Et øde beliggende farmhouse. En weirdo familie. Rotter. Rustne motorsave. Exrentals i sølet. AND WILL I MAKE IT BACK TO THE CAR!!!

Søndag eftermiddag var jeg ude at køre eftermiddagstur langt ude på landet og kom forbi en enligt beliggende landbrugsejendom, hvor et skilt proklamerede "loppemarked". Haven lignede grangiveligt noget fra en italiensk Motorsavsmassakren-kopi, som Bruno Mattei aldrig fik lavet.

Skrammel alle vegne. Et stort telt, hvor vandet fossede ned på de varer, der mest af alt lignede hittegods fra familier, der var blevet skåret op med rustne motorsave. Midt i det hele en pølsevogn med gammelt slik. Og en dværg, der... nej, okay her overdriver jeg. Da vi skulle til at gå, dukkede en lille, gammel dame op i lurvet tøj og spurgte, om vi havde været omme i... HALLEN!!!



Og så gik turen gennem en bilkirkegård, der igen lignede noget fra WRONG TURN eller TCM-remaken, og kom om til en kæmpe hal, der var fyldt til randen med alle mulige lorteting. Alt muligt ubrugeligt og kun en meget smal gang gennem det hele. Som den videosamler man er, leder man naturligvis hele tiden efter bare een enkelt vhs'er og på vejen ud anede jeg pludselig noget langt inde i lortet, nede på gulvet (dvs på jorden, for der VAR sgu ikke noget gulv!), nede i mørket; to vhs'er!

Så jeg snævrede mig ind forbi jernstænger og fritstående glasruder (risikoen for overbalance og resultatet heraf vil jeg helst ikke tænke på!) og ind allerbagerst i noget, der lignede de der gange i TEXAS CHAINSAW MASSACRE part 2, og ganske rigtigt: to kassetter med... skodfilm. Febrilsk spejdede jeg ind i mørket, hvor jeg mest af alt forventede at se onde rotteøjne stirre tilbage på mig, men i stedet opdagede en pose, der var gået halvt i stykker pga ælde og vand, hvoraf man kunne skimte omridset af videokassetter. I mit febrilske forsøg på at strække en arm forbi en rusten motor-dims gik den halvrådne pose naturligvis helt i stykker, og jeg måtte bruge et ben fra et kamerastativ til at skrabe båndene ud med. Ud gennem sølet. Og da jeg endelig fik raget dem ud, var mine fingre sorte af noget udefinerbart og lugtede nu af mange års råddenskab og ælde. Jeg forventede at se maddiker som i en bedre Argento-film, men der var dog ingen.

På vejen ud opdagede jeg endnu flere kassetter, denne gang heldigvis på en hylde lige over jorden (men naturligvis på den anden side af det skide glas). Og efter hvad der føltes som en times hårdt arbejde (som sikkert kun var 10-15 minutter) kunne jeg stavre ud derfra med de 10 exrentals, som er vist her i tråden. Der var flere, men udelukkende lorteskodfilm og man skal jo sætte grænsen et sted (siger han efter at havde hevet ulækre lorte-stinkende, mugne exrentals ud, hvis eneste kvalitet er, at de er psykotroniske!). Jeg tilbød "familien" 20 kr for det hele og lagde ikke skjul på, at de skulle være yderst tilfredse med, at jeg overhovedet ville ha' "lortet".

Jack J's 70'ere: Gasolin' i "Lørdagshjørnet" (1976)

Jeg husker det, som var det i går. Nej, jeg lyver, rent faktisk mente jeg at kunne huske, det var i 1977, men i virkeligheden var det helt tilbage i... 1976. Og hva' er det så, jeg kunne huske? Well, dengang mit (og alle andre danskeres) danske favorit-rockband Gasolin' (apostroffen skal med, ligemeget hvor forkert den så end er! LOL) var gæster i DR's "Lørdagshjørnet", som var et hyggeligt talkshow-agtigt program rullede over skærmen lørdag efter lørdag dengang (i øvrigt længe før de rigtige talkshows havde deres egentlige indtog på dansk TV). Dengang, hvor vi i øvrigt kun havde een eneste TV-kanal. For nutidens moderne (og vulgært yngre) mennesker lyder den slags naturligvis som det rene rædselsscenarie på højde med tånegleafrivning og japansk vandtortur, men det var nu slet ikke så tosset endda; Det betød f.eks. at alle ens kammerater henne i skolen eller på arbejdspladsen havde set det samme i "kassen" aftenen før. Jeg husker tydeligt engang, hvor jeg skulle med min far et eller andet sted hen, og det var i tidsrummet, hvor "Huset på Christianshavn" blev sendt. Gaderne var tomme! Jeg overdriver ikke! Den enlige TV-kanal bragte os sammen dengang. Alle sad f.eks. og så "Lørdagshjørnet". Vi var mere lykkelige. Den kolde krig rasede i al sin stilhed og ethvert hus havde en rigtig TV-antenne på taget (eller i det mindste en 150 meter høj fællesantenne i nærheden, så de heldige kunne se tysk eller svensk TV). Vi havde heller ikke flygtninge eller andre indvandrer til at skabe utryghed og frygt. Som sagt, vi var lykkelige. Nej, gu fanden var vi ej. Eller det vil sige... jeg tror faktisk, de fleste andre danskere var ret lykkelige med al deres skide danskhed og Lis Sørensen og pis og lort. Selv dengang som 12-årig var jeg sgu konstant ved at brække mig over det hele. Danskheden. Det brune i brune samfund. Kartoflerne og den skide sovs. Alt var fa'me ens, og hver gang nogen gjorde noget anderledes blev de mobbet og/eller gjort til grin. Du fatter ikke, hvor glad jeg var, da 1979 endelig blev til 1980. Jeg husker, at jeg nytårsaften '79 kigge ud ad vinduet og tænkte: "Nu bliver det 1980, nu bliver det endelig bedre". Og det blev sgu meget bedre! Måske var mainstream-Danmark det samme, men forstod man at finde det alternative, så var forskellen som nat og dag. I dag snakker folk hele tiden om 80'ernes pastelfarver og pop- og funkrock, og igen brækker jeg mig! Det var sgu ikke mit 80'ere. Mine 80'ere var sort i sort; Joy Division, The Cure og Siouxsie and the Banshees regerede den engelske undergrund og i den danske undergrund hed pendanterne Sods/Sort Sol, Martin Hall, Clinic Q, Sort Hvide Landskaber, De Må Være Belgiere, Before, Holy Toy (okay, de var norske), Imperiet (okay, de var svenske), og mange flere. I '84 sad jeg med fingeren på fjernbetjeningen, da dokumentarfilmen "Omkring en sort sol - et portræt af Sods" gik i gang. Jeg havde ventet spændt hele ugen. Se dét var mit 80'erne. Og i '86 drog min fætter Ronny og jeg til Roskilde Fest. for første gang og elskede, at folk kunne se anderledes ud end mælkehvide danskere og at de kunne lytte til andet og mere interessant musik end, nå ja, Lis Sørensen, Tøsedrengene, Nana, og hvad fanden alle de tabere på den danske musikscene hed dengang ("tabere" der dog tjente styrtende med penge, fordi de fleste af jer derude over 30 købte alle deres plader. You people make me sick!). And I'm rambling as usual. Det her har ikke noget med Gasolin' i "Lørdagshjørnet" at gøre. Hvorfor fanden stoppede du mig ikke!!
Nå, men selvom det er flere år siden, jeg sidst har oplevet et teknisk uheld på DR, så præsterede nosserøvene alligevel at lave lort i den med denne længe (30 år+) ventede genudsendelse af programmet: Lyden var visse steder ad helvede til!! Mere KNAS end lyd! Fanden tage DR!! Øh, men også tak for endelig at genudsende programmet.

Og hvordan VAR det så at gense? Herligt! Absolut. Jeg genkendte visse småbidder og det korte øjeblik, hvor Willi Jønsson siger, at de er hippier og at han er ligeglad med, om han har et farvefjernsyn eller ej, var den bid, jeg har husket klart gennem alle disse år. Absolut et herligt gensyn, både mht. programmet, men også til et personligt "anker" i en tid, der forlængst er forbi.

And at the end of the day, var det hele så så forfærdeligt dengang? Well, ja det var det faktisk. Men når jeg så alligevel nogen gange godt kan distrahere fra al 70'er-lortet, så er det, fordi den tid også lagde grundlaget for mange års efterfølgende popkulturdyrkelse hos undertegnede. Jeg opdagede for første gang mange film og TV-serier (og i mindre grad musik). "Columbo"! Jeg elsker da stadig "Columbo" (skrev for nyligt om serien på den engelske udgave af denne blog) og "Kojak" og "Den Gamle" (Der Alte) og mange, mange flere. Egentligt burde jeg jo skrive lidt om disse ting, meeen... så tror du vel bare, jeg har solgt min sjæl til... Obskuriøst.