Saturday, 5 March 2011

SKRÆKSKURET lukker og skribenterne hænger sig

Jeg læste først den kedelige nyhed ovre på Henriks Båndsalaten. Først forvirrede de læserne ved at flytte webhotel, så skiftede de til et kikset udenlandsk navn (og sprog), og dårligt nok er de hoppet tilbage til det gamle navn, før de gør en ende på det hele; Yeps, Skrækskuret lukker! Trist, men så kan det jo være, at Zombie Munk og Kranie Lars kan få lidt tid til at poste lidt nyt blod ind i Uncut.dk, som gevaldigt trænger til det; Liget (altså Uncut) er holdt op med at baske med armene og er næsten helt koldt. Og hvor fa'en er Caspar Vang! Men altså, trist med Skrækskuret.

UPDATE 15.07.2021: Bloggens sidste side via WaybackMachine

Wednesday, 2 March 2011

Den forsvundne X-planet



Hvis mine ca. 13 danske læsere skulle have undret sig over mit foregående indlæg, så... er det vel ikke så underligt, haha. Kryptisk, må man sige! Sagen er den, at jeg havde siddet og søgt halvhjertet i Google-land for at se, om der monstro skulle være noget mere info om det gamle psykotroniske filmprogram Planet X, som jeg ikke allerede havde. Hvad den ærede læser ikke ved, er, at jeg tilbage i 2005 og 2006 optog alle episoderne af nævnte program, da de kørte over skærmen. Naturligvis!! Hvordan skulle man kunne undlade det, når man nu er ynder af psykotroniske film!? Nej, vel.



Jakob Stegelmanns coole program kørte over to sæsoner på DR1, begge med hver 10 episoder, hvoraf den første sæson inkluderede en julespecial (omtalt i TV-oversigten som "Planet X-mas", selvom denne title ikke stod på selve skærmen). Da jeg i sin tid optog programmene var den første årgang med videobåndoptager, da jeg endnu ikke havde investeret i en DVD-optager. Da sæson 2 derimod begyndte, havde jeg fået fat på en af slagsen, og da en håndfuld af de første episoder senere blev genudsendt, fik jeg også disse med DVD-optageren (hvorfor man ikke genudsendte hele årgang 1, er et af de spørgsmål, hvor svaret er lige så ubegribeligt, som hvorfor rumvæsenerne i ROBOT MONSTER er aber med dykkerhjelme.




Nå, men så var det altså, at jeg sad og ledte efter info om programrækken og sørme faldt over en liste over samtlige afsnit... og opdagede til min store forbløffelse... at der fandtes et "rigtigt" afsnit #10 i årgang 1! Jeg var hele tiden gået ud fra, at julespecialen var #10!!! Ikke alene var jeg forbløffet, jeg var på det nærmeste ramt af rablende sindssyge som i en bedre film om en, øh, rablende og sindssyg videnskabsmand, der netop opdager, at noget er gået galt på laboratoriet! Sveden haglede ned over min pande, og både det ene og andet øjenbryn dansede i nervøse trækninger. Havde jeg virkelig misset et afsnit!?!?!? Jeg begyndte stammende og febrilsk at tale med mig selv, jeg bandede og svovlede, jeg skummede og mine øjne blev sorte som i et EKSORCISTEN-ripoff af Bruno Mattei. Jeg kastede en flaske grøn væske mod væggen, og jeg fornemmede en opkastning, der var på vej. Hmmm, eller overdriver jeg den malende beskrivelse en anelse??? o_O Men nuvel, jeg var i alt fald overrasket og mildt sagt irriteret!



Nå, men efter at have sundet mig en stund over chokket, gik det op for mig, at der måske var en mulighed for, at jeg i virkeligheden havde lavet en simpel fejl; Det undrede mig nemlig gevaldigt, at jeg skulle kunne have overset en episode dengang omkring årskiftet 2005/2006. Jeg huskede tydelig, at jeg holdt MEGET nøje øje med TV-programmerne i den lange periode, hvor serien kørte og det syntes uvirkeligt, at jeg skulle have misset en episode. Ikke mindst, fordi alle episoder blev genudsendt samme uge som første-visningen.



Jeg fandt stakken med Planet X-bånd frem og nedenunder "Sæson 1, #10"-båndet lå der sørme et bånd med mine egne næsten ulæselige kragetæer med påskriften "Planet X, #11"! Men om jeg bare havde talt videre og om "#11" i virkeligheden var Sæson 2, #1 var jo så lige det. Febrilsk famlede jeg med kassetten, det løb mig koldt ned af ryggen, da jeg satte båndet i videomaskinen, jeg kunne mærke en opkastning på vej op gennem hal... (FOR malende igen? Haha) - og 20 sekunder efter toner en intro from, som jeg IKKE genkender! Fantastisk!! Med andre ord, det der må være sket, er, at jeg simpelthen ganske rigtigt OPTOG afsnit #10, men talte juleepisoden som #10, da jeg for flere år siden overførte dem til DVD-optagerens harddisk, og da den rigtige #10 ikke blev genudsendt i anden ombæring (som sagt var det kun første halvdel af årgang 1, der blev genudsendt), så er det altså her årsagen til misseren ligger begravet.



At sidde og se dette afsnit, som jeg altså kun havde set en enkelt gang tilbage i begyndelsen af 2006, var sgu ret fedt. Næsten som at se et NYT afsnit! Og i øvrigt er det jo DESVÆRRE det nærmeste, man kan komme et nyt afsnit! Uheldigvis skete der jo det, at ledelsen i Danmarks Radio havde brugt nogen penge... nogle alt for mange penge... på et nyt skide TV-hus og da fadæsen blev kendt i medierne (jeg er sikker på, du kan huske alt det her, det var den store nyhed i lang tid, dengang i midt-2000'erne), så fandt ledelsen hos DR på, at man skulle spare alle de "unødvendige" programmer væk. Og desværre betød det, at et program som Planet X på ingen måde havde en chance for at overleve. Heldigvis fik vi 21 afsnit, der ligesom enhver anden psykotronisk filmperle, kan ses igen og igen. Nå ja, hvis ellers man sørgede for at få dem optaget, naturligvis.



Men hvad var Planet X egentligt? Well, som jeg har sagt tidligere, var det efter min uovertrufne mening det bedste filmprogram, vi har haft i Danmark! I stedet for at præsentere alle mulige big-budget, mainstream lortefilm fra Hollywood, så præsentere Jakob Stegelmann hver uge en halv time med "vores" film, nemlig psykotroniske perler; horror, trash, blaxploitation, worldweird, glemte (og forbudte) tegnefilm, film med fallerede musikere, science-fiction, og ikke mindst oplysningsfilm fra 1950'erne! Programmet var virkelig godt. Jeg har aldrig hverken før eller siden set klip fra "Drakula i Pakistan" på dansk TV. Det beskriver vel ganske glimrende, hvor fedt programmet var for folk med hang til alternative film. Og et bar (stor) præg af at være lavet af en vært, der ikke alene vidste, hvad han talte om, men også ELSKEDE det, han talte om!



Da årgang 1 begyndte, kan jeg huske, at der var et par glatnakker, som i Uncut.dk's forum brokkede sig over, at Danmarks Radio havde sat Jakob Stegelmann til at præsentere programmet. Det var tydeligt, at disse fladhjerners kritik tog sit udspring i, at Stegelmann laver børne-TV og en sådan mand kunne derfor ikke være en ordentlig vært for et program om psykotroniske film. Hvis sagen nu havde været den, at Jakob Stegelmann vitterligt ikke vidste noget om disse film, eller havde præsenteret dem på en stupid måde, så kunne jeg forstå kritikken, men det var ingenlunde tilfældet. Stegelmann er jo netop stor fan af disse film (næsten alle de film han præsenterede i programmet var hans egne DVD'er) og han strøede om sig med relevant info hele tiden. Hvis tosserne fra Uncut-forummet havde gjort deres hjemmearbejde, ville de have vidst, at Stegelmann uge efter uge plejede at skrive spalte op og spalte ned om alt muligt psykotronik i kolofonen "Truslen fra det ukendte", der blev bragt på bagsiden af Berlingske Tidendes fredagsudgave i flere år. De bedste er endda udkommet i bogform under samme titel (men desværre er den svær at opdrive nu, men kan grangiveligvis lånes på biblioteket). Han vidste sgu godt, hvad han talte om. Han var ikke en fjolle-vært fra børne-TV, som DR bare havde smidt et for ham ukendt koncept i favnen! Det ville ærligt talt have været ret bizart, hvis DR skulle have fundet en anden vært til at præsentere programmet for at gøre det mere *troværdigt* - set i lyset af, at programmets indhold udelukkende var forberedt af Stegelmann.
Nå, men nok om det.



En ting, der glæder mig usvigeligt, når jeg genser disse gamle programmer, er, at Jakob gav filmene den hyldest, de fortjener. Han præsenterede filmene, som det de er, nemlig mega-underholdende trashfilm. Jakobs kæmpesmil, som vi blev præsenteret for uge efter uge, skyldtes udelukkende filmenes store underholdningsværd. Hvad det ikke var, var et højlydt grin på BEKOSTNING af filmene. Jakob præsenterede ikke Planet X for at latterliggøre disse film, men fordi han elskede dem. Det er ærgerligt, at programmet lukkede, som følge af DR-ledelses stupide ineffektivitet - og man har jo tilsyneladende heller ikke fundet det værdigt til en kunstig genoplivning som del af DR's internet-udgave.







Sunday, 27 February 2011

Det forsvundne X

Argh, wauwwwuhh!! huuh-huuu-hhuuu, fru Kristoff, det er sateme for wildt!! Proper update senere!!!

O_O

Aftenens Planet X-film: DEAD MEN WALK



Jeg husker, at Jakob Stegelmann engang i Planet X præsenterede filmen DEAD MEN WALK og sagde noget i retning af: "Med George Zucco og Dwight Frye kunne det ikke gå galt". Og nej, det gjordet det bestemt heller ikke! Fem-seks år efter programmet (det bedste filmprogram på dansk TV nogensinde) kørte over skærmen, fik jeg endelig set filmen i går aftes på DVD fra USA, og med sin lidt over en times løbetid har den lige den rigtige længde. Jeg ville ønske, at flere film var kortere! Nutidens film er ofte alt for lange. Anyway, Zucco spiller to tvillingebrødre, en god og en ond, hvoraf den onde netop er afgået ved døden, da filmen begynder. Han har dog indgået en handy pagt med Seytan (sådan udtaler han det rent faktisk, men om der er nogen Tyrkish forbindelse eller det bare skal virke *mystisk*, skal jeg ikke kunne sige), så han kan komme tilbage fra døden og tage hævn på den gode tvillingebror, der viser sig ikke at have været helt så god alligevel (man kan jo forstille sig, at den onde bror ikke døde af alderdom). Dwight Frye spiller hans håndlanger og leverer sin præstation næsten lige så skingrende sindssygt, som sin rolle som Renfield i Dracula (1931).