Saturday, 24 September 2022

DEN TREDIE MAND på spritny dvd

 
Jeg fandt den danske dvd-udgivelse af THE THIRD MAN (Carol Reed, UK, 1949) forleden. Med Joseph Cotton, Alida Valli og Orson Welles. Jeg fandt den godt nok i Kirkens Korshærs genbrugsbutik (ja, jeg finder en masse godbidder der), men den var end ikke pakket ud af sin oprindelige cellofan! Så en helt ny dvd til 5 kroner - så vrænger man ikke på næsen ad prisen! 

Ad-mat fra dansk repremiere i 1981 - bragt i EB

Omslaget reklamerer i øvrigt med: "Historiens bedste britiske film!" Jeg kan ikke huske, om jeg har set den før, men NU har jeg i alt fald her i aften, og jo, jo, der er ingen tvivl om, at her er tale om en usædvanligt god film. Jeg skal dog indrømme, at den der enerverende pling-plong-musik skurede mod mine nerver! Men ellers har jeg ikke noget at udsætte på filmen eller udgivelsen. Ja, det skulle da lige være, at bonusmaterialet er begrænset til lidt biografi-læsemateriale. Men til 5 kr. skulle man være et skarn for at brokke sig. 

Bemærk, at On-Air har ændret filmens danske titel til Den tredje mand. Den originale danske biograftitel er Den tredie mand - altså stavet på gammeldags maner med i fremfor j. Det er ellers en uting, at videoselskaber ændrer officielle biograftitler, hvis du spør' mig. Men, nuvel, det er så desværre også de færreste videoselskaber, der spørger mig til råds. 

Thursday, 22 September 2022

BUNDY og HENRY i seriemorderfilmen THE BONE COLLECTOR

Jeg fandt den amerikanske THE BONE COLLECTOR på dvd til 5 kroner i Kirkens Korshærs genbrugsbiks forleden. Jeg har set dvd'en før, men ladet den ligge. Den så en tand for mainstream ud. Og jeg husker den fra gamle dage. Well, det vil sige, fra dengang den kom ud tilbage i 1999 (mon ikke den blev omtalt i "Filmkanylen" på TV2?). Dét er jo efterhånden gamle dage. Jeg har faktisk set lidt af den på ex-rental-video for en del år siden, men så vidt jeg husker, holdt jeg kun til et kvarter/tyve minutter, før jeg skvattede i søvn og fik aldrig set resten. Ikke før i aftes i alt fald. 

Lige så snart intro-credits gik i gang, tænkte jeg "Seven!" Selv dvd-omslaget giver mindelser af David Finchers SE7EN (1995). Og det blev da ikke meget bedre gennem resten af filmen. Jeg var underholdt, men nu bagefter har jeg en smag af tomme kalorier i munden. Jeg har aldrig været den helt store fan af SEVEN, men den var pænt bedre end THE BONE COLLECTOR. Men man skal jo aldrig afskrive ting for hurtigt, og jeg kan se under filmens trailer på YouTube, at der er tonsvis af folk, som bare æælsker THE BONE COLLECTOR. Så måske skulle jeg give den en chance mere. Jeg synes bare, det hele virkede for ligegyldigt og ... dumt. Den kvindelige hovedperson hopper i havnen for at redde to mennesker, men lige så snart hun er oppe igen, er hun knastør! Som ung kvindelig betjent bliver hun sendt ned i dunkle gange under jorden, hvor der højst sandsynligt gemmer sig en seriemorder! Blot det faktum at hun alene efterforsker en hændelse, mens hendes makker bliver ved pølsevognen og guffer hotdogs i sig! Enhver ved, at amerikanske betjente aldrig går nogen steder alene, når de er i tjeneste. Fjolle-elementerne ligger i stakkevis gennem filmen. Men måske er bogen af Jeffery Deaver bedre. Skuespillerne var sådan set gode nok, og ud over Angelina Jolie og Denzel Washington i hovedrollerne møder vi også to favorit-seriemordernavne, nemlig Bundy og Henry; dog ikke Ted Bundy, men Al Bundy (fra gude-serien Married... with Children aka Vore værste år) og Michael Rooker fra HENRY - PORTRAIT OF A SERIAL KILLER. Men som sagt, filmen var ikke helt ueffen, og kan man se gennem fingre med tosseelementerne, så er THE BONE COLLECTOR såmænd underholdende nok. 

Jeg har iø netop opdaget, at der i 2019/20 også er kommet en tv-serie, der bygger på bogen. Om dén er noget værd, skal jeg lade være usagt. Den lukkede ned efter en enkelt sæson (men også her var der mange fans på YouTube, som skrev, at den var fed - så who knows). Instruktøren af filmen er Phillip Noyce fra Australien. Af film, der lugter af gyserfilm, har han også lavet SLIVER (med Sharon Stone), DEAD CALM (den med Nicole Kidman, Sam Neill og Billy Zane), fem episoder af  tv-serien The Hitchhiker og BLIND RAGE, som slet ikke er horror, men som har Rutger Hauer med (som var med i filmen THE HITCHER, som var meget bedre end The Hitchhiker!). De sidste mange år er det vist mest blevet til tv-serier og tv-film fra hans side.