Monday, 13 January 2020

Weirdo-horrorfilm på syre


For 5-6 år siden, før blu-rayen helt udradderede dvd-formatet, udsendte det lille amk selskab Vinegar Syndrome en række dvd'er med totalt oversete, glemte, ignorerede og jævnt obskure film i dobbeltprogrammer. Selskabet startede egentligt med det formål at udsende gamle pornofilm, men med tiden har de også slået sig på horror- og exploitationfilm. Og hurra for det! Skønheden ved Vinegar Syndrome er nemlig, at de udelukkende udsender hel- og halvsjældne film trukket i hi-res fra enten originale filmelementer (altså negativer) eller filmprints. Ikke noget med public domain-lort her.

Desværre tror jeg ikke deres dvd-serier sælger særlig godt mere, og de er derfor blevet sløjfet. Ærgerligt, men om ikke andet har man i alt fald mulighed for at købe de udgivelser, der om ikke andet nåede at komme ud; blandt andet denne dvd, som jeg netop har købt; Jeg har set den her i weekenden og, holy fuck, jeg har sjældent været så begejstret. Den ærede læser har jo nok fattet, at far her holder meget af obskure trash- og sære gyserfilm, som kører langt ud af et sidespor - på en grusvej - VÆK fra de velkendte film, temaer og klichéer, som de store selskaber disker op med i Hollywood.

Den første film på programmet er THE DUNGEON OF HARROW fra 1962, som kort fortalt handler om to skibbrudne, der skyller i land på et sær ø, som befolkes af en sindssyg greve med egen slave og dræberhunde. Hans kone bor i kælderen og har ikke været uden for en dør i 20 år, da hun er spedalsk (helt grøn i krydderen). Filmen er meeeget obskur. Michael Weldon kalder den "wild". Jeg gider slet ikke begynde at forklare det hele. Bare se den! Den er også ude på andre PD-dvd'er, men hold dig fra dem og køb VS's dvd. Den er i det korrekte billedformat og uklippet.

DEATH BY INVITATION (1971) En heks vender tilbage efter 300 år i graven for at tage hævn på en familie, hvor faderen er meeeget selvretfærdig og kristen. Coveret kalder den psykedelisk! Forvent en anmeldelse senere, men - igen - totalt obskur og underlig.

PS: lad være med at læse andre folks anmeldelser, før du ser disse film! Det går mere og mere op for mig, at mange horrorfans er vildt spidsborgerlige og spytter på horrorfilm, der er "underlige". Don't be spidsborgerlig og smalsporet!!! At se de film her er som at tage filmisk syre – de skal bare opleves.

Køb direkte fra selskabet her. Dvd'en er på tilbud for tiden. De har 229 ex tilbage!