Det er sjældent, vi ser nye danske genrefilmblogs, men som man kunne læse i en tråd på Uncut forum forleden, så er der netop åbnet en ny af slagsen; Danske XXX - plakat / presse / reklame er 100 % dedikeret til den "ægte porno", som kørte i de danske biografer førhen - dengang de almindelige biografer rent faktisk viste hardcore pornofilm.
Jeg tror vist i øvrigt ikke, at denne amk term blev brugt dengang. Førhen kaldte man hardcore porno for "hård porno" eller "ægte porno". "Ægte", fordi der modsat den bløde porno ikke var tale om skuespillere, som fakede sex, men rent faktisk bollede rigtigt.
Der er allerede mange opslag oppe, og selvom jeg skal indrømme, at jeg aldrig fik set en pornosjasker i biografen tilbage i 70'erne eller 80'erne, så er det (måske netop derfor) ret cool at se det gamle reklamemateriale.
Hvis der er noget, jeg kunne ønske, så ville det være, at manden bag ville tilføje den mest basale info ud over danske titler; originaltitler, produktionsår/-land, og instruktør. Men jeg forstår godt, at det er et møjsommeligt og hårdt arbejde. Jeg har selv påført denne info i kommentarfelterne til en håndfuld af filmopslagene.
Direktelink til bloggen Danske XXX - plakat / presse / reklame
Update (17.06.2022)
Det er Kent Vinkler Hansen, som står bag bloggen. Jeg nævnte det ikke i den første udgave af dette indlæg, da jeg lige skulle høre med blogforfatteren, hvordan han havde det med at "go public" som bloggens bagmand. Grundet bloggens tema tænkte jeg, at det kunne være, han helst ville flyve under radaren. Men Kent siger, at det er der ikke noget hemmeligt ved.
Som bloglæser genkender man Kent fra hans to fine plakatblogs, Filmplakater og Plakatsiden (førstnævnte opdateres stadig) som har eksisteret i snart mange år (begge ligger i min blogroll ude til højre - "til højre" i alt fald, hvis du er på en computer!). Man kender ham også som en flittig mand til at lægge coole gamle ad-mats, plakater og pressemeddelelser fra danske biografer ud i filmgrupper på facebook. Kents indlæg er dog (desværre) blevet færre og færre i de seneste måneder, hvilket grangiveligt skal ses som respons til den stort set ikkeeksisterende interesse fra de danske filmfans.
Jeg oplever selv det samme. De mange danske "entusiaster" udi filmfandom har stort set ingen interesse i gammel dansk biograf- og fjernsynshistorie. Henrik Larsen kunne bestemt tale med om det samme. Jeg gætter på, at han ville begynde at græde, hvis man spurgte ham, hvor mange der har købt hans gennemresearchede bog om psykotroniske ting, som blev bragt på dansk tv i 80'erne. Jeg ved ikke, hvor mange det er, men jeg skønner, at indtægten fra salget næppe ville kunne dække mange besøg hos den lokale pølsevogn. Der er naturligvis undtagelser, men de er så få, at man stort set kender sine lus på gangen. Oh well.
Men så er det også, at man må gøre op med sig selv, hvorfor man laver fanarbejde; Er det, fordi man selv synes, at det er sjovt, eller er det for at få respons fra andre? Og så kan man jo passende citere redaktør Henrik Larsen: "Nogen skal jo gøre det" (jævnligt gentaget de sidste mange år). Og nu har Kent lanceret sin blog og brugt en fandens masse tid på at lægge næsten 700 indlæg op, selvom han godt er klar over, at interessen fra danske filmsamlere nok vil være minimal. Men herfra skal der i alt fald lyde et "godt gået, Kent!". Og jeg ved, at det er jeg ikke ene om - selvom vi grangiveligt ikke har mand nok til at kunne danne et fodboldhold (Godt det samme, jeg hader sport!).