Thursday, 19 September 2024

Jack J's 70'ere: FISKERNE - nu endelig i forbedret kvalitet

 
Da jeg for to år siden postede her på bloggen om at have genset Danmark Radios dystre tv-serie Fiskerne fra 1977 (instrueret af Jens Ravn, baseret på Hans Kirks roman af samme titel fra 1928), klagede jeg over, at den kun var tilgængelig i en kopi i lav opløsning - og endda dårlig i overførsel (jeg husker mindst eet sted i et afsnit, hvor den pludselig kørte i forkert hastighed!). Jeg skrev blandt andet: 

Hvorfor er denne serie kun tilgængelig i en halvskidt overførsel i 540p på Bonanza!? Hvorfor er der ikke en blu-ray!? (eller i det mindste en hi-res kopi hos DR)


For en måneds tid siden skrev jeg til DR og tiggede dem om at lægge serien ud på deres nye platform "Gensyn" ("Bonanza"s meget omtalte afløser), og sateme om ikke de nu har gjort det! Jeg opdagede det i går: Hele serien er lagt op både på "Gensyn" og på den almindelige DR.DK-side, da man samtidig også viser den på DR2 (i weekenden). 


Om det ligefrem er mit brev, der har overbevist DR om vigtigheden af at digitalt restaurere serien, skal jeg ikke kunne sige, men hvis nogen spørger, så vil jeg bestemt hævde det (storhedsvanviddet længe leve!). 

Jeg har endnu ikke set noget af den nye, afpudsede udgave bortset fra fem minutter af første episode, men jeg håber på det bedste. Obskuriøst-redaktør Henrik Larsen har godt nok klaget over en anden "forbedret" serie på "Gensyn", hvor man hos DR havde skruet for meget op for billedkontrasten, som ifølge Henrik var gået ud over detaljerne i billedet. Og det er jo mildest talt uheldigt. 

Men med disse gamle sager bliver det nok aldrig perfekt - i alt fald ikke så længe, det er DR selv, der står for den slags. Hvis et bedre videoselskab købte rettighederne og selv stod for en restaurering, så ville det sikkert kunne resultere i et bedre "produkt". Men indtil dét sker, er jeg bare glad for at nogle af disse gamle DR-ting nu kommer i 1080p-kvalitet og gøres tilgængelige på hjemmesiden. Tænk på de mange år, hvor alt man som tv-fan havde var et svagt minde om noget, der var blevet bragt en enkelt gang for maaange år siden - og intet håb om en genudsendelse. Og 1080p er lig med Blu-ray-opløsning. Om ikke andet kan man nu se Fiskerne (og andre ting fra "Gensyn") på sit moderne fjernsynsapparat, og det endda uden at det ligner noget fra YouTube i gamle dage. 

Og lige med hensyn til Fiskerne-tv-serien og visningen på "Gensyn" er der grund til at råbe hurra en ekstra gang, i om med at serien åbenbart aldrig kan udsendes på hjemmeformat. Jeg har læst og hørt adskillige steder, at nogle af skuespillerne, som var med i serien, i sin tid fik indført en klausul om, at serien aldrig måtte udsendes på hjemmeformat. Hvorfor fanden de gjorde det (hvis det er sandt), har jeg svært ved at begribe. Og i øvrigt, i 1977 var videobåndet ikke engang kommercielt tilgængeligt i Danmark (i alt fald uden for tv-stationer o.l.). Hvorfor afskrev disse skuespillere muligheden for fremtidige royalties!? Var de åndssvage eller hva'!? Man undres. 

De 6 enkelte afsnit med episodetitler

En lille smule ny information om netop dette (altså serien på hjemmeformat) poppede op i går, da Henrik Larsen fortalte mig, at han rent faktisk mente at kunne huske at have set undervisningseksemplarer af serien på video i sin tid! Jeg undersøgte sagen, og den er sgu god nok! På Bibliotek.dk kan man rent faktisk slå tv-serien op, og så er det ikke engang gamle mugne videobånd, der kommer frem, men en dvd-udgave! Eller rettere: Seks dvd'er (et afsnit per dvd). 

Dette er selvsagt rent gætteri, men jeg antager, at man hos DR (eller Statens Filmcentral) i sin tid har overvejet sagen og fundet, at en videoudgave (og senere dvd) til skoler ikke ville overtræde føromtalte klausul (hvis ellers en sådan eksisterer) om en hjemmevideoudgave. Interessant nok oplyses det på Bibliotek.dk's hjemmeside, at der er tale om en udgave optaget fra tv! Man har altså ikke fået en kopi fra DR og direkte fra et masterbånd. Dette er virkelig weird. Måtte man overhovedet det, når det kommer til copyright? At optage fra tv og bruge det i undervisning!? 

Interessant nok (igen), så kan man som almindelig låner rent faktisk nu LÅNE de seks gamle dvd'er fra biblioteket. Der står ellers en (sikkert gammel) linje i noterne om, at udlån kun gælder for lærere til brug i undervisningen. Men nørdet som man jo er, så prøvede jeg sgu at bestille den første dvd, og bestillingen lader til at være gået igennem. Nu får vi at se, om jeg rent faktisk modtager noget. Jeg gætter på, der er tale om dvd-r. Om der ligefrem er lavet et cover, må tiden vise. 

EDIT (24.09.2024): Jeg fik desværre netop denne e-mail i dag. Det pågældende bibliotek er Mariagerfjord Gymnasiums bibliotek:
"Dette materiale kan desværre ikke skaffes, da det bibliotek der ejer det, ikke låner det ud. Vi har derfor slettet din bestilling".

Her er direkte link til Fiskerne på Gensyn. Den ligger if. sidens info frem til 14. marts 2026. 




Og sluttelig lige mit eksemplar af Hans Kirks bog. Denne udgave er 9. Tranebogsoplag, udsendt to år før tv-serien og med forord af en anden forfatter fra Kirks samtid, Tom Kristensen (jeg mistænker, at der er tale om et citat fra en avisanmeldelse, om end dette ikke nævnes, idet der bruges gåseøjne).