Sunday, 9 October 2022

Rejsen tilbage

Blogforfatter med moder
(ingen tidsangivelse på foto, men givetvis 1971)
EDIT (16.5.24): Der *er* en tidsangivelse, men man ser den
jo selvsagt ikke, hvis man ikke kigger efter. D'oh!!
Fra far og mors første bryllupsdag, 1971

Jeg har tænkt mig at rejse tilbage. Jeg har faktisk tænkt på det i adskillige år. Rejse tilbage til der, hvor jeg tilbragte barn- og ungdommen + det tidlige voksenliv. Er det Svenstrup, London eller Australien, jeg mener? Nej, ingenlunde. Jeg taler om det land, der hedder 1970'erne!   

Jeg har faktisk haft lyst til sådan en rejse længe. Læsere af denne blog har kunnet læse mine små indlæg med labels såsom "Jack J's 70'ere" og "Jack J's 80'ere" lige siden 2009 (check første indlæg her). Men det har været små spadestik med en lille håndspade af den type, man bruger til blomsterkummen. Nu skal der graves ordentligt. Graves i fortidens muld og mørke. 

Det lader sig desværre ikke gøre sådan rent fysisk. Tidsmaskinen er uheldigvis endnu ikke opfundet i andet end SF-historier. Man skulle jo ellers have troet, at vi både ville have haft flyvende byer og tidsmaskiner, da vi nåede det mytiske år 2000. For slet ikke at tale om indkøbsture til Mars. Men sådan er det overraskende nok ikke gået. 

Da jeg var 10 år gammel, tog mine forældre og jeg (og vedhæng) på den eneste rigtige sommerferie i min barndom. Til Vesterhavet i 14 dage. Jeg havde min båndoptager med, og jeg husker, at jeg havde et kassettebånd med i alt fald eet nummer med rockbandet Nazareth med. Hvad mere var der på det bånd? Jeg ville gerne kunne tage tilbage og checke efter. Og at stå i udkanten af billedet og smugkigge ind på sit eget 10-årige "jeg" ville sikkert være herligt. Og så måske alligevel ikke. "You can't go back", som James Ellroy sagde engang. Og måske er det bedst sådan. Det ville sikkert føre til, at mange bøller fra skolegården ville blive opsøgt af deres nu voksne ofre udstyret med en hammer eller et haglgevær. Men "Minderne har vi da lov at ha'" som Liva Weel sang for længe siden. Og nu hvor tidsmaskinen  som nævnt ikke er opfundet, så vil jeg i stedet forsøge at grave i de minder og hjælpe dem på vej, så godt jeg kan med hjælpemidler. 

Hjælpemidler såsom henholdsvis familiens gamle fotoalbums. Desværre var mine forældre kun i perioder opmærksomme på at dokumentere deres/vores færden og samtid. 70'erne blev dækket mest, men jeg kunne ønske mig, at der var flere fotos fra 80'erne. Men man må tage, hvad man kan få - for nu lige frit at citere min ven Larsen igen. Og jeg har samlet en fandens høj bunke dvd'er fulde af film og tv-serier, som jeg så dengang på tv og i biografen (igen: Læsere af denne blog har tidligere kunnet læse lidt om nogle af disse. Check links i bundet af dette indlæg). Størstedelen af dem har jeg ikke genset, måske på nær spredte, tilfældige tv-afsnit og film. Og så er der aviserne fra den tids samtid. Heldigvis og takket være forskellige kilder, både personlige og offentlige (og Corona!!! Fordi det betød, at det Kgl. Bibliotek lukkede arkiverne op under nedlukningen), så råder jeg over et pænt stort avisarkiv fra 70'erne og 80'erne. Det er fedt at kunne fornemme en tid via de mennesker, som var der og som beskrev den i øjeblikket - modsat artikler, som er skrevet senere hen af en given journalist, som trækker på egen hukommelse og dennes mulige hullede hullethed - eller skrevne af folk, som end ikke var født i den tid. Jeg vil også trække på DR's dokumentarserier; De har lavet mindst to, som dækker lige netop denne periode år for år (den ene på 30 min., den anden på 60 min.). Den ene (den af en times varighed per episode) endda udsendt i et stort dvd-boxsæt, som jeg var heldig at finde til foræringspris i PlusButikken. Hele baduljen har naturligvis også kunnet ses på DR.DK. Men tv-dokumentarer er ofte ret overfladiske. Jeg har allerede anskaffet en liste over rigtige bøger (af den type uden hverken tegneserier eller bare damer), så der kan gås lidt mere i dybden. Vi taler ikke akademisk nonsenslitteratur i anale detaljer her, men blot lidt mere info-rigt end DR's 30 minutters dokumentarprogrammer. 

Når alt det så er sagt, kunne jeg forestille mig, at nogle måske ville stille spørgsmål om, hvorfor overhovedet gå tilbageKan du ikke huske din barndom? Normalt gør man da ikke så meget ud af at minde sig selv om sin fortid! Og, tja, det er måske sandt nok. Men der er flere ting i det her. Flere grunde. Til dels irriterer det mig, at der er så mange film og tv-serier fra barn- og ungdommen, som jeg kun har et svagt minde om. De huskes gennem et tåget slør. Hvordan var de egentligt? Jeg er nødt til at gå tilbage og undersøge dem, udforske dem, for derved at finde ud af det ved selvsyn. En anden faktor er, at jeg stort set ikke gad følge med dengang, hverken i skolen eller i det samfund, der foregik rundt om mig. Jeg levede i en samtid, som jeg på mange måder ikke kendte. Nu var jeg et barn i 1972, så det er sikkert forståeligt nok, at jeg ikke hang ved skærmen, da Jens  Otto Krag proklamerede: "Regeringen fortsætter. Men det er ikke nødvendigt, at statsministeren også fortsætter". Jeg anede ikke, at der havde været en afstemning til EF dagen efter min fødselsdag - eller hvad fanden EF overhovedet var for noget for den sags skyld. Og det er bare eet eksempel. Sådan var det hele vejen igennem. Mine forældre fulgte heller ikke med, når vi ser bort fra, at min far så "TV-avisen" hver aften. Han hang selv så meget i gamle dage, at han refererede til "TV-avisen" under den gamle titel "Aktuelt-kvarter" - som jeg først for nyligt opdagede slet ikke var "TV-avisens" gamle navn, sådan som jeg havde gået rundt og troet i mange år pga. min far, men derimod "Radioavisen"s gamle navn! Talk about being stuck in the past!

Og så er der lige det faktum at barndommens samtid nødvendigvis og naturligvis blev set fra børnehøjde - og med barneøjne. At se nævnte TV-avis i 70'erne var stort set det kedeligste, jeg kendte til. På højde med at se Udvandrerne og Fiskerne. Jeg så McCloud, men forstod ikke seriens (få) erotiske referencer. Jeg hørte rockmusik, men forstod ikke teksterne. Jeg læste tegneserier, men holdt mig fra GRU-bladene, fordi de var "forbudt for børn" osv osv osv. Men nu skal det være. Jeg vil tage tilbage og finde ud af, hvad fanden det egentligt var, der foregik. Iagttage mit barndommens årti, men denne gang fra voksenhøjde.  

Hvor længe turen vil tage, har jeg ingen anelse om. Hvor længe er man om at genleve et årti? Ti år? Forhåbentligt ikke, men nu får vi se. Og, nå ja, jeg forestillede mig lige før, hvad nogle personager måske kunne kommentere. Der skal sikkert også være dem, der ville mene, at man ikke bør leve i fortiden; Derved forspilder man sin samtid. Men helt ærligt, hvad fedt er der lige ved denne nutids samtid? Jeg ville faktisk ønske, at jeg ikke følte trang til at følge med i nutidens nyheder og den mildest talt uheldige verden, som det nye århundrede har udviklet sig til. Mere gusten, mere gemen og mere blakket, end nogen SF-forfatter kunne have forestillet sig den i forgangne årtiers bøger og blade. Hvis UFO'erne en dag kommer forbi, vil jeg tigge dem om at tage mig med. Deres verden kan umuligt være værre end Jorden anno 2022. 

Jeg regner med løbende at holde denne blogs syv til ni læsere opdateret om turen - ikke lange afhandlinger, men korte indlæg. Man skal være velkommen til at kommentere, komme med tips om glemte tv-ting, eller endda dele ud af egne oplevelser fra tiden, der gik. Jeg håber på et tidspunkt at kunne lave en eller anden form for tekstmæssig dækning af projektet. Men lige hvordan det kommer til at tage sig ud, aner jeg ikke (en lang artikel, der strækker sig over tre numre af Henrik Larsens Obskuriøst måske?). Nu får vi se. Der bliver i alt fald ikke tale om en universitetsafhandling! (ikke mindst da jeg ikke går på universitetet). 

PS: Fotoet for oven i dette indlæg: Yours truly og min mor med tidstypiske briller fra et forgangent årti (50'erne? 60'erne?). Der er lagkage på bordet, så jeg gætter på, at det er min fødselsdag. Og andre faktorer gør, at jeg gætter på, at det må være 1971. 


----------------------------------------

Her er links til mine samlede indlæg om 70'erne og 80'erne. Der er to af hver, da jeg har postet om emnerne på både den danske og engelske udgave af denne blog:

Jack J's 70'ere

Jack J's 80'ere

Jack J's 70s

Jack J's 80s (det første indlæg er på dansk, men det er ikke en fejl. Se forklaring i indlægget)