Thursday, 6 April 2023

"Motorsavsmassakren" i 25 biografer i 16 byer!!!


Ja, altså i Sverige! Heldige asener. Men så på den anden side, THE TEXAS CHAIN SAW MASSACRE (Tobe Hooper, USA, 1974) var forbudt derovre i mange år, så man under dem det jo næsten. Senere udkom filmen klippet på video, og nu for første gang vises den efter (næsten) 50 år endelig på det store lærred - og helt uklippet. 

Motorsavsmassakren kom i øvrigt også først til Danmark i 1976, altså omkring to år efter den amk premiere. Det havde dog næppe noget med uvillighed eller censur at gøre, men danske premierer var bare langsommere nogle gange førhen. Ekstra Bladet gav den nul stjerner ud af seks mulige! 

Jeg følger selvsagt ikke med i, hvad der går på bio i Sverrig, men jeg så netop nyheden på Pidde Anderssons blog, hvor han for 17. gang i sit liv har anmeldt filmen og selvklart giver den topkarakter (fem Torben Bille!!!). 

Repremieredato var 4. april og den kan ses igen (i visse biografer) den 11. april. Visninger og billetter kan checkes/bestilles her.

Pidde Anderssons omtale er lige her


Sunday, 2 April 2023

SS-reklamer fra gamle dage

Jeg fandt en gammel cd-rom forleden, som jeg havde brændt (og dateret) i 2004. Cd-rommen indeholder det færdige STAY SICK! nr. 4 og ikke mindre interessant alt (tilsyneladende) det redaktionsmateriale, som jeg havde liggende på min computer dengang i 2004. Både emailkorrespondance med folk, der købte bladet, skribenter og andet godtfolk. Og breve til distributører - blandt andet fik jeg nu konstateret, at JO, jeg fik rent faktisk Fyns Antikvariat i Odense til at sælge bladet for mig. Noget som en gammel læser (Ovesen) for nyligt satte spørgsmålstegn ved, da han aldrig havde set SS i butikken. Altid dejligt at få ret! 

En anden sjov ting var at gennemse mappen med de gamle reklamer, som jeg havde lavet til bladet. Nogle af dem blev trykt i andre zines; nogle blev sendt til andre zines som valgte ikke at trykke dem (bl.a. en udførlig en, som jeg lavede til Nørd Nyt, og som jeg fuldstændig havde svedt ud!); nogle blev lavet færdig uden at blive sendt ud; og endelig var der et par som ikke var færdige. 

Den ovenstående er del af en reklame, som jeg mener blev trykt i et af Frank Brahes blade (jeg tror, det var Ultimo Mondo Franko). Jeg griner stadig højlydt af den!

Her ses den i øvrigt for første gang i farver. Udgaven i UMF var i sort-hvid.