Saturday, 27 January 2024

ADELES EKSTRAORDINÆRE OPLEVELSER - ny dansk versus gammel dansk udgave

Adele nr. 1 (Carlsen)

Jeg skal i gang med at læse hele baduljen af Tardis fantastiske (og fantastisk underlige) tegneserie "Adèle Blanc-sec" - eller som den hed på dansk i gamle dage: "Adeles ekstraordinære oplevelser"!

Jeg har for pænt mange år tilbage læst de første tre albums (ud af otte) i førsteudgaven fra forlaget CARLSEN. Og så købte jeg altså forlaget FARAOS nye (fra 2010) udgave i to flotte boxsæt med nr. 1-9 for nogle år siden (jeg mangler nr. 10, som først er blevet udgivet både i Frankrig og Danmark for ganske nyligt), og nu skal de altså læses. 

Dansk ComicWiki fortæller, at alle oversættelserne fra Carlsens otte album er genbrugt i Faraos udgave. Men som den nørd man jo er, sidder jeg alligevel og sammenlignede de to udgaver af album nr. 1. Og det bliver hurtigt klart, at der i Faraos udgave både er ændret i Jens Peder Aggers gamle oversættelse, og billedmaterialet er også ændret. Vi taler ikke store ændringer her, men detaljer som man alligevel bemærker. Jeg antager, at det er Faraos redaktør, som står bag disse "rettelser" i oversættelsen. Det er både godt og skidt. Når der er en bindestreg for meget i et sammensat navneord, så er det fint at den fjernes. Men andre gange synes jeg faktisk, det bliver mere stift. På et senere tidspunkt burde en eller anden (ja, det kunne være mig, hvis jeg tog mig sammen) sammenligne ændringerne i teksten. 

Og så er der lige billedsiden (se eksemplerne nedenfor): I Carlsens gamle udgave har man oversat teksten i avisartikler, som har betydning for læseren, men har ladet de små tekstbidder fra de andre artikler stå på fransk. Og i den første har man ladet datoen foroven stå (så læseren huskes på, at vi er i 1911). I Faraos udgave har man fjernet alle brudstykkerne af fransk tekst, inklusiv datoen foroven i den første artikel. Nu ligner det slet ikke artikeler i en avis længere, men blot infotekster. Hvorfor denne ændring? Andre steder er der også, hvad jeg vil kalde "uheldige" ændringer. Fx på en kalender er "November" fjernet, så vi ikke længere kan se, hvilken måned det foregår i. Hvorfor? I det mindste har man bibeholdt den gamle oversættelse (stort set) i stedet for at nyoversætte. 

Jeg kan i øvrigt bedre lide den gamle håndskrevne font, det matte papir og de gamle albumforsider, men det er jo en smagssag, naturligvis (desværre kan man end ikke købe udgaver med de oprindelige forsider til nr. 9 og 10, da disse aldrig kom fra Carlsen. Jeg har dog fundet dem på fransk på nettet, og igen, de ser langt bedre ud, end Faraos gør). 

I øvrigt, ud over at jeg bare bedre kan lide selve fontens look, så er et problem i den nye udgave, at fonten er mindre og tekstkasser/talebobler er fyldt med alt for megen "luft". Dette er desværre ofte et problem med nye udgivelser, fordi forlagene tekster med computer i dag frem for at håndtekste - og jeg antager, at man ikke gider gøre sig ulejligheden med at fylde tekstkasser og ditto -bobler ud. 

For en god ordens skyld skald det nævnes, at jeg KUN har sammenlignet de to udgaver af det første album indtil videre. Måske er disse uheldige billedændringer begrænset til det første album - man kan jo håbe. Og forhåbentligt er det slet ikke gældende for nr. 9 og 10. Det ville være rart, da man jo ikke har nogen dansk alternativ udgave at sammenligne med. Og jeg gider ikke at skulle hen og indkøbe franske udgaver! 

NEDENFOR: Faraos udgave ses øverst og Carlsens ditto nedenunder:











 

Adele nr. 1 (Faraos)


Friday, 26 January 2024

Gasolin' i "Billedbladet" (1972)

 Jeg fandt et eksemplar af Billedbladet, som indeholdt ovenstående artikel om Gasolin', i Røde Kors forleden. De to billeder er taget af bladets egen fotograf, og er altså ikke nogle standard-reklamefotos. Selvom gruppen netop havde udsendt LP nr. 2, "Gas 2", var de altså ikke så kendte, at sladderbladet syntes, man kunne bringe en artikel uden at præsentere de fire medlemmer. 

Billedbladet nr. 47, 24. november 1972 (300 dpi)