Friday, 17 August 2018

GATOR BAIT 2: A CAJUN JUSTICE [anmeldelse]

Jeg har netop set GATOR BAIT 2: A CAJUN JUSTICE på dvd. En film, som jeg delvist har set engang i 90'erne på en norsk tv-station. Instrueret af ægteparret hr og fru Sebastian. Plottet er stort set det samme som i etteren; En ung kvinde er kommet til Floridas sumpområde for at leve med sin nye ægtemand. Her tales med fransk cajun-accent, dårlige tænder er årets mode, og at der ligger en krokodille i indgangen rager folk en høstblomst. Ægtemanden har et udestående med en sjover, som engang voldtog og dræbte hans søster. Nu er sjoveren og hans slæng ude efter den nytilkomne kvinde; Som en sjover siger til en anden sjover: "Al fisse her i området lugter af fisk, det er på tide med noget nyt". Hvortil sjover nr. 2 siger: "Jamen tror du ikke hendes mand vil blive sur?" "Hva' rager det mig", lyder svaret prompte.
Nå, men du har jo gættet resten af plottet helt uden min hjælp, ægtemand bliver (måske) dræbt. Bruden bliver voldtaget af banden, men slipper væk og husker på, hvad hun har lært af "En mand ser rødt".


GATOR BAIT 2 er desværre ret overset, hvilket er synd, da den er stærkt underholdende. Jeg var i alt fald underholdt, men okay der skal heller ikke så meget til. Eneste irritationsmoment var den enerverende banjomusik, der kører hen over så at sige alle ikkedialogscener. Flugtscene: banjomusik. Elskovscene: banjomusik. Bryllupsscene: banjomusik. etc etc.
Den eneste scene, jeg kunne huske fra den norske tv-visning, var en grum voldtægtsscene, hvor bruden bliver taget bagfra af en stor fyr, der åbenbart ellers må tage til takke med sin hund. "Vuf vuf" grynter han, og tilføjer: "Kom nu, sig vuf vuf". Til slut grynter kvinden også vuf vuf.
Desværre er det ikke Playboy-playmate Claudia Jennings, som spillede med i etteren, da hun var omkommet i en bilulykke pga. for meget kokain i blodet. Men erstatningen gør det glimrende og har flotte og store gajoler, som vi ser igen og igen.

Ekstramaterialet er totalt psykotronisk; instruktøren sidder på en stol og taler direkte til kameraet. Han fortæller, hvorledes Jesus har reddet hans liv, og har talt til ham med høj stemme mens han kørte i taxa. Han bærer en t-shirt med sit eget jesus-website, og sidst i videoen får man et link. Der er også en video med hans kone, som er lige så tosset med at redde hunde, som min egen tossede moster, der er flyttet til Serbien for at redde gadehunde, er det. Konen har også et website, og hun er også blevet reddet af Jesus.

Den første film er iø ude på dansk video både som "Blodhævn" og "Blodhævn i sumpen", men toeren er desværre aldrig komme ud herhjemme.

Monday, 13 August 2018

What AWE left behind for the Danes

Jeg har tidligere brokket mig på facebook over, at danske AWE nu kun udgiver film på dvd og vod i Danmark, mens de stadigvæk udgiver på blu-ray i Norge. 
Jeg ville f.eks. gerne have købt deres franske REVENGE på blu-ray, men selvom de udgav den både på blu-ray og dvd i Norge, så kom den kun på dvd i Danmark. 
Hvis så bare den norske blu-ray havde haft danske undertekster, så okay, men det har den ikke. Det plejer ellers ikke at være noget problem for AWE at inkludere de andre skandinaviske landes undertekster - når vi ikke behøver dem
Jeg ville også gerne have købt DON'T KILL IT på blu-ray, men igen ... blu-ray i Norge (og Sverige), men kun dvd i Danmark!

Men som om det ikke var slemt nok, så krænger man nu niveauet en tand længere nedad. 
En af de film, jeg var ret glad for på dette års Blodig Weekend horrorfilmfestival, var den Argentinske WHAT THE WATERS LEFT BEHIND (et underholdende hispanic takeMOTORSAVSMASSAKREN), og jeg har gået og ventet på en udgivelse. Nu ser jeg så på hjemmesiden, at AWE udgiver den i Danmark og Norge, men i Danmark kommer den KUN som vod (dvs. video on demand)!! Og mens man i Norge godt nok ikke får en blu-ray, så tilbydes man i hvert fald en dvd-udgivelse (se cover her i indlægget). Og for at føje spot til skade har den norske dvd kun norske tekster, selvom der er lavet danske tekster til vod'en. 

"VINDER – Mest lovende instruktører – Sitges International Fantastic Film Festival
VINDER – Bedste film – Obscura Filmfest Berlin
"
(citat, AWE's hjemmeside)
 Med andre ord, selvom AWE ikke var sene til at rapportere, at filmen havde vundet priser både på Sitges og Obscura Filmfest Berlin, så var det altså ikke nok til, at vi kunne få filmen på et fysisk medie i Danmark. 
Jeg undrer mig over, hvorfor man ikke længere laver fælles dansk-norske udgaver med dobbelt-tekst på omslaget og to sæt undertekster (hvis den ærede læser skulle forledes til at indvende, at det nok skyldes copyrights, så holder den ikke. AWE udgiver jo netop filmen i begge lande og har dermed sikret sig copyright til begge lande). 
Hvis man fra AWE's side ikke tror på et tilfredsstillende salg i Danmark af en fysisk udgivelse, så kunne man da for fanden sætte et parti af filmene til salg via AWE's webshop, så danske fans alligevel kunne bestille dem hjem.

Personligt må jeg indrømme, at jeg synes, det er en rigtig skidt idé, når man i forvejen åbenbart kæmper med et dårligt salg, at man med vilje afskærer den lille gruppe af trofaste købere, der trods alt findes i Danmark, muligheden for at støtte selskabet. 

Sunday, 12 August 2018

LADEMANN PÅ ØVERSTE HYLDE - DENGANG OG NU


Henrik Larsen skrev tidligere i dag om leksikon på CD-rom, og i den anledning vil jeg lige bringe et billede af mit nye (gamle) leksikon, som jeg for nyligt fik op på reolen efter mange års viden om, at det engang skulle op på nævnte reol. Og det har været længe - længe - undervejs. Historien er den, i 1970 flyttede vi i parcelhus på Vinkelvej, og økonomien blev en anelse bedre. Min mor begyndte at abonnere på bøger fra Unions Bogklub, og da Lademann begyndte at udgive deres leksikon, var mor med lige fra starten.

Leksikonet udkom løbende ganske som Anders And-bøgerne med komplette årgange, som jeg abonnerede på mange år senere (uden ellers anden sammenligning). Bøgerne var dyre og meget værdifulde. "Nu har du vel tørret fingrene af - du ved nok, vi vil IKKE have fedtfingre på bøgerne. De har været dyre!" Jeg kan det i søvne. Lademanns leksikon var værdifulde bøger, og lige fra starten var der en mening med bøgerne. "Engang så bliver de DINE bøger". Ja, sådan var det forudbestemt. Man får lyst til at citere Metallica: "So it was written, so it was done" (som citerer andetsteds fra, men det er nok at gøre det lige den tang for højttravende). Så hele vejen op gennem 70'erne abonnerede mor på leksikonet og engang i starten af 80'erne udkom det sidste bind (nr. 20). Derefter kom to suppleringsbind, men så var det også slut.


 Da mor gik bort i 2009 stod alle 22 bind, som den dag de kom fra forlaget. De blev købt, fordi vi nu havde RÅD til at købe dem, men mor har aldrig nogensinde slået op i nogen af dem. Efter hun var gået bort, fik far den obskure idé, at han skulle giftes igen. En dag, jeg kom på besøg, så jeg en kasse i garagen og spurgte til indholdet. Gamle bøger til genbrugen, lød svaret. Jeg checkede selvsagt efter og opdagede mors - og dermed mit - komplette leksikon. "Hør hov, hvad er meningen, det her er mine bøger. Mit leksikon, som mor har købt til mig!" Den slags gik hen over hovedet på far. Hans nye kone havde et leksikon, og så kunne husets gamle jo bare ryge ud. At det var mit, og at mor havde sagt det igen og igen i 70'erne, havde han præsteret ikke at bide mærke i. Nå, men heldigvis lå de fine bøger i klare affaldssække i kasserne, og snart kom de op til mig. Eller rettere: ned i min kælder. Med mine mange hundrede videobånd, bøger, dvd'er, osv, osv, var der simpelthen ikke plads. Well, ikke før nu. Mors gamle (stort set flunk og nye) (og nej, det hedder ikke "flunk og ny". Efter mange års brug, er det endelige gået op for mig, at mor brugte det udtryk forkert, det hedder "flunkende ny", ikke "flunk og ny", haha) leksikon fra Lademanns bogklub kan endelig komme til hæder og ære igen. Ulæst på øverste hylde, hvor har stået siden 70'erne med 6-7 års pause. Jeg slog netop op under L; Mon Herschell Gordon Lewis stod der? Jeg gættede på nej og fik ret. Men Charles Laughton står der. Og så løb batteriet i kameraet ud. Men jeg tændte igen, og der var lige strøm nok til at tage eet mere foto. Lesbisk kærlighed!


Mor ønskede, at jeg fik denne dyrebare og værdifulde (to adjektiver, der stort set betyder det samme, men overdrivelse fremmer forståelsen, som jeg plejer at sige) skat, når hun og far ikke længere var her. At de mange sider - trykt på flot, glitret papir - så i dag indeholder for længst forældede informationer, er så noget helt andet. Man kan velsagtens ikke slå ret meget op uden at tænke: "Er der mon kommet ny viden til? Har de fundet ud af mere?" Men siderne er blanke, og der er flotte billeder. Teksten er let gammeldags, og det kan jeg i og for sig godt lide (læseren må gerne forestille sig, at skribenten tiltaler ham eller hende i De-form). Og om ikke andet er bøgerne så fandens tunge, og reolen så tilpas nær hoveddøren, at de kan bruges som forsvarsvåben mod en eventuel indbrudstyv.

Jeg må dog sige, at Lademann ikke havde tænkt særligt langt frem. Selvom bøgerne næsten er uberørte af menneskehånd, så går omslagene desværre itu for et godt ord. Materialet har simpelthen ikke kunnet tåle tidens tand og revner desværre alt for nemt. Senere blev hele baduljen genoptrykt i et 30-bindsværk med grimme omslag, og nutildags findes det hele online og ikke en djævel vil tænke på at genoptrykke det igen. Lademann blev som alle gode danske forlag fortæret af kannibalen Egmont og findes end ikke som "in name only"-forlag. Men her i huset huskes forlaget. Øverste hylde, 22 bind.
(kladde til senere artikel)