JACK J's 80'ere: Metallica-koncerten i København 27'ende september 1986

Det gik netop op for mig (fordi andre postede om det på facebook, doh!), at det er den 27. september i dag!

En anden - tidligere - 27'ende september var jeg et andet sted; Både stedmæssigt og musikalsk. Jeg var i København, året var 1986 og jeg og en ellers for længst glemt kammesjuk, Henrik, havde billetter til koncerten med Metallica den 27'ende september! Dagen før skulle de spille i Sverige.

Jeps, dén Metallica-koncert, som aldrig blev til noget, fordi bussen fra Sverige kørte galt, og Cliff Burton blev dræbt. Jeg husker udmærket dagen. Jeg og Henrik havde overnattet i Henriks forældres hus. Og senere på dagen tog vi afsted mod koncertstedet. Jeg har fuldstændig glemt, hvor det var henne og har ikke tænkt mig at google det. Men i gåafstand fra Strøget velsagtens. Men altså, Henrik og jeg gik ned ad Strøget og opdagede en lille T-shirt-butik, der hed "Qvicksand"(eller måske "Kviksand" på dansk - det fortaber sig lidt i fortidens tågede tåger, og butikken er for længst forsvundet).

Jeg spurgte den kvindelige ekspedient, om de havde nogen T-shirts med Metallica. Hun svarede: "Skulle I ha' været ud og se dem?" "Øhh, *skulle* ha' været ud og se dem - hva' mener du?" svarede jeg.

"Har I ikke hørt det", fortsatte hun. "De har snakket om det hele dagen i radioen. De har været ude for en ulykke, og en af dem er død".

Så bliver man jo lidt bleg i ansigtet. Metallica var dengang mit favoritband af alle bands. Der var langt ned til det næste på listen. "Everyone's favourite underground band", som en skribent i det danske fanzine Metallic Beast (meeeener jeg at det vist nok var) skrev for længe siden. Vi halsede ud til spillestedet, idet vi tænkte, at det jo kunne være en roadie eller noget, der var død. Eller selv hvis det var en fra Metallica, så kunne det jo være, at opvarmningsbandet Anthrax ville spille alligevel. Ja, naiv tankegang, I know - I know. Der var andre tydelige heavy metal-fans på vej ned ad gaden også. Jeg husker et par fyre foran os, som gik med en ghettoblaster (remember those!), som spillede et eller andet højt (metal, forstås). Da vi nåede frem til døren, sad der en håndskreven seddel, om at koncerten var aflyst. Jeg husker ikke, om ulykken var nævnt. Derefter skiltes vi, og jeg så aldrig Henrik igen.

To år senere købte jeg denne bootleg-LP med en optagelse fra aftenen før, altså den 26. september 86, den sidste med Cliff. I dag kan man åbenbart købe en officiel udgave af koncerten fra Metallica selv (jeg så netop et billede af et kassettebånd ovre på fb i dag). Oh well. Det er næsten 40 år siden, og jeg har stort set forladt heavy metal-genren. Men Metallica-pladerne står stadig i skabet under stereoanlægget. Støvede og længe uspillede, men med historien, som kliner sig op ad coverne.

Jeg tror, jeg gav 250 kroner for per styk for mine Metallica-bootleg-LP'er
dengang i midten af 80'erne. Det var faktisk en ret hamper pris dengang!

Jack J's 80'ere: Danmarks fedeste MUSIKBLAD - i dag fuldstændig glemt: STACCATO!

 

I starten af 80'erne (1981-83) udkom et fedt musikblad, som i dag er fuldstændig glemt. Det hed STACCATO og var oprindeligt lavet af nogle fyre i en garage (skriver de i alt fald i en af lederne). Fuldstændig selvfinansieret og DIY. Det var nærmest et fanzine i stort format og med god distribution.

Når man læser lederne i starten af bladets levetid, fortælles der bl.a. om, at "68'erne" syntes, man hos STACCATO var latterlige (jeg antager, at det var al den nye alternative musik, som man fik et skud for boven over). Men det så man på redaktionen vist blot som et godt tegn og blev ved.

Efter første årgang købte tegneserieforlaget Interpresse sig ind, og bladet holdt i alt i tre år. Jeg syntes som sagt dengang, at STACCATO var totalt fedt. Men som (også) sagt: fuldstændig glemt i dag! Og de gamle blade kan ikke købes nogen steder. Jeg er aldrig - som i **ALDRIG** - faldet over eet eneste nummer i en salgsannonce (men okay, jeg har heller ikke dissideret søgt).

Måske er diverse eksemplarer bare blevet smidt ud. Det hjalp nok heller ikke på det, at bladet blev trykt på noget, der nærmer sig avispapir i A3-størrelse. Den slags bøvlede størrelser på halvdårligt papir har det med at blive drønet ud eller gå til, fordi det ikke passer ind i bladbunker af A4-format og nemt går til, hvis der bliver spildt vand eller bajersk øl på.

Her er tre udklip fra nr. 4 af bladet. Alle tre er anmeldelser af "punk"-relaterede sager. Det er sjovt at sammenligne senere tiders ofte forkvaklede opfattelse af en popkulturs omdømme i dens egen samtid. Det er mit indtryk, at Michael Strunge i dag anses for at være punkernes digter-GUD fra 80'erne. Men i 80'erne anså mange punkere ham for at være en medløber. Eller "fake" for nu lige at bruge et udtryk, som man ikke brugte i 80'erne. Men andre kunne sikkert godt lide ham. Sådan er det altid, men eftertiden har det med at overdrive i den ene eller anden retning. Jeg er i øvrigt på ingen måde ekspert eller belæst, når det gælder Strunge. Jeg købte hans samlede værk af digte på tilbud og forsøgte at læse noget af det, men måtte give op. Nok dog mest fordi jeg bare ikke fatter en bjælde, når det kommer til digte.

Check eller gense i øvrigt Strunges optræden i fjernsynsprogrammet "Bazar" på DR i 1984, som jeg har skrevet om her (inkl. video).

I dag anses Århus-punkbandet Lost Kids velsagtens for at være noget af det ypperligste i punken dengang - kun overgået af Sods (som jo trods alt VAR københavnere! Hahaha). I alt fald af dem, der taler om tiden dengang uden egentligt at have noget forhold til den. Men læs lige anmeldelsen engang. Sangerinden kaldes mediefisse! Dét ville de fleste (andre) i dag nok have afholdt sig fra at skrive af frygt for omgivelsernes reaktion. Check også anmeldelsen af det Sods-relaterede band, Cyklon Og Anticyklon. "Som en optagelse fra et japanske automobil-svejsekursus...". Der blev ikke lagt fingre imellem! Den slags savner jeg fra nutidens anmelderstab. Jeg har vist aldrig hørt gruppen. Det var ikke den slags, som der blev spillet allermest af på P3 i 80'erne. Man skulle være vældig heldig, hvis noget af "den slags" blev spillet i Rock-Nyt med Jan Sneum om torsdagen. Sneum gik i øvrigt desværre bort for et par år siden. Han var en god mand og et godt mennesker. Uden ham ville Danmarks Radios P3 have været een lang ørkenvandring af alt det lort, som stort set alle andre i Danmark labbede i sig som slik. Vi var vel på landsplan 17 mennesker, som hungrede efter anderledes musik.

Check også anmeldelsen af en obskur - og også glemt - digtsamling skrevet af en tidligere junkie og stiknarkoman. Jeg prøvede at google ham, men der er ikke meget at finde. Ingen portrætter, ingen biografier, ingen omtaler af andre værker. Det blev måske kun til den ene.

Og så spillede The Ramones i København. "Hele punk-eliten med Poul Borum i spidsen var der selvfølgelig". Det er morsomt, for jeg husker, at i 80'erne blev Poul Borum kaldt for "Danmarks ældste punker". Det er lidt sjovt, for i 1984 var han blot 50 år gammel! Der er mange danske punkere i dag, som for længst har passeret de 50. Men så på den anden side - og ret skal være ret, som min salige moder havde det med at sige - 1984 var blot 7 år efter 1977, så det var velsagtens svært at være blevet meget ældre. Borum ville allerede dengang (i 77) havde været alt for gammel (43) til at opdage og springe på denne "ungdomskultur", som selv mange punkere anså det for at være dengang. Oh well.

De fire scans er alle i 300 dpi.

UPDATE:

Henrik Landler spurgte i kommentarerne efter Ultravox-artiklen, så den ryger lige op her, fordi jeg er så fliiiink ^_^

Jack J's 80'ere: "Jane Horney" tv-serie (DR/SVT, 1985)

"Jane Horney" (DR/SVT, 6 afsnit, 1985)

Danmarks Radio lagde forleden en dansk-svensk tv-serie fra 1985 ud på "Gensyn". I afpudset version og i 1080p. Serien handler om den dansk-svenske nazi-venlige (vist nok, måske) spion Jane Horney, som endte med at blive plaffet ned af en danske modstandsmand.

Selv om jeg præsenterer dette indlæg i min blog-serie "Jack J's 80'ere", så skal det altså denne gang forstås på den måde, at den omtale tv-serie er en af dem, jeg IKKE fik set i 80'erne! Jeg huskede slet ikke serien, og nu da jeg har set første afsnit, er jeg sikker på, jeg må have misset den, dengang i 85. Men nuvel, dengang blev livet også levet *in the fast lane*. I første halvår gik jeg på højskole, og i efteråret begyndte jeg på HF. Min fætter, hans mor (min moster, som engang helt seriøst kaldte mig "en iskold satan") og hendes mand, en sømand fra de syv have, flyttede ind i huset ved siden af os - men det er en anden og stærkt underholdende historie til en anden god gang), så det gik sommeren med. Min kaffemaskine brændte også lige midt på skrivebordet den sommer! For satan da!

Nå, men altså, ifølge DR's artikel om serien bragte den en masse ballade med sig dengang. Jeg har ikke gennemrodet gamle aviser om den endnu, og DR's artikel graver ikke specielt dybt om balladen. Men shitstormen førte i alt fald til, at serien aldrig er blevet genudsendt før nu (i Danmark i alt fald, jeg ved ikke med svensk tv), og DR gik dengang ud og undskyldte for den!

Men nu ligger serien altså på "Gensyn" og er just blevet bragt i sin helhed på DR2 over to weekender. Jeg så første afsnit i går og ... jah, joh ... jeg syntes, den var lidt overfladisk. Men nu får vi se med de næste fem episoder.

Den ligger på "Gensyn" frem til november næste år.

NB: DR har også tilegnet to podcast-episoder til serien og skrevet føromtalte artikel. Et totimers radioprogram fra 1985 har man dog af underlige grunde valgt *ikke* at lægge op, hvilket kan undre, eftersom det kunne høres på Bonanza. Man behøver dog ikke fortvivles, det ligger nemlig stadig på den udgave af Bonanza, som man kan grave op på Waybackmachine. Jeg har ikke hørt noget af det endnu (vil vente til efter serien).

Direktelink til Jane Horney på DR's "Gensyn"

Jack J's 80'ere: DICK TURPIN fjoller rundt igen

 
Den (langsomme) rejse tilbage til min egen fortids popkultur fortsætter: Jeg har i den seneste uge modtaget hele fem komplette tv-serier, som jeg sad og glanede på dengang som barn i 70'erne og ung voksen i 80'erne. Oveni købte jeg også en engelsk tv-film fra BBC fra 1977, som Danmarks Radio ikke viste dengang! Mere om disse andre serier senere, men her er lige et foto af de to af boxsættene (eller bokssættene om man vil. Jeg må indrømme, at jeg er mere tilbøjelig til at skrive "box", når det gælder en dvd- eller cd-udgivelse frem for "boks". Men retskrivningsordbogen er ikke enig): Dick Turpin og 'Allo 'Allo. 

Begge er engelske tv-serier i den lette genre, og begge kørte de på DR i 80'erne - og jeg var med begge gange. Og sjovt nok var jeg IKKE specielt begejstret for nogen af dem dengang. Jeg fulgte med, men jeg syntes, at de var en tand for fjollede. Men hvorfor så købe dem nu??? Well, jeg tænker, at der er den mulighed, at jeg måske kan lide dem bedre i dag. Man (jeg) får muligvis en bedre forståelse for, eller måske endda forkærlighed for, det fjollede her i (usch!) alderdommen. 

Jeg genså første afsnit af 'Allo 'Allo forleden, og syntes, at det var udmærket. Jeg nåede i øvrigt aldrig at få set hele serien tilbage i sin tid. DR kørte den fra 1987 til 1991, og allerede i 88 var jeg draget afsted mod nye eventyr i det udenlandske. Serien består af 85 afsnit, men om DR viste dem alle, nævner Henrik Larsens bog (se link to linjer længere fremme) dog ikke. Dick Turpin havde jeg dog muligheden for at se i sin helhed, da DR kørte den fra 1981-82 og igen i 1985 (med genudsendelse i 87). Eller så meget i sin helhed, når det gjaldt Danmarks Radio. Som jeg har nævnt før, havde den gamle monopolkanal det med kun at bringe udpluk af serier frem for hele serier. Henrik nævner, at DR kun bragte 19 afsnit ud af seriens 31! Jeg bruger Henrik Larsens bog om dansk psykotronisk fjernsyn i 80'erne som hjælp med de nøjagtige årstal og info her. 

Jeg var i øvrigt kortvarigt bekymret for, om det danske boxsæt med Dick Turpin måske ikke var helt så komplet, som videoselskabet, dvs. Soul Media, lover på omslaget: Når man checker de 10 dvd'er, ser man hurtigt, at sættet dækker tre sæsoner ... men, men, men ... både på engelsk Wiki og IMDb er der opført fire sæsoner! Straks bliver man jo mistænksom. Ukomplette boxsæts er jo desværre ikke noget ukendt fænomen i Danmark. 

Men heldigvis viste det sig, at det danske sæt blot tæller episoderne anderledes end Wiki og IMDb gør: Sættet har samlet episoderne i de tre oprindeligt producerede/optagne serier. Sagen er så den, at da man i sin tid bragte serien i England, holdt man pause midt i sæson 2 for at kunne bringe den 3. sæson, som var en koproduktion med RKO Pictures i USA (det var sæson 1 og 2 ikke). Hvorfor man gjorde dette, må guderne vide. Da sæson 3 var slut, fortsatte man med anden halvdel af sæson 2 - som så på Wiki og IMDb nu kaldes sæson 4! Meget forvirrende. 

Sæson 3 blev i øvrigt vist som film i de amerikanske biografer, men klippet om til en femdelt serie på britisk tv (og det var også denne, som vistes i Danmark). På det danske dvd-sæt får vi den femdelte serieudgave. Jeg har ikke kunnet finde info om en udgivelse af den amk filmversion. 

Avisens omtale af allerførste
Dick Turpin-episode, 10. juli 1981

Jeg fik netop set første afsnit af Dick Turpin, og jeg må indrømme, at ud over introen, så huskede jeg ikke rigtig noget fra episoden. Jeg har en idé om, at jeg var med fra starten dengang i 1981. Men det er en tåget fornemmelse af episoden, jeg har. Og om der i virkeligheden blot er tale om, at det var stemningen fra serien, som jeg kunne genkende, eller om jeg rent faktisk var med fra starten, kan jeg faktisk ikke bedømme. Jeg tror, at jeg var med fra første afsnit, men vil ikke lægge hovedet på blokken (eller bloggen for den sags skyld). 

PLOTTET: Den lokale godsejer, som også er sheriffen i området, har scoret Dick Turpins landejendom, mens denne var ovre i Europa for at kæmpe for England. Da Turpin vender hjem, er han derfor naturligt nok nød til at ty til landevejsrøverier for at overleve. Karakteren bygger på en rigtig person, der hed Dick Turpin, men for at manuskriptforfatterne ikke skulle være tynget af at holde sig alt for meget til virkelighedens kedelige virkelighed, foregår serien efter det tidspunkt, hvor den rigtige Dick Turpin blev hængt. Første afsnit forklarer, hvordan han undgik at danse for enden af et reb. 

En lokal kro drives af Turpins gamle kæreste, og da både hun og hendes søn kommer i problemer med godsejeren og dennes ondsindede kanaljer, træder Dick Turpin til. 

Bliver ekskæresten og sønnike hængt på byens torv, eller klarer de skærene?  Tager Turpin sønnike under sine vinger, og rider de ud mod nye landevejsoverfald og slagsmål?? Ja, jeg siger i alt fald ikke noget. 

Afsnittet var underholdende, og jeg ser frem til at se mere. Selv om der er tale om en serie i den lette ende, er det vist klart nok, at den ikke er helt så komedieagtig som 'Allo 'Allo. Men nu får vi se. Jeg har kun genset et enkelt afsnit af hver af de to serier indtil videre. 

Selve præsentationen var udmærket. Her er tydeligvis tale om en serie, der ikke er remastered på nogen som helst måde. Filmen (båndet?) var slidt, men det gjorde ikke noget. Lyden var fin nok, og de danske undertekster var nogenlunde. Sættet indeholder også norske og svenske undertekster. Ingen finske. Serien vises heldigvis i det originale 4:3-format, altså intet fake widescreen her.  

Omtale og billede af første afsnit af sæson 3 i
Ekstra Bladet, 2. februar 1985. Bemærk at
DR samme aften også viste Gysertimen! 

Nedenfor: 

Korrekt oversigt over seriens tre sæsoner i det danske boxsæt (modsat visnings-oversigten på Wiki/IMDb). Lånt fra Laserdiskens hjemmeside. 

Simon og jeg elsker stadig hinanden

Jævnfør overskriften: Nej, det er ikke undertegnede, der kommer ud af skabet og bekender sin kærlighed til en mand, der hedder Simon ... men derimod Inger Weile, som i januar 1974 blev udfrittet af Billed-Bladet om sit forhold til Simon Spies. Rygtet havde åbenbart været, at mens hun var i Amerika, havde man hjemme i Danmark troet, at Inger og Simon var gået fra hinanden. Store sager dengang i de forvirrede 70'ere. Eller i hvert fald store i sladderpressen. Jeg gik i fjerde klasse og kendte intet til historien. Men okay, i mit barndomshjem læste vi heller ikke hverken Billed-Bladet, Hjemmet eller Se og hør. Min far læste Sjællands Tidende, og det var det! 

Jeg faldt for nyligt over en stak eksemplarer af Billed-Bladet i PlusButikken og snuppede hele baduljen. Det er desværre alt for sjældent, man finder den slags ude "in the wild" (jeg har nævnt det før). Eksemplarer af Ugens Rapport er svære at finde, men om ikke andet er der dog nogen, der har gemt disse mandeblade. Det er mit indtryk, at sladderbladene bare blev smidt ud, efter de var blevet læst. Jeg har i årevis været på udkig efter disse blade i de lokale genbrugsbutikker, men som sagt er det sjældent, at de dukker op. Jeg er sikker på, at man ville få mere held i sprøjten ved at sætte søgeannoncer i Den blå avis og lignende, men det rækker min økonomi dårligt til. Jeg har heller ikke bil og kan fare land og rige rundt og opkøbe, så det må blive i det små. Men forleden var der altså bid. Jeg må indrømme, at jeg hellere vil have Se og hør; De var mere frække (læs: længere nede i kloakken), men selv Billed-Bladet kunne være med. Lad mig i øvrigt lige gøre opmærksom på den glimrende tv-dokumentarserie, som Danmarks Radio lavede for et par år siden: Billed-Bladet vs. Se og hør. Den løber over fem afsnit og har længe ligget på DR's site (den ligger frem til 6. marts 2025). Direktelink her. EDIT: Nu ændret frem til 6. marts 2027. 

Men hvorfor overhovedet interessere sig for sladderblade? Er det ikke ... dumt, lamt og plat? Tjo, hvis man for eksempel er genrefan og kun interesserer sig for horrorfilm, så er det vel nok ikke meget at komme efter. Men ... hvordan skal jeg bedst forklarer det ... jeg tror, at for mit vedkommende begyndte det med John Waters og hans "bad taste"-film. Bad taste og trash er cool og interessant og slet ikke så tosset igen. Læs eller genlæs indledningen til min lange artikel om den danske filminstruktør Poul Nyrup (trykt i SS #3, hele nummeret ligger på Archive.org), hvor jeg forklarer det samme, men bedre og længere. Der er megen god trash-popkultur at finde i de gamle sladderblade. Nå ja, når ellers man er heldig. Det var naturligvis ikke altid lige interessant alt sammen. Men ud over det, så er det selvsagt også små dokumenter over en tid. En tid, som man (jeg) selv har levet i, men som man ikke rigtig oplevede, fordi man så det hele fra børnehøjde. Det er sjovt og interessant at udforske den tid - og på den måde hænger det også sammen med mit indlæg om at rejse tilbage.

Men med hensyn til Inger og Simon; Jeg har scannet hele artiklen og smider den op her. Simon var jo genstand for en tv-doku-serie på en af DR's tv-kanaler og endvidere også en DR-podcast (som jeg stadig ikke har fået hørt). Og en efterfølgende ophedet (læs: hadsk) debat på sociale medier. Jeg husker udmærket at have set Simon på tv dengang i starten af 80'erne, og jeg forstod dengang som teenager ikke, hvad disse piger (ofte på min egen alder) så i ham. Men jeg vil ikke blande mig i denne (samtids)debat. Og jeg vil sandelig heller ikke forfalde til det forfærdelige nymodens udtryk "det var en anden tid". En anden tid, jo jo. En tid jeg ville rejse hjem til, hvis man kunne købe rejser med en tidsmaskine. 

PS: Læser man op på Inger Weile finder man ud at, at 1974 blev hendes sidste år med Simon Spies. Samme år forsøgte hun selvmord, bosatte sig i Paris for at blive kok - og begyndte en romance med Carlos - Sjakalen!!! Læs mere i Feminas interview fra 2018. 

PS.PS: Jeg postede i øvrigt om Simon Spies, da DR's dokumentar kørte, og jeg uploadede en Deadline om det. Check her, hvis du gider. 

(Ovenstående scans: 300 dpi)

En af 80'ernes og 90'ernes skarpe tv-journalister har sat sit sidste punktum

Jens Olaf Jersild er gået bort. Alt for tidligt, alt for ung. Han var en af de gode, kritiske tv-journalister, som vi desværre har alt for få af i disse år. I dette nye århundrede har vi i stedet "mikrofonholdere". Ja, der skulle sikkert være en eller anden bladsmører derude, som vil være uenig. Men klap hesten, jeg mener naturligvis ikke hele journaliststanden. Men når man (jeg) aften efter aften tænder for Danmarks Radios gamle krikke, "TV-Avisen", og ligeledes andre af DR's aktualitetsprogrammer som "Deadline", "Søndagsavisen", etc, så er det ikke just de kritiske journalistsnuder af Jersilds format, som toner frem på skærmen. Nogle gange får man det indtryk, at reporterne har været i praktik på Andeby-Posten. Jersild var en af de rigtige journalister, hvis man spør' undertegnede. En af dem, der gik til biddet på de udspurgte personager. Når en DR-studievært her i denne vor lidet interessante samtid for eksempel siger til en anden journalist i studiet: "Du er jo 'graverjournalist' på denne sag..." samtidig med, at der ofte ikke præsenteres meget andet, end det som enhver kunne have læst på Wikipedia, så overvejer man endnu en gang at slå over og se en genudsendelse af "Kikkassen" i stedet.

Det er iø sjovt, at adskillige medier i forbindelse med Jersilds bortgang gentager cirka den samme ordlyd: "Seere af lidt ældre årgang kan huske..."

"Lidt ældre årgang", tak for den! Men ja, jeg sad rent faktisk og så Jersilds berømte indslag om en gruppe grønjakker dengang på live-tv i 1985 (og hva' fa'en blev der i øvrigt af grønjakkerne? Hvor er de interviewede fra programmet? Lever de stadig? Synes de stadig, at sorte ser ud og bevæger sig "som store gorillaer"? Jeg er virkelig nysgerrig på, hvad der blev af dem).

Her er et klip fra det omtalte "TV-Avisen"-indslag fra 1985. Jeg gætter på, at denne version er fra et senere program om 80'erne, da der er lidt ny speak ind over starten (de fleste medier refererer i øvrigt til, at der var tale om et indslag i "TV-Avisen", men rent faktisk var det søndagsudgaven, "Søndagsavisen", som bragte det. Desværre ligger det komplette indslag ikke ude på nettet. Jeg anta'r, at DR aldrig har genudsendt det i fuld længde. Og hvis nogen har optaget det på video, så har de i alt fald ikke uploadet det nogetsteds online, som er søgebart. Hvis nogen læser med her og som kender til et upload af hele indslaget, så må de dæleme gerne sige til).

Jens Olaf Jersild blev som bekendt meldt til politiet for racisme pga. programmet, hvilket førte til den såkaldte "Grønjakke-sagen", selv om det ikke var ham, der kom med de famøse udtalelser. Jeg husker, at jeg dengang var meget uenig i dette, men Byretten var enig og dømte ham. Jersild ankede til Landsretten, som gjorde det samme og ditto Højesteret. Men i Strasbourg så man på det anderledes og frikendte ham (og underkendte dermed den danske dom).

Selv om det komplette indslag ikke kan ses, så ligger en transskribering ude på nettet (underligt nok kun i engelskoversat form). Direktelink lige her (man skal scrolle lidt ned).

Jens Olaf Jersild på Wiki

Jersild mod Danmark (Grønjakke-sagen) på Wiki

Nogle af de allerførste anmeldelser jeg læste som spirende entusiast af ANDERLEDES FILM - men som siden er blevet "lost in the shuffle" i historiefortællingen (anmeldelserne, ikke filmene!)

Filmanmeldelser over to sider i Moshable nr. 8 (1990) 
(Scan: 300 dpi)

Når danske filmfans skal genfortælle historien om at opdage horror- og genrefilmen i 90'erne, så er det gerne bladene Inferno og Bloody Darlings, som trækkes frem. Men blandt tidlige danske fanzines, som havde stor betydning i udbredelsen af genrefilm, hvem husker da bladet ... Moshable??? Sikkert kun de færreste. Men jeg gør i alt fald. Og rent faktisk var det med Moshable, at det hele startede for undertegnede (hvad angår danske blade). Ikke med Inferno, ikke med Bloody Darlings, men med Moshable. 

Jeg genfandt forleden et nummer af netop Moshable (nr. 8), som jeg ikke havde set i ret lang tid. Bladet var et dansk punkrock-fanzine, som udkom i slut-80'erne og hele vejen gennem 90'erne - og med base i det nordjyske! 

Bladets bagmænd og redaktørteam hele vejen fra start til slut var Lars Krogh og Simon Nielsen, som begge senere gjorde sig kendte på forskellige alternative "pop-scener" (her mener jeg popkultur, og ikke "pop" som sådan. De ville sikkert begge træde mig i ansigtet med udtrådte gummisko og lort på sålen, hvis det var dét, jeg mente, arrhaha). Lars Krogh startede senere hen 7-tommersinglepladeselskabet Bad Afro Records (oprindeligt som underafdeling til Moshable), som meget senere også slog sig på LP-plader og cd'er. Simon kommer vi til senere. 

Jeg købte alle numrene, som de udkom i årenes løb fra første nummer i 1987 og til sidste nummer 13 år senere. Bladet nåede at udkomme i tre forskellige årtier og to årtusinder. Og personligt nåede jeg at bo i tre lande og på tre kontinenter i den tid (ja, ja, jeg ved godt, the UK ikke er et kontinent!!). Jeg fik dog stadig tilsendt bladet. Jeg husker at ligge i sengen i lejligheden på Toorak Road i Melbourne og læse Moshable.

Moshable nr. 8: Forside
(Scan: 300 dpi)

Det er med andre ord 34 år siden, jeg fik dette nummer tilsendt fra en af redaktørerne i Danmark. Dengang boede jeg i London (i Barons Keep nær Barons Court - lige over for Barons Courts tube station i London for at være lidt mere præcis. Lige udenfor stod en telefonboks!).

Bladet var som nævnt et fanzine om punkmusik (senere opdagede man garagerocken og dækkede den rigtig meget), men cirka fra dette nummer begyndte den ene redaktør, Simon Nielsen, også at skrive om interessante, anderledes film. Og det var blandt andet her, at jeg i sin tid begyndte at opdage denne undergravende virksomhed, når det kommer til cinematisk kultur. Der var en håndfuld blade, mest fanzines, som jeg læste i slut-80'erne om horror-, weirdo- og trashfilm. Og som jeg i dag kan takke for at introducere mig for en masse af denne "underholdning", som lå langt fra Hollywood-fabrikken. Fanzines som In the Flesh, Grim Humour (også om punk- og alternativ musik, og som også havde velskrevne artikler om film), Fangoria og altså Moshable (NB: Man behøver ikke sende et vredt læserbrev: Jeg er godt klar over, at Fango ikke var et zine, men jeg købte det altså dengang).

Når jeg genlæser anmeldelserne i dette nummer af Moshable, så kan jeg stort set huske dem ord for ord. Jeg tror egentligt ikke, at jeg læste dem mere end en gang eller to, men ordene i disse anmeldelser sidder alligevel godt ankeret i hukommelsen. Den slags sker ikke mere. Måske var det, fordi de var blandt de første af den slags, jeg læste. Eller måske er det bare sådan, når man er så ung. Så fæstner det læste sig langt stærkere. Men Simon Nielsen (som jeg i dag ingen kontakt har til, det samme gælder Lars Krogh) skal i alt fald have stor tak for at bringe det alternative filmstof ind i bladet. Filmdækningen fortsatte, så vidt jeg husker, helt frem til slutningen 13 år senere. Simon N. blev også fast skribent på mange danske filmfanzines i pænt mange år frem, inklusiv debutnummeret af mit eget første fanzine, da jeg i 1994 udgav Banned in Britain. I dag har han vist trukket sig helt tilbage fra skriverierne. 

Når man kigger på de anmeldte titler i Moshable nr. 8 (som den ærede læser selv kan checke ved at klikke på scannet foroven her i indlægget), tænker man sikkert: "Klassikere!" Men tilbage i 1990 var mange af disse film ikke "kendte" eller allemandseje, som de er i dag. Husk på, at rigtig mange af dem heller ikke kunne købes på hjemmeformat. "Hjemmeformat" betød i øvrigt kun videobånd. Og udbuddet af, hvad der kom på sell-thru-video var altså stærkt begrænset, når vi sammenligner med, hvad der i dag kan ses alle vegne. Ofte var det en lejevideo, man måtte ty til - eller en overspillet kopi af en lejevideo! Dvd'en var stadig 10 år ude i fremtiden, og streaming fandtes kun i fantasifulde science fiction-forfatteres historier. 

Moshable nr. 8 indeholdt i øvrigt også en stor artikel (vist nok skrevet af en tysker) om Dario Argento. Dette var den første artikel, jeg læste om splatterfilm-kongen fra Italien, som han dengang blev omtalt som. 
EDIT (9.11.2024): Arrrgh!!! Sådan går det nogle gange, når man skriver artikler ud fra hukommelsen frem for at rent faktisk checke fakta! Artiklen om Argento er IKKE i nr. 8, men derimod i nr. 6! Nå, men om ikke andet fandt jeg et link til et nyt upload af nr. 6; denne gang på Archive. Læs det her. Nr. 8 indeholder derimod så til gengæld en artikel om Alejandro Jodorowsky af ingen ringere end Steen Schapiro.
På et eller andet tidspunkt i 1990 så jeg Argento-film igennem en hel nat, da Scala-biografen i King's Cross kørte en all-nighter med Argento som tema (der er for nyligt lavet en stor dokumentarfilm om Scala-biografen aka Scala Cinema Club. Se den!). Jeg var så begejstret, at jeg gik hjem og skrev en anmeldelse af en af dem, nemlig Creepers (som jeg senere lærte hedder PHENOMENA i hjemlandet), og sendte den (med gammeldags post) til Moshable-redaktionen i håbet om, at de ville trykke lortet. Skrevet på en gammeldags (om end elektrisk) skrivemaskine. Men ak, de ville ikke trykke denne min glorværdige debut som anmelder, og den kom retur (også med snailmail. Og i øvrigt heldigt nok, at de sendte den tilbage - dengang havde jeg selvsagt ikke lavet en kopi!). Svaret var, at de allerede havde fyldt det næste nummer og derfor ikke havde plads. Hvorfor fa'en de ikke bare beholdt min anmeldelse til det efterfølgende nummer, må guderne vide. Jeg har stadig anmeldelsen et eller andet sted, men kan ikke finde den i rod... eh, arkiverne. Jeg ved, at den ligger i en bog eller et blad. Hvis jeg finder den, bør jeg trykke den et eller andet sted - om ikke andet så her på bloggen. Det var som nævnt min allerførste anmeldelse nogensinde. Jeg husker absolut intet fra den - ud over at den er på engelsk. 

MOSHABLE udkom med 20 numre mellem 1987-2000. Det sidste nummer havde blandt andet et stort interview med THE CRAMPS (jeg har scannet og lagt det op her på bloggen. Check selv indekset). 

Nr. 1 var på dansk. Nr. 2-20 var alle på engelsk, fordi næsten ingen i Danmark gad købe bladet. Jeg husker, at en af redaktørerne skrev til mig og nævnte, at oplaget på et tidspunkt var på 1000 ex (eller måske var det 1500-2000, jeg har glemt det præcise oplag, men det var i alt fald ret stort for et dansk fanzine), og ud af dette oplag blev kun de 100 købt af danskere. 

Bladet er desværre stort set glemt i dag. De gamle numre kan ikke købes nogen steder og dukker vist kun sjældent op i brugt stand - og selv når det sker, er der ikke engang den store interesse. Ikke engang ikke fra punkernes side. Det sidste kunne skyldes, at Moshable jo ikke var et af de "legendariske" blade. Der var ikke tale om et blad udsendt af den første generation af københavner-punks (eller Århus-punks) fra cirka 1978. Og Moshable tog en langt mere selvironisk attitude end de spyttende punkere et tiår tidligere. Lars og Simon (og andre skribenter senere hen) var ikke bange for - endsige sene til - at tage pis på sig selv og på den scene, de var en del af. De var i virkeligheden meget udanske. 

Jeg faldt over et opslag med par numre af Moshable, som en nordmand havde sat til salg i en gruppe på facebook ("Dansk punk"-gruppen) for et års tid siden eller to. Og der var absolut ingen interesse fra medlemmernes side - bortset fra en enkelt, som (svjh) spurgte, om sælger havde numre af Iklipsx til salg (dvs. et af de tidligere zines fra ca. 1978 - meget apropos min kommentar fra før). Det er vel nok også ret sigende, at Moshable ikke er nævnt på listen over danske punk-zines på hjemmesiden over "Dansk punk og new wave historie 1977-2002". Men okay, når man kigger nærmere på dét site, er det tydeligt, at det er mange år siden, det sidst er blevet opdateret. I alt fald kudos til den eller de navnløse bagmand/mænd for i det mindste at holde sitet flydende i Cyberspace. Bemærk, at man rent faktisk kan downloade adskillige gamle fanzines der, inkl. netop Iklipsx (og Lost Århus + flere). 

Numre af Moshable findes vist ikke derude i Cyberrummet i pdf-stand eller lignende, bortset fra måske et enkelt nummer (nr. 6, som jeg fandt på et tidspunkt for længe siden), men det må du selv lede efter. EDIT: Som nævnt længere oppe fandt jeg et link til nr. 6. 

De bands, som Moshable-staben skrev om, var heller ikke den slags, som typisk blev opdaget af mainstreampressen. En mainstreampresse som engang imellem pudsede glorien ved at skrive om den "alternative" musik. Hvor mange gange kunne man i mainstreampressen genfortælle historien om Sex Pistols og The Clash? Well, tælleren er stadig ikke stoppet, for det er stadig Sex Pistols' historie, man genfortæller, når punkens historie skal genfortælles til de store brede masser. Jeg husker ikke at have læst noget om disse bands een eneste gang i Moshable. Her var det undergrunden, man dækkede. At noget af den undergrund så senere hen opnåede at sælge mange plader, er så en anden side af sagen. 

Men nu kører skribenten vist ud ad et af de berømte sidespor her. 

Det var sjovt, fedt og cool at genlæse Simon Nielsens gamle anmeldelser på disse to sider fra 1990. Måske skulle man hive en af filmene frem og se her i aften. Jeg behøver ikke engang at skulle grave en halvsløret tredje-, fjerde-, eller femtegangs-videokopi frem ... med båndrul og utydelige undertekster på hollandsk. What a wonderful world we live in. Jeg savner dog stadig engang imellem at modtage et nyt nummer af Moshable - fyldt med bands, jeg på ingen måde kendte - og stadig ikke kender. 

Moshable nr. 8: Leder + side 3
(scan: 600 dpi)

Jack J's 80'ere (måske): JESUS AF NAZARETH på monopolkanalen for 40 år siden

Forside af 2-disk-sættet i kartonbox

 
Tilbage i 1984 viste Danmarks Radio den italiensk-britiske miniserie Jesus of Nazareth under den let fordanskede titel Jesus af Nazareth. Forleden faldt jeg over et dansk dvd-boxsæt, som jeg aldrig før er stødt på, med denne miniserie. Udgivet af Scanbox i et sæt med to dvd'er.  Jeg var "Ung i arbejde", dengang da DR kørte serien, og husker den på ingen måde. Så jeg den? Måske/måske ikke. 

Ifølge Henrik Larsens bog om genrefilm & -serier på dansk tv i 80'erne bragte DR den i fire episoder igennem april måned. Oprindeligt blev den lavet i fem episoder, men der findes adskillige udgaver af serien, både af antal afsnit og spilletid (udførlig liste på IMDb). Bagsiden af boksen lover i øvrigt samme spilletid som den oprindelige serie ifølge Wiki (382 minutter), men bagsideomslag kan man jo som bekendt aldrig stole på, så det skal blive interessant at checke.  

Jeg har endnu ikke set noget af det, men den er fra 1977, og castet lover i det mindste godt (check selv på Wiki). Det er utroligt, at man stadig kan finde så mange ting på dvd, som man aldrig før er stødt på (og nej, man behøver ikke være stærkt religiøs for at se en gammel bibel-serie fra 70'erne). 

Check mere info om den danske visning i mit udklip fra Henriks bog her nedenfor: 

EDIT (6.7.24): Tak til Dennis (Henschjell), som sendte mig denne artikel, som jeg antager må være fra 1977:

(Ingen bladkilde eller dato nævnt)

Bagside af box

Jack J's 80'ere: DE GAMLE TEGNEDRENGE (DR, 1986)

Tilbage i 1986 bragte Danmarks Radio en dokumentarserie på seks udsendelser med titlen De gamle tegnedrenge. Temaet var en håndfuld danske tegnere, som alle havde det tilfælles, at de havde en del år på bagen, og at de alle havde fået bragt tegneserier i aviserne. 

Jeg havde fuldstændig glemt disse udsendelser, indtil Carsten Søndergaard (svjh) i en tegneseriegruppe på facebook bragte et link til serien på YouTube-kanalen "TegneserieKultur". Men jeg kunne straks huske serien. Desværre må jeg indrømme, at jeg ikke var specielt begejstret for hovedparten af disse tegnere, da serien kørte oprindeligt. Men om jeg optog serien dengang, husker jeg ikke. Havde jeg en videomaskine i starten af 1986? Jeg fik i alt fald en på eet eller andet tidspunkt dét år, men lige præcist hvornår det var, fortaber sig i glemslens hule inderlomme. Og hvis jeg optog dem, har jeg sikkert slettet dem igen - måske bortset fra afsnittet med Jørgen Mogensen, eftersom jeg også dengang kunne lide hans serie Poeten og Lillemor. 

Men hvorom alting er, så har jeg netop gravet lidt i DR's online program-arkiv og opsporet de oprindelige visningsdatoer, og dermed også hvor mange afsnit statsradiofonien lavede dengang: Seks i alt. Den navnløse uploader på YouTube har bragt de fem;  Kaj Engholm, Holger Philipsen, Arne Ungermann, Henning Gantriis og Jørgen Mogensen (hvor Mogens Dalgård også medvirker). Desværre mangler første episode med Storm P., og et andet afsnit mangler et par minutter til sidst. Man må håbe, at serien vil blive bragt på Det Kongelige Biblioteks hjemmeside, når de til vinter (efter hvad de har lovet) begynder at lægge DR's tv- og radio-arkiv ud til fri afbenyttelse for alle os, der i mange år har betalt vores hårdt sammenskrabede licenskroner. 

Den navnløse YouTube'er er i øvrigt Carsten Søndergaard selv. Han har selv nævnt det et par gange på facebook, så jeg afslører ikke noget meget hemmeligt ved at sige det her. Da jeg nævnte De gamle tegnedrenge forleden, kommenterede Carsten: 

"'De gamle tegnedrenge' er lavet af Jens Peder Agger, Philip Treschow og Edmondt Jensen. Freddy Milton havde optaget dem på videobånd, da de blev vist på DR TV i 1980'erne. Jeg fik båndene digitaliseret. Det er mig, der er Tegneseriekultur på YouTube."
(Tegneseriedebat, 21.5.24)

Jeg bringer her nedenfor alle fem afsnit. Hvis afsnit nr. 6 skulle ryge op på YouTube (eller andetsteds), så giv lige et praj!

Alle afsnit blev genudsendt inden for kort tid. De her nævnte datoer gælder førstevisningen. 

Første afsnit (som mangler) om Storm P. blev bragt 7. april 1986.

 

2. afsnit: Kaj Engholm (14. april 1986) 

3. afsnit: Holger Philipsen (21. april 1986) 

4. afsnit: Arne Ungermann (8. maj 1986)

5. afsnit: Henning Gantriis (12. maj 1986) 

6. afsnit: Jørgen Mogensen (26. maj 1986) 

Stor tak til Carsten Søndregaard og Freddy Milton for at gøre gensynet muligt!

Ny-rock fra de tidlige 80'ere: KLICHÉ - koldrock der stadig holder

 

"NY-ROCK" er en dansk term, som stadig bruges her i huset, men som de fleste muligvis har glemt, eller aldrig har hørt (unge løjsere!). Ny-rock betyder stort set det samme som NEW WAVE. "Underlig" rockmusik, som ikke er **rawk'n'roll** med skrigende guitarer og stiv pik, men ofte (men ikke altid) sære, mærkelige toner og lyde, og anderledes tekster. 
Dette er anden gang, jeg skriver om dansk ny-rock, om end det er længe siden, jeg skrev første del (som iø var ret tynd). Brug tagget forneden i indlægget.  

Jeg husker ikke, hvornår jeg hørte Kliché (uden accenttegn i bandnavnet på den første plade, Kliche) første gang, men det har været meget tidligt i 80'erne. Både den første LP og den første single er fra 1980 (se udgivelserne på Discogs), så det må have været lige omkring der. Jeg kunne lide dem fra starten. De lød og så ikke ud som alt det lort, alle de andre danskere gik rundt og lyttede til. Funkrock og poprock var det, som stort set alle danskere blev varme i bukserne over. Sange med tekster à la: "Jeg elsker dig, åhh, jeg ser dig på dansegulvet, åhh..." og i dén dur. Frygteligt. 

Kliché spillede koldrock - et udtryk, som er totalt forsvundet og glemt i dag. Nå ja, bortset fra her i gemakkerne. Gruppen eksisterede som pladeudgivende band kun fra 1980 til 83, men ifølge både Discogs og Politikens "ROCK NU, NY-ROCK LEKSIKON" (Jan Sneum, 1983) startede de allerede i 1977 og blev ved frem til 1985. Jeg er nu ikke helt sikker på, om det med 1985 er korrekt. Jeg så dem til den Afrika-koncert, som blev afholdt i Kbh i sommeren 85 (Kliché og Sods/Sort Sol var de absolut eneste interessante bands ved den lejlighed!). Og dengang var det et scoop, fordi gruppen blev gendannet blot for dén koncerts skyld. De havde altså været opløst et godt stykke tid (hele gruppens optræden ligger på Bonanza og - delt op - på YouTube). 

Jeg synes stadig, at deres to albums, "Supertanker" og "Okay Okay Boys", er fede. Men Lars Hugs soloting har aldrig sagt mig ret meget. Nå ja, bortset fra hans først LP efter bruddet med Kliché, "City Slang". Jeg kalder ham i øvrigt stadig Lars Hug, selv om han for en menneskealder siden blev nødt til at ændre Hug til H.U.G., fordi en eller anden tosse-familie med samme navn truede med at lægge sag an. Jeg gætter på, at Lars troede, at med "H.U.G." ville danskerne forstå, at man bare skulle blive ved med at sige Hug, men nej, danskerne flest var for dumme, die dumme dänen, og derfor har de fleste mennesker nu i mange år gjort sig umage med at kalde ham
Lars H-U-G. Tosser! Nå, men det var de plader vi kom fra. 

Jeg så (og optog vist nok også) Lars Hug, da han optrådte i en udgave af DR's bogprogram "Bazar" i 1984 (mine to betamax-videomaskiner er  for længst stået af, og jeg har intet overblik over, hvad fanden jeg har af optageler på betamax-bånd. Men jeg fandt heldigvis en optagelse af programmet på et eller andet obskurt website for nogle år siden, og jeg har skrevet om det her). Men herefter begyndte Hug at spille blød pop og deslige. Måske er det okay, meeen det er jo ikke at sammenligne med de kolde dage i starten. Kliché var alternativt, Kliché var ny-rock, Kliché var et los i nosserne på dansk populærmusik i starten af 80'erne. 

Jeg fandt et fedt program på cirka en halv time om gruppen, som TV2 Østjylland lavede for ti år siden. Heldigvis har en fan uploadet det i god kvalitet til YouTube (se længere nede). På YouTube findes også et par koncerter fra DR radio og tv. Men ellers er et af kendetegnene ved gruppen, at de kun udsendte uhyre lidt materiale; Der findes to albums og to numre fra Pære Punk-LP'en (og et enkelt nummer på en sjælden kassette, se Discogs). And that's it! Men så er det i det mindste da rimelig nemt at skrabe en komplet samling sammen!  

Dokumentar fra TV2 Østjylland:

Opslag om Kliché i Politikens "Rock Nu, ny-rock leksikon" (Jan Sneum, 1983):