var der læsere, der skrev til redaktør Lars von Hegnet og brokkede sig over, at nu var bunden nået med Frank Brahes platte anmeldelser. Kort sagt kan Brahes skriverier betegnes, som at han har forsøgt at kopiere Lars von Hegnets skrivestil, bare uden Hegnets talent for sprogets finurligheder, og med en plathedsgrad, der er sat ca. 300% i vejret.
Frank Brahes anmeldelser går stort set alle sammen ud på at nævne udtrykkene kusse, fisse, dildo, pik, kneppe, patter, så meget som muligt, uanset om det er relevant eller ej. Hvis man ikke har fulgt Franks Brahes skriverier, kan det sikkert lyde morsomt, og det var det da også i Brahes første 50 anmeldelser, men på et eller andet tidspunkt bliver det bare sørgelig læsning.
Frank er som ham fyren, der gentager den samme vits, hver gang man møder ham. Og når man så fortæller ham, at nu er det altså ikke sjovt længere, så bliver han stædigt ved med at gentage vitsen, blot for gentagelsens egen skyld. Han ved godt, at man ikke synes, det er sjovt. Han synes heller ikke selv, det er sjovt. Men han bliver ved alligevel. Hellere plat end ikke plat. Jeg ved ikke, om Frank Brahe selv synes, det er sjovt, men helt ærligt; det er det ikke! Jeg er bedøvende ligeglad med, hvem der måtte blive fornærmet (og på den danske scene er der en tendens til at blive fornærmet, hver gang jeg siger noget om selvsamme scene, så det er jeg såmænd så vant til), men de tre sider med "Mondo Frankos hjørne" er så ubrugelige, at jeg hellere vil læse en surrealistisk Babelfish-oversættelse af en ENW-tekst fra finsk, end at genlæse dem.
Bladets bagside har Henrik brugt på at genoptrykke en obskur reklame med O.J. Simpson fra et tegneserieblad og jeg indrømmer, at det er god psykotronik, men i et blad på blot 16 sider er det ærlig talt spild af en side, som burde have været brugt på fx nogle af redaktørens egne skriverier.
Den overordnede konklusion; Obskuriøst nr. 11 er glimrende og jeg er vældig glad for, at Thomas Winther fik sparket Henrik i gang med at udgive det. Jeg ville dog ønske, der var mere og at Henrik selv havde skrevet noget udover lederen og halvdelen af Rasmus Klump-artiklen. Og så håber jeg i øvrigt bestemt, at der kommer flere numre!
Obskuriøst er som bekendt normalt et selvstændigt blad, men nr. 11 er udsendt som del af bladet Himmelskibet nr. 20, og skal ikke bestilles fra Henrik, men foreningen Fantastik. Check her.
Og check i.ø. også Henriks blog. Ofte er der langt mellem indlæg, men på det seneste er der kommet en lille håndfuld om musik, ikke mindst heavy metal. Her og her. Søg selv videre på bloggen.
