Update

 Hvis nogen nåede at se mit opslag om filmen WISCONSIN DEATH TRIP og undrer sig over, hvor det blev af: Det sku' ikke ha' været op her på den danske del af bloggen og er nu flyttet over på den gamle, vældig internationale udgave af Lejemorderen. Sådan går det, når man sidder i brændende sol og nægter at gå ind, fordi det sgu muligvis er de sidste solstråler, før efterårets mørke trænger igennem. Usch!

Det oprindelige opslag ligger nu her. 

Dokumentarfilm on en (næsten) dansk hardcorepunk-pitbull fra New York

Harley som ca. 10-11-årig til koncert i Århus (med Brats?). Screengrab fra filmen.

Jeg fik endelig set dokumentarfilmen om Harley Flanagan, WIRED FOR CHAOS (Rex Miller, 2024) om Harleys mildest talt kaotiske liv fra starten i Århus og til hardcorepunken i New York. Det er en vild historie og utroligt, at han har overlevet. Tilbage i 1986 læste jeg om hans debutalbum med hardcore-bandet Cro-Mags i det danske fanzine Metallic Beast (om end den danske skribent tydeligvis intet anede om Harleys danske rødder).

Jeg købte også dengang pladen (vist nok fra den dengang coole postordrebutik Funhouse Records i Hamborg), og den står stadig i samlingen. Den var/er glimrende, men resten af pladerne har jeg ignoreret (velsagtens mest grundet generel økonomisk fiasko i mit liv).

Filmen er ret god, om end jeg kunne have ønsket mere om tiden i Danmark. Og underligt nok er et af de "talking heads", som flere steder fremhæves (bl.a. på engelsk Wiki) som værende med i filmen, Ice-T, og det til trods for, at der kun er een eneste udtalelse fra Ice-T i filmen. Og sekvensen varer vel sådan cirkus 30 sekunder. Men, hey, Ice-T! LOL. Det var måske rap-fansenes interesse, man ville fange med referencen i disse anmeldelser.

Set gratis (og lovligt) på Tubi Tv (tip: download filmen og slip dermed for reklamerne!). Også udsendt på amk. Blu-ray/dvd og UK Blu-ray/4K. Ifølge dvdcompare indeholder den amk. Blu-ray også 5 minutter fra en koncert ved Hellfest-festivalen i 2022. 5 minutter!? Måske kunne man ikke få rettigheder til mere eller ville ikke betale for det. ARTE TV har bragt omkring en time fra koncerten (som ligger på YouTube).

Trailer:

Henriette Westh og den gustne fremtid: RAGNAS SØN nr. 2 er på gaden!

 

Foto lånt fra seneste hw-art.dk-nyhedsbrev

Jeg har netop modtaget Henriette Wesths seneste newsletter med nyheden om, at Ragnas søn nr. 2 er udkommet. Yay! Spiffy!! Personligt var jeg vældig begejstret for nr. 1. Det var noget mere dystert, splattet og med flere blakkede personager, end vi er vant til fra Henriettes hovedserie, Dortheas overlevelser. 

PS: Pæne tæer, Henriette! 

Blueberry!!!

 

Der var ikke ret mange (if any!) tegneserielæsere i gamle dage, som **ikke** ville sætte den fransk westernserie Blueberry af Charlier og Giraud på førstepladsen på deres egen personlige top 10 over favorittegneserier! Mig selv inklusiv!

Jeg opdagede serien i slut-70'erne, da jeg købte Fort Navajo nr. 1 (forsiden med "Manden med sølvstjernen", som også ses her. Hmm, eller var det nr. 6, jeg købte som det første album?? Fuck, 1979 er længe siden!). Dengang var det forlaget Interpresse (alle tegneserieelskeres favoritforlag dengang), der udgav den. Senere overtog Gutenberghus (alle tegneserieelskeres hadeforlag nr. 1) serien. Senere snuppede Interpresse den igen, da de købte rettighederne til det tyske blad Zack, hvortil Blueberrys franske fædre havde tegnet en historie. Men Gutenberghus fik den tilbage. Og i dag ligger serien så igen på en måde hos Interpresse - eller ... det vil sige ... i alt fald hos den gamle Interpresse-redaktør Carsten Søndergaards forlag, Cobolt.

Carsten satte sig for for nogle få år siden, at nu skulle Blueberry endelig udgives i ordentlig og perfekt stand (Gutenberghus, nu under nyt navn [Egmont], havde sent i deres forløb udsendt serien i samlebind, som – har jeg læst via ComicWiki – var sørgeligt dårligt redigerede fra norsk side). Indtil i dag havde jeg kun fået investeret i Cobolts samlebind nr. 1. Ikke pga. mangel på vilje – men mangel på mønt. Serien er som mange af disse tykke hardcover-samlebind rasende dyre for en fattigrøv. Men en privat sælger gav mig et tilbud, og jeg scorede bind 2-6 for sølle 800 dask. De fem bind står næsten som nye. Jeg mangler stadig bind 7 + 8, og det sidste (9) er endnu ikke udkommet endnu. 

Det fede ved de nye bind er bl.a., at de er nyoversat af en rigtig god oversætter; de er i hardcover; man er gået tilbage til gammeldags mat papir; de oprindelige farver er brugt; de oprindelige, uændrede udgaver er brugt. Og der er masser af ekstramateriale. Eneste minus: Jeg har sgu ikke plads på nogen af de 11 reoler! Fandens!!!

Kulørt stads for voksne ... fra børnebiblioteket

 

Jeg modtog to pakker fra Den Blå Avis-sælgere i dag: 9 numre af Kulørte Sider (fra slut-70'erne, ikke at forveksle med et andet blad af samme titel MED tegneserier, ikke OM) og 10 ex (dvs. hele serien) af Special-Comics (1974-76)! Najs!

KS var i pæn stand. Alle ex-biblo-eksemplarer. Sjovt nok fra et børnebibliotek!? Hvilke børn tænkte de ville gide at sidde og læse lange nørdede tekster om ofte udenlandske tegneserier!? Jeg havde totalt glemt, hvor megen tekst, der er i de blade. Jeg køber jo det nuværende danske blad om tegneserier, Magasin for tegneserier (dum titel imo, men udgiveren/redaktøren har sikkert tænkt, at det ville være mere kommercielt, og det er sikkert rigtigt. Læs: Redaktøren er også forlagsdirektør og har velsagtens check på, hvad der fænger hos forbrugerne), men jeg ærgrer mig over, at det ikke er KS, vi har i dag i stedet. Bladet var virkelig oplysende og tog indholdet alvorligt. Det dækkede virkelig markedet. Jeg savner den slags seriøsitet i dag. Jeg har kigget tre numre igennem den sidste halvanden times tid: Det ene nummer havde et katalog fra Runepress forlag sat fast i hæfteklammerne. Selv kataloget var nærmest et tidsskrift i sig!

De 10 Special-Comics er i pæn stand. Omslag i usædvanlig pæn stand for disse albums, som ellers gerne er mega-slidte. Nuvel, flere numre havde påskrevet navn på side 3 (den tidligere ejer hed tilsyneladende ... "JEG"), men det overlever jeg nok. Nå ja, og limen havde opgivet ævred (ikke pga. læsning/ombøjning af ryg, men sikkert grundet de 50 år på hylden. Lim holder desværre ikke evigt). Jeg ved ikke rigtig, om jeg gider forsøge mig med at købe bogbinderlim og forsøge at reparere dem. Holder den slags overhovedet? Jeg har tidligere prøvet med både kontaktlim og superlim. Ingen af disse duede til albums eller bøger. I øvrigt er det tydeligt, at fra og med nr. 9 blev der brugt en anden trykketeknik og bedre papir. Ryggen er presset sammen og går ikke op med deraf løse sider.

Lidt ærgerligt, at KS stoppede. Hvorfor så man ikke en vigtighed i at køre videre selv uden profit? Det var Runepress, som udgav bladet, og Runepress var Carsten Søndergaards gamle forlag, som var kommet med ham over på Interpresse. Efterfølgende blev Runepress den del af IP, hvor man (så vidt jeg husker CS's beskrivelse af dette i indlæg på Serielands forum) efterfølgende udgav ting, der ifølge forlaget var en tand for "mærkelige" til at udgive i IP-regi. Men altså, Interpresse var "the shit" i 70'erne og 80'erne. Man ville sagtens have haft råd til at fortsætte bladet selv uden profit, selv med en vis del underskud. IP udgav en fandens masse blade og albums, og man tjente en ligeledes fandens pæn portion penge derpå. Man burde have set værdien og vigtigheden i at have et godt dansk tidsskrift om det medie, man selv skulle leve af. Efter KS lukning startede IP godt nok et nyt blad om tegneserier, Komix, som jeg selv købte (jeg abonnerede rent faktisk), men selv om jeg stadig elsker bladet, så var det meget tyndere end Kulørte sider. Og det holdt kun i fem numre. I Tyskland udkommer der stadig et blad om tegneserier (jeg har glemt titlen. ComiXine? Noget i den dur), som har kørt siden 80'erne (et af numre bliver faktisk nævnt i et af mine nye KS)! I det gamle Vesttyskland kunne det lade sig gøre. Oh well, nothing lasts forever. Men fedt nok, at man stadig kan score gammelt stads.

Her ovenfor og længere nede er fire forsider og lidt eksemplarer på indhold fra de første par numre (jeg fik numre mellem 29 og 41). Et par af billederne er lidt uklare, men ikke om jeg gider tage dem om.

En løst indlagt infoseddel (pga. en for høj pris skrevet på et forgående nummer) har overlevet i bladet i mere end 45 år uden af ryge ud!! (Eller osse er den røget ud, men er blevet samlet op og lagt ind igen, høhø). En kendt tegneserieperson, som stadig er i aktion (og som jeg derfor ikke nævner ved navn, da den slags kan give en fandens ballade, som jeg jo måtte sande for nyligt!) har anmeldt et Adèle-album og fortæller, at det gav hans børn mareridt pga. den megen vold, satankulter, perversiteter osv. Han lod dog til at kunne lide serien. Thomas Camp (som jeg godt kan omtale, da han desværre er draget i det hinsides) anmeldte et af de klassiske Natacha-albums og var *ikke* just begejstret over blandingen af humor og spænding. Man kan undre sig over, om Thomas Camp slet ikke var vant til at læse fransk-belgiske tegneserier!? Blandingen af spænding og humor er noget af det mest velkendte i den fransk-belgiske skole (franko-tegneserier som prøjserne kalder den slags). Camp var en sjov fætter. Jeg kendte ham ikke personligt, men kendte bestemt til ham via tegneseriemiljøet på facebook. Jeg husker engang i en gruppe for korrekturlæsere, hvor han skrev, at en cykel forhen hed en cikel. Han fik hurtigt læst og fortalt, at man aldrig (som i aldrig!) har skrevet "cikel". LOL. Men ud over det var han en ildsjæl, hvad angår tegneserier. Bemærk i øvrigt annoncen for en københavnsk tegneseriebutik ved navn Scarface-Comics (adressen er Møllegade, Kbh). Jeg har aldrig hørt om den. Hvem drev den mon? Nogen man kender fra tegneserie-/forlagsscenen??

Endelig har jeg snuppet et foto af en dobbeltside (fra et Playboy-centerfold gætter jeg på) med Margot Kidder, som stort set viser det hele. I mit fb-opslag var jeg nødt til at censurere godterne. Herinde er vi naturligvis helt uncut. xD

I gamle dage kaldte Rune sig blot Rune Kidde.
Senere kom der et T med (Rune T. Kidde). 

Sorry, du bli'r sgu nødt til at lægge hovedet til siden. Eller
dreje computeren (men I sidder vel alle sammen med
en telefon, så det sku' ikk' være noget problem!)

Den famøse indlægsseddel, som har overlevet løst i bladet i henved fem årtier!

Hitlercomix!

GUTTER HUNTER No. 4 på gaden!

Robin Bougie i Canada netop har udsendt det nye nummer af Gutter Hunter (#4) - et fanzine om nordamerikanske undergrundstegneserieblade og deres historie. Desværre er der stadig ingen distributører uden for Canada, USA og England, som fører zinet, men det kan bestilles fra hans egen webshop. Jeg har ikke set det nye blad endnu, men de første tre var glimrende (se omtale her på bloggen). Robin stod også bag Cinema Sewer (fanzine om exploitationfilm), som udkom i maaange år og som blev genudgivet i bogform. Ifølge info på facebooksiden er oplaget på 800 og vil ikke blive genoptrykt. 

Link til Robins webshop

Her nedenfor er Robin Bougie gæst i en YouTube-podcast (eller vidcast om man vil), som egentligt (så vidt jeg husker - jeg følger den ikke) oprindeligt mest handlede om asiatiske film. Men her er et afsnit (fra 2022) altså afsat til Gutter Hunter:

THE GORGON (England, 1964)

Jeg så Hammers THE GORGON (Terence Fisher, 64) for første gang her til aften. Glimrende film og det sædvanlige gode skuespil fra Hammer-studiet. Uhygge skal man lede langt efter, med mindre man er 5 år gammel, og faktisk ser man næsten slet ikke "monsterdamerne", som det hele handler om.

Det er faktisk en underlig film uden egentlige skurke, blot folk med forskellige meninger, som vil det bedste for andre (okay, det ville Hitler også, but you no wha ah mean). Men det gør ikke noget. Alle dialogscenerne er gode, og både Peter Cushing, Christopher Lee og Barbara Shelly er med.

Trailer: 

Åh, Tintin, min ven! (Forsiden af Fat Comics nr. 30 som alle glemte)

 

En tråd i Tegneseriefans-gruppen på fb fik mig til at huske på en gammel forside til et dansk fanzine om tegneserier, FAT COMICS, fra 80'erne. Jeg er ret sikker på, at dette nummer desværre er det eneste, jeg nogensinde fik købt (og i dag er den slags jo umulige at opdrive. Ikke engang biblioteket har et eksemplar, man kan låne). Der kom 32 numre, og her er nr. 30.

Forsiden er naturligvis ... hvad den er. Allerede da jeg købte det pågældende nummer som nyt, kunne jeg godt se, at det var langt ude og væltede over en eller anden grænse, som mainstreambladene muligvis havde. Men så på den anden side; i Interpresses satiretegneserieblad Kystbane Komix reklamere man på forsiden af et nummer med, at der var børneporno inde i bladet! (Det var der naturligvis – heldigvis – ikke), men blot det faktum, at man skrev det på forsiden, og det faktum at vittigheden ragede læserne en høstblomst – jeg husker i alt fald ingen shitstorm i medierne dengang – fortæller, at det var andre og bedre tider. Humor blev taget for det det var, humor. I dag ville disse forsider sikkert betyde, at folk ville få ildebefindende og skulle behøve psykologhjælp.

Se også et Rune Kidde-indlæg her nedenfor (lånt fra ComicWiki) og ComicWiki-siden om bladet.

Tom Waits - WHAT'S HE BUILDING IN THERE !?

Amerikanske psykopatmord mens sveden driver

 

Tilbage i 90'erne læste jeg Bret Easton Ellis' berømte/notoriske bog American Psycho. I dag – ca. 30 år senere – fik jeg endelig set filmatiseringen! 

Jeg fandt for nyligt en stak engelske og amerikanske dvd'er i den lokale Røde Kors og ragede det meste til mig. Og en af dem var altså AMERICAN PSYCHO. Filmen er instrueret af canadisk/engelske Mary Harron, som man ofte ser i amr. dokumentarer om den tidlige punkmusik i USA (hun var en del af den scene). Jeg synes at mindes, at filmen i sin tid fik halvlunken omtale i danske medier, men jeg syntes faktisk, den var glimrende. Der er her jo ikke tale om en horrorfilm, men en satirisk kommentar til den yuppiekultur, som (åbenbart) eksisterede i 90'erne. 

Modsat bogen dvæler filmen heldigvis ikke alt for meget på lange tirader om Phil Collins og anden mainstreammusik. Jeg husker, at jeg dengang for tre årtier siden simpelthen pinedød var nødt til at springe disse hjernelamme passager over. Christian Bale gør det glimrende i rollen som Patrick Bateman, og det samme gør Willem Dafoe (naturligvis), om end sidstnævnte kun er med ret begrænset. 

Der kom iø en urelateret sequel, AMERICAN PSYCHO 2, som bestemt fik dårlig omtale. Jeg så og optog den i sin tid fra DR2, men husker intet af den, andet end at jeg syntes, den var okay (men hvem ved, måske var den virkelig noget lort!?). Der findes talrige dvd- og Blu-ray-udgaver af etteren, men hvis du vil have noget ekstramateriale med, så tag og fravælg de danske udgaver!