Palle Sørensen, Jimi Hendrix og døden den 18. september

I går var det den 18. september. For nøjagtigt 35 år siden sad jeg klar ved radioen. Jeg havde gjort kassettebåndoptageren klar. Det var en torsdag aften og jeg skulle optage ugens højdepunkt; det to timer lange program "Rocknyt"*. Det eneste program, der spillede noget, der lignede alternativ musik.

Så tonede værtens stemme frem fra højtaleren. Jeg husker ikke, hvem han var, muligvis Jan Sneum, men hvorom alting er, så erklærede han i alt fald, at den pågældende aftens "Rocknyt" ville udgå til fordel for et to timers langt mindeprogram om Jimi Hendrix, som var død samme dato 10 år tidligere. For mig var 10 år meget, meget længe. I mit unge teenagesind var 1970 lige så langt borte som tidlige stenalder. Det var ukendt land. Jeg havde på daværende tidspunkt aldrig nogensinde hørt om Jimi Hendrix og de to timer, der fulgte, var skidespændende lytning.

I går var det også den 18. september, men det var ikke længere 10 år siden, Jimi Hendrix gik bort. Det var 45 år siden! Hvordan fanden gik det lige til!? Hvordan kan der lige være gået 35 år, siden, jeg optog det Jimi Hendrix-mindeprogram!?!?!? Jeg forstår det ærlig talt ikke.

I det sidste års tid har jeg efter mange år genopdaget Hendrix. Det skyldes primært to ting: 1) at Nils Markvardsen har pushet sin holdning om, at syrerock er fed musik over på mig. Og at 2) jeg sidste sommer mødte en dame med en stor LP-samling fra 60'erne. En samling, som bl.a. indeholdt et slidt eksemplar af "Electric Ladyland"-dobbeltalbummet med Jimi Hendrix and the Experience. Den plade er så god, at man uden problem kan sætte den på "repeat" og høre den hele dagen.

Men nuvel, selvom jeg holder meget af Hendrix, er jeg ikke den type fanatisk fan, der går op i ting som dødsdatoer, så jeg havde faktisk ikke bemærket, at det netop var den 18. i går - ikke førend jeg så en artikel i Ekstra Bladet om, at det i går var 50 år siden Palle Sørensen plaffede fire politibetjente ned med koldt blod i København. "Hov", tænkte jeg, "er det ikke samme dato som...?" Et hurtigt check og sørme jo. Fem år efter Palle Sørensens udåd kvaltes Jimi Hendrix i sit eget bræk i London.

Jeg må desværre erkende, at jeg aldrig fik hørt ham dengang i 1970. Men noget, som jeg rent faktisk fik hørt et par år senere var Gasolin's første LP, "Gas 1" og i dag kan jeg sgu godt høre, hvor Franz Beckerlee stjal de guitarriffs fra, hahaha (mange år senere fortsatte Franz proceduren med stjæleriet, da han forsøgte sig som krimi-forfatter. Forlaget måtte trække hans debutroman tilbage, da Franz havde kopieret lige lovlig meget fra en anden forfatters bog). Men altså, nu 35 år senere er jeg endelig ved at udforske Jimi H. ordentligt. Jeg har endda købt Hendrix' gamle bassist Noel Reddings bog "Are You Experienced?"

Jeg ville ønske, at jeg stadig havde det kassettebånd med optagelsen fra "Rocknyt" 1980, men sådan er der så meget. Hendrix spilled i øvrigt i Århus kort før sin død i 1970. Der ligger en bootleg-optagelse på YouTube, men lyden er selvsagt ikke overvældende god. Lyt hellere til denne officielle optagelse fra Stockholm 1969, som endda også er filmet. Jeg er ikke sikker på, om det oprindeligt er til svensk TV eller hvad, men op i røven med det, bare se optagelsen, din løjser! Denne udgave af "Spanish Castle Magic" er bedre end julegaver til Jul. Hele koncerten ligger på YouTube (men undgå for alt i verden den "farvelagte" udgave). 





PS:
Ikke at det har så fandens meget med Hendrix at gøre, men her er et link til Ekstra Bladets artikel om Palle Sørensen og hans bestialske drab på fire unge politibetjente i 1965.
Endvidere bragte Danmarks Radios P1 i ugens løb et dokumentarprogram om Palle Sørensen, som interessant nok inkluderer et interview med ham (jeg er ikke bekendt med, at der tidligere er bragt optagne interviews med ham) og iø også andre, der oplevede sagen på nært hold dengang i '65, blandt andet ham, der fandt ligene på gaden og stadig den dag i dag er rystet over hændelsen. Man kan læse en længere artikel på DR's side her og lytte til programmet her, og hvis man vil downloade, foregår det her (men gør det rather sooner than later, DR fjerner gerne deres programmer efter et stykke tid).


* Jeg er ikke sikker på, om programmet rent faktisk var "Rocknyt" eller om der måske var tale om "Rock Nu". Sidstnævnte var et program, der sammen med søsterprogrammet "Rock Før" kørte hver uge på P3. "Rocknyt" blev søsat, da de to andre lukkede. Hvornår overgangen skete nøjagtigt, husker jeg ikke. Hvem husker nøjagtigt, hvad det skete for 35 år siden.

KORS I HYTTEN! Henrik Larsen udgiver MERE Obskuriøst!!

Man føler sig jo hensat til midt-2000'erne, hvor glade drenge på den danske fanzine-scene sprøjtede nye numre af deres zines ud en masse! Forskellen er dog bare, at det udelukkende er Henrik Larsen, der udsender nye numre af sit blad, Obskuriøst, men han har så til gengæld gjort det igen og igen - og nu igen.

Og lige her om fem minutter (til december) lover han (sådan næsten), at der kommer endnu et nummer. Det skal dog så siges, at det nye nummer ikke nr. 16, men Obskuriøst Nyhedsbrev nr. 2. Og modsat alle mine egne numre af SS Nyt (efter nr. 1), som var e-nyhedsbreve, er Henriks newsletter skam rigtig trykt på aflivet bøgetræ. Jeg har ikke set det endnu, men mere info kan læses her.

IMPRINT (Japan/USA 2005) dir: Takashi Miike

Jeg købte de to danske bokssæt af Masters of Horror (MoH) sæson 1, der udkom for en del år siden. Faktisk er det 10 år siden, de udkom, og jeg købte dem vel for 6-7 år siden, da de var ved at udgå. Da jeg kom hjem fra den lokale TP-butik med boksene, kastede jeg mig straks over serien og slugte hele herligheden råt... øh, ja, nu skal man jo heller ikke forhaste sig og derfor gik der lige 7 år, før jeg fik IMPRINT smækket i maskinen. Uakk!

Afsnittet, som jeg rent faktisk heller vil omtale som en film, om ikke andet så en TV-film, skulle vise sig at være kanonfed og normalt ville jeg sparke mig selv i hovedet for ikke at have set den noget før, men jeg er efterhånden en gammel mand og jeg synes sgu, at det er kodylt stærkt at have et gammeldags "bibliotek", som folk havde i gamle dage (deraf dets gammeldags status) i deres private hjem. Fedt nok at kunne gå ind i stadsestuen, checke rækkerne af reoler, medens man nyder sin the og finde en uset film under de mange lag støv til at underholdet selskabet med (om ikke andet så sit eget).


Trailer for IMPRINT (og den virker ganske glimrende til trods for den manglende thumbnail)

IMPRINT  er trettende og sidste episode i MoH årgang 1. Det er også den eneste episode, der ikke oprindeligt blev vist på amerikansk TV, eftersom amerikansk TV er nogle tøsedrenge, vatnisser og svagpissere, der ikke tør vise noget med lidt bare bryster, negletortur og spædbørn, der skødesløst smides i floden. Herhjemme husker jeg at have set episoden anført i et trykt TV-program, men jeg er ikke sikker på hvilken kanal. En af reklamekanalerne mener jeg, TV3 eller Kanal 5 eller sådan noget af det ragelse der (en kontradiktion i termer velsagtens idet jeg netop konstaterer, at de viste IMPRINT).

Baggrunden for TV-selskabets egen bandlysning af episoden kan forklares ganske enkelt: den er instrueret af Takashi Miike. Ja, ham, der lavede den langt ude-spasservoldsfilm ICHI THE KILLER (som er kommet både fra Hamlet Film og AWE herhjemme) og AUDITION. Plottet i al sin enkelthed er nogenlunde sådan her: En amerikaner (Billy Drago) rejser rundt i Japan i 1800-tallet for at finde sit livs kærlighed; en kvinde, som han har mistet, men som han ved er derude et eller andet sted.

Da filmen begynder er amerikaneren ved at blive sejlet ud til en lille ø. I vandet ligger opsvulmede lig og plasker rundt. Det har ikke noget med plottet at gøre, men sætter tonen ganske effektivt. Færgemanden stikker til et lig med sin stage, men det synker ikke til bunds og han kommenterer lystigt, at hun nok var gravid. Da kvindeliget drejer rundt i vandet ses det, at yes, hun var ganske gravid. Japanerne i båden griner og Billy Drago skuler bagud efter liget.

Oppe på øen går han nu i gang med at lede. Han kommer forbi et bordel, hvor kvinderne er fanget bag tremmer. Ingen af dem er den rette. Han ser en enkelt kvinde, der sidder bagerst i bordellet i halvmørket og man fornemmer, at hans interesse er vækket. Og da ejeren af lysthuset fortæller, at kvinden, han søger, ikke er på øen og at der først går en båd den efterfølgende morgen og at hvorfor bliver du ikke og hygger dig med en af vore glædespiger, slår den halvgamle amerikaner til. I kvindens værelse på bordellet ser Billy Dragos character nu, at kvindens ene ansigtetshalvdel ser ud, som om hun er blevet sparket i hovedet af en hest. Og det er bare den første overraskelse, som ø-skøgen har i posen. Tro mig, det bliver surreal ud over, hvad vi er vant til i en TV-gyserproduktion fra Hollywood. Men som sagt... Takashi Miike!

Jeg har godt nok endnu ikke set alle episoderne i sæson 1 og 2 (eller den uofficielle sæson 3 for den sags skyld), men af dem jeg har set, er IMPRINT med det samme blevet min favorit ... eller i alt fald på højde med min tidligere favorit, John Carpenters CIGARETTE BURNS (med veloplagte Udo Kier, som en filmsamler, der holder en [rigtig] engel i fangenskab som et andet samlerklenodie fra en kultfilm).

Den danske DVD indeholder guf ud over det sædvanlige for denne serie. Vi er vant til noget dokumentar-noget og nogle halvslatne interviews på tre-fire minutters varighed. Not so with denne DVD. Her trakteres vi til et overdådigt overflødighedshorn af lækkerier i form af en vældig interessant "Making of" på omkring 50 minutter (som dermed næsten er lige så lang som selve filmen). Dokumentaren kommer rigtig godt rundt, der er interviews med Miike, skuespillerne, og endda forfatterinden, der har skrevet bogen, som filmen er bygget over. Hun er ikke skuespiller, men Miike gav hende alligevel en prominent rolle i filmen som et rigtig dumt tortursvin. Interview-bidderne med forfatterinden (du må selv slå hendes navn op, jeg gider virkelig ikke!) sidder i klart dagslys og så skiftes der til Miike, der i solbriller og cool tøj sidder i (hvad der ligner) en biograf i halvmørke og forvrængede rødlige farver. Manden er så gennemført auteur, at selv interviewet med ham bliver kunst! Awesome!!!

Og har man ikke fået nok at Miike efter dokumentarens 50 minutter, behøvs man ikk' og fortvivle, bagefter kan man nemlig nyde endnu et program, som er rent interview med cyberpunk-instruktøren på endnu 50 minutter. Og som rosinen i den rå fiskerulle får vi et 20 minutters program om specialeffekterne i filmen, nogle trailers for andre episoder, og lidt læsemateriale. Serien blev i Danmark udgivet af Mis. Label (hvad fanden betyder Mis. [MED punktum]??). At der ifm denne DVD mere ekstramateriale end på de andre udgivelser i serien ses bl.a. af, at videoselskabet efter de første 12 episoder kørte på rutinen. De gad simpelthen ikke ændre standardteksten på omslaget, som informerer om: "special features: 60 minutes". Der er nærmere 130 minutters special features på denne DVD!
IMPRINT er klart vildt anbefalelsesværdig.

Mine gamle blogindlæg og anmeldelser af Masters of Horror-serien kan læses her. 

Det lader iø til, at Videonetto har et enkelt ex liggende af boks #1, men de skal have 200 stærke for den.