Tuesday, 11 April 2023

Så ankom DEEP RED nr. 3 endelig!

 ... det tog sateme også sin tid! Hvis du følger med ovre på den engelsksprogede afdeling af denne blog, så ved du (ellers kig her), at jeg for snart et par mdr siden bestilte dette nye nummer af Deep Red fra amerikansk Amazon, men de afleverede det (vist) til en heldig person i Glostrup. Så fik jeg pengene tilbage og bestilte det igen, denne gang fra tysk Amazon. Pris inkl. porto: 200 kroner. Ja, to hundrede skide kroner for et made-on-demand blad på 68 sider i sort-hvid! 

Som jeg også skrev i min første postering på hovedbloggen, var jeg mindre end begejstret over, at redaktøren besluttede at dele interviewet med redaktøren fra Psychotronic Video op i to dele - og derefter - trods løftet i nr. 1 om (naturligvis) at bringe del to i nr. 2 af bladet - beslutte at udskyde del to til blad nr. 3. Der er cirka fire år - FIRE ÅR - mellem del et og del to. Og nu hvor jeg endelig (netop) har læst del to ... så står der kraftedderme, at sidste del er delt op IGEN, og at del tre først kommer i næste nummer. Argh!!! Bladet er MOD (made-on-demand), så hvorfor har man ikke bare smidt flere sider ind!?!? Det er jo ikke som om der skal betales forud for et stort oplag. Der er tale om digital print her, og hvert eksemplar først trykkes af Amazon, når en køber bestiller det! Hvis ikke jeg var en skaldepande already, så ville jeg begynde at rive hårene ud af hovedbunden til blodet løb ned i mine øjne! 

Nå, men ud over det ... så er mit umiddelbare indtryk af nr. 3 (jeg har lige nu haft bladet i mit ejerskab i en times tid), at det er ... lidt usselt. Kæmpestore - gigantiske faktisk - hel- og halvsides billeder fra film og plakater (som de velkendte plakater fra NEKROMANTIK og MANIAC), som velsagtens vi alle sammen har set før, og som her både er i sort-hvid og i et less than great print. Faktisk er gengivelsen af de fleste billeder ikke specielt fantastisk. Billederne er tilsyneladende alle oprindeligt farvefotos, og enhver tosse ved, at man ikke bare kan trykke farvebilleder i sort-hvid uden at ændre på kontrast og den slags. Men det har de sgu gjort her! (det ser i alt fald sådan ud). Nogle af dem ligner mine egne fotos i STAY SICK! for mere end 20 år siden, hvorom en vittig anmelder på Uncut.dk (Vang? Ovesen? Jeg har desværre glemt det) skrev, at bladet havde sorte klatter i stedet for billeder. Til forskel fra Deep Red, så var SS fotokopieret og skide billigt. 

Artikler og anmeldelser ser dog gode ud ved første øjekast - om end Lederen mest er brugt på, at redaktøren reklamerer for sine venners nye bøger og udgivelser og lovpriser dem i stærke vendinger (f.eks. "årets udgivelse" om en bog, som slet ikke er udkommet endnu). Ud af de sølle 68 sider (forrige nummer var på 128 sider i farve!), er de fem brugt på helsidersreklamer. Alle fem er endda for udgiveren selv, så det kan dårligt forsvares med, at man får reklamekroner hjem. Forsiden af bladet er fra den glimrende film/tegneserie 30 DAYS OF NIGHT, og det er helt det samme billede, som blev brugt på dvd-udgaven for 10 år siden. Kunne man virkelig ikke finde på noget mere interessant? Både nr. 1 og 2 har fede splatter-omslag helt i Chas Baluns ånd og specielt lavet til de pågældende numre. Nå, jeg laver lige lidt kaffe, så skal jeg i gang med at læse videre! (og hvis nogen skulle være i tvivl: Jo, jeg er kritisk, men jeg synes også, at det er rigtig fedt endelig at have fået et nyt nummer af et fedt fanzine!).


Sunday, 9 April 2023

Troldspejlet: VARULVE-specialudgave


For nogen tid siden fandt jeg en dansk Youtube-kanal, hvor en fan havde uploadet en masse gamle episoder af Troldspejlet. Jeg postede en specialudgave, som handlede om EC-horrortegneserieblade, af programmet i "Danske Horrorfans"-gruppen på facebook. Og Nicolas Barbano efterspurgte i den forbindelse en episode, som han havde været med til at lave, om varulve. 

Lo and behold, ved en ren tilfældig tilfældighed har den flinke youtuber netop uploadet lige dén episode. Fedt! 

Opløsningen er ikke den bedste; Nogle af hans videoer ligger i 480p, mens andre er helt nede i 240p. 480p er selvsagt bedre, og jeg spurgte youtuberen om årsagen. Svaret er, at selvom den digitale kopi af hans videobånd åbenbart er i 480p, så ændrer YouTube det nogle gange til 240p. Hvorfor? Who knows. Ærgerligt, da 240p er ret dårligt. Men ingen brok herfra, nu kan vi i alt fald se episoden. Barbano er krediteret for idé og research. 

Oprindelig visningsdato: 13.03.1992 (DR)