Midnats-Gyseren (Winthers forlag, 1974-76)

Jeg fik en email fra OBSKURIØSTs gamle redaktør Henrik Larsen, hvori han opfordrede mig til at bringe min gamle ikke-færdiggjorte feature om Midnats-Gyseren-bøgerne, der udkom i 1970'erne, når nu jeg alligevel er i gang med at bringe gamle aldrig-publicerede indlæg fra mit fanzine STAY SICK!

Ved en videoaften hos Henrik i Sydhavnen (Kbh) havde jeg i sin tid (for 6-7 år siden eller mere) givet ham et udprint af artiklen (delvist sat op i STAY SICK!-layout og det hele), men altså uden anmeldelser af de enkelte bøger, som jeg på det tidspunkt ikke havde skrevet (endsige havde læst bøgerne). Senere tog jeg mig sammen, fandt bøgerne frem, kiggede på dem, og satte dem tilbage i reolen. Og der står de stadig. Min feature blev liggende henholdsvis i min egen digitale skrivebordsskuffe - og altså i en skuffe i den virkelige verden hos Obskuriøsts redaktør.

Jeg må indrømme, at jeg havde totalt svedt artiklen ud indtil Henriks email i dag, men her er hele balladen altså i al sin ikke-færdiggjorte herlighed. Jeg har muligvis de sidste bøger, der mangler på listen, men mine reoler er et rod, så hvis nogen kan levere titler (+ info som ses ifm. de andre numre), så ville det være fjong. Jeg har faktisk en liste, som Thomas Winther engang sendte mig, men, puh, så skal jeg bare hen og finde dén frem! Det er nemmere, hvis en af jer gør det. Og hvis nogen skulle have et enkelt cover-scan liggende (eller to), så modtager jeg også gerne dem. Jeg har desværre ingen scanner til denne computer. :(

________________________________________


Fra STAY SICKs arkiv:


MIDNATS-GYSEREN
Normalt gider jeg ikke læse gyserromaner!! Hey, lidt af en opsigtsvækkende udtalelse i et blad, der først og fremmest gør sig i horrorfilm, hva'ba!! Men sagen er altså den, at horrorfilm siden engang i 80'erne har været min favoritfilmgenre, og dertil kommer, at når jeg engang imellem falder over et gammelt nummer af Gru eller et andet dansk skræktegneserieblad, som jeg ikke har i samlingen, så flår jeg med næb og kløer for at få fat i det. Jeg ser altså masser af horrorfilm, læser skræktegneserier, og dertil kommer at jeg udgir Stay Sick!, som for en stor dels vedkommende omhandler horrorfilm. At OGSÅ læse gyserbøger ville ærlig talt være overkill, synes jeg. Men der er jo andre, der godt ka' styre forbruget af lige dele skrækfilm, skrækblade og skrækbøger. Well, fred være med dem! Jeg gider bare ikke. Hvad jeg heller ikke gider, er, at læse Stephen Kings murstenstunge moppedrenge på 1000+ sider, blot for at finde ud af hvem the bogeyman bag masken var. I stedet har jeg kastet mig over den hårdkogte kriminallitteratur, men dét er en helt anden historie. However, med mindre du er fucked up på valium og kaffegrums, så er det sikkert gået op for dig, at det her er en feature på gyserromanserien Midnats-Gyseren. Og hvorfor så det, hvodden ka' det gå i spænd med det, jeg lige sagde? Well, en dag jeg var inde i Kbh og købe en bunke gamle pulp-romaner, faldt jeg over Monster-Klubben (nr. 11 i serien) og smed den oven på stakken af kriminalbøger, nå ja, bare så'n for at se hva' det var for noget - som samler af underlig popkultur lærer man jo efterhånden at tænke: "Det kunne jo være, det var godt!" (og til en pris på 2 kr. gik det lige an!). Senere snakkede jeg både med Henrik Larsen og Frank Brahe, som begge var ret begejstrede for serien og som opfordrede mig til at forsøge at opdrive resten af bøgerne i serien - her var nemlig virkelig noget at hente, var meldingen.
Desværre er samtlige af seriens bøger blevet gevaldig svære at finde i antikvariaterne rundt omkring, men heldigvis var Thomas Winther (leverandør af flere bogomtaler her i bladet og udgiver af Lovecraft-fanzinet Nyarlathotep) så flink at finde en stak af dem til mig - og så var det jo bare at gå i gang! Og jeg må indrømme, at det, jeg har læst indtil nu, har været ganske glimrende. Flere af historierne er blevet filmatiseret, bl.a. Monster-Klubben (selv om Henrik Larsen melder, at filmversionen ikke er noget at skrive hjem om) og seriens første bog blev til Scream and Scream Again, som på dansk video er udsendt som Syre Sletter Alle Spor. Hm, tænker du så, men betyder det så, at Jack J vil til at læse skrækromaner nu? Næh nej, det gør det ikke, i hvert fald ikke det, jeg vil betegne som de "rigtige" (moderne) skrækbøger à la Stephen King, Dean R. Koontz og deslige. Og selv om Anne Rices kreationer kan være både spændende og ikke mindst erotiske, så giiider jeg ærlig talt heller ikke hende mere! En Vampyrs Bekendelser var til at overkomme, og det samme gjaldt Mumien, men noget af hendes senere stuff, som fx xxx på xxx sider er Døden i Lybæk at komme igennem! Jeg ved godt, at det gamle danske fanzine Det Onde gik i brechen for disse forfattere, men personligt har jeg den opfattelse, at skrækhistorier ikke skal være lange sagaer af To Brødre-agtig længde! En god forfatters skrækromaner bør både henholdsvis gyse og være så medrivende, at man ikke under sig selv rist eller ro, før sidste side er vendt. Lidt svært med de mordvåbenagtige 1000-siders murstensromaner som King & Co. leverer. XXX ville nok sige, at det er, fordi jeg er for dum til at læse bøger uden billeder, der skal farvelægges, og, well, hvis det kan more den gamle spasser, så skal det være ham vel ondt (åh nej, nu ka' jeg ikke sove om natten, *Øjvin* ka' ikke li' mig, argh... ha ha ha.).
Anyway, jeg gider ærlig talt ikke at pløje igennem alle bøgerne med det samme blot for at lave en komplet oversigt til dette nummer, så anmeldelserne vil komme løbende hen ad vejen.

Lidt info om udgivelserne

Før Midnats-Gyseren udgav forlaget en anden gyserserie, der hed Iskolde Gys (med underteksten "Midnatslæsning"!). Men indtil jeg får fundet nogle flere eksemplarer af dén serie, kommer den til at vente lidt. Hvorfor man stoppede Iskolde Gys og begyndte at udgive Midnats-Gyseren i stedet kan synes uforståeligt; Gyserhistorierne var tilsyneladende af samme type, pocketbogsformatet var det samme og de blev endda også oversat af den samme oversætter. Muligvis skyldtes skiftet, at man ønskede at hæve prisen kraftigt ("kraftigt" i 1974-kroner, that is!) og man var vel bange for, at læserne ville falde fra, hvis det var den samme serie, der pludselig blev meget dyrere. Ved at skifte titel kunne man i al ubemærkethed sætte prisen op (fra 6,95 kr. til 8,50 kr.). Hvem ved!
Serien består af 12 bøger, der udkom i perioden 1974-76 på Winthers forlag. Bøgerne blev udgivet i det i 70'erne og 80'erne så velkendte pocketbogsformat, dvs. bøger, der var tyndere og billigere fremstillet, end selv billige paperbacks, som jo i sig selv var så billige at de tidligere blev kaldt "billigbøger" ( det gør de dog ikke mere, sikkert nok af den såre indlysende årsag, at selv billigbøger ikke længere er så billige!). Desværre er alle numre i serien, som tidligere nævnt, hel- eller halvsvære at opdrive, sikkert ikke mindst grundet netop omtalte pocketbogsformat. Mange af dem, der købte bøgerne bare for at have noget spænding at læse (og altså ikke fordi de samlede på bøgerne), har sikkert bare smidt dem ud, når de var færdige med dem. På et tidspunkt snakkede jeg om pocketbøger med ejeren af en bog og blad-byttebiks i Valby og det, han fortalte, var, at han dengang ofte fik så mange af dem, at han bare smed dem ud!! Og selvom det godt nok var cowboybøger, vi snakkede om, så tror jeg såmænd osse, det passer på gyserbøgerne. Desværre. Alle bøgerne blev oversat af en vis Frits Remar. Jeg har ingen anelse om, hvem denne Frits var, men selv om jeg ikke har sammenlignet hans fordanskninger med teksten i originaludgaverne, så vil jeg alligevel tillade mig at bedømme dem som værende ganske habile - også selv om visse pasager hist og her er oversat lige lovlig ordret, og det ville være synd at sige, at Remar ligefrem smed om sig med sprogblomster af speciel høj karat! Korrekturlæsningen skortede det også på fra tid til anden, nogle gange manglede halve sætninger og tydelige slåfejl var ikke sjældne. Men nuvel, det er billige "knaldromaner" i billig kiosk-indpakningl, vi taler om her, så det er til at leve med (sådan da).
Omslagene på bøgerne var også typiske for tiden, det var nemlig rigtige skrækomslag med zombier, kranier, varulve, dæmoner osv., ganske som man kunne opleve det, hvis man dengang i cirka 1973-75 købte legendariske skræktegneserieblade som Gru, Dracula, Vampyr, Vampirella, Den Store Skrækbog eller læste nogle af de mange one-shot-gysere i Serie Magasinet. Jeg husker tydeligt, at en gut, der hed Peter (som jeg husker som værende en fed spasser i øvrigt) i anden eller tredje klasse havde taget en ordentlig stak Gru-blade med, da vi skulle hygge i klassen den sidste gang før jul. Hvis du ikke kender disse blade, så se, om ikke du ka' finde nogen af dem antikvarisk. Underholdningsneveauet var bestemt højt! Gru var bedst, men de er alle ret herlige!
Desværre varede det litterære skrækeventyr ikke ret længe, og i cirka 1976 var det slut. Samtlige blade og bøger gik ind og selv om der sidenhen har der været gjort forsøg på skrækudgivelser har de været spage og er hurtigt gået i sig selv igen. Det blev aldrig rigtig det samme igen, men prøv om ikke du kan finde nogle af de gamle udgivelser - og ikke mindst Midnats-Gyseren.



MIDNATS-GYSEREN INDEX:


Nr. 1.

Nr. 2. Dødens Mørke Veje af Peter Saxon
- Dark Ways to Death (1968)
dansk udgave: 1974, 164 sider.

Nr. 3.

Nr. 4. Blodoffer af W. A. Ballinger
- Drums of the Dark Gods (1966)
dansk udgave 1974, 164 sider.

Nr. 5. Nattevandreren af Lee Barton
- The Shadow Man (1974)
dansk udgave: 1975, 148 sider.

Nr. 6. Varulven fra Black Hill af Guy Smith
- Werewolf by Moonlight (1974)
dansk udgave: 1975, 148 sider.

Nr. 7.

Nr. 8.

Nr. 9. Blodorgiet af Derek Hyde-Chambers
- The Orgy of Bubatis (1974)
dansk udgave: 1975, 164 sider.

Nr. 10. Dragemanden Draco af Cyril Donson
- Draco the Dragon Man (1974)
dansk udgave: 1976, 164 sider.

Nr. 11. Monster-Klubben af R. Chetwynd-Hayes
- The Monster Club (1975)
dansk udgave 1976, 164 sider.

Nr. 12. Satans Søn af Peter Saxon
- Satan's Child (1968)
dansk udgave: 1976, 164 sider.

NB: Årstallet efter engelsk originaltitel er det i bøgerne anførte copyright-årstal, som ofte også er lig med udgivelsesår for originaludgaven.



Aldrig-publiceret indlæg fra STAY SICK!

Er det underligt at man selv importerer!

Jeg samler på gamle tegneserier, men det er ærligt talt meget længe siden, jeg sidst har købt noget nyt hvad angår danske albums. Jeg sad netop og kiggede på den nye danske album-udgivelse af Charles Burns BLACK HOLE, som koster 300 spir!! Tre hundrede danske kroner!!! Det kan man jo for fa'en købe en ny bil for i Polen!!! Jeg checkede Bookdepository i England og de skal have lige under 120 kr. for original-udgaven på engelsk, og det inkluderer endda forsendelse! Når det nu tilsyneladende går ad røven til med det danske tegneseriesalg, så kunne det sgu da godt være man skulle prøve at sætte priserne lidt ned. Ja, det er bare et forslag, men hvad ved jeg om salgsteknik. ;o)

Peter Laugesen & Singvogel: Strisserne breder sig

Du godeste! Et øjeblik troede jeg, at det var noget nyrock fra 80'erne, som jeg bare aldrig havde hørt - og så er det sgu helt nyt!!

Girl on Fire (Hongkong, 1994)

Fra STAY SICK!-arkivet:

review: JACK J
Nogen gange er man bare heldig. Jeg fandt GIRL ON FIRE, eller rettere; Heine Sørensen fandt den til mig, ved et fælles stormangreb på Video Netto i Kbh. [dén afdeling, der ligger ikke langt fra Fantask]. Filmen lå i en tilbudskasse, hvor blodsugeren Leif Jedigs oprindelige ågerpris stadig sad på og meldte skide 199,- kr.!!! Nå, men den lå altså i en tilbudskasse sammen med en masse skodtitler og gik for en mere synkevenlig pris à 10 kr. Jeg snuppede den sæ’følli med det samme; jeg mener, en HK-film fra Eastern Heroes, som der så oven i købet stod Cat III på (og så til 10 kr!!) [der stod faktisk 3-4 stykker mere, så hvis dette rev tænder dig, ka’ du måske stadig være heldig].

THE STORY-LINE. Øh, der er vist nok en historie i GIRL ON FIRE, men den glemmer man hurtigt! Der er så meget kategori 3-stuff (= sex og vold, og ikke at forglemme: sex kombineret med vold!), der sker hele tiden, at man ikke rigtig lægger mærke til, hvad det egentligt drejer sig om. Eller osse gør man, måske det bare var mig, der var distraheret af de mange halv- og helnøgne asiatiske nipsting (som jeg tidligere har været inde på her i bladet, så er Hongkong-skuespillerinder ikke meget for at smide kludene, pga. det dårlige omdømme det gir, så vi må nok gå ud fra, at de medvirkende er fra andre lande i Asien, men jeg ved ikke hvorfra (like, if I actually cared!).

Anyway, filmen som jeg husker den: Et stykke kørvel ankommer til en skummel undergrundslagerhal af en slags, hvor en skurk - af en slags - har sit kontor. Dåsen skulle sælge noget junk for ham, men vil alligevel ikke og gir ham det tilbage. All right, så ka’ du godt skride, si’r han og begynder at lave noget andet. Et øjeblik efter bemærker han, at der vist nok er noget galt, checker sin briefcase på bordet, der er fuld af pengebundter, og opdager, at et bundt er væk. Resolut farer han efter hende, indhenter hende i en af gangene, og jo, ganske rigtigt; hun har naturligvis pengebuntet, og jo, hun har naturligvis puttet dem i trusserne (det ER jo en Kategori 3-film!). Herefter er han pinedød nødt til at bolle hende, først ser det ud, som om hun ikke bryder sig specielt meget om det, men senere stønner hun og ser generelt liderlig ud (igen: det ER jo en Kategori 3-film!!).

Nå, men modsat andre ikke-Kategori 3-film fra HK, som kunne indeholde det samme i korte sekvenser, så fortsætter scenen i det uendelige, der går faktisk nærmest pornofilm i det! Scenen er faktisk ligegyldig for filmens plot, men jeg ville lige sætte filmens tone an, so to speak. Nå, men altså, på et eller andet tidspunkt møder vi osse Cindy (Fujimi Nadeki) vores hovedperson, som er en babe, der både ser godt ud og som ka’ karate (ka’rate, hah!). Look cute and kick ass, som det engang blev beskrevet (om en anden film) i Asian Trash Cinema.

Der er flere grupperinger af bad guys i filmen, hvoraf een af disse bad guys er Icy, som spilles af en babe ved navn Mikie Ng Miu Yee, og som jeg sandelig håber har været med i flere Cat III-film.

Som så mange HK-film tar det lidt tid for GIRL at komme i gang (på trods af den tidligere beskrevne scene), men da det endelig sker, er der sandelig osse drøn på. GIRL ON FIRE er virkelig underholdende med masser af cool stuff og gang i den.
Der blir heller ikke sparet i gore-afdelingen; bl.a. i een scene, hvor bossen for nogle rivaliserende skurke, tror han har krammet på Icy - lige indtil hun stikker fingrene i øjnene på ham og river begge øjenæbler ud! Og det er ikke off-camera! Så står hun dér med dem mellem fingrene, for så blot koldt at lade dem falde ned på gulvet. Ahh, herligt scene, som enhver gorehound vil ku’ li’.

Hele slutsekvensens vel cirka 20 minutter er action galore. Karate, sprøjtende blod, og sindssyge... eh, ting og sager, for slet ikke nævne tondsvis at skududvekslinger i sand Heroic Blooshed-stil!! At heltinden får en machete ti centimeter ned i skulderen stopper hende ikke synderligt! Slutningen på en junkyard er virkelig underholdende. Gravko Vs. gravko!

Der sker en hel masse andet, men det må du selv se. Midt i det hele dukker Shing Fui On også op. Ham kender du naturligvis godt, han har spillet virkelig led skurk i 10.000 film (måske mest memorabelt over for Chow Yun Fat i THE KILLER), men desværre denne gang ikke som bad guy, men som politiinspektør. En gammel traver af en klichè dukker også op, nemlig den med at hovedpersonen får en ny chef, som vil ha tingene gjort på hans måde og som vil holde hovedpersonen i stramme tøjler.

Befriende er det dog denne gang, at i en scene, hvor den nye chef stikker hovdepersonen Cindy en ordre på engelsk (standardordre var på engelsk i Hongkongs politi pga. HK’s status som britisk kronkoloni. Så vidt jeg ved følges denne procedyre stadigvæk), hvortil Cindy svarer på engelsk: “Fuck you!” - og hun og hendes partner slutter af med at give chefen fingeren! (and how about this for weirdness: Det er tydeligt, at der blir sagt “fuck you” i dialogen, men i de engelske undertekster står der: “damn it”???).

GIRL ON FIRE er ikke hverken HARD-BOILED, YES MADAM eller på linje med de andre film i toppen af Heroic Bloodshed eller Girls Kick Ass-genrene, men mindre kan altså osse gøre det.
Ikke noget mesterværk, men fandens underholdende - og i dét her blad er det dét, der tæller!

UDGIVELSEN: Så vidt jeg ved, findes GIRL ON FIRE kun i denne ene udgivelse - og kun på videobånd! Den findes ikke engang i HK, hverken på video eller DVD, og jeg har ikke kunnet finde nogen VCD-udgave heller. På den ene side er det selvfølgelig fedt nok, at man så kan sidde med en god britisk udgave med et omslag, hvor den engelske covertekst for en gangs skyld (modsat næsten alle HK-DVD’er) er skrevet på ordentligt engelsk (og hvis du alligevel synes retskrivningen løber gevaldig løbsk på noget af kassetten, så er det altså fordi du er nået til den del, der er på hollandsk, ha ha).

Men ærgerligt er det nu alligevel, at der ikke findes en DVD-udgivelse, for Eastern Heroes’ billedkvalitet er desværre lige så sløret, som den plejer at være. Fuck, jeg har set 3.-gangskopier, der var lisså gode!! Og for at spare penge har man gi’et fan i at sørge for en ny oversættelse, så det er faktisk skide ligegyldigt, at båndet er udsendt af et engelsk selskab, eftersom man har bibeholdt de elendige Hongkong-undertekster på tåsse-engelsk. En enkelt ros skal skurkene fra Eastern Heroes dog have; filmen er om ikke andet udsendt i letterboxformat og tak for det.

Men selv om man kan nyde omslagsteksten på “rigtig” engelsk, så er dét desværre ikke garant for diverse fuck-ups: Nej, Sing Fui On hedder ikke “Sing Fui Ann” (!!!). Filmen hedder heller ikke “Angel on Fire” (som der står i den engelske omslagstekst, men i den hollandske oversættelse er det korrekt nok!!??). Den løber heller ikke 90 min., og hvorfor man fandt det nødvendigt at udelade hovedrolle-skuespillerindens navn (Fujimi Nadeki) virker som en noget halvhjertet udgivelse!

At filmen er udsendt af Eastern Heroes’ afdeling i Holland er en praksis, som flere britiske videoselskaber i årenes løb har gjort brug af, når de har skullet udgive film, hvor BBFC ikke har villet tillade en uklippet udgave hjemme i UK. Englænderne ved naturligvis godt, at europæerne ikke vil ha deres censurklippede lorteudgivelser (og de mindre selskaber er osse selv ivrige efter at udgive alternative uklippede udgaver, som sleazede importører så kan importerer tilbage til UK) og de opretter derfor afdelinger af deres selskaber i typisk Holland (der, som bekendt, har en censurlovgivning, der svarer til den belgiske og danske, dvs. med aldersbegrændsning, men som ikke kan forbyde scener med eksempelvis ekstrem vold eller sex [kiddie porn undtaget, naturligvis]).

Den udgave af GIRL ON FIRE, jeg her har anmeldt, er som nævnt fra det hollandske selskab og er helt u/c, men pas på, hvis du bestiller den over nettet, for udgaven der er udsendt hjemme i England mangler 1 min. og 7 sekunder! Det engelske cover er lidt anderledes (noget af omslagsteksten er skrevet anderledes) end det hollandske, så tag lige og hold udkik efter dette, når du skal ud at finde den (du kan jo evt. sammenligne med coverscannet af NL-udgaven, der er vist her på siderne, og hvis du finder den i en butik er det nemt at se forskel, da den hollandske har bagsidetekst på begge sprog).
På coveret af den hollandske udgave angives spilletiden til 90 minutter, men den løber altså ca. 98 min.

Aldrig tidligere trykt anmeldelse oprindelig skrevet til STAY SICK!

A House of Mad Souls (Thailand)

FRA STAY SICK!-arkivet:

review: JACK J
Jeg købte A HOUSE OF MAD SOULS kort efter at have læst specialnummeret af ASIAN TRASH CINEMA udelukkende om thailandske horror- og exploitationfilm. Jeg fandt tilfældigt HOUSE hos DDDhouse (den står faktisk ikke i omtalte ATC) og tænkte: What the fuck, ku' være go' og ku' være noget lort!' - sådan som man BØR OG SKAL tænke, når man er en open-minded filmfreak (en god general attitude her i livet, hvis du spør mig). Men ok, nu ka' man jo smide penge ud til ditten og datten (og "mange bække små" som den nærigpind til Heine Sørensen altid si'r, ha ha), så jeg sparede et par småmønter ved at bestilte den på VCD.
Historien begynder med en fyr, der slår op med kæresten, filmens hovedperson. Han synes ikke, hun ofrer nok tid på ham og er ikke respektfuld over for hans mor, fx tillod hun sig at skride fra en familiekomsammen "blot" fordi hun er læge og skulle af sted til et nødstilfælde!
Den kvindelige hovedperson spilles i.ø. af en meget vestligt udseende skuespillerinde, f.eks. har hun ikke de skæve øjne og asiatiske ansigtstræk. Hun lader dog ikke til at være dubbet - men de har vel osse 2. g'er i Thailand (i dette tilfælde altså fra Europa eller Nordamerika!). Nå, men, øh, det var den historie vi kom fra; Den unge kvinde beslutter først at begå selvmord fordi hun blir vraget af idioten, men bedst som hun fræser af sted i sin bil mod den visse død, ser hun pludselig en lille dreng forand vognen og drejer af i sidste øjeblik. Da hun står ud, er ungen naturligvis væk og vi aner straks resten af filmens plot. Næste forsøg på at lægge tiden med ex-kæresten bag sig er (mindre dramatisk og) at kvitte jobbet og søge en stilling på et andet hospital langt væk. Tilsyneladende har man ikke arbejdsløshed i Thailand, for hun får straks det første job, hun søger på.
Kort efter hun er flyttet til sit nye sted, begynder der ikke uventet (nu da vi ER i en skrækfilm og nu hvor vi HAR set en lille halvnøgen unge, der ikke var der alligevel) at ske underlige ting: Hendes transistorradio tænder og slukker helt af sig selv, vandhanen ditto, og hun ser den irriterende knægt igen. Midt i det hele er der også en surrealistisk færdselsulykke, som måske og måske ikke finder sted i virkeligheden. Jeg er ikke helt sikker og hvad den gør i historien, udover at forvirre seerne, ved jeg endnu ikke. Jeg tror osse, du har regnet ud, hvorvidt jeg er ligeglad eller ej. Kvindens ex dukker osse op igen, slår hende i maven og skal til at voldtage hende, da han ser den lille tosseunge, som pludseligt dukker op og deler sig i tre (som om den ene ikke var nok!). Dette forfærder ham så meget, at vi ikke ser mere til ham i resten af filmen!
Senere sker der en hel masse, alt sammen i slowmotion og alt sammen afbrudt af tusind og een nats flashbacks! Hvis man klippede flashbackene ud, ville filmen vel løbe den halve tid. I kid you not! Dette er ikke ensbetydende med, at A HOUSE OF MAD SOULS er en dårlig eller kedelig film, det er den ikke, men man SKAL altså være af en rimelig tålmodig natur og ikke forvente EVIL DEAD-agtig horror-horror-horror i denne film! Der er en del scener, der nemt kunne ha været strammet op, sådan cirka med 50%. Jeg sad faktisk gennem en enkelt scene og tænkte, at hér var filmens klipper da vist faldet i søvn! Og så alle de skide flashbacks!
Det skal dog siges, at der er en del scener, der er ganske glimrende, bl.a. scenen af faderen, der henholdsvis læser tegneserier for sin døde søn, som han har gemt i sit hus i otte år (!!!) og den efterfølgende, hvor faderen giver samme søn karbad i kemiske væsker, for at han skal kunne holde sig endnu længere! Slutningen er osse meget overraskende to say the least. Den havde jeg virkelig ikke forventet, det viser sig nemlig... nej, det ska' du selv se (jeg afslører ikke slutningen, det er jo ikke MONDO FRANKO det her).
Hvis du kan lide gyserfilm, der bygger op langsomt og som ikke har blod, der sprøjter, så prøv at checke A HOUSE OF MAD SOULS, den er slet ikke værst og til 15-20 kr. fra DDDhouse er det til at overkomme. Filmen præsenteres godt nok i fullscreen, men faktisk gør dette forkerte format slet ikke noget, da filmen er i ret kitchede farver, og fullscreenformatet smasker den helt op i ansigtet på os og det virker faktisk ganske glimrende. Efter filmen er der en musikvideo med soundtracket på et par minutter, men den er nu ikke noget at skrive hjem om.
Altså ikke en dårlig film, det hele ville bare ha været meget bedre, hvis man havde kogt det ned til en tv-film på 40-50 minutter!
VCD'ens billedkvalitet er udemærket, den pixilerer noget, men det er bestemt ikke det værste, jeg har set (men altså heller ikke det bedste). Lyden er okay og for en gangs skyld behøver man ikke slå en venstre/højre-monokanal til for at vælge sprog, da der udelukkende bruges det thailandske originalsprog med fastbrændte kinesiske og engelske undertekster (undertekster kan som bekendt ikke fravælges på en VCD), som er store og læsbare (og vel at mærke ikke falder uden for billedet til trods for fullscreenformatet). Den engelske tekst er ligesom filmen: set både værre og bedre!

Aldrig publiceret anmeldelse fra STAY SICK!

Hvad SS-arkivet gemte

En bekendt spurgte efter en Thailandsk film (A House of Mad Souls) og jeg mente, at jeg engang havde skrevet en anmeldelse af den til STAY SICK! og gennemkiggede derefter det gamle arkiv og ganske rigtigt; Der lå en færdigskrevet anmeldelse + flere andre, som aldrig er blevet trykt i bladet. Når jeg ikke postede disse sammen med det andet gamle materiale fra det aldrig publicerede STAY SICK! nr. 5, så skyldes det, at dette materiale blev skrevet senere. Da jeg bragte materialet til #5 her på bloggen, valgte jeg disse senere anmeldelser fra, fordi jeg regnede med at trykke dem senere. Men nu hvor jeg genlæser teksterne, kan jeg godt se, at de fraviger væsentligt fra min nuværende skrivestil (eller mangel på samme) og endvidere er der hele tiden referencer, som ikke er helt relevante mere. Så nu smider jeg altså nogle af dem ud her på bloggen i stedet for at de bare skal ligge og gulnes i en cyber-skuffe. Jeg ændrer ikke noget, så det er altså 4-5 år gamle anmeldelser med dertil følgende referencer til VHS-indkøb osv.