THE RAVEN (James McTeigue, USA 2012)

 Jeg fandt THE RAVEN i dag i en Røde Kors genbrugsforretning. Jeg traskede endvidere ud til det indendørs marked Kirrpu, som trods navnet ikke ligger i Finland. Jeg travede vel nok igennem de mange sælgeres stande i en hel time hos Kirrpu, men kom hjem med næsten ingenting, hverken fra Kirrpu eller Røde Kors. Det meste (hvad angår film og musik), jeg fandt og opgivende smed tilbage igen, var det mest velkendte mainstream-affald fra de seneste to årtier. Den slags, som almindelige mennesker køber herude i provinshullerne.  

Men THE RAVEN så moderat interessant ud. Af typen "Okay, det her KUNNE være godt - kunne være, men er det sikkert ikke". Og til en pris af 11 kroner kan man sagtens tage en chance, selvom lortet skulle vise sig at være, well, noget lort. Og når THE RAVEN så lettere interessant ud var det dens usædvanlige setup: Vi er i Edgar Allan Poe-land her, men der er ikke tale om (endnu) en indspilning af en af hans bøger eller noveller. Der er ikke tale om en genindspilning heller. James McTeigues film er derimod en fri fantasi over, hvad det mon var, som Edgar Allan Poe tilbragte de sidste dage af sit liv med. Filmen handler med andre ord om forfatteren Poe, som kommer ud for drabelige hændelser op til sin død på en bænk i Baltimore. 

PLOTTET: Filmen foregår i 1849 (året for Edgars død i den virkelige verden). En kvinde og dennes datter findes myrdet på bestialsk vis. En vaks inspektør fra opdagelsespolitiet husker på en dramatisk fiktiv historie han har læst af Edgar Allan Poe, hvor en lignende forfærdelig hændelse foregik.  Først antager han, at Poe derfor må være gerningsmanden (man var ikke så skarpe dengang), og senere da det går op for ham, at dette ikke er tilfældet, beder (læs: tvinger) han Poe om at hjælpe sig med at fange morderen, som i øvrigt snart bliver en ægte seriemorder. Midt i det hele står gamle Poe til at skulle giftes med en dame af en slags, om end dennes skydegale fader ikke just billiger disse ægteskabstanker. På et eller andet tidspunkt må den mystiske morder vel også komme frem fra sit skjul - eller hvad? 

Selv om setuppet lyder som en rigtig gyser, så er THE RAVEN langt mere rodfæstet i det, som jeg kalder actionhorror-genren. Actionhorror er film, der foregår i en horror-setting, men som primært er actionfilm. Dette giver måske nok disse film lidt mere tjubang (altså action!) og bulderbrag-musik, men det betyder også, at der ikke er ret megen uhygge eller scener med sand neglebidende rædsel. Jeg så for et par år siden en anden actionhorrorfilm, DRACULA UNTOLD, og den var der heller ikke megen uhygge ved. De to film blev i øvrigt lavet inden for et par år (2012/2014), og UNTOLD var også langt mere actionhorror, med vægt på action, end jeg ville have foretrukket. Men det skal sikkert være dem, der kan lide den slags. 

"Edgar Allan Poe" spilles af John Cusack, som var god i HIGH FIDELITY (med Iben Hjejle), men her virker han lige så "rigtig" i rollen, som en flødebolle med ben ville gøre det. 

Den danske dvd har et fint billede, og heldigvis skal man ikke spilde sit liv på ekstras: Der er nemlig ikke nogen. Intet. Ikke engang en trailer. Men til 11 kroner bør man vel næppe brokke sig. 

Her er traileren, som ikke findes på den danske dvd fra Nordisk Film:

Motionist-jomfru on the go

Ja, altså, med hensyn til ... hva' hedder det nu, det der hvor man bevæger sig ret meget? ... **motion** eller sådan noget!?!? (er det sådan det staves? Det er ikke et ord, jeg ellers tager i min mund!) ... nå, men altså den slags er jo ikke noget, som nogensinde har sagt mig ret meget. Overhovedet. Jeg ser ikke engang sport på tv - med mindre det er damehåndhold, og det har ikke noget med håndbold at gøre. Jeg gik godt nok til fodbold i barndommen, men det var selvsagt en stor fejltagelse. I sportsklubben havde de normalt tre hold på de forskellige alderstrin, men fordi vi var for mange i min årgang, lavede man et 4.-hold med alle os, som vitterligt ikke kunne spille fodbold. Vi var ikke nok til at fylde et hold, så hver gang vi skulle ud at spille kamp, fyldte man op med spillere fra de andre tre hold. Når vi så havde tabt (og det gjorde vi stort set hver gang), så grinede dem, som var lånt fra de andre hold og sagde: "Nå, tabte I i dag!"

Nå (igen), men altså, jeg var begyndt at tænke (læs: bekymre) mig over, at det ku' sgu da godt være, at man skulle begynde at lø... gå nogle ture. Man hører jo så meget om diabetes 2 og den slags. Så det er jeg altså begyndt på! Altså at gå lange ture. Jeg har været i gang i S-Y-V uger nu! Men det holdt sgu hårdt. Jeg har forsøgt mange gange over årene, men hver gang er det gået i sig selv igen efter 3-4 ture rundt om blokken. Det er fanderme så surt at komme afsted, og der er sikkert et eller andet i fjernsynet, på computeren eller hylden, som behøves at ses lige her i dag og lige nu og 11 timer frem til man skal i seng!

Men altså, nu ER jeg i gang. Jeg plejer at sige, at rutinen er vores bedste ven (os, sådan nogen som ikke kan komme i gang). Og nu har jeg været ude at spadsere næsten hver dag i som sagt syv uger. Og ikke bare sådan nogle småture hen til bageren på hjørnet, men på en time og derover. Hva' gi'r du! Hvem sku' nu ha' troet det. Og man (jeg) kan virkelig mærke det i benene.

Af gammel vane foregår turene sent om aftenen. Der er en gammel Simpsons-episode, hvor en eller anden siger: "Det er der, hvor alle særlingene kommer frem". Det er nu ellers ikke så mange, jeg møder på min sti. Her ovenfor ses jeg ude ved sygehusets psykiatriske afdeling. Lidt til venstre uden for billedet ligger et fængsel for de sindssyge kriminelle (som den slags blev kaldt i gamle dage i den danske oversættelse af Batman-bladet. Det er her Jokeren ville blive spærret inde, hvis han kom til Danmark). (Jeg gentager mig selv fra forrige indlæg om at finde fodboldmål i en nærliggende skov derude). Jeg forventer gerne at se nogen kravle over muren og løbe bort, men indtil nu har jeg oplevet nada af den slags.

PS: Over bygningen ses flere lamper, men dén øverst helt til venstre er altså månen!