Wednesday, 31 January 2024

I støv og snavs til halsen i GENBRUGSEN

 Jeg var i PlusButikken i dag (genbrugskæde hvor de får varerne fra genbrugspladserne - med andre ord: folks affald). Der var fire store trækasser med dvd'er, som jeg brugte et par timer på at gå igennem. Man er tilsølet med snavs bagefter. Dette var en, som jeg IKKE købte, men check lige den tidligere ejers notat på omslaget. Hah!


Jeg var som sagt i genbrugsbutikken i dag og kom hjem med for 300 kroner sager. Og hvad får man for 300 dask?

Tjo, ca. 50 dvd'er, 7 dvd-boxsæt, 1 bluray, 2 bøger, 1 kassettebånd! Dvd-boxsættene tog den venlige dame 10 kroner for i dag (det er **meget** med forskel, hvad de tager for den slags. Det drejer sig **virkelig** om at være heldig med de damer. Jeg forsøgte sidste sommer at få en anden af butikkens damer til at slå lidt af på en pris på gamle fjernbetjeninger, fordi de så slidte ud og virkede måske ikke. "DU KAN BARE LADE VÆRE MED AT KØBE DEM!" lød svaret knottent! ROTFL).

"Inspector Geroge Gently"-sættet er på 21 dvd'er og ser helt nyt ud. Jeg var også mega-heldig og fandt alle fem boxsæt med "Familien Macahan"-serien, som jeg har ledt efter længe. Jeg havde sæt nr. 1 i forvejen, men ville gerne have dem alle. De fem bokse indeholder tre sæsoner + en pilot.

Den første sæson er en miniserie på tre afsnit, som i øvrigt kørte på DR tilbage i 79 (jeg så den!) under titlen "De red mod vest". Dansk Wiki's forfatter aner selvsagt ikke en disse om serien, men har bare oversat fra engelsk Wiki. Intet ord om dansk visning endsige dansk titel. Svensk Wiki omtaler ikke overraskende den svenske tilgang. Oh well. Serien kan i øvrigt købes hos Gucca til 300 kr. Samme beløb, som jeg gav for det hele i dag. Jeg måtte i øvrigt stå på hovedet i hele fire kæmpestore trækasser med snavsede dvd'er for at finde alle fem bokse. Nej, der var ikke nogen butiksansat, som havde lagt dem oven på hinanden. Faktisk var jeg bange for, at der ville mange nogle - enten hele sæt eller skiver fra sættene (det sker nogle gange).

Resten af filmene er af en sådan karat, at nogle af jer sikkert vil spytte på gulvet. Men efter mange år med gys, trash og blodsprøjtefilm, køber jeg nu lidt mainstream for at checke ud, om det virkelig er så belortet, som vi alle går rundt og siger, at det er!















Tuesday, 30 January 2024

A Nightmare on Elm Street 2: Freddy's Revenge (Jack Sholder, USA, 1987)


2. maj 2007 købte jeg dette engelske boxsæt med A NIGHTMARE ON ELM STREET 1-7 (jeg checkede netop min gamle faktura i min e-mail-inbox. Bemærk i øvrigt, at man fejlagtigt på omslaget kalder filmene "The" Nightmare on Elm Street, altså med den bestemte artikel i stedet for den ubestemte "a" Nightmare! Mystisk, at ingen åbenbart har bemærket fejlen). Dengang var det naturligvis på dvd, og sidste efterår tænkte jeg, at det sgu nok var på tide, at jeg gik i gang med at se filmene!!! Jeg har ejet boksen i 17 år uden at se dem!!! ja, det vil sige, jeg fik set den første dvd sidste efterår. Dén film havde jeg så godt nok også set en gang før for mange år siden, men resten er usete film. Nå ja, på nær den sidste, A NIGHTMARE ON ELM STREET 7: WES CRAVEN'S NEW NIGHTMARE, som jeg har sovet mig igennem engang, hvor dansk tv viste den (TV2 vist nok. Jeg optog den også, men fik aldrig genset båndet). Well, her til aften smækkede jeg så del 2 på, samtidig med at jeg hældte en tallerken pitabrød med stegt kylling og tomat i skideskuret. ALLLT for meget, og jeg var ved at kaste op bagefter. Nå, men det var den film! A NIGHTMARE ON ELM STREET 2 er instrueret af Jack Sholder i 1985. Sholder er også ham, der i 82 lavede den fede ALONE IN THE DARK (se anmeldelse i et gammel STAY SICK!) og flere andre horrorfilm. Han er i dag 78 og lever stadig, omend det er næsten 25 år siden, han sidst lavede en horrorfilm. 

A NIGHTMARE ON ELM STREET 2 er både fyldt med diverse teenage-horrorfilm/slasherfilm-klichéer, og samtidig er den trods alt lidt anderledes. Hovedpersonen, som bliver mobbet i skolen, teamer hurtigt op med sin "bully" - ret usædvanligt. Men der sejles alligevel i velkendt farvand. Plottet er velsagtens unødvendigt at genfortælle; En ung mand flytte med sin familie ind i huset fra den første film, hvor de forfærdelige hændelser fandt sted. Og så begynder han at få onde drømme ligesom pigen i den første film. Han får en sød kæreste, og han kører i bil, som alle amerikanske unge gør i disse film, og han de går på gymnasium. Og forældrene forstår ham ikke. Og på et eller andet tidspunkt dukker Freddy Krueger op. Det er serien præmis, så jeg tvivler på, at nogen bliver sure over denne spoiler (omend man aldrig skal sige aldrig - og da slet ikke i disse krænkelsesparate tider, som vi lever i. Det er sgu uhyggeligt, du. I går blev en ukendt kvinde på facebook fornærmet, fordi jeg skrev i en salgsgruppe om tegneserier, at rigtige tegneseriesamlere bruger ikke betegnelsen "hæfte" om tegneserieblade eller -albums. Fornærmet! Hun blev fanderme fornærmet! Hva' gi'r du! Og for 14 dage siden blokerede forfatter Jonas Wilmann mig, fordi jeg lavede en joke om woke på hans væg, som kommentar til noget, han skrev om patriarkatet! Jeg troede sgu, det skulle mere til. Han plejer ellers at gå for at være sådan en, der godt kan slynge om sig med åben kritik. Se bare hans boganmeldelser som gæsteanmelder på bloggen Fra Sortsand. Dengang blev der ikke lagt fingre imellem. Men kom med en woki-woki-joke, og man bli'r lyst i ban! Folk er jo krænkelsessyge i dag. At lade som om man er krænket, er åbenbart det nye sort). Nå, det var den film, vi kom fra. Måske overlever filmens hovedpersoner - og måske ikke. Nogle af disse film har jo en lille finte til slut. Men hvordan lortet end slutter (ingen spoiler her!), så var jeg sgu fint underholdt. Filmen er okay blodig uden at være noget dissideret blodbad. Vi taler ikke RE-ANIMATOR-splatter her. Filmen kørte ikke i de danske biografer, og jeg har ikke check på, hvilken aldersgrænse den fik på dansk video. Mit boxsæt er fra UK, og den fik selvsagt en 18-årgrænse derovre. Filmen varede kun 82 minutter (i PAL, selvom coveret siger 87 min. Jeg antager, at det er i NTSC-tid, som man ikke har gidet omregne). På ekstra-fronten finder vi en trailer og lidt læsestof. Der er også en okay cool trykt booklet med. Bredformat og valgfrie engelske undertekster. 



Check lige den her underlige glitch i slut-teksterne. Det skete et par gange lige efter hinanden: 



Trailer:




Sunday, 28 January 2024

Jeg siger det på forhånd ...

 
Jeg er i gang med at læse det nye nummer af det dansk-amerikanske fanzine Nekromantikal Screams #2 ("nye" fra oktober sidste år). Og jeg er i gang med at tage noter til en anmeldelse. Og jeg siger det på forhånd: Redaktøren kan godt belave sig på at få smæk for een bestemt ting i bladet. Een bestemt MEGET UHELDIG ting - hvis man spørger undertegnede i hvert fald. Vanessa Hexe har en uheldig tendens til at afsløre stort set alt ved en films plot ... inklusiv hele slutningen! Og ingen spoiler warnings eller noget (ikke at det ville have hjulpet). Det er virkelig ... VIRKELIG ... en uting! Ifølge en anden anmelder (som også brokker sig over det) på Amazon, så er det åbenbart stående praksis for redaktøren! 

Her et par klip fra bladet. Man bemærker referencer til "the ending" og "the finale":


Når det så er sagt, skal det også tilføjes, at fru Hexe er en glimrende skribent, og hun gør virkelig noget ud af korrekturlæsning. Og det lader til, at hun virkelig har funderet over teksten. Men altså... for fuck's sake, de der totale ending spoilers er noget, man godt kunne undvære!!! Det er jo lige før, at man er nødt til enten at vente med at læse anmeldelserne, til man har set de enkelte film - eller skimme anmeldelserne og prøve at undgå at læse spoilerne.