Wednesday, 16 October 2013

UNE NUIT (2012) Frankrig



En af filmene, jeg købte forleden i et Blockbuster-angreb, var Philippe Lefebvres franske cop flick UNE NUIT fra sidste år. Filmen er ude fra vores venner hos Another World Entertainment (AWE) og normalt foretrækker jeg at købe deres film i ny udgave, men muligvis fordi jeg samlede en hel stak til mig denne lørdag i BB's brugtkasser, glemte jeg helt, at det er d'herrer Schmidt & Erikson, der står bag udgivelsen.

Her til aften var jeg ikke helt sikker på, om det var denne film, jeg skulle smække på, eller om jeg skulle snuppe en af de engelsksprogede. Når man har været oppe i 34 timer, kan det nogen gange være sin sag at læse undertekster. Men jeg smed den alligevel i den fine, gamle Pioneer-dvd-afspiller (købt på et tip fra Henrik Larsen for snart mange år siden, og tak for det! Den kører stadig upåklageligt og afspiller alle dvd- og vcd-formater, og til en 1000-krone i Laserdisken for 10 år siden, kan man fandeme ikke beklage sig) og det gik jo glimrende alligevel.

Nå, men det var UNE NUIT, vi kom fra. Filmen handler altså om den her kommissær i Sædelighedspolitiet i Paris, som bruger sine nætter på at "se tingene an" i nattelivet. Panseren spilles af Roschdy Zem, som med sin mørke, marokkanske fremtoning passer perfekt til den let mutte, hårde rolle. Filmens titel betyder en nat og hele handlingen udspilles i løbet af blot denne ene nat. Der går ikke mange øjeblikke, før man man mistænker, at kommissæren nok ikke er helt så clean cut, som han måske burde være. Men det er der måske også andre, der ikke er.

Kommissæren får hver nat en ny chauffør og denne gang er det en ung kvinde. Først lader handlingen til at være noget fragmenteret og man kan umiddelbart tro, at til trods for de gode skuespilspræstationer, vil man muligvis føle sig lidt forvirret til slut. Men nej, det ender skam med at hænge sammen alligevel. Og slutningen - dén havde jeg sgu ikke lige forudset.

Det skal også nævnes, at filmens soundtrack er helt eminent. Jeg køber sjældent soundtrack CD'er, men kunne bestemt godt finde på at købe det her, hvis det er udsendt.

UNE NUIT er ny fransk film, når det er rigtig godt, og der er sat'me kommet mange gode franske film og TV-serier de seneste år. Jeg har tidligere omtalt Engrenages (aka Spiral) TV-serien, som jeg ikke kan få armene ned i begejstring over. Ham, der fandt på det med, at "livet er for kort til franske film", burde dyppes i tære, rulles i fjer og fordrives fra byen.

AWE har valgt at udsende filmen under en engelsk titel, Paris by night, og det er ærligt talt skide dumt. Hvad satan er det for noget pis. Så find dog på danske titler, for satan i helvede. Glatnakker! Jeg er satanedderrådme træt af denne leflen for engelsksproget kultur. Vi er vel ikke anglosakser. Paris by night!! Det lyder jo som en turistvideo.

Men bortset fra det, har jeg blot ros til AWE for at udsende denne fede franske film. Og de danske undertekster flyder også glimrende (her mener jeg sproget i sig selv, jeg kan ikke kommenterer på selve oversættelsen, desværre).

Meget mere fransk, tak! (og nej, det var ikke en sjofel vittighed. Ikke ret meget i alt fald).