Saturday 18 December 2021

Danmarks Radios Årbøger

Det vil utvivlsomt interessere denne blogs ivrige læsere, at skribenten (that would be me) for flere år siden fik forærende et eksemplar af en TV-bog, som jeg aldrig før havde set, endsige kendte eksistensen af. Bogen var Danmarks Radios Årbog 1979. Jeg antog dengang, at der måtte være flere. Men selv ikke de mange ture til genbrugsbutikker i diverse provinshuller bragte mig nærmere disse andre årgange, som jeg var sikker på bestemt måtte eksistere. 

Senere fortalte Henrik Larsen mig, at han var i besiddelse af en række af disse bøger. Jeg fandt flere af dem i diverse online-antikvariater, men jeg er sikker på, den ærede læser godt kan gennemskue, at den slags ikke just koster peanuts, og jeg lod dem selvsagt blive på hylderne i nævnte online-antikvariater. 

Og så derfor har jeg aldrig fået flere årgange end 1979. Well, i alt fald ikke førend i dag! Jeg var til et opløftende møde (tænk jobcenter-anden-aktør-noget) i den anden ende af byen, og vejen hjem gik lige forbi PlusButikken (jeg har omtalt den før - klik her). Og fanderme om ikke der var held i sprøjten!! Jeg fandt en hel stak af de gamle årbøger fra DR. Muligvis er det hele rækkefølgen. Jeg fik 12 bøger, som dækker perioden 1974 - 1986. 1981 mangler desværre. Nogle af bøgerne dækker to år, mens de senere udgaver kun dækker et år. 

Hvorfor man i sin tid besluttede at lukke udgivelsesrækken, har jeg ingen anelese om. Indholdsmæssigt har jeg en idé om, at disse bøger måske ikke er så fandens spændende, men man har jo lov at blive overrasket! Batteriet i kameraet er løbet ud - ellers have jeg taget flere fotos.