GorePit Zine lige ved at åbne kistelåget ...

Tilbage i 2022 skrev jeg om, at der var et nyt "dansk" fanzine på vej om splatterfilm, GorePit Zine. Nu er nr. 1 næææsten lige ved at være her. Det er ikke udkommet endnu, men fru redaktør Vanessa Hexe har netop smækket denne teaser for bladet på YouTube (en trailer for et zine!? Det havde vi sgu ikke i nullerne og tilbage i det gamle århundrede!!!). I for one look forward to this! 

HUGO PRATT: Djævelens nat

Tegninger: Hugo Pratt
Tekst: Tom Tully & Gordon Sowman
Forord: Chloe Maveal
Oversætter: Lea Mejdahl Christiansen
Forlag: E-voke (2025)
Sort-hvid, hardcover-album i ca. bladstørrelse, ca. 150 sider
Oprindeligt trykt i bladet "Battle Picture Library"

HUGO PRATT er kendt af enhver seriøs tegneserielæser for sin CORTO MALTESE-serie. A-L-L-E kender den. For fortrinsvis nyligt har man så fundet ud af, at Pratt i de tidlige dage tegnede for engelske krigs-samlebånds-blade. Og det lille tomands-forlag E-voke har nu udgivet noget af dette materiale i et flot hardcover-bind (der er planlagt mere) med så lækkert papir, som ingen, der i sin tid stod med lusede lommehæfter på usselt papir, ville have troet muligt. Der er også en fin artikel om Pratt og dennes tidlige æra.

 
Og mig, ja hvad med mig? Modsat andre seriøse læsere har jeg aldrig så meget som åbnet et Corto Maltese-album, og dette er således min introduktion til Hugo Pratt, hæhæ. Han er iø ikke forfatter af episoderne, men tegningerne er fede! Jeg er iø kun halvvejs gennem albummet og vil ikke anmelde som sådan. Den første historie handler om en forræderisk løjtnant i en lille engelsk patrulje i den burmanske jungle, og den var ganske glimrende med næsten overnaturlige elementer.

 
Oversat af den ene af E-vokes bagmænd (m/k), Lea Mejdahl Christiansen, som lader til at oversætte stort set alt, hvad forlaget udgiver, både fra fransk, hollandsk og engelsk. Måske også de spanske ting, men dem har jeg ikke set endnu. Og hatten af for det. Jeg synes dog, at det er problematisk, at hun selv læser korrektur på sine egne ting. Hun vælter ofte forvirret rundt i De- og du-former (se f.eks. min omtale af E-vokes Bernard Prince nr. 16-album, hvor hun flere gange præsterer at lade de samme personer tiltale hinanden skiftevis i både De- og du-form - endda i samme sætning/samme taleboble!), som en god korrekturlæser ville påpege. Men ellers rigtig fine udgivelser.

Det skal også tilføjes, at heldigvis har man holdt fast i at bruge en sans serif-font, som grangiveligvis ligner den, man har brugt i de gamle blade. Denne type historier indbyder ikke til håndskrift eller anden type spøjse bogstaver. 

 

 
NB: Lånt på biblo.

At genlæse SUPERMAN efter fire årtier

Det er nææsten så længe siden, at jeg burde skrive aartier med dobbelt-a!

Jeg læste godt nok lidt spredte tegnserieblade som dreng (Tarzan, Korak, cowboy-blade), men det var først som teenager, at jeg **opdagede** tegneserien som sådan. Det var i 1979, og jeg begyndte straks at samle.

Dengang var det fedt at være med som bladlæser, da der kom alt muligt. Jeg købte fast Seriemagasinet, Jonah Hex, Kung-fu Magasinet, Edderkoppen, Fantomet, osv osv. Og jeg købte naturligvis også Superman.

Mit første Superman-blad var Superman med Batman nr. 4, det med Superman, der bliver brændt på en totempæl på forsiden! Jeg læste alle bladene med stor iver og glæde, men omkring skiftet til 90'erne var jeg ærlig talt blevet træt af Superman-serien. Den syntes lidt for kikset i forhold til Marvel-bladene. Jeg tror faktisk ikke, at jeg har læst et Superman-blade siden starten af 90'erne.

En kolofon!

Jeg ejer godt nok alle bladene, men de sidder bortgemt i bladkasser og hemmelige arkiver (lol). Men så her i går modtog jeg en gave fra Obskuriøsts redaktør, Henrik Larsen, i form af stor kasse fuld at Superman'er. Henrik er i gang med at gendanne sin egen samling af blade ved at købe lots og i genbrugsbikse. Og lots betyder mange dubletter. Og det blev mit held. Jeg ved ikke, hvor mange der var i kassen, men den var sateme tung. Tusind tak, Henrik.

Nå, men jeg tog fat i dag med at genlæse og begyndte naturligvis med dét blad, som jeg allerførst købte dengang i 79: Superman med Batman #4! Forsiden er feed. Historien med Superman, der skal redde amerikanske indianere fra en grådig hvid mand er ... okay. Bladets anden historie med Grønne Lygte af Denny O'Neill var straks bedre, synes jeg. En mand i 1800-tallet dræber en anden mand i en duel, men overlever blot for at blive suget til en anden verden i en anden dimension for at hjælpe med at redde en fremmed civilisation, som er ved at dræbe sig selv med krige. Men er det lykkedes ham? (Og sikke et held, at han ikke er landet langt ude i fremtiden i det 21. århundrede).

Noget af det jeg næsten husker bedst fra Superman-bladene er Super-Ove og brevkassen! Selv om jeg brændte ud på bladet i sin tid, så er det spændende at skulle til at genlæse serien her i voksenlivet.

Stakken af Superman-blade fra
Henrik Larsen sirligt pakket i poser

NOIR-tegneserie PLUS lummert BLAD fra de glade dage hvor kioskkunderne ikke blev krænkede

Nr. 12 fra første årgang

Så ankom en mindre pakke fra Faraos i går og hurra for det! (15 dage efter jeg bestilte bladene, til trods for at de lover afsending inden for et par dage. Nå, men priserne var gode, så jeg klager ikke ... ret meget). Jeg købte for nyligt tre samlebind af den amr. serie Fatale fra Fantask, som havde dem på tilbud til 10 kroner (!) stykket. Desværre er serien på fem bind, så jeg var nødt til at ty til Faraos for at få resten, som så heldigvis OGSÅ var på tilbud - om end ikke helt til 10 kr., men 50 kr. stykket, men eftersom nypris oprindeligt var 150-200 kr., så var det alligevel en fin pris. Jeg har læst bind 1, og det er virkelig godt. Noir crime med sort magi.

Nå ja, og så er der de resterende tre blade ... Jeg læste et enkelt nummer af En halv humørtime tilbage i 80'erne og syntes dengang, at det var en sur prut. Jo, jo, bare bryster, men altså, vittighederne var bare FOR platte for Jack J anno 1980'erne. Men nu bemærkede jeg, at Faraos åbenbart havde fået en masse gamle brugte numre på lager, og så tænkte den meget ældre Jack J, at det var en godt chance til at checke, om man stadig er enig med sit meget yngre jeg. Og til de priser går det lige an.

De bestilte blade er godt nok IKKE i noget, der ligner mint condition, men det er osse lige meget. Men selv hvis jeg stadig skulle synes, at bladet er - nå ja - på niveau med en surt prut, så må man beundre, at det havde en læserskare, som holdt ved så længe: En halv humørtime kørte fra 1969 og helt frem til nullerne. Det seneste nummer, jeg kan finde hos Faraos, er fra 2001. Men om der kom senere numre, eller om bladet kørte uafbrudt fra 69 til 01, har jeg ingen anelse om. Blade som dette er ofte svære at finde info om, da de ikke regnes som reelle tegneserieblade. En halv humørtime findes fx slet ikke hos Pegasus.

Som horrorfan er man naturligvis nødt
til at anskaffe sig dette nummer!

INFERNO 2026 aka INFERNO #14 is in da house!

 
Jeps, så ankom det nye nummer af Inferno - blot et døgn efter jeg bestilte det fra Laserdisken. Virkelig noget af en overraskelse. Jeg havde i ånden set, at jeg nok ville modtage bladet om 5-7 dage - fem til syv dage! - sådan som man ellers er blevet vant til, når det gælder forsendelser med PostLort ... jeg mener PostNord. Men jeg antar, at det er som i tysk grammatik: Der sker uvilkårligt undtagelser fra tid til anden.  

Jeg har ikke læst det nye nummer endnu, så ingen omtale herfra - ud over at det ser gevaldig fedt ud. Man føler sig hensat til gamle dage. Tak, Peder Pedersen! 

Non-stop party - no more

 

Jeg ser netop i TV-Avisen, at JOHNNY REIMAR har taget tyrolerhatten på for sidste gang.

Jeg vægrer mig jo lidt ved at fortælle det, men som 9-årig fik jeg min første båndoptager og begyndte at samle på Johnny Reimars "Non-stop Party"-kassettebånd. Der kom en hel masse volumes. Nej, det er ikke et af de minder, man allerhelst hiver frem i klubben for coole kids. Engang i 80'erne begyndte jeg at bruge båndene til at optage på fra radioen (ligesom videobånd var blanke kassebånd dyre dengang). Så vidt jeg husker, var lydkvaliteten ikke fantastisk på disse bånd stillet over for bedre blanke bånd. 

I TV-Avisen sagde de, at Johnny blev "kult" blandt unge på diskotekerne i 90'erne!? Ja, det ka' de sgu godt bilde mig ind. Kulturelt set er 90'erne et årti, man helst bør glemme cirka på højde med nazitiden. Og ja, jeg har godt hørt, at 90'erne er blevet "in" igen. Bare tanken kan jo få én til at trække gardinerne for og lægger en bedre nyrock-plade på grammofonen og lade som om det stadig er 1983. Usch!

RIP Johnny Reimar

VILLA VENNELY-pige i DSB-bladet

Jeg kører sjældent med offentlig transport for tiden, og derfor er det også sjældent, at jeg frekventerer en DSB-kiosk (som slet ikke er en DSB-kiosk mere, men en 7-Eleven), og derfor er det lige så sjældent, at jeg for tiden snupper et nummer af gratisbladet UD & SE. 

Jeg var lige ved at tilføje et "og dét var dumt", men så på den anden side, man kan sgu ikke gøre det hele - hele tiden. Men så er det jo fedt, at Kim Abrahamsson (aka Abra) var så flink at gøre mig opmærksom på, at nummeret fra forrige måned havde et fint indlæg om Elinor Infred, en af Poul Nyrup-pigerne fra VILLA VENNELY (1964). 

I filmen var hun en af de piger, som ikke havde ret meget tøj på. Om det var for aldrig at være foruden tøj at tage på igen, at hun gjorde det, skal jeg ikke kunne sige, men efter filmen åbnede Elinor Infred i alt fald en butik med dametøj - som hun stadig den dag i dag driver. Godt gået, Elinor! 

Nils Markvardsen har engang lavet et stort interview med hende til sit blad eXtase. Og her er hun altså for hele nationen at se (eller i alt fald den del af nationen, som snupper et DSB-blad, medens de hælder noget 7-Eleven-snask i svælget i utålmodig venten på en sporvogn eller en lillebil eller hva' fa'en folk nu rejser med i disse tider). 

NB: En pdf-udgave af nummeret med Elinor Infred kan læses og downloades lige her. 

"GRIFFU" - af Tardi & Manchette (Carlsen Comics, s/h, 60 sider, 1982). Endnu en anmeldelse i rækken "Skrevet med venstre hånd på højst 7 minutter"

 

Jeg har haft Tardi og Manchettes "Griffu"-album stående på hylden i adskillige år uden at læse det, men så for nyligt købte jeg nogle album-lots på fjæsen (se tidligere opslag), og et var fra en sælger, som auktionerede helt nye, ulæste albums fra 80'erne. Jeg vandt en Tardi-auktion, og det var jo vældig dejligt. Det betød dog, at ud over adskillige albums, jeg manglede, så ejer jeg nu TO ex af "Griffu" - og så er det vel efterhånden på tide at få læst skidtet.
 

Plottet er næsten uvigtigt. Ren kliché. Settingen er den samme, som vi har set 100-vis af gange i kriminalfilm fra USA: En privatdetektiv sidder på kontoret, og en dulle kommer ind med en historie, som tydeligvis er en plade. Men hun har pæne ben, så privatsnuden ta'r jobbet og kommer snart til at fortryde det så inderligt. Tæsk hele vejen rundt, dyppelse af sjoveren, kugler i kranier, løgn, latin og endnu flere lamseben med slesk tale og grimme karle med uhensigtsbare planer. You know the drill. Men det her er ikke amerikansk. Det er fransk. Og det er ikke bare fransk - det er Tardi. Mere sarkastisk, mere europæisk, mere 80'er-upolitisk korrekt, mere mørkt og dårlig slutning, end yankeerne kunne forestille sig det fortolket med deres Hollywood-dåselatter og happy-ending-fløde. Og Ole Steen Hansens oversættelse er lige i skabet (eller skridtet). Klart anbefalelsesværdigt - omend almindelige tegneseriefans, der hellere læser Asterix, nok vil klynke over, at det er aaalt for grimt. Personligt elsker jeg Tardis "grimhed" i stregen. 

Desværre aldrig genudsendt på dansk, så det er albummet fra 1982, man er nødt til at forsøge at opdrive - hvis man skal have det på dansk. Jeg gætter på, at det findes i nyere udgaver på engelsk. 

PS: Og et spark i hovedet til mig selv for at vente så længe med at læse "Griffu"!!!

Nyt nummer af INFERNO på vej!

De ene af de to danske filmblade, man som begejstret filmentusiast husker fra starten af 90'erne, er igen på vej med et oneshot! For et års tid siden (EDIT: faktisk i 2024 - tiden flyver!) fik vi et messenummer af Peder Pedersens INFERNO med gammelt materiale og hilsener fra gamle stødere (skribenter), og nu er der endnu et messenummer på vej i forbindelse med SCI-FI-CON i Randers! Denne gang med nyt materiale. Herligt! Betyder dette i øvrigt, at hver årlig udgave af science fiction-messen vil byde på et nyt Inferno???

Infoen nedenfor er hentet fra redaktionens tekst på facebook. Det blev nævnt, at man efter messen vil kunne købe bladet fra messens hjemmeside (jeg gætte på, at AWE's onlinebutik sikkert også får bladet - de sælger i alt fald stadig numrene fra 90'erne og det store seriemorder-nummer, som kom i 2017). 

Men i alt fald et tomlen op til Peder Pedersen og staben bag for endelig at udgive et ordentlig filmblad på dansk igen. 

BREAKING!

Et helt nyt eksemplar af det legendariske fanzine INFERNO er lige leveret fra trykkeriet!

Et science fiction special nummer, der udkommer på SCI-FI-CON 2026 i Randers, lørdag den 4. april, kl. 14:30.

For første gang er magasinet i farver (!), og redaktør Peder Pedersen har samlet et hold af gamle kendinge og nye kræfter, hvor jeg selv og Jesper Mørch bidrager som både med-redaktører og skribenter:

Henrik Rytter

Jens Sørensen

Frank Brahe

Jesper Dannerfjord

Steen Schapiro

Jacob Krogsøe

Christian Monggaard

Og det er spækket med fantastiske artikler i et ualmindeligt lækkert design!

Det er (som sædvanlig) et begrænset oplag, så det er med at holde sig til!

Ses næste uge på SCI-FI-CON!

Reklametekst lånt herfra

"Tårer for Magoon" (Matthias Schultheiss, Interpresse, 1982)

Jeg husker vesttyske Matthias Schultheiss' serie om "Trucker" fra Seriemagasinet i starten af 80'erne. Og jeg husker også godt albummet, som udkom cirka samtidig, men jeg var ikke specielt begejstret for serien dengang, og derfor gad jeg ærlig talt ikke investere i albummet. Men samtidig troede jeg rent faktisk også, at albummet indeholdt det samme som det, der blev bragt i SM, og at det  derfor var overflødigt at købe begge. Well, som man kunne se, hvis ellers man har fulgt med her på bloggen, så købte jeg forleden Trucker-albummet som del af et af de store lots fra flere sælgere på facebook. Og nu har jeg endelig fået det læst og ... ups, indholdet er IKKE det samme som det i SM! Næsten 45 års misforståelse bliver endelig korrigeret (ja, pinligt, haha). Check selv smagsprøver fra historierne i Seriemagasinet her. 

En af tingene, som jeg ikke brød mig om dengang, var simpelthen, at Matthias Schultheiss var en middelmådig amatørtegner. Nå ja, det var i alt fald min holdning dengang. Så det var spændende at vende tilbage til "Trucker" og se, om jeg ville have samme opfattelse. Nu hvor jeg netop er færdig med albummet ... jah joh, jeg tror, jeg er lidt mere glad for hans tegninger her fire årtier senere ... meeen jeg synes stadig, hans ansigter ser ud som noget, der kunne have været bragt i Danske tegneserier (dansk amatørblad, der også kom i starten af 80'erne) og lignende selvfinansierede udgivelser. Når det så er sagt, så skal det tilføjes, at jeg i dag lægger mere vægt på selve historien, end i 1982. Historien var spændende, og der var fuld fart på. 

Et cool plus er albummets indledning. Først får vi en
indledning og først derefter kommer titelsekvensen.
Den slags sker hele tiden i film og tv-serier, men
ikke så tit i tegneserieralbums.

Luke (uden efternavn) er en langturslastbilchauffør, trucker, truck-driver, fra Amerika, som vi kender dem fra film som CONVOY. Rå og beskidt, wifebeater-trøje, cowboyhat, ligkistesøm i kæften, klar til at kværne et dusin varme dåseøl, når problemerne trænger sig på, og meget langt til et brusebad. Jeg priser mig lykkelig, at albummet ikke havde et indlagt odorama-card som i en bedre John Waters-film!

Luke er opvokset i rendestenen, men på et eller andet tidspunkt hev en mand ved navn Magoon ham op, og de endte med at blive bedste venner og truck-drivers. Da albummet begynder, er Luke på vej ud af en af de lange støvede og i amr. popkultur åh så romantiske landeveje. Han får en melding (via bilradioen - dette er selvsagt fra en tid, hvor håndholdte telefoner kun fandtes i science fiction-film) om, at Magoon vil mødes med ham. Selvsagt ved et af disse truckstops. 

Historien er den, at Magoon har fundet et stykke kørvel, som han vil starte et nyt liv sammen med. Færdig med at rasle rundt i en rusten lastvogn - nu skal der bos i et farmhouse og opfostres afkom. Til at finansiere det hele har Magoon stjålet en lastbil fuld af damepelse. Ja, de var i høj kurs dengang. I dag kan man vel dårligt forære dem væk. Luke synes jo, det lyder noget mærkeligt, men han kører med, da Magoon gemmer lastbilen i en bjerghule. Så aftaler de at mødes om et par dage. Men naturligvis går det ikke sådan; Magoon sidder på selvsamme barstool i truckstop'en, da nyheden om, at panserne er ved at bjærge Magoon bil fra en grøft. Han er åbenbart blevet onduleret af nogen. Luke ser rødt - og resten af albummet handler om, at han vil tage hævn over drabsmanden. En drabsmand, som er i ledtog med en lokal mafia. Og så er der også Magoon udkomne brud. En steg, som tidligere var go-go-danser. Man aner, hvor det bærer henad. Og så går det, som det går. Jeg skal ikke afsløre mere her. 

"Tårer for Magoon" er sikkert ikke en tegneserie for piger. Eller drenge, der gerne vil have bare den mindste smule dybde. Eller historier, der hænger sammen. Men de 48 sider bladrer næsten sig selv. Historien er ren knaldroman, og det har jeg ikke noget imod. Men man skal være klar til at tage det, for hvad det er. 

Nogle steder i albummet sidder man og undrer sig over, om der mangler en hel eller halv side, fordi ... >puf< ... så er noget bare sket. Men jeg antager, at det er forfatterens "stil". Som da en gemen misdæder stikker af i en bil. Luke vil køre efter ham i trucken, men er nødt til at hægte traileren af først. Den slags gør man ikke lige i løbet af et splitsekund. Og flugtbilen kører i fuld fart væk derfra og må antages at være mindst en mil fra Lukes lastbil, da Luke endelig kommer i omdrejninger. Og i en taleboble siger Luke (i tegneserier taler personerne som bekendt altid højlydt til sig selv), at han er nødt til at tvinge flugtbilen ud i ørkenen for at kunne nå op til ham. Hvordan fanden han vil tvinge flugtbilen ud i ørkenen, FØR han indhenter den ... må du nok spørge om. Og hvordan kan han bare indhente den, når den er så langt foran? Sende en ordre via tankeoverføring? Men summa summarum på de næste billeder har Luke fået flugtbilen ud i ørkenen. Sådan! Og sådan er der adskillige alternative plotudviklings-sekvenser (eller skal vi måske bare kalde det plothuller) i albummet. Som sagt, man skal ikke tænke for meget over det, men bare nyde, at der er fart på. Dialogen er også sine steder totalt "tegneserieagtig" (modsat andre som bruger sådan et udtryk, så kan jeg jo rent faktisk godt LIDE tegneserier, men du ved, hvad jeg mener). 

"Tårer for Magoon" er som en underholdende B-film lavet af Roger Corman. Det er ikke stor kunst, vi har at gøre med her. Men det er også fint nok. Jeg var underholdt og vil bestemt også gerne genlæse Trucker-historierne i SM, hvis jeg på et tidspunkt går i gang med at genlæse de gamle blade (som jeg rent faktisk ikke har haft fremme, siden de udkom i 80'erne!).  

Der kom kun et enkelt album på dansk, og jeg har ikke undersøgt, hvor populær eller udbredt serien blev i Vesttyskland eller andetsteds. Kom der monstro udgaver på engelsk? Det danske album er oversat fra tysk. Hvis der iø er noget, som ville have hjulpet, så er det farvelægning. Albummet er i sort-hvid, og farver ville have shinet de lidt ubehjælpsomme tegninger lidt op. Se bare, hvor fed forsiden af SM ser ud (der er brugt et billede fra albummet, selvom det vist nok er en anden historie i bladet). 

Trucker-serien på forsiden af Seriemagasinet nr. 295. 
Billede lånt fra Faraos

Schultheiss var bare bedre til at tegne
lastbiler end ansigter, hvis du spør' mig!

Bagside

Kolofon