 |
| Blogskribenten i en yngre udgave i barndomshjemmet. På næstøverste hylde ses fire bind af leksikonet |
-----
Henrik Larsen skrev tidligere i dag om leksikon på CD-rom, og i den anledning vil jeg lige bringe et billede af mit nye (gamle) leksikon, som jeg for nyligt fik op på reolen efter mange års viden om, at det engang skulle op på nævnte reol. Og det har været længe - længe - undervejs. Historien er den, at i 1970 flyttede mine forældre og jeg i parcelhus på Vinkelvej, og økonomien blev en anelse bedre. Min mor begyndte at abonnere på bøger fra Unions Bogklub, og da Lademann begyndte at udgive deres leksikon, var mor med lige fra starten.
Leksikonet udkom løbende ganske som Anders And-bøgerne med komplette årgange, som jeg abonnerede på mange år senere (uden ellers anden sammenligning). Bøgerne var dyre og meget værdifulde. "Nu har du vel tørret fingrene af - du ved nok, vi vil IKKE have fedtfingre på bøgerne. De har været dyre!" Jeg kan det i søvne. Lademanns leksikon var værdifulde bøger, og lige fra starten var der en mening med bøgerne. "Engang så bliver de DINE bøger". Ja, sådan var det forudbestemt. Man får lyst til at citere Metallica: "So it was written, so it was done" (som citerer andetsteds fra, men det er nok at gøre det lige den tang for højttravende). Så hele vejen op gennem 70'erne abonnerede mor på leksikonet, og engang i starten af 80'erne udkom det sidste bind (nr. 20). Derefter kom to suppleringsbind, men så var det også slut.
Da mor gik bort i 2009 stod alle 22 bind, som den dag de kom fra forlaget. De blev købt, fordi vi nu havde RÅD til at købe dem, men mor har aldrig nogensinde slået op i nogen af dem. Efter hun var gået bort, fik far den obskure idé, at han skulle giftes igen. En dag, jeg kom på besøg, så jeg en kasse i garagen og spurgte til indholdet. Gamle bøger til genbrugen, lød svaret. Jeg checkede selvsagt efter og opdagede mors - og dermed mit - komplette leksikon. "Hør hov, hvad er meningen, det her er mine bøger. Mit leksikon, som mor har købt til mig!" Den slags gik hen over hovedet på far. Hans nye kone havde et leksikon, og så kunne husets gamle jo bare ryge ud. At det var mit, og at mor havde sagt det igen og igen i 70'erne, havde han præsteret ikke at bide mærke i.
Nå, men heldigvis lå de fine bøger i klare affaldssække i kasserne, og snart kom de op til mig. Eller rettere: ned i min kælder. Med mine mange hundrede videobånd, bøger, dvd'er, osv, osv, var der simpelthen ikke plads. Well, ikke før nu. Mors gamle (stort set flunk og nye) (og nej, det hedder ikke "flunk og ny". Efter mange års brug, er det endelige gået op for mig, at mor brugte det udtryk forkert, det hedder "flunkende ny", ikke "flunk og ny", haha) leksikon fra Lademanns bogklub kan endelig komme til hæder og ære igen. Ulæst på øverste hylde, hvor det har stået siden 70'erne, men altså med 6-7 års pause. Jeg slog netop op under L. Mon Herschell Gordon Lewis stod der? Jeg gættede på nej og fik ret. Men Charles Laughton står der. Og så løb batteriet i kameraet ud. Men jeg tændte igen, og der var lige strøm nok til at tage eet mere foto. Lesbisk kærlighed!
Mor ønskede, at jeg fik denne dyrebare og værdifulde (to adjektiver, der stort set betyder det samme, men overdrivelse fremmer forståelsen, som jeg plejer at sige) skat, når hun og far ikke længere var her. At de mange sider - trykt på flot, glitret papir - så i dag indeholder for længst forældede informationer, er så noget helt andet. Man kan velsagtens ikke slå ret meget op uden at tænke: "Er der mon kommet ny viden til? Har de fundet ud af mere?" Men siderne er blanke, og der er flotte billeder. Teksten er let gammeldags, og det kan jeg i og for sig godt lide (læseren må gerne forestille sig, at skribenten tiltaler ham eller hende i De-form). Og om ikke andet er bøgerne så fandens tunge, og reolen så tilpas nær hoveddøren, at de kan bruges som forsvarsvåben mod en eventuel indbrudstyv.
Jeg må dog sige, at Lademann ikke havde tænkt særligt langt frem. Selvom bøgerne næsten er uberørte af menneskehånd, så går omslagene desværre itu for et godt ord. Materialet har simpelthen ikke kunnet tåle tidens tand og revner desværre alt for nemt. Senere blev hele baduljen genoptrykt i et 30-bindsværk med grimme omslag, og nu til dags findes det hele online, og ikke en djævel ville tænke på at genoptrykke det igen.
Lademann blev som alle gode danske forlag fortæret af kannibalen Egmont og findes end ikke som "in name only"-forlag.
Men her i huset huskes forlaget.
Øverste hylde.
22 bind.
