Friday 28 April 2023

Jack J's 80'ere: PÅ GENBESØG i den lille fredelig by

Hvis læseren ikke forstår referencen i overskriften, så skyldes det utvivlsomt, at denne ikke sad klinet til tv-skærmen over to sommeraftener i slutningen af 80'erne - nærmere bestemt den 11. og 12. august 1989. 

På disse to aftener bragte TV2 nemlig den lange todelte gyserfilm "I en lille fredelig by" - og under dén underfrankerede titel gemmer sig såmænd Tobe Hoopers Salem's Lot! (For at forvirre yderligere bruger den danske udgave af bogen [som iø er skrevet af Stephen King, men det ved du sikkert] en helt anden titel, nemlig De dødes by. Og den danske videokassette hedder Byens skæbne!).

Jeg holdt sommerferie i sommerhus dengang i sensommeren 89, og ja, jeg hang foran skærmen begge aftener og oplevede det hele på mit lille 12" transportable sort-hvide fjernsyn. Og nu, efter næsten 34 år, har jeg endelig genset seriens to afsnit - denne gang på samme dag. Og jeg må indrømme, at jeg har ingen forståelse for de skribenter, som på et bluray-forum afskriver den som langsom og kedelig. Ikke alting skal køre ved MTV-hastighed! Jeg følte mig i alt fald medrevet hele vejen igennem. Tobe Hooper formår at holde en gribende og spændende atmosfære gennem alle 183 minutter, hvis du spør' om min uvurderlige mening. 

Lidt nørd-info: Hvis det er originaludgaven i to afsnit, man vil se, så er det den engelske dvd, der skal indkøbes. Det var denne, som jeg selv fik fat på, om end det må siges at være en helt tilfældig tilfældighed; Jeg havde nemlig IKKE undersøgt, om dvd-udgaverne var ens - så for mit vedkommende var det rent held. De er nemlig IKKE ens!! Den engelske udgave er den eneste, som præsenterer serien i to afsnit, sådan som den blev vist på tv - inklusiv intro-teaser før afsnit 1, og resumé før afsnit 2. De andre dvd-udgaver og alle bluray-udgaverne præsenterer serien som en sammenredigeret film. Det vil sige, at rulletekster efter afsnit 1 og intro til afsnit 2 er klippet bort, ligesom (som nævnt) teaser og resume er væk. De nye bluray-udgaver siges dog at have bedre billedkvalitet, og har tillige med også et kommentarspor af Tobe Hooper + en trailer til den europæiske biograffilmudgave af serien (som er den, der er ude på dansk video). 

Caspar Vang har iø anmeldt Salem's Lot på det gamle Uncut.dk. Og for lidt over 20 år siden var han pænt tilfreds med den korte filmudgave, tre kassetter ud af fem blev det til. Den gode Vang skrev blandt andet: 

"Så meget desto større min overraskelse da filmens [læs: videokassettens cover/Jack] kedelige ydre viste sig at skjule en glimrende vampyrfilm, der med rigelige mængder af gode, men simple effekter, fint skuespil og, for en tv-film, uhørt store mængder af uhygge, skulle gøre de fleste af mine fordomme til skamme."

Og om en scene i filmen kommenterer han:

"Så absolut et af tv-horror-historiens perleøjeblikke."

Det ville være interessant at høre, hvad Caspar Vang mener om den komplette udgave (jeg antager, at han har set den i mellemtiden). Du kan læse hele anmeldelsen her