Saturday 24 September 2016

THE WITCHMAKER (William O. Brown, USA 1968)

aka The Legend of Witch Hollow

Jeg var en tur i den private biograf "Cinema J" og dens tilstødende lige så private filmbibliotek og fandt Satan-filmen THE WITCHMAKER fra 1968.

DVD'en er ude fra tossede Bill Olsens Code Red selskab og er trukket fra en flot HD master. Printet er lidt slidt, dog uden at være ren "grindhouse", men det gør slet ikke noget, synes jeg. Så kan man i det mindste se, at det ikke er noget digi-kamera-lort.
 
Jeg vidste godt, at filmen var lowbudget, men jeg er overrasket over, hvor god den var. Jeg havde fejlagtigt gået og troet, at det var en af de film Sverre H. Kristensen omtalte i sin artikel om Charles Manson-film i STAY SICK! nr. 1, men det var det så ikke (jeg forvekslede den med THE DEATHMASTER fra 1972). Og heldigvis for det da, for jeg har engang set THE DEATHMASTER, og den er ikke noget mesterværk.

THE WITCHMAKER handler stort set om en kultleder, der er i ledtog med Beelzebub, og som står og skal bruge en ny heks til sin lille flok, der skal bestå af 13 medlemmer (hvor den gamle nr. 13 er blevet af, melder historien ikke noget om). Heldigvis for ham er et lille selskab netop taget på udflugt til en hytte i skoven, og endnu mere heldigt er det, at en af de labre unge damer har hekse-genet i sig. Så skal hun bare lige lokkes til at drikke menneskeblod og underskrive en kontrakt med Djævelen (medens de 12 andre medlemmer drikker bajersk øl, lytter til heavy metal og horer, sådan som satan-tilbedere nu engang gør).

Filmen er vældig spændende og flot filmet. Skuespillerne er alle ukendte (som sagt lowbudget), men det ses tydeligt, at de alle er uddannede ved teateret. Der var ikke eet kedeligt øjeblik undervejs, og slutningen var en dejlig gusten overraskelse.

Code Reds DVD indeholder også et fint interview med filmens producer, L.Q. Jones, som ligeledes er med på et kommentarspor (sammen med Bill Olsen og en eller anden anden spradebasse). Jones producerede også THE BROTHERHOOD OF SATAN fra 1971, så dem må man jo hellere se at få fat på ved lejlighed!

Anbefales!

Monday 19 September 2016

SJARLY nr. 2: "Køb noget, Sjarly" (Franquin, Interpresse 1981)


SJARLY nr. 2: "Køb noget, Sjarly" 
Originaltitel: Modeste et Pompom: "Bonjour Modeste" (1959)
Tegnet af Franquin
Fortalt af Franquin m.fl.
Interpresse 1981
Farve, 48 sider
Oversættelse: Freddy Milton
Udgået biblioteksudgave i hård indbinding

Endnu et album, jeg ikke har læst siden engang i 1980'erne! Jeg er begyndt at læse tegneserier igen. Ja, det er jo ikke, fordi jeg var holdt op med at interessere mig for tegneserieblade; Lige siden jeg begyndte at samle på tegneserier i august måned 1979 har jeg været indædt tegneseriefan. Jeg har i de sidste mange år bare ikke læst ret mange blade. Jeg har været en tegneserielæser i dvale så at sige. Det er som jeg altid siger, alting her i livet kører rundt i ring. Det har jeg for længst forstået, og det er derfor jeg aldrig skiller mig af med samlinger, når jeg mister gejsten for et eller andet; Jeg ved, at den højst sandsynligt kommer igen. Nå, men det var SJARLY vi kom fra!

SJARLY er en rigtig gammel serie lavet af André Franquin. Dét var ham, der lavede de bedste SPLINT & CO., og det var ham, der opfandt Spirillen. I slut-50'erne lavede han fire album med Sjarly, hvorefter han blev træt af serien og holdt op. Jeg har altid troet, at serien gik ind efter ham, men i dag har jeg netop fundet ud af, at den fortsatte med andre forfattere og tegnere. Ingen af disse ting er dog udkommet på dansk. Franquin lavede fire album, som alle findes på dansk. På norsk udkom også de to næste album, men dem har jeg ikke. Serien kørte også i FART OG TEMPO under titlen "Fumle" (opfindsomt, hva'). Da jeg var på det bogudsalg på Slagelse bibliotek, som åbenbart var så fantastisk, at jeg nu har set mig nødsaget til at omtale det i alle mine nye tegneserieindlæg, var også stedet, hvor jeg genfandt Sjarly; Ud af de fire udsendte album fandt jeg de tre! (#2-4). Yay!

Jeg kan ikke sætte min finger på det, men der er et eller andet 50'er-60'er-tegnestilagtigt over SJARLY, som gør at jeg knuselsker den hvad angår tegnestilen.

 Jeg læste nr. 2 i dag, og som ført nævnt havde jeg ikke læst Sjarly siden engang i 80'erne. Når der er gået så lang tid, er man både spændt på, hvordan det er at gense/genlæse noget, som det er SÅÅÅ længe siden, man har haft i hænderne. Og samtidig er man spændt på og nysgerrig efter at finde ud af, om man stadig synes lige som dengang. Holder det nu? Nu, tre årtier senere? Nu, hvor man, hvis ikke er blevet en gammel mand, så i det mindste en voksen mand. Heldigvis kan denne reporter melde tilbage til studiet og berette, at jo, Sjarly holder ganske glimrende. Jeg var godt underholdt og synes faktisk, at serien er fantastisk!

Og så bemærker jeg noget, som jeg ikke bemærkede for 30 år siden; 50'er pop-moden i Sjarlys hjem! Ja, hele hans hjem er fyldt med typisk popmode fra 50'erne. Om det så er vaser i sjove former, lamper i finurlige farver og vinkler, eller vild malerikunst på væggene, så er det der. Og lige så lidt jeg bemærkede dette tilbage i fattigfirserne, lige så lidt bemærkede jeg, at Sjarlys jævnaldrende ven, Folmer, bor i et hus med gammeldags indretning af værste skuffe. Møblerne er tuuunge, og der er dystert som i de trætteste bedsteforældres hjem. Og Sjarlys platoniske veninde Pernille går rundt i de mest fascinerende, coole popkjoler, som 50'erne kunne byde på.

Sjarly drikker Coca Cola og ser rock-a-billy på TV. Og check lige den coole 50'er-lampe!

 At møde SJARLY igen var bestemt en succes uden lige, en dejlig dag i solen, en sodavandsis der smager af mere, og jeg glæder mig til at gå i gang med de andre tre album. Hvis du vil checke dem, er de desværre halvdyre hos Pegasus, men der er forlydender om, at at et dansk forlag vil genudsende alle fire i et samlealbum.