Check dis shit out! For et par dage siden modtog jeg denne nye udgave af Valdemar Holsts debutroman, "Manden der tænkte Ting". "Nye" i og med at der er tale om en rimelig ny nyudgivelse. Originaludgaven kom i 1938. Men selvsagt lidt ældre eftersom den kom i 2020. But you know me, jeg er jo ikke i krig med mine penge, så jeg ventede lige tre år, til den var kommet ned i pris. Og forleden fik jeg den til en hund!
Forfatteren Valdemar Holst var i virkeligheden tandlæge. Inde i Istedgade! I en alder af 50 år udgav han denne stærkt syrede og obskure roman, som aldrig kom på nogen bestsellerliste, men som alligevel i dag anses som kult. Man kan se hvorfor. Ud over selve den obskure bog, så var forfatteren lige så, well, kuriøs. Man ved ikke ret meget om ham. Hvad fik en tandlæge til i en alder af 50 at skrive en gusten gyser/sci-fi-roman? En del år senere skrev han sin anden roman, som vist nok handler om en kvinde, der drikker og går i hundene (jeg har ikke læst den). Senere begyndte han selv at drikke. Og derefter... ja, derefter ved man åbenbart ikke rigtig mere andet end at Valdemar stillede sutskoene i 1952.
Nu hvor jeg sidder og skimmer bogens efterord af Felix Rothstein, genkender jeg netop et navn, som jeg ikke kendte, da jeg læste bogen sidste år: Bertel Bing! Bing er citeret for et interview, han lavede med Holst. Navnet siger dig ikke noget, og det siger ikke de fleste noget, men det *burde* det. Bing var en durkdreven journalist på BT for lidt over 100 år siden, og han kæmpede for journaliststanden i en tid, hvor ingen andre ønskede at gøre det. Det gav ham fjender. Og han udgav en bog, hvori han afslørede de korrupte aviser og deres virke under krigen og i årene derefter (dvs. Første Verdenskrig).
Berlingske Tidende blev så forargende (eller/og skræmte), at de opkøbte hele oplaget og brændte det! Heldigvis var der også dengang pligtaflevering, og for nyligt kunne Bertel Bings (voksne) barnebarn få lov til at åbne den hemmelige kasse med bogen, som lå på det Kgl. Bibliotek. Men det er alt sammen en anden historie (fagbladet Journalisten har skrevet en lang artikel).
Der findes iø også en filmatisering af "Manden der tænkte Ting" under samme titel. Jeg ejer den på dvd, men har ikke set den (sandt at sige kan jeg ikke finde den i rod... eh, samlingen).
-----------------------------
NB: Læsere, som rent faktisk ejer udgaven fra forlaget Baggaardsbaroner, vil nok studse over "4. udgave", da bogens kolofon kalder den "3. udgave". Men det er forkert. Thomas Winter nævner ganske rigtigt i sin omtale i Himmelskibet, at der findes tre udgaver før denne (1938, 1965 og 1969). Jeg checkede Bibliotek.dk, og den er god nok, Thomas har ret.
No comments:
Post a Comment