THE LEGACY / De fordømte (Richard Marquand, UK, 1978)

 

Jeg fik set THE LEGACY i går aftes. Glimrede gyserfilm fra 78 instrueret af waliseren Richard Marquand. Dette er hans debutfilm ud af blot syv film (og noget tv-stads). Så vidt jeg kan se af Wiki er det også hans eneste i horrorgenren. Men mon ikke han er mest kendt for at have lavet den tredje og sidste af de rigtige STAR WARS-film, RETURN OF THE JEDI i 1983. Han gik desværre bort som blot 49-årig i 1987. 

THE LEGACY handler om et amerikansk arkitekt-ægtepar (Sam Elliott og Katharine Ross, som senere fandt sammen in real life), som inviteres til England for at arbejde. De slår straks til, da tilbuddet kommer og rejser til "det gamle land", hvor deres forfædre kom fra. Nogle gange burde man måske bare blive hjemme. 

I England lejer de en motorcykel for at rejse lidt rundt, før de skal arbejde. Uheldigvis vælter de på djælvemaskinen og lander i en skovbund. Heldigvis får de hjælp af en yderst venlig engelsk gentleman, som ejer en masse land og et kæmpe landsted. "I kan bare bo hos mig til motorcyklen er repareret", tilbyder han. Den slags går sjældent godt. På landstedet ankommer også andre gæster, sære typer, og pludselig sker der ting og sager. Djævleskab, et mord med spejlglas så Dario Argento ville knibe en tåre, og anden død og lemlæstelse. Man skal helst se det selv, så jeg siger ikke mere. 

THE LEGACY blev svinet gevaldigt til i den store "The Encyclopedia of Horror Movies" af Phil Hardy, og selv hovedrollens Sam Elliott pissede på den i et interview (ifølge Wiki). Well, personligt synes jeg, at den var glimrende. Forvirrende og all over the place? Ja, og hvad så. Horrorfilm skal ikke nødvendigvis være lineære og logiske som en bedre dokumentarfilm. Denne amatøranmelder synes i alt fald, at den leverede fin underholdning og holdt min interesse hele vejen igennem. 

Jeg så THE LEGACY på dansk dvd fra On-Air Video. Kopien er tydeligvis hentet fra en halvslidt master, og i fullscreen. Men den så fin ud alligevel og med et detaljeret billede. Der er absolut ingen ekstramateriale på skiven. Filmen kørte i Saga i en uges tid i 1979 (17. - 26.8.79) under titlen De fordømte. 

Trailer:

Når Jan Johansson kalder på dig i dine drømme

Scan af mit eget eksemplar. Nej, det er ikke i just mint condition

For et øjeblik siden blev jeg færdig med at læse en artikel af Anders Hjort-Jørgensen om Frank Miller (tegneren) i et gammelt dansk Dæmonen-blad, rejste mig og skulle lige til at sætte en plade med Jan Johansson på, da det slog mig, at jeg såmænd havde haft en drøm om selvsamme Jan Johansson-grammofonplade engang i nat!!! 

Pladen er "Jazz på svenska" fra 1964. I drømmen havde jeg befundet mig i en campingvogn langt ude i en tætbevokset jungle sammen med en dame. Jeg havde en gammel og simpel pladespiller. Jeg tænkte, at jeg nok hellere måtte koble den til min fars gamle transistorradio, så den kunne spille lidt højere. Jeg satte derefter radioen hen til den åbne dør. Meningen var, at så kunne junglens folk derude høre musikken. De høje, grønne træer kom helt op til døren, så man kunne ikke se andet end selvsamme gevækster. 

Så satte jeg min Jan Johansson-plade på og tændte. Men det lød ikke rigtigt. Jeg kunne ikke rigtig sætte en finder på det. Jeg spillede den en gang mere. Samme resultat. Og tredje gang. Igen det samme. "Det var da underligt", tænkte jeg og kiggede på pladeomslaget. Det var jo det rigtige. Så tog jeg pladen ud (hvordan det kunne lade sig gøre, eftersom pladen også lå på grammofonen, er den slags, som lader sig gøre i drømme). Nu opdagede jeg miséren: I hylstret lå en forkert plade. Inde i Jan Johansson-omslaget lå en plade med den australske gruppe The Triffids. Jeg havde i drømmen forventet at høre "Jazz på svenska" så meget, at jeg slet ikke havde kunnet genkende The Triffids, som jeg ellers har hørt mange gange (både på plade og en enkelt gang i levende live). "Nå, men så må jeg jo hellere sætte den rigtige plade på", tænkte jeg - og vågnede. 

Jeg fik aldrig hørt den Jan Johansson-plade. Well, ikke i drømmen i alt fald. Lige nu ligger den på grammofonen. Mit eksemplar er købt på et marked til 10 kroner for 10-15 år siden og er ikke uden knas og skrat, men det er helt okay. 

Jan Johansson døde for længe siden i en bilulykke. Danske Anders Østergaard lavede i 1999 en cool dokumentarfilm om ham. Den eneste anden musiker på pladen, Georg Riedel, døde i øvrigt for et par måneder siden. Riedel skrev musikken til en masse af de børnefilm og tv-serier, vi også så i Danmark i 70'erne, Emil, Pippi, Bulderby, osv. Johansson skrev den skæve kendingsmelodi til Pippi Langstrømpe. 

Begge LP-scans er i 300 dpi, så det går nemt an at læse teksten.
Klik et par gange, you know the drill.

PS: Jeg checkede netop mit eget tag ("Drømme") og ser, at det er meeget længe siden, jeg sidst har skrevet om drømme - over 12 år. Man kan læse dem ved at klikke tagget forneden. 

PS.PS: Ja, overskriften er en slet skjult reference til Nils Markvardsens filmtidsskrift eXtase. Nils arbejder på et nyt nummer, men som næsten alle danske filmfanzines trækker det ud. Men det skal nok blive godt - når det en dag kommer. 

Hip hip hurrah!!! Vi er nu nr. 1 på SITH's top 5 over danske HORROR-BLOGS

... og "nu" betyder altså for 12 år siden (og "vi" er sådan et "royal we". Her er kun undertegnede, yours truly i egne fladtrådte hæle. ROTFL). Jeg har sgu bare glemt at poste om det her på bloggen, hvor det ellers har betydning! Hahaha...

 Nå, men jeg sad jo og bladrede i Peter Rybergs fanzine Sick in the Head (SITH) nr. 1 fra 2012 i forbindelse med forrige indlæg. Og så blev jeg lige mindet om, at bloggen her havde fået æren af at blive nr. 1 på Peters hitliste over favorit-horrorblogs dengang i 2012. Herligt. Jeg bringer hans omtale ovenfor. 

Nogen tid efter SITH nr. 1 udkom, valgte Peter Ryberg at forlade den danske filmsamlerscene, og han holdt sig i mange år væk fra social media. De sidste par år er han dukket op igen (yderst) sporadisk på facebook. Forhåbentligt har han det godt derude (og forhåbentligt smækker han et SITH nr. 2 sammen en dag!). 

PS: Det der som Peter skrev for 12 år siden om et nyt SS, har jeg virkelig ingen anelse om, hvor han fik fra. Et nyt SS!? Tossesnak!


NB: Mine gamle indlæg fra 2012 om Peter Rybergs zine kan læses her.