Friday, 17 February 2012

Karate-hævn på Bali


THE DOUBLE CROSSERS (Hongkong, 1976)
aka Gui Ji Shuang Xiong (HK), Kung-Fu Killer (Tyskland)
dir: Cheng Chang Ho


Hvis man sidder og hænger oppe hele natten, så kan det være en udemærket idé at slutte af med en stærk karatefilm hen på morgenen. Jeg fandt THE DOUBLE CROSSERS frem, som havde stået på reolen i vel efterhånden et helt par år uden at være blevet set. Men i dag skulle det være! Dælendylme!


Vi starter i en mørk og skummel havn i Singapore. En skummel båd kommer sejlende med nogle fyre, der ser ud som ballademagere. Så skifter scenen til et hus, hvor en halvgammel knark sidder og indtaler hemmeligheder på sin kassettebåndoptager. Et øjeblik efter bryder de mørke og skumle fyre ind og slår ham ihjel.

Den myrdedes søn er kriminalbetjent i politiet og da han hører kassettebåndet, får han hele forklaringen; Faderen var tidligere med i en bande på tre, som for mange år siden hærgede det meste af sydøst-Asien. De væltede sig i penge, narko og letlevende kvinder fra Saigon. Men på et tidspunkt blev det dog for meget for faderen, som sammen med den ene af hans to medsammensvorne valgte, at det var på tide at slå sig til ro. Men den tredje og sidste af slænget var "Én gang stodder, altid stodder", så han valgte at fortsætte. Og han vendte sig endog mod sine gamle klubkammerater.


Faderen begyndte at lække oplysninger til sønnen, men det blev opdaget og derfor skulle han dø. Da sønnen hører båndet, beslutter han sig for at hævne faderens død. Hvad han dog ikke ved, er, at faderen lige før sin død nåede at sende et telegram til sin gamle kammesjuk fra banden, og da denne tropper og i Singapore og møder sønnen, beslutter de sammen at drage til Hongkong for at ondulere deres ærkefjende.

Men helt så let er det ikke, da de først når til Hongkong. De præsterer dog at stjæle en kuffert fuld at stakater fra faderens morder og drager derefter mod Bali i håbet om, at morderen følger efter. Det gør han også, men først sender han en bande håndlangere med hang til skydevåben og håndkantsslag. Senere ankommer han selv i selskab af endnu flere skurkagtige voldsmænd. Det kan kun ende med uhæmmede voldshandlinger.

Fik jeg også nævnt, at der er 3-4 amerikanere med og som i alle disse Hongkong-film spiller de hvidt affald, som er ude på at voldtage en pige, som vores helt må rede med efterfølgende romance (jeg genkendte ikke nogen af de vestlige skuespillere, så de var nok turister på gennemrejse, som fik chancen for at være med i en film. LOL).


THE DOUBLE CROSSERS er ganske glimrende. Filmen er produceret af Golden Harvest i Hongkong og er en samproduktion med Elang Perkasa Films i Indonesien. Den er fra 1976, så man skal ikke forvente skuddueller a la de heroiske bloodshed-film, men det skal du ikke tænke på, for den er som sagt ganske medrivende alligevel. Der er heller ikke nogen lummertheder eller blod, der sprøjter, men så er printet til gengæld vældig ridset omkring spoleskift! Fortune Star i Hongkong har udsendt filmen på VCD og selve printet er i det korrekte format. Filmen findes desværre ikke på DVD, hverken i HK eller noget andet sted.


Lydsporet er på mandarin og der er engelske og kinesiske undertekster. Selvom der er fejl hist og pist i de engelske undertekster, så er teksten ganske glimrende. Jeg har bestemt set det, der var meget værre. Billedet pixilerer, sådan som VCD'er jo nu engang har for vane, så det skal man ikke forbavses over. Ikke noget mesterværk, men ganske underholdende. Hvis man som jeg har det svært med karatefilm, hvor der slåsses i en uendelighed, så kan man godt ånde lettet op. Der er nævekamp, men det bliver aldrig for meget af det gode. Læg i øvrigt mærke til den flommefede håndlanger med sort skæg og stort hår hen mod slutningen. Der gik lidt, før det gik op for mig, at bag kamuflagen gemmer der sig såmænd Sammo Hung!

VCD'en kan fås fra Yesasia og dddhouse.