"Efterfølgeren" som verden glemte

Lige siden Twin Peaks kørte over de danske tv-skærme i starten af 90'erne, har danskerne (og folk i resten af verden) husket på denne serie med et ømt blik i øjet. Og den er blevet udsendt og genudsendt adskillige gange, og i guldbox-udgave, og jeg ska' gi' dig ska' jeg! Og så kom der også lige en tredje sæson læææænge efter de oprindelige to sæsoner (og en film) blev lavet. 

Alt det ved vi. Men hvem husker også den efterfølger, som fulgte bagefter!? Gør du??? Serien hed Picket Fences og kørte herhjemme som Under overfladen. Nå ja, dengang i de danske medier blev den i alt fald omtalt som en slags efterfølger til Twin Peaks. Men nu hvor jeg netop sidder og checker produktionsselskabsnavne, så går det op for mig, at det vist blot var noget, som de danske medier fabulerede om. De to serier er nemlig lavet af helt forskellige selskaber. Oh well. Men sådan lidt weirdo-agtig stemning var der dog over Picket Fences, så om producerne bag den skulle have været inspireret af Twin Peaks-serien, kan man jo gisne om (eller forsøge at grave i, men det må man selv gøre, for det gider jeg bare ikke). [EDIT: Og nu hvor jeg sidder og genlæser mit eget syv år gamle indlæg om de to serier - se link forneden i denne postering - så kan jeg se, at jeg rent faktisk omtalte dette med to forskellige produktionsselskaber allerede dengang. Og det havde jeg totalt svedt ud. Argh!!!] 

Det ligger lidt ude i tågen, hvilken dansk kanal der viste den. Jeg tror faktisk, det var en af reklamekanalerne. 3+ eller en af de der. For syv år siden købte jeg første sæson på dvd fra USA, og senere fik jeg anskaffet anden sæson fra Australien. Jeg fik aldrig fat på de to sidste sæsoner, men de kan jo stadig skaffes (hele serien udkom både i Tyskland og Australien. Amerikanerne udsendte svjv kun det første dvd-sæt). Mig bekendt findes der ingen Blu-ray-udgaver. 

Jeg sad her i nat og genså piloten (i spillefilmslængde), og den holder stadigvæk glimrende efter min mening. Jeg havde egentligt tænkt mig at skrive lidt mere om piloten og serien, men så går det op for mig, at jeg rent faktisk skrev et længere indlæg, da jeg købte første sæson, så jeg tror bare, at jeg vil linke til dét i stedet. Det gamle indlæg ligger lige her. 

Stort CD-FUND i genbrugsen #bonusindlæg: TOM PETTY AND THE HEARTBREAKERS CD

Jeg er ved at arbejde mig gennem stakken og er nået til en Tom Petty and the Heartbreakers cd. Det viser sig, at det er en italiensk bootleg dobbelt-cd, som kun er udsendt een gang for 30 år siden, og som vist er sjælden. Det påstår denne sælger i alt fald, som forlanger 70 euro for et (nyt) eksemplar. Mit second-hand eksemplar ser nyt ud uden en eneste ridse!!! xD xD xD

Stort CD-FUND i genbrugsen #11: AEROSMITH - s/t

 

Jeg bryder mig virkelig ikke om Aerosmith! Det har jeg så vidt jeg husker aldrig gjort. Jeg har godt nok ikke tidligere ejet nogen af deres plader, men jeg har set dem nok på tv og hørt dem nok i radioen til at vide, at jeg afskyr hele deres (u)væsen, dem og deres lamme musik. Men, nå ja, jeg var åben nok til at tænke, at man måske alligevel skulle give dem en chance, da jeg fandt nogle af deres albums for nyligt i den samling cd'er, som jeg har omtalt 17 gange i disse indlæg. Og som sagt så gjort. Jeg snuppede alle de album, der lå i Røde Kors den dag: fire styk.

Jeg satte forleden den ene på, det var et af deres "nye" albums, og det var ærlig talt så forfærdeligt, som jeg forventede, at det ville være. Uudholdeligt. Men som den selvpiner, man jo er, snuppede jeg et af de andre album fra stakken, og ... lo and behold... det lød helt anderledes! Faktisk slet ikke dårligt. I dag har jeg så genhørt pladen hele to gange, og jeg må indrømme, at den slet ikke er tosset. Faktisk god. Efter lidt research kan man næsten fornemme årsagen: Pladen er helt tilbage fra 1973. Der er endda tale om gruppens første LP. Og den lyder rigtig tidlig 70'er-agtigt. Nå ja, den er på ingen måde på niveau med Stooges, New York Dolls, MC5, Black Sabbath, eller andre af den slags tidlig-70'er-bands, men mindre kan også gøre det. Slet ikke tosset. Den får lov at blive i samlingen.

Min cd er en europæisk genudgivelse fra 1993 (eller en russisk bootleg med samme katalognummer!), og disken ser fin ud uden ridser. Loudness War-websiden fortæller at masteringen er rigtig god, og hurra for det.

Stort CD-FUND i genbrugsen #10: DIAMOND HEAD - "Lightning To The Nations" (aka "The White Album")

"My mother was a witch, she was burned alive, thankless little bitch..."

Ja, hvem genkender ikke denne start på et af Metallicas fedeste numre fra starten af 80'erne, hva'! Nummeret var med på den allerførste Metallica-plade, som jeg købte (i 1985), Creeping Death-EP'en hvor B-siden hedder "Garage Days Revisited". Og nummeret er som bekendt slet ikke en Metallica-sang, men derimod lavet af et ukendt NWOBHM-band, som dengang var totalt ukendt. Og stadig er totalt ukendt. Well, i alt fald for mig! DIAMOND HEAD fra England.

I stakken af cd'er fra Røde Kors-butikken fandt jeg gruppens debut-plade, genudsendt i 2001 med det oprindelige hvide omslag. Pladen fik oprindeligt hverken titel eller billede på omslaget, da bandet bare ville bruge den som et bedre demobånd (på vinyl) til henholdsvis at sende til pladeselskaber og sælge via fanklubben!! Indtil denne cd havde jeg aldrig hørt noget af gruppens musik (ud over Metallicas cover-versions), og jeg må indrømme, at det er glimrende. Lyden er tidlig britisk heavy metal, men måske en tand mere rå og primitiv. Og det samme gælder lyden, men det skyldes nok, at optagelsen blev foretaget for få penge og ret hurtigt. De tre numre, som Metallica har indspillet, er med her: "Am I evil", "The Prince" og "Helpless". Der er også en røvfuld bonusnumre fra singleplader.

Jeg troede ærlig talt, at gruppen bare var opløst tilbage i 80'erne og forsvundet, men de eksisterer faktisk stadigvæk. Der er dog kun eet oprindeligt medlem tilbage, og så er spørgsmålet jo, om der er tale om den rigtige gruppe. Forsangeren er i øvrigt en dansker, der hedder Rasmus.

Jeg har nu lyttet til albummet 3-4 gange, og jeg må indrømme, at det er ganske glimrende. Lidt som en langsommere udgave af Metallica i starten. Cd'en får bestemt lov at blive i samlingen.

Og så lige lidt lettere interessant bonus-info: Muligvis er min cd næsten den bedste udgave af albummet, med mindre man kan finde den oprindelige britiske LP, som kun udkom i 2000 ex. Efter udgivelsen sendte man masterbåndet til et tysk selskab, som udsendte en LP i 1981 og derefter mistede båndet. I 1993 udkom en cd fra et andet selskab, men man brugte et andet mix, da man ikke havde masterbåndet. I 2001 udkom endnu en cd (den jeg har), som blev trukket over den tyske LP. I 2011 havde man fundet masterbåndet og udsendte en ny udgave, men REMASTERED denne gang. Og i 2022 udsendtes der en ny remastered udgave, denne gang remastered af gruppens nye sanger (!!!). Hvorfor ikke en rigtig lydtekniker? Who knows. Flere brugere på YouTube kalder den seneste udgave "garbage". Den tyske LP fra 1981, som min cd er trukket over, er højst sandsynligt ikke remastered, og cd'en heller ikke.

Endnu mere bonus-info: Senest har gruppen genindspillet albummet med den nuværende besætning (inkl. den danske sanger), og inkl. fire covernumre; bl.a. Metallicas "No Remorse", hvor Diamond Head nu næsten lyder som Metallica i 1983! Om det så er godt eller ej, må man selv bestemme. Den danske sanger synger i det mindste bedre end James Hetfield med stemmen i overgang (jeg har altid ment, at Metallica skulle have genindspillet "Kill 'em all" i midt-80'erne - eller i hvert fald genindspillet vokalen!

-------------------

NB: En fyr, som må siges at være ret meget inde i heavy metal, kommenterede under dette opslag på facebook: "Stærkt alligevel at kalde et af bannerførerne for NWOBHM for ukendte. Arh...."

Og, well, fair nok, men jeg vil nu alligevel mene, at for folk, som ikke lever og ånder heavy metal, så er Diamond Head altså et ret obskurt orkester. Så jo, jeg står ved at kalde dem "ukendte" for de store brede masser. Det svarer vel til at kalde Herschell Gordon Lewis for splatterfilmens bannerfører, selvom jeg vil påstå, at 99 ud af 100 moderne horrorfilmfans aldrig har hørt om ham.  

Stort CD-FUND i genbrugsen #9: GARY MOORE - "The Best of the Blues"

 

Nogle af de andre albums ud af de 40 cd'er, jeg købte for nyligt i den lokale Røde Kors, var plader, hvor jeg kun kendte gruppen eller/og albummet ved navn. Her er en kunstner, som jeg også stort set kun kender ved navn, og som jeg vel at mærke ikke bryder mig specielt meget om. Jeg har da hørt lidt hist og pist, men ikke hele plader - men dog nok til at vide, at musikken bare ikke er min smag. Og med denne dobbelt-cd-udgivelse må jeg nok indrømme, at jeg *ikke* har ændret mening.

Cd nr. 1 er så rærlig, at jeg måtte skære mig i armen med en rusten øldåse for at holde den grufulde støj ud. Nu sidder jeg og lytte til disk nr. 2, som er en live-optagelse, og den er noget bedre. Heldigvis kan Gary Moore åbenbart ikke både spille guitar og mundharmonika samtidig. Jeg tror dog næppe, det er nok til, at jeg beholder denne misdæder af en plade.

Min udgivelse er så vidt jeg kan se en europæisk udgave (eller en russisk bootleg med samme katalognummer - no, I'm not kidding, den er på Discogs liste). Jewel case-kassetten er pænt slidt, men de to disks er i flot stand. Der medfølger en 8-siders booklet på engelsk. Ifølge discogs har den skandinaviske udgave en anden titel, "Gary Moore - Walking by myself - the Best of the Blues", et andet cover, og hele 16 siders booklet (som så til gengæld er på svensk!). Ifølge Discogs er albummet kun udsendt på cd og kassettebånd, ingen LP.

Ikke min kop te, men jeg er glad for at jeg alligevel endelig fik afprøvet, om det her var noget. Det var det så ikke. Det her blues-guitar-lir siger mig bare ikke noget, og den enerverende mundharmonika skurer virkelig mod mine nerver!

Stort CD-FUND i genbrugsen #8: THIN LIZZY - "Jailbreak"

 

Jeg ejede et Thin Lizzy-kassettebånd i 80'erne, som jeg faktisk spillede ret meget (og hvor fa'en er DÉT så blevet af!?!?). Jeg har glemt titlen, men mon ikke der var tale om et "best of"-agtigt bånd. Nu har jeg så fundet 3-4 albums i genbrugsen, og jeg synes stadig, bandet er ret fedt. Jeg aner stort set intet om Thin Lizzy, ud over det jeg lige har kunnet skimme på Wiki i løbet af 3 minutter. Gruppen (fra Irland) eksisterede i 14 år med sangeren og bassisten Phil Lynott. Og tro det eller ej, men uden Lynott har gruppen nu eksisteret over dobbelt så længe i forskellige konstellationer! De indspiller dog ikke ny musik - omend det er blevet til en live-LP. Jeg ved ikke lige, hvordan jeg har det med den slags. "Tribute" - jo jo, men måske skulle de have valgt at spille under et andet navn (Thinner Lizzy)

Efter to gennemlytninger synes jeg, at "Jailbreak" lyder ret fedt. Sjovt nok fik den ifølge Wiki en ret hård medfart i pressen, da den udkom i 1976.

Min udgave er et tysk genoptryk fra 1990 (det gav iø en lettere hovedpine at finde ud af, om der var tale om 1987-udgivelsen eller den fra 1990: Alt - og jeg mener virkelig ALT - på coveret er identisk på de to udgaver. Eneste forskel, viste det sig, er, at 87-udgaven siger "Made in W.Germany" på disken. Den anden siger "Made in Germany".

Disken har nogle få overfladiske ridser, men de volder ikke afspilningsproblemer. Ikke-remastered, så ingen loudness war her. Der er senere kommet en 2-cd-udgave, men denne version er den originale med een skive.

Stort CD-FUND i genbrugsen #7: AC/DC - "Back in Black"

 

Jeg har undgået AC/DC i maaange år, fordi deres enerverende ensartede lyd bare ikke siger mig noget. Men da jeg fandt den her i kæmpestakken i Røde Kors-butikken (se indlæg #1), så tænkte jeg "Hva' fa'en, måske er det på tide at checke dem ud" - eller rettere: checke dette album ud, som jeg jo godt er bekendt med er en klassiker. Pladen, hvor bandet kom tilbage efter den gamle sangers sørgelige død (druknet i sit eget bræk på bagsædet af en bil). Og i aftes sad jeg og så en lang dokumentarfilm om bandet Melvins, og en eller anden nævnte i filmen, at et Melvins-album er et af de helt store - på højde med ... og så nævnte han et par klassikere og deriblandt "Back in Black".

Well, på tide at checke pladen ud. Nu halvvejs gennem anden gennemlytning ... joh, det lyder jo ikke dårligt. Man skal vist lige vænne sig til det, som med alt muligt andet, men det lyder slet ikke sådan som den irriterende guitarlydmur, som jeg synes, at bandets musik har udviklet sig til senere hen (uden at være kender, så har man jo alligevel hørt dem rundt omkring). Det her er mere varieret. Jeg synes, de har mistet dén variation i musikken, som høres her. Men hvad siger andre, som kender mere til gruppen?

-----

EDIT: På fjæsen fik jeg flere kommentarer, bl.a. Adrienne, som skrev: "De har lavet en rigtig god sang. Den indspillede de i lidt variende versioner på et ok albun. Det album har de så de genindspillet 50 gange. Det er min opsummering af AC/DC" Men Allan skrev derimod: "Jeg tror faktisk du vil kunne finde lidt guld i Bon Scott æraen. Det med at de har genindspillet samme album igen og igen er lidt noget vås. I så fald kunne man jo sige det samme om Iron Maiden, Motörhead og et utal af andre bands, og dem er der sjældent nogen der brokker sig over. AC⚡️DC gør det de er gode til (bedst til) og du finder næppe en skarpere rytmesektion i rock verdenen. Jeg synes på det jeg har hørt af det nyere, at der er lidt mangel på det helt fede riff, men der er guld af og til." Og en af de i tidens løb mest hardcore samlere af danske og skandinaviske ex-rentals, Dag-Johnny, skrev, at det ligefrem har været hans favoritband i mange år nu!

Åh, alle disse jubilæummer

 Ja, jeg ved godt, det hedder jubilæer, men det andet lyder mere street-agtigt. Eller drenge-på-gadehjørnet-agtigt. Ovenstående cöööle facebook-kommentar af Martin Christnasein er fra dengang mit fanzine STAY SICK! havde 20 års jubilæum. Det var i 2019. Første nummer udkom i december 1999 (året hvor månen røg ud af sin bane om Jorden i "Månebase Alpha"). I år er det så 20 år siden, det seneste nummer udkom; det var i 2003. Og det er 30 år siden, jeg selv fik min debut som publiceret fanzineskribent (det var i Bloody Darlings). Til næste år er det 30 år siden, jeg fik min debut som zine-udgiver og redaktør (med Banned in Britain #1 i 1994). Adskillige amerikanske zines har i tidens løb spurgt, om jeg ville være med, but you know me, jeg har svært ved at tage mig sammen (tidsblind og alt det der), så det er sjældent blevet til noget. Henrik Larsens blad får jeg dog gerne nosset mig sammen til at levere til, når han opfordrer til det. Men hvor længe det er siden, jeg sidst har købt nye gummisko, har jeg ikke styr på (de unge siger vist slet ikke "gummisko" mere, vel? Well, fuck dat! Oldskool-lingo styrer!). Men hullerne indikerer, at det er lææænge siden.

Men ud over det så venter jeg lige nu på to nye numre af to filmfanzines; Det ene et forholdsvist nyt dansk/amerikansk zine, og det andet et meget gammelt amerikansk zine, som efter 30+ år netop er begyndt at udkomme igen. Jeg glæder mig!

-----

PS: Alle numre af SS og BIB ligger til fri afbenyttelse på bl.a. Archive Org. Det er glade læsere (nogle kendte, andre helt ukendte), som har lagt dem op.