Friday, 23 August 2019

Nå, men der kom også en pakke fra et par svenske webbutikker og Hongkong og fra Gucca!


Jeg ved ikke, om der er andre end mig og SKRÆK OG RÆDSELs Søren Henrik Jacobsen, der checker udgivelserne fra AWE's partner i det svenske, Njuta Films, men det kan altså godt bringe lykke engang imellem. Ja, lykke! De udgiver nemlig nogle gange ting, som AWE lader ligge. Fx den mexikanske horrorfilm LUNA DE MIEL (Älska din nästa) og den ligeledes mexikanske antologi-film MEXICO BARBARO. Den sidste fandt jeg dog også på Amazon Spanien, hvor sequellen også er udsendt i en samleboks med etteren (begge med eng. subs).


Trailerne ser cool ud. VAMPYRES og TONIGHT SHE COMES er ud fra AWE, men de var meget billigere på svensk dvd. Freddie Wadling er en legendarisk musiker på den alternative/undergrunds-musikscene i Sverige. OLSEN-BANDEN-boksen er bluray, og filmene skulle forhåbentligt gerne være i det rigtige billedformat. DVD'erne var i fullscreen. Jeg har ønsket mig den længe. Blandt andet til jul, men det var der ikke nogen, der tog sig af. Pfft!


For mange år siden skrev Henrik R. engang til mig: "Filmene vælter jo bare ind!" Dengang var det film via tapetrading. I dag er det (heldigvis) fine udgivelser på små dræberdisks (som dem i DARK ANGEL).

Tilfældet har været, at jeg har modtaget adskillige pakker fra forskellige butikker de sidste par dage. Den første i dag er fra vennerne hos dddhouse i Hongkong; Jeg har genkøbt A CHINESE GHOST STORY 1-3 for gud ved hvilken gang (de film startede netop som tredjegangskopier på video fra engelsk fjernsyn!).


Så var der lige en pakke fra D&T i Østrig; den legendariske, kanadiske home invasion-film DEATH WEEKEND af William Fruet. For et par år siden kom den endelig i en (vist nok) legitim udgivelse fra Studio S i Sverige. AWE ville ikke være med, så man måtte købe den svenske, og desværre kun dvd og desværre fullscreen. Nu er der kommet en tysk udgivelse, og jeg har ladet mig fortælle, at den er fra et print, der ser en del pænere ud, end den svenske, så jeg krydser fingre. Kassetten med indbygget booklet ser i alt fald sejg ud. Jeg fik også den gamle no-budget-film 555 i hardbox og en særdeles underholdende WIP-film fra HK, ANGELS WITH GOLDEN GUNS.


Og endelig var jeg på udsalg i butikken cdon. Det med tilbud har jeg fra min salige moder. De var fattige, da hun var ung i begyndelsen af forrige århundrede, så hun lærte altid at gå på udsalg. Og i min barndom var vi også fattige. Jeg husker engang, hvor vi måtte spise en våd udgave af lokalavisen, fordi køleskabet var tomt. Det er så længe siden, at man kaldte et køleskab for et isskab. Nå, men det var de her film, vi kom fra: Cdon har en masse fine ting på tilbud til 29 kr. for tiden, både dvd og bluray (nogle af mine indkøb var dog lidt dyrere). Traileren til PEPPERMINT ser fed ud, "en kvinde tar hævn", så den måtte jeg havde. THE BELKO EXPERIMENT så jeg på Blodig Weekend og var IKKE overvældet. Jeg syntes faktisk, den var noget gylle. Men nu var blurayen nede på 29 kr, og man sku' være en kanalje, hvis man ikke gav den en chance mere til den pris. Den nye SUSPIRIA var sat ned til 79 dask, så den skulle også med hjem. BOY-traileren ser underlig og interessant ud, så til 29 kr for blurayen var det en no-brainer. ANNABELLE 2 er sikkert noget lort, men, igen, til 29 kr. er jeg ville til at løbe risikoen. TRAGEDY GIRLS er en af de film, AWE ikke ville udgive, men som Njuta udsendte på bluray, og den ser ud som good fun. To teenagepiger på killing spree! Til 129 kr. var dette mit dyreste indkøb! SEQUENCE BREAK så jeg traileren til og besluttede, at den skulle checkes. Jeg har allerede glemt traileren, haha, men jeg håber den holder. BAD BOY BUBBY har jeg set i biografen i Melbourne, og den er rigtig fed. 29 kr. på dvd fra AWE. REYKJAVIK WW MASSACRE, BREAKING NEWS (af Johnny To!) og VIGILANTE er alle AWE-film, alle koster 29 kr., og alle er dvd. EUTHANIZER er sort finsk horror (?) -komedie, som jeg allerede ejer på bluray, men jeg ville osse ha' dvd'en! Ja, jeg er fan! BIRTH OF THE LIVING DEAD er en doku om NOTLD (filmen er med som bonus), EN KVINDE EN PISTOL OG EN NUDELBAR (fra Kina), SAND SERPENTS, SNIGSKYTTEN (Frankrig), MAKE-OUT WITH VIOLENCE var alle 29 kr. og trailerne så ud, som noget der skulle checkes.


Sluttelig skal det nævnes, at det viste sig (dejligt overraskende), at tre af AWE's dvd'er er fra den tid, hvor videoselskabet fik genre-fans/eksperter fra samlerscenen til at skrive små booklets. Ærgerligt, at de ikke gør det mere! BREAKING NEWS har firsidersbooklet af Kenneth T. de Lorenzi (han har engang anmeldt mit fanzine i medietidsskriftet "Sentura", hvor han citerede mig for at have skrevet, at dronning Margrethe havde udtalt, at hun havde set frem til bladet!!), BAD BOY BUBBY af Kjell R. Jenssen (som jeg ikke kender), og sluttelig har Simon Nielsen skrevet booklet om VIGILANTE (en hævnerfilm med den sorte cæsar, Fred Williamson). SVJH anmeldte Simon den også i sit fanzine "Moshable" for mange år siden og skrev, at den danske vhs er klippet i et headshot!


Nå, det var alt for meget om mine nye film. Jeg er ikke at træffe resten af ugen, hvor jeg kommer til at befinde mig i den private grindhouse biograf. Ikke på 42. Street i N.Y., men på tredje sal i provinshullet. Yay!

Thursday, 22 August 2019

BIRTH OF THE LIVING DEAD (2013)


AWE udsendte denne dokumentar om NIGHT OF THE LIVING DEAD uden nogen større fanfare, og velsagtens derfor havde jeg fuldstændig overset den indtil for nyligt. Købt til 29 dask på cdon (den er udsolgt nu). Jeg var glædeligt overrasket - den er virkelig god. Ja, dok's om Romero er i sagens natur interessante, men den her var lidt bedre. Man satte filmen ind i dens samtids kontekst, og der var fine interviews. Meget belejligt indeholder DVD'en også selve filmen, det hele handler om (cool nok, eftersom jeg ikke havde den med undertekster).