I dag spiste jeg en tomat. Tomaten var dejligt rød og lugtede lifligt. Det viste sig dog, at den smagte af sæbe. Nå, men jeg tænkte, at det nok blev bedre (det var en stor tomat) og forsatte. Smagen af sæbe blev ved, men som jeg nåede gennem tomaten vænnede jeg mig til den, ja jeg tror faktisk aldrig mere, jeg vil ønske at spise en tomat, der ikke smager af sæbe. Men vent, der er mere! Halvvejs inde kiggede jeg ind i den resterende halvdel og så til min store overraskelse en fed larve. Men jeg var sulten og tænkte, at det fyldte alt sammen i min tomme mave, så jeg ignorerede larven og skulle lige til at tage en bid mere, da jeg i det samme hørte en svag stemme, der bad: "Åhh, skån mig, gode herre". Jeg blev jo mildt sagt noget overrasket og vendt mig om, idet jeg troede, at det var min broder, der lavede fjas med mig, men erindrede så, at jeg slet ikke har nogen broder. "Ih du forbarmede" udbrød jeg og kiggede igen på larven og kunne nu se, at larven havde et lille ansigt; Hvis ikke jeg havde vidst bedre, ville jeg have troet, der var tale om en larve-mand! Nå, men larven begav sig snart ind på en lang og trættende beretning om, hvorledes han havde måttet gå grueligt mange genstridigheder igennem og udholde alskens kvaler og alligevel var endt op i en rådden tomat, der smagte af sæbe. Og endvidere... blah blah blah... jeg kunne ikke holde det ud og åd tomaten og tomat-manden. Nogle dage er det hele bare for meget! :/NB: Scannet er et billede af et fjernsynsapparat, der viser dokumentarfilmen DET VITA RUMMET. Det har selvklart ikke noget med dette indlæg at gøre.
