Showing posts with label Faces in the Dark filmfestival. Show all posts
Showing posts with label Faces in the Dark filmfestival. Show all posts

Wednesday, 7 October 2015

FACES IN THE DARK-endagsfestival: Filippinsk exploitation



I lørdags, 3. oktober, løb dette efterårs endagsudgave af den lille exploitation-filmfestival Faces in the Dark af staben i Husets Biograf (København). Temaet var filippinske exploitation-film og på plakaten var de tre film: MACHETE MAIDENS UNLEASHED (Mark Hartley, Australien, 2010), BIG DOLL HOUSE (Jack Hill, USA/Filippinerne, 1971) og WONDER WOMEN (Robert Vincent O'Neill, USA/Filippinerne, 1973).

Den første film er en australsk dokumentarfilm om genren (oprindeligt påbegyndt af Andrew Leavold med henblik på at blive til filmen THE SEARCH FOR WENG WENG, men australsk tv købte retten over filmen og ændrede totalt temaet. Andrew blev dog stædigt ved og præsterede senere at skrabe penge sammen og gøre den rigtige WENG WENG-film færdig. Dén rejste han rundt med sidste år og viste den såmænd også i Husets Biograf, men det er alt sammen en helt anden historie). De to sidste film blev vist på vidunderlig og sprød 35mm. Jeg havde set alle tre film før (og ejer dem sågar på dvd/vhs) og de var lige så gode, som jeg huskede dem.

Festivalen er som bekendt planlagt og afholdt af Nils Markvardsen (redaktør af eXtase zine) og amerikanske Jack Stevenson (som alle, der kender til psykotroniske film, kender. Han skrev bl.a. bogen "Desperate Visions: Camp America" om John Waters).

Desværre må vi nok erkende, at selvom det er blevet hipt at se horrorfilm, så gælder den samme entusiasme blandt unge hipsters ikke for exploitation-filmgenren. Forstå det hvem som kan. Husets biograf var denne lørdag aften vel kun fyldt kvart op. At vi, der så var til stedet, havde en kanon aften er så en anden side af sagen. Herfra skal der i alt fald lyde et stort well done, mates til Nils og Jack for ufortrødent at blive ved, selvom besøgstallene er langt under noget, der ligner rentabelt.

Næste Faces in the Dark-arrangement bliver den rigtige festival, der løber over tre dage i slutningen af januar 2016. Jeg spurgte Nils om programmet, men han ville selvsagt ikke rigtigt ud med noget. Jeg er dog ikke i tvivl om, at det bliver spitzenklasse som altid.

L-R: Jack J & Nils Markvardsen

Saturday, 12 September 2015

De blinde døde rider stadig - og EXTASE gi'r dem et lift

I mit indlæg om Henrik Larsens Obskuriøst nr. 14 kom jeg til at nævne, at bladet er det eneste danske zine, der er tilbage om psykotronisk film- og popkultur, men det er naturligvis noget vrøvl!

I februar udkom nemlig det seneste nummer af Nils Markvardsens kanonfede blad eXtase. Da jeg nævnte miseren på Uncut.dk's forum forleden tilgav Nils mig dog med en kommentar om, at der var jo også gået otte år mellem det nye nummer og det foregående! Sandt nok.

Det nye nummer er iø ikke nummereret med et 4-tal, selvom det forrige var nr. 3. Der er nemlig tale om et specialnummer næsten udelukkende om den danske skuespillerinde Lone Flemming, der spillede hovedrollen i Amando de Ossorios spanske horrorfilm-kultkassiker TOMBS OF THE BLIND DEAD fra 1971 (jeg har ikke kunnet finde en dansk biograftitel, så måske kørte den ikke herhjemme. Efterfølgeren, RETURN OF THE EVIL DEAD kom på dansk udlejningsvideo som "Gengangernes hævn").

Sagen er den, at Lone Flemming blev inviteret som gæst til den exploitation-filmfestival som Nils og Jack Stevenson (hvis navn gamle læsere af Michael Weldons Psychotronic Video vil nikke genkendende til) afholder hvert år og som kørte af staben i februar i år. Festivalen hedder FACES IN THE DARK og til lejligheden havde man fremskaffet et sjældent 16mm print af TOMBS OF THE BLIND DEAD, som blev vist på festivalens tredje og sidste dag.

Yours truly var til stede alle dagene og hvorfor jeg endnu ikke har fået skrevet om det her på bloggen, må guderne vide. Det er sgu ikke, fordi jeg ikke fik nogen fotos, for dét gjorde jeg (og noget video-noget med Lone blev det også til). Oh well, på et eller andet tidspunkt kommer det vel op. Hah. Nå, men eXtase "nr. 4" er vældig godt og jeg kan ikke andet end anbefale, at man køber det straks her om fem minutter!


Fanzinet indeholder et kodylt fedt interview med Lone og en gennemgang af nogle af hendes mere obskure film. Endvidere får vi en artikel om Vivi Bach. Ja, Vivi Bach!! Nils har nemlig gravet frem, at hun fanderme var med i to italienske spaghettiwesterns! Den ene kørte herhjemme i biograferne som "De sidste to fra Rio Bravo" aka BULLET'S DON'T ARGUE (sic). Det gjorde den anden, EUROPA CANTA, så ikke, men om ikke andet havde den en fabelagtig titel på det tyske marked: "Lass die Finger von der Puppe".

fra venstre: Jack J, Lars Kramhøft, Lone Flemming, Helene Hindberg

Som citronen i pølseenden vendte Mads Jensen tilbage som zine-skribent efter mange år. Herligt! Mads har skrevet en kanon artikel (og desværre nekrolog) om filmanmelderen Carl Nørrested. Velskreven, informativ og så dragende, at man sluger hver stavelse i een mundfuld og det selvom man end aldrig før har hørt om Carl Nørrested (ja, jeg havde i alt fald ikke, men nuvel, jeg går også gennem tilværelsen med skyklapper på). Nils lover, at der kommer mere eXtase. Fedt! Ja, man får lyst til at forstærke udtrykket med et skide fedt!

Lad der nu ikke gå otte år igen, Nils!


eXtase #4
32pp, A4, s/h, oplag 100.
Prisen står ikke på omslaget og ingen e-mailadresse er angivet. Jeg mener dog at huske, at jeg gav 50 kr og Nils Markvardsen kan findes uden problemer på facebook.