Friday 23 June 2023

Gysertimen anno 1982


 Jeg har tidligere skrevet om "Gysertimen", som kørte på Danmarks Radio for længe siden. Sidste gang skrev jeg om udgaven, som man viste i 1985/86. Dengang var det Hammer House of Mystery and Suspense fra Hammer-studiet, som lå til grund for den danske udgave. 

Nu har jeg netop fået fat på en fornem bluray-udgivelse af den serie, som man brugte til "Gysertimen" i 1982; Hammer House of Horror. Begge serier var oprindeligt på 13 afsnit, men som bekendt havde Danmarks Radio det med at plukke i denne type tv-serie og kun vise udvalgte afsnit. Ud af Mystery and Suspense viste man seks afsnit, og fra Horror blev det til sølle to afsnit! 

I stedet for at starte fra seriens rigtige begyndelse valgte jeg at starte med de to "danske" afsnit, og derfor har jeg over de sidste to aftener kunnet smække disse afsnit på lærredet i grindhouse-hjemmebiografen: 

"The Carphatian Eagle"
aka "Ørnen fra Karpaterne" / Vist: fredag 1. januar 1982, kl. 22:20 / Dir: Francis Megahy / afsnit nr. 9 i org. rækkefølge

"Rude Awakening" 
aka "Barsk opvågnen" / vist: fredag 7. maj 1982, kl. 22:30 / Dir: Peter Sasdy / afsnit nr. 3 i org. rækkefølge

"Ørnen fra Karpaterne" var okay fin, men "Barsk opvågnen" var virkelig god. Jeg glæder mig til resten af serien. En serie, som de stakkels danske tv-seere altså blev snydt for dengang for 41 år siden! Men ud over det, så var "House" og "Mystery and Suspense" også de sidste krampetrækninger fra det tidligere så stolte britiske horrorfilm-selskab (før man genoplivede det døde kreatur i starten af det nye århundrede). 

I øvrigt, ligesom det var tilfældet med episoderne fra 1985/86, så må jeg desværre erkende, at jeg nok heller ikke fik set disse to afsnit back in the day. Jeg husker i alt fald intet af dem. Nada! 

Link til mit indlæg om "Gysertimen" anno 1985/86

Begge avisudklip stammer fra Aktuelt
fra samme dag som visningerne