Tuesday, 6 March 2012

Scorpion Thunderbolt (Hongkong, 1985)


VHS / UK / engelsk audio / uklippet

Her er så det flotte omslag til den engelske VHS-udgave af Godfrey Hos SCORPION THUNDERBOLT med Richard Harrison. Det var meningen, at jeg skulle have skrevet en anmeldelse af filmen og inkluderet i den artikel til Nils Markvardsens blad eXtase, hvor også MAJESTIC THUNDERBOLT og INFERNO THUNDERBOLT skulle have være inkluderet, men som aldrig blev færdigskrevet. Jeg er selv den glade ejer af det engelske bånd (dog et andet ex end det her viste).

Under noterne til MAJESTIC THUNDERBOLT skrev jeg om, hvorledes selskabet bag udgivelsen var blevet beordret til at censur-klippe en del scener, men valgte at tage røven på det engelske censurorgan, BBFC, ved simpelthen at udsende filmen uklippet uden at sige det til nogen! Og det samme var tilfældet med SCORPION; censuren beordrede, at der blev klippet 2 minutter og 8 sekunder ud af filmen, men hos Bronx Video Company vendte man bare det døve øre til.

Filmen på båndet er i fullscreen, som næsten alle disse gamle udgivelser er, men det er altså en rigtig god udgivelse alligevel, både fordi den er uklippet, har et kanon cover, ikke har irriterende undertekster, og fa'me om ikke også der er en trailer med! I øvrigt behøver man ikke vente med at købe filmen, indtil der kommer en DVD-udgave i letterbox. Disse film kommer højst sansynlig aldrig i letterbox eller nogen som helst kvalitet, der ser bedre ud. Jeg ved fra insiderkilder, at filmselskabet i HK ikke råder over noget bedre end fullscreen-udgaver på beta-masters.

I mangel af en anmeldelse kan man jo passende checke denne flotte franske trailer, der er i fuld letterbox:



og her er en fan trailer, der er en smule anderledes:

Inferno Thunderbolt (Hongkong, 1985)

VHS / UK / engelsk audio / uklippet


INFERNO THUNDERBOLT

DK-titel: Inferno Thunderbolt
dir: Godfrey Ho
Hongkong
længde: 86 min.
distro: Hollywood Home Video
DK-video info: fullscreen, eng. dubbed
cast: Richard Harrison, Fonda Lynn, Claire Angela, Wang Tao, Pierre Trembley, Rose Kuei, Mona Liu, Jacky Lim, Donald Kong, Lewis Chan, Kirk Chow, Raymond Wong, Johnny Shiu

Og nu, kære læser, har jeg den tvivlsomme fornøjelse at præsentere dette blogs utvivlsomt ringeste film overhovedet. Vi taler virkelig lortefilm med stort L her!! Gwailo-skuespilleren Richard Harrison spiller en strømer i Hongkong, der har en kone, som er journalist. Nogen gangstere truer hende, men det vil hun da skide på, hun fortsætter ufortrødent sit arbejde på trods af advarsler fra både Harrison og gangsterne.

Så en dag, da hun sidder og klimprer på sit hakkebræt, blir hun angrebet af en lejemorder, som en gangster har hyret til at rydde hende af vejen (hvilket jo meget belejligt er, hvad lejemordere ofte gør!!). Hun dør naturligvis og hendes politimand-mand beslutter sig overraskende for at tage hævn! Harrisons karakter er i øvrigt ret brovten; fx i en scene, da konen har opdaget, at nogle bad guys har halshugget hendes hund og lagt hovedet ind i køleskabet, hvilket forståeligt nok får hende til at skrige op, kommer Harrison ned ad trappen og udbryder: "Be quiet!! What's wrong with you!!!"

Senere, da lejemorderen har ordnet hende og Harrison banker på døren, fordi han har glemt sin nøgle, forsøger hun så, mens hun er døende, at kravle hen til døren og låse den op. Scenen er totalt grotesk: Harrison står bare udefor og smadrer løs på døren: "Open the goddamn door!!" Anyway, når man er bekendt med Hongkong-film, så ved man naturligvis osse, hvad man kan forvente af en Godfrey Ho-film: den totalt forvirrede forvirring!! Og i denne film skuffer han da heller ikke, det gør Ho sjældent (ho ho)!!

Godfrey Ho har ry for at lave film ved at tage to allerede færdiggjorte og helt forskellige film og så splejse dem sammen til en helt tredje film. Det passer nu slet ikke. Godfrey Ho og Joseph Lai gjorde det, at de tog én færdig film (ofte fra et andet land i Asien) og filmede nye scener med vestlinge og splicede dem ind i den gamle film og dubbede det hele til engelsk. Dialogen er naturligvis ændret til at passe det nye plot. Needless to say, at den slags sjældent blir andet end noget rod, og sådan er det osse i tilfældet med INFERNO THUNDERBOLT! Det er noget af det værste makværk, jeg nogensinde har set! Det overgår enhver beskrivelse.

Nå, men tilbage til handlingen, eller rettere; jeg har faktisk allerede fortalt så meget af historien, som jeg nogenlunde ved, hvad handler om. Resten er mere eller mindre ukendte mennesker, der snakker med andre ukendte mennesker og så slåsser de lidt. Og en kvinde indsmigrer sig hos en gangster, samtidig med at hun mødes med en hemmelig mand i butikker. En jaloux moder i en rullestol, der kan skyde dartpile. En emsig journalist, der læser pornoblade. Og efter en tredjedel af historien forsvinder Harrison og dukker først rigtigt op til sidst.

Den danske kassette er naturligvis i fullscreen, så vi er vidne til de sædvanlige næser, der taler med albuer osv. Som sagt i starten: det hele er faktisk noget lort og jeg kan på ingen måde anbefale INFERNO THUNDERBOLT - ja, det vil sige; scenen med hundehovedet i køleskabet er faktisk meget god, meeen det er vel lidt lidt at investere i en film bare for at se dét! (du kan bare komme hjem til mig, jeg har et menneskeskelet i køleskabet, ok af plastic godt nok, men så lugter det heller ikke så slemt!!).

Videoselskabet Hollywood Home Video havde adresse i Aalborg og lå meget passende på "Kastetvej": passende fordi INFERNO THUNDERBOLT ser ud som noget, man bør kaste væk! For fuck's sake; 86 skide minutter, som jeg kunne ha' brugt på at kikke gennem entrédørens spionhul eller lugte til mine fingre. Begge dele med mere underholdningsværdi end INFERNO THUNDERBOLT.

Se hellere MAJESTIC THUNDERBOLT og SCORPION THUNDERBOLT, som begge leverer 300% trash-underholdning.

---------------------------------

Dette er en let redigeret udgave af den anmeldelse, som oprindeligt blev skrevet som del af en (aldrig færdiggjort) Godfrey Ho-artikel til Nils Markvardsens filmblad eXtase for 10 år siden.

Den udgave af filmen, som jeg har anmeldt, er den danske VHS, men det scan oppe for oven er den engelske video fra selskabet Galaxy Entertainment og den må siges at være noget af en obskuriøsitet; det var nemlig den eneste film, de nogensinde udsendte! Det engelske bånd er uklippet.

Hvis man kunne tænke sig at læse en mere positiv omtale af filmen, vil jeg da anbefale, at man checker Jespers ud ovre på Movieboxen.

Monday, 5 March 2012

Majestic Thunderbolt (Hongkong, 1985)


VHS / UK / fullscreen / engelsk audio / uklippet


Majestic Thunderbolt
DK-titel: Majestic Thunderbolt
DIR: Godfrey Ho
LæNGDE: 88 min.
DISTRO: BB Video, Århus, Aps
DK-VIDEO INFO: fullscreen, eng. dub.
CAST: Harrison, Philip Ko, Roc Tien, John Ladalski, Chan Kun Tai, Cathy Evan, Tricia Yin, Tien Ho, Mimo Lawrance.

Majestic Thunderbolt starter med Richard Harrison, der ankommer med fly fra Holland, hvor han har været for at hente nogle diamanter, som han har smuglet for en mr. Franco (!!). I lufthavnen mødes han af en kammesjuk og de skal af sted for at overdrage ædelstene til Franco, men først skal de dog lige en smut inden om Harrisons kæreste Mimi (haha) og hilse på.

Da de stiger ud af bilen i en parkeringskælder, blir de overfaldet af nogle bøller med økser. Bøllerne hakker Harrisons ven og bilens chauffør til farskød, så blodet sprøjter. Harrison derimod kan de ikke rigtig få bugt med, så han overlever. Lederen af bøllerne spilles af Philip Ko og måske under indtryk af, at Godfrey Hos film for det meste er mere forvirrende end en episode af "Casper og Mandrilaftalen", har man undladt at give en del af skuespillernes roller navne - de hedder simpelthen bare deres egne navne!!

Nå, men Philip Ko og bøllerne er i stald hos Tiger Chan, som er en anden lokal gangsterboss ligesom mr. Franco. En anden af sine mænd er lejemorderen Alan Pan. Denne komplette og medrivende historie går så ud på, at de hver især gør deres yderste for at få ram på modstanderne.

Det er ret tydeligt, at den del af filmen, der omhandler Alan Pan, er fra en helt anden film, da han på intet tidspunkt mødes med Harrison. Og det er da også sandt nok, det er nemlig scener fra en taiwanesisk film, der hed RED RATTLESNAKE, der er brugt! Faktisk ser det ud til, at Alan Pan spillede helten i den film!



Så sætter Tiger Chan nogle af sine hirdmænd til at skræmme Harrisons kæreste i hendes hjem, men hun har en kniv og dolker en af niddingerne, så blodet sprøjter (igen). Resultatet er naturligvis, at hun selv får samme omgang. Dét sku' de ik' ha' gjort! Den slags kreativ udførelse af sine ordre tillader Tiger Chan ikke, og i en nærmest surrealistisk henrettelsesscene, giver Chan de to uheldige lejesvende deres straf: Mens de alle sidder ude i haven (med parasol og det hele), byder Chan dem et glas fnisevand samtidig med at 7-8 piger svømmer synkrondans i svømmepølen!!

Der er naturligvis gift i drinksene og samtidig med at de to uheldige bøller vakler rundt i dødskrampe, danser de mer' eller mindre tudegrimme badenymfer rundt i pølen, samtidig med at de smiler af de to, der er på vej til den store Peking Opera i skyen. Efter at have siddet og iagttaget seancen i vantro, er det uvægerlig, at man slår en høj og rallende latter op - det er simpelthen så tåbeligt, at... det bare er for meget!!

Så midt i det hele er der en scene i et stort varehus, hvor Alan Pan kæmper mod Philip Ko og dennes søster, der udgør en lejemorder-duo. Søsterens endeligt blir, da hun får skåret halsen over af et flyvende stykke glas, mere blod, herlig scene! Sjovt nok, så var det denne scene, jeg så, lige da jeg var kommet hjem fra skadestuen kl. 4-5 stykker om natten efter at have skåret min finger til blods på netop smadret glas!!!

Sagen var den, at jeg sad en sen nattetime og så Majestic Thunderbolt for at skrive anmeldelsen, som du læser lige nu. Midt inde skulle jeg lige ud i køkkenet og lave noget kaffe. Så sprang pæren i lampen, jeg skruede lampekuplen af, tabte den ned i vasken, så glasset stod til alle sider - deriblandt dér hvor en af mine stakkels fingre var. Blodet væltede ud med det samme, både på væggen, gulvet og i vasken. Hvis du husker på scenen med armen, der blir afhugget i Tenebrae, såh...

Og således - midt inde i Majestic Thunderbolt - gik turen altså så til skadestuen kl. halv fem en onsdag nat, hvor den efterfølgende stod på stivkrampeindsprøjtninger og det hele (jeps, i flertal!).

Nå, tilbage til filmen! Hvis du synes, handlingen lyder forvirrende, så har du helt ret, men Majestic Thunderbolt er alligevel en herlig film; Det er nemlig en totalt sindssyg og wild sleaze-perle, vi har med at gøre her!! I resten af filmen oplever vi fx blandt andet:

En privatdetektiv, der filmer Tiger Chans kæreste, der lagendanser med en hemmelig filejs, fordi Tiger Chan ikke kan få den op! Han giver hende så til gengæld en omgang pisk for at komme i "stemning"!

En nøgen kvinde, der er bundet op, blir malet!

En kvinde blir druknet i et stueakvarium!

En mand tager et brusebad, men der kommer syre ud af bruseren i stedet for vand, som ætser huden i hans ansigt og bryst væk!

En mand har været ude at skide og blir brændt til sort toastbrød, da han trækker op og lokummet eksploderer!

En mand får skåret armen af med en el-sav!

Harrison og en modstander vil begge skyde hinanden, MEN BEGYNDER Så AT SKYDE NOGLE HØNS I STEDET!!!

Og der er sgu osse en scene, hvor Harrison - på rulleskøjter - tæsker en fyr, der lige har været ude at købe appelsiner!

Jo mere jeg tænker over Majestic Thunderbolt, jo mere sindssyg synes den. Hold da kæft, hvornår har du sidst set en spaghetti-gnaskerfilm, der har budt på lige så meget underholdning, sleaze og vanvittige scener? Nej, vel. Det kan godt være, det var på grund af at Godfrey Ho tog røven på Richard Harrison, at denne trak sig tilbage, men når det nu alligevel skulle være, så skal Godfrey Ho ikke høre eet ondt ord herfra for at have lavet disse film. Det er edderrøgme guf det her og du bør lede med lys og lygte efter Majestic Thunderbolt med det samme. Hvis du har den mindste smag for trashfilm, så vil du elske denne film! Tro mig!

Og så til dessert har jeg endda gemt en drabsscene, som uden tvivl er noget af det mest hysteriske, jeg har set på film!! Om det så er hysterisk morsomt, hysterisk sindssygt, hysterisk dårligt, eller bare hysterisk hysterisk, må du sådan set selv om! Jeg tror, jeg syntes det alt sammen... og så rystede jeg bare på hovedet i vandtro:

En håndfuld lejemordere (alle i sort frakke, hat og overskæg!) skal dræbe en fyr, som de overfalder i hans lejlighed: Først bliver han skudt af tre af lejemorderne, men han kommer op igen. Så blir han skudt igen. Falder om igen. Rejser sig, og blir skudt igen. Rejser sig igen, blod ud af munden, kravler hen til vinduet (hvor en pige sidder bundet på den anden side), raller hendes navn, blir sparket omkuld og skudt igen. Drejer sig om, ser på lejemorderen, der skød, og blir skudt igen. Vender sig nu om på siden og... dør endelig. Men tænk nu, hvis han alligevel stadig er i live og rejser sig, når lejemorderne er gået!! Så en af dem går hen og træder på hans briller, så han i det mindste ikke kan finde rundt!!!


-----------------------------
Dette er en let redigeret udgave af den anmeldelse, som oprindeligt blev skrevet som del af en (aldrig færdiggjort) Godfrey Ho-artikel til Nils Markvardsens filmblad eXtase for 10 år siden.

Den udgave af filmen, som jeg har anmeldt, er den danske VHS, men det scan oppe for oven er den engelske video og der knytter sig en interessant historie til den udgivelse; Det var det lille UK selskab Bronx Video Company, der udsendte både MAJESTIC THUNDERBOLT og SCORPION THUNDERBOLT. Det engelske censur-organ, British Board of Film Classification (BBFC), krævede, at der skulle klippes 4 minutter og 57 sekunder ud af filmen for at den måtte udsendes på det britiske marked. Hos Bronx Video sagde man: "Ja-ja, det skal vi nok" og gav de engelske censurfolk fingeren, da de vendte ryggen til - og udsendte derefter begge film fuldstændig uklippet!!! (BBFC havde også forlangt, at der blev klippet over 2 minutter ud af SCORPION). Dén slags er sgu noget man må tage hatten af for!!!

Oscar på dvd-r?

Her, hvor jeg bor, har boligselskabet for nyligt skiftet fra Stofa til YouSee (som er TDC som igen er Teledanmark og som i virkeligheden er det gamle statskontrollerede KTAS!!!) og selvom vi var blevet lovet, at vi ville få lov til at beholde de gamle TV-kanaler, så siger det sig selv, at et gammelt selskab, der har sine rødder i monopol-tiden under Den Kolde Krig, naturligvis holder fast i fortidens gamle værdier med fup og fusk. Naturligvis blev der ændret på kanalmønstret og en af de kanaler, der røg ud, var TV2 Film, som jeg var vældig glad for. Nej, TV2 Film viser ikke de nye blockbustere, og heldigvis for det da, for dem er jeg ret ligeglad med, men de viser derimod mange af de film fra 90'erne og de tidlige 2000'ner, som jeg så omtalt i filmprogrammerne dengang, men naturligvis gik glip af, fordi jeg købte Hongkong-, horror-, og trashfilm i stedet. Desværre betød det også, at vi her i den grå og triste boligblok gik glip af Oscar-prisuddelingen i sidste uge. Jo, der blev godt nok vist en sammenklippet udgave dagen efter på DR2, men helt ærligt, hvem gider se det! Enten ser man det hele eller slet ikke. Meningen med dette indlæg (udover at brokke mig, hvilken overraskelse!) er at spørge: Der er vel ikke nogen af læserne, der optog hele programmet (femenhalv time eller deromkring) på DVD-optager og som er villig til at smide det hele ned på et par DVD-R'er til mig??? Det ville være ret fjong! (også selvom jeg naturligvis spytter mainstream Hollywood i ansigtet, haha). Jeg er kun interesseret i hele programmet - der skal ikke mangle noget - og det skal være fra TV2 Film. Jeg vil ikke ha' noget prøjser-stads eller noget med svenskerhår eller downloaded fra amk internet-TV.