Okay, jeg overdriver.
Så tit udkommer
Obskuriøst dog alligevel heller ikke, men
Henrik Larsen er bestemt en flittig udgiver!
Jeg modtog i dag det nye nummer (
og tak for det), og OBS er nu nået til imponerende 18 numre. Og det vel at mærke uden at tælle de ekstranumre med, som Henrik udgiver mellem de "rigtige" numre. For nyligt blev der endda lige til et oneshot-blad,
Søbo Rustik, og så er der de numre, der kun trykkes i
eet eksemplar (!!), og nå ja, oven i det hele kom der også lige 12 numre af
Obskuriøst Nyhedsbrev. Det 12. nummer har jeg godt nok tidligere modtaget i løs form, men det er også inkluderet i dette nummer og bliver i øvrigt det sidste af slagsen (selv HL har måttet sande, at PestNords ågerkarle-portogebyrer er blevet
for høje!). Og økonomi er også årsag til, at de planlagte 44 sider måtte tørre ind til 24 (plus fire sider nyhedsbrev).
Henrik rundede et hjørne aldersmæssigt i maj, men de mange og lange kolonner med deraf følgende depri-sort humør, som man kunne frygte, vrænger redaktør Larsen bare på næsen ad. Og hurra for det. I bladet får vi denne gang en kæmpelang artikel om de sorte hammerbankestøjguder i Hell Hammer/Celtic Frost (
jeg ejede selv den nu vældig sjældne Hell Hammer mini-LP, der udkom i starten af 80'erne, men solgte den desværre - for alt for lidt - i slutningen af 90'erne). Vi lærer om OTA-merchandise (!). Der graves filmpræferencehemmeligheder frem fra Otto Leisners skjulte fortid.
Og som i de forrige numre får vi en "blodig buket" i form af Henrik Larsens anmeldelser af film udi de volds- og blodsplat-betonede genrer.
Man må iø tage hatten af for den herr redaktøren, at han overhovedet anmelder disse film. Kender man ham, ved man i forvejen godt det, som han selv kommer ind på i et forsøg på en anmeldelse af den gustne film
DERANGED fra 1974. Men Henrik må give op. For en mand med hang til Ota solgryn, mainstream-TV-serier og Dr. Who (af den gamle skole) er film som Ed Gein-filmatiseringen
for skrap kost. Men jeg vil dog alligevel ikke have det siddende på mig, at både jeg og ham den anden begge blev knotne, da Larsen hin sene aftenstime for 15 år siden forlangte, at vi standsede
LAST HOUSE ON DEAD END STREET, som ellers rullede over lærredet i vores filmklub. Det var altså bare
ham den anden, der skulede!!
Bestil OBS nr. 18 via Henriks blog eller facebook. Det er fedt, at han bliver ved. P.t. er OBSKURIØST det eneste film- og popkultur-zine på det danske marked.