Ny-rock fra de tidlige 80'ere: KLICHÉ - koldrock der stadig holder

 

"NY-ROCK" er en dansk term, som stadig bruges her i huset, men som de fleste muligvis har glemt, eller aldrig har hørt (unge løjsere!). Ny-rock betyder stort set det samme som NEW WAVE. "Underlig" rockmusik, som ikke er **rawk'n'roll** med skrigende guitarer og stiv pik, men ofte (men ikke altid) sære, mærkelige toner og lyde, og anderledes tekster. 
Dette er anden gang, jeg skriver om dansk ny-rock, om end det er længe siden, jeg skrev første del (som iø var ret tynd). Brug tagget forneden i indlægget.  

Jeg husker ikke, hvornår jeg hørte Kliché (uden accenttegn i bandnavnet på den første plade, Kliche) første gang, men det har været meget tidligt i 80'erne. Både den første LP og den første single er fra 1980 (se udgivelserne på Discogs), så det må have været lige omkring der. Jeg kunne lide dem fra starten. De lød og så ikke ud som alt det lort, alle de andre danskere gik rundt og lyttede til. Funkrock og poprock var det, som stort set alle danskere blev varme i bukserne over. Sange med tekster à la: "Jeg elsker dig, åhh, jeg ser dig på dansegulvet, åhh..." og i dén dur. Frygteligt. 

Kliché spillede koldrock - et udtryk, som er totalt forsvundet og glemt i dag. Nå ja, bortset fra her i gemakkerne. Gruppen eksisterede som pladeudgivende band kun fra 1980 til 83, men ifølge både Discogs og Politikens "ROCK NU, NY-ROCK LEKSIKON" (Jan Sneum, 1983) startede de allerede i 1977 og blev ved frem til 1985. Jeg er nu ikke helt sikker på, om det med 1985 er korrekt. Jeg så dem til den Afrika-koncert, som blev afholdt i Kbh i sommeren 85 (Kliché og Sods/Sort Sol var de absolut eneste interessante bands ved den lejlighed!). Og dengang var det et scoop, fordi gruppen blev gendannet blot for dén koncerts skyld. De havde altså været opløst et godt stykke tid (hele gruppens optræden ligger på Bonanza og - delt op - på YouTube). 

Jeg synes stadig, at deres to albums, "Supertanker" og "Okay Okay Boys", er fede. Men Lars Hugs soloting har aldrig sagt mig ret meget. Nå ja, bortset fra hans først LP efter bruddet med Kliché, "City Slang". Jeg kalder ham i øvrigt stadig Lars Hug, selv om han for en menneskealder siden blev nødt til at ændre Hug til H.U.G., fordi en eller anden tosse-familie med samme navn truede med at lægge sag an. Jeg gætter på, at Lars troede, at med "H.U.G." ville danskerne forstå, at man bare skulle blive ved med at sige Hug, men nej, danskerne flest var for dumme, die dumme dänen, og derfor har de fleste mennesker nu i mange år gjort sig umage med at kalde ham
Lars H-U-G. Tosser! Nå, men det var de plader vi kom fra. 

Jeg så (og optog vist nok også) Lars Hug, da han optrådte i en udgave af DR's bogprogram "Bazar" i 1984 (mine to betamax-videomaskiner er  for længst stået af, og jeg har intet overblik over, hvad fanden jeg har af optageler på betamax-bånd. Men jeg fandt heldigvis en optagelse af programmet på et eller andet obskurt website for nogle år siden, og jeg har skrevet om det her). Men herefter begyndte Hug at spille blød pop og deslige. Måske er det okay, meeen det er jo ikke at sammenligne med de kolde dage i starten. Kliché var alternativt, Kliché var ny-rock, Kliché var et los i nosserne på dansk populærmusik i starten af 80'erne. 

Jeg fandt et fedt program på cirka en halv time om gruppen, som TV2 Østjylland lavede for ti år siden. Heldigvis har en fan uploadet det i god kvalitet til YouTube (se længere nede). På YouTube findes også et par koncerter fra DR radio og tv. Men ellers er et af kendetegnene ved gruppen, at de kun udsendte uhyre lidt materiale; Der findes to albums og to numre fra Pære Punk-LP'en (og et enkelt nummer på en sjælden kassette, se Discogs). And that's it! Men så er det i det mindste da rimelig nemt at skrabe en komplet samling sammen!  

Dokumentar fra TV2 Østjylland:

Opslag om Kliché i Politikens "Rock Nu, ny-rock leksikon" (Jan Sneum, 1983):

Stort CD-FUND i genbrugsen #15: DAN TURÈLL + HALFDAN E - "Pas på pengene!"

I Røde Kors' nyindkomne (i september) samling af cd'er fra et rockhoveds aflagte samling lå også dette album med onkel Danny og Halfdan E. Jeg er jo ikke nogen Dan Turèll-ekspert, men jeg kunne sgu godt lide ham. Cd'en her er god. Tekster tilsat moderne musik. Det mest kendte nummer er velsagtens "Gennem byen sidste gang", som man jo kender.

Oprindeligt udsendt som LP i 1993 og først kommet på cd i 1997 (med et ekstra remix-nummer). Dette er dog et genoptryk, og (meget irriterende) nævnes ikke, hverken hvornår genoptrykket er fra, eller om der er tale om genoptryk nr. 1 eller 2 (to er nævnt på Discogs side). Men hva', man overlever nok. Mit eksemplar var i perfekt stand, både disk og 28 siders booklet (som så uåbnet ud). Og det er jo bare dæjligt. Den bli'r i samlingen.

Bernard Prince nr. 16

Jeg skrev om BERNARD PRINCE-albummet "Sprængfarligt bekendtskab" forleden. Jeg bestilte albummet fra Faraos sammen med en pæn stak tilbudsvarer. BP #16 var godt nok ikke på udsalg, men eftersom albummet er udgået fra forlaget (endda i 2. oplag), så tænkte jeg, at det var på tide at købe det hjem.  

Jeg skulle til et eller andet kedeligt møde på jobcenteret møgtidligt dagen efter, men fik alligevel tid til at læse eet af de nye indkøb sent om aftenen, nemlig - ikke overraskende - dette album. 

Jeg refererede i mit første indlæg (se her) til anmeldelsen på Serieland, hvor Berti Stravonsky skriver, at manuskriptet er ret tyndt. Well, jaajoo... det er det såmænd, men var de fleste af disse tegneserier henvendt til "store drenge" i 70'erne ikke ret tynde!? I dag, her i voksenlivet, så skal man nok huske på, hvordan det var at læse dem dengang. Eller i alt fald huske på, at der er tale om underholdning. Der er næsten aldrig noget samfundsrelevant indhold - overhovedet. Men når det så er sagt, skal det også tilføjes, at jeg var fint underholdt af BP #16. 

Som jeg også fik nævnt på fjæsen, så bemærkede jeg nogle uheldige steder, hvor oversætteren rodede rundt i både De-form og Du-form - og det endda i de samme talebobler! Jeg nævnte dette i en tegneseriegruppe, hvor den ene af forlagets bagmænd indrømmede fejlene. Men han forsvarede det samtidig og sagde, at det nok ikke kunne blive meget bedre, da de er et lille forlag med kort tid til at producere udgivelserne. Fair nok, og det er meget muligt, men ligesom med alle typer udgivelser og produkter, så ser jeg som forbruger ikke alt det, der er gået forud for udgivelsen af produktet. Jeg køber et produkt, og det produkt er så det, som jeg lægger til grund for min vurdering. 

Men til trods for mindre "skønhedsfejl" vil jeg bestemt anbefale BP #16. Køb det, før det er helt væk fra markedet (Her ligger det hos Faraos). Man må selv google, om det stadig er tilgængeligt andre steder og til en mere fordelagtig pris). 

BLÅ aka Trois couleurs: Bleu (Krzysztof Kieślowski, Frankrig/Polen/Svejts, 1993)

Jeg har kendt til Kieslowskis tre film BLÅ, HVID, RØD, lige siden de blev omtalt i et filmprogram på tv. Måske har det været i Filmkanylen på TV2 eller Bogart på DR. Men i alt fald har jeg aldrig set nogen af dem. Jeg har godt nok haft lyst ... og jeg tror faktisk, at jeg har ejet en af dem på sell-thru-video i 20 år ... men alligevel har jeg aldrig set nogen af dem før i aften. Sådan er det nogen gange. 

Jeg vil ikke sige så meget om plottet her. En ung kvinde, hendes ægtemand og deres 5-årige datter kommer i filmens start ud for en automobilulykke, hvorved mand og datter omkommer. Kvinden forsøger først selvmord, men opdager, at det kan hun alligevel ikke klare. Så sælger hun huset, giver alle møblerne og ejendelene bort, giver gartneren og husholdersken penge nok til pension resten af livet, og flytter derefter i en lille lejlighed helt uden at fortælle nogen, hvor hun tager hen. Hun skærer alle bånd over. Det kender man jo til her i familien. Min moster er rejst til de serbiske bjerge for at passe polske gadehunde og kommer næppe tilbage; min kusine er draget til den Dominikanske Republik og kommer næppe tilbage; min fætter er forsvundet, osv osv osv. Her i familien forsvinder folk bort og bliver væk i mange år for derefter at dukke op igen, og måske så forsvinde igen. Jeg gjorde det som bekendt også selv i mange år. Hvem ved, hvor turen går hen næste gang. Men, hey, det var den film, vi kom fra.

Der er ikke nogen slagsmål i BLÅ, endsige mordbrand, knivstikkerier, biljagter, revolvermænd, bare patter, håndgemæng, folk der spytter eller kommer med sleske tilråb. Der er faktisk kun en kvinde, der går rundt og tænker over tingene - og ved du hvad, det er faktisk skide godt. Hun spilles af en dejlig 30-årig Juliette Binoche, der - som vanligt - gør det fantastisk godt. Og så er det i øvrigt første gang, jeg har oplevet, at en person begynder at græde på et kommentarspor! Under udvalgte scener snakker Juliette henover, og da en af scenerne minder hende om instruktørens død (Kieslowski gik bort i 1996), begynder hun at græde. 

Dette er min første Krzysztof Kieslowski-film, og nu glæder jeg mig til at se de to andre, HVID og RØD, i serien. Han har sikkert lavet en masse, men om det er til at få fat på på 5-kroners-dvd, er jo lige det. Han lavede iø også engang en tv-serie, Dekalog, som dansk fjernsyn (sikkert DR2) kørte i sin tid, men som jeg selvsagt undgik med vilje dengang. Æv, jeg sku' ha' optaget den! Men om ikke andet står der en bog om instruktøren, som jeg slæbte hjem fra den lokale Kirkens Korshær for et års tid siden eller to, på hylden. Måske skulle man ligefrem bladre i den.

Min dvd fra ScanBox er udmærket, og billedet er fint for dvd. Der findes flere Blu-ray-udgivelser, bl.a. fra Criterion og et dansk sæt til en billig penge (men sikkert helt uden ekstramateriale). Check selv dvdcompare osv. 

TRAILER: 

ONE HOUR PHOTO (Mark Romanek, USA, 2002)

 

For længe siden så jeg en omtale i et dansk filmprogram ("Bogart" tror jeg) om den dengang helt nye thriller ONE HOUR PHOTO med Robin Williams i hovedrollen. Danske Connie Nielsen er også med. Dengang tænkte jeg, at det sgu nok ville være en halvkedelig sag. Jeg mener, hvor god kunne en mainstream-Hollywood-film med fucking Robin Williams være! Så gik der vel 20 år og jeg fandt filmen på en brugt dvd til 5-10 kroner og tænkte: "Nå ja, hva' fa'en, man kan jo se lortet". Well, hvornår fanden lærer jeg ikke at spytte på ting, jeg ikke kender!!!??? ONE HOUR PHOTO viste sig nemlig at være totalt god! Robin Williams er TOTALT gusten i denne film. Se den endelig, hvis du falder over den. 

For et par dage siden købte jeg (som nævnt i forrige indlæg) en stak brugte dvd'er, og en af filmene var såmænd endnu et eksemplar af ONE HOUR PHOTO. Jeg snuppede den igen - bare sådan fordi. Og så til 5 kroner. Da jeg kiggede nærmere på omslaget i dag, bemærkede jeg, at det modsat den først indkøbte eksemplar har et fedt billede på indersiden af omslaget. Den gamle havde intet foto. Men her ser den mugne fotobutik-ekspedient på gulvet i mørkekamret (de lyse streger skyldes, at coveret var bukket på midten). 

Filmen er instrueret af Mark Romanek, som kun har lavet en enkelt film siden ONE HOUR PHOTO. Ærgerligt, for filmen her er rigtig god. Interessant nok, så er det Romanek, som har lavet den totalt hauntingly gode musikvideo med Johnny Cash, hvor Cash kort før sin død lavede en coverversion af nummeret "Hurt". Det er vildt godt. 

Trailer:

Robin Williams og Mark Romanek taler om filmen på Charlie Roses talkshow i 2002: