Den hemmelige KIRKEGÅRD hvor gamle FODBOLDMÅL går hen for at dø

Jeg husker engang for længe siden... Det lyder som introen til MAD MAX 2 ... but hear me out ... dette er ikke begyndelsen til MAD MAX 2! 

Det er derimod et minde fra barne- eller teenageårene. Jeg har fuldstændig glemt, i hvilket medie jeg oplevede historien, men jeg læste eller så en historie om nogle nedrige hvide lykkejægere, som havde begivet sig ind i junglen for at finde de døde elefanters hemmelige kirkegård. Mellem dem og de dyrebare stødtænder stod dog (uheldigvis for dem) en junglemand af en slags. Jeg antager, at der er tale om en Tarzan-historie, men er ikke sikker. Var det et Tarzan- (eller hans søn Korak) tegneserieblad? En Tarzan- (eller Korak) bog? En film med Tarzan (ell... you get the point). Eller en helt anden junglemand??? Jeg husker det ikke, og det gør ikke så meget i denne sammenhæng. Men altså, for nyligt faldt jeg tilfældigt over noget lignende! Okay, nogle vil måske mene en smule mindre bemærkelsesværdigt end den famøse elefantkirkegård, men, hey, det er min blog det her! 

Jeg er begyndt at gå lange ture for at holde kondien lidt i live. Det har stået på næsten hver dag i seks uger nu. Og ofte går turen ud forbi byens store gamle sygehus. Det ligger i udkanten af byen (ikke langt fra fængslet for de kriminelle sindssyge - dér hvor Batman ville sende Jokeren hen, hvis ellers han var i Danmark), og der kommer faktisk ikke ret mange mennesker på gåben. På et hjørne ligger en lille (ultra-lille) skov på en høj (se første billede nedenfor). Den er helt tæt og lukket til. 

Ofte har jeg forsøgt at kigge ind i den, når jeg er gået forbi, men det er svært at se noget gennem træerne. Dog, der anes en lysning derinde, og noget der kunne ligne et bord. Hmm, har jeg tænkt, måske kan man komme ind fra den anden side, og måske er der et bord med bænke som dem i parken. For et stykke tid siden gik jeg så om på den anden side af "skoven", men kunne ikke finde nogen indgang. Weird. Der var altså åbenbart tale om en lysning i skoven, som ikke have en indgang. Et gammelt forladt bord med bænke, som var efterladt fra tidligere tider, hvor der måske var adgang for byens bysbørn med madpakker? 

Well, da jeg gik forbi skoven en uges tid senere, blev fristelsen for stor, og jeg masede mig ind gennem træerne til skoven på den lille høj. Og - lo and behold - jeg fandt ikke bord med bænke, men derimod ... forladte foldboldmål! Ja, fodboldmål!!! Midt i skoven. Og der var endvidere dele af et par gamle tribuner og reklameplader fra (antager jeg) fodboldbanens sider. 

Der ligger et stadion ikke langt fra denne lille skov. Og denne lysning i bevoksningen er åbenbart i tidens løb blevet brugt til at dumpe gamle mål. En kirkegård for gamle udtjente mål og tribuner. Hvorfor disse mål ikke længere kunne bruges - who knows? De så ikke rustne ud, og alt hvad man behøvede var vel engang imellem at udskifte nettet. Men måske havde man købt nye, fordi man havde en stak pengesedler, der bare lå i en bunke og skreg efter at blive brugt på noget andet end støvler til fattige drenge. 

Jeg tog en masse fotos, og jeg har postet de fleste nedenfor. Nej, dette er nok ikke super super spændende, men jeg hygge mig sgu i en times tid den dag på denne hemmelige og skjulte kirkegård for udtjente fodboldmål. Midt i det hele begyndte det at styrtregne, og så var det jo fint, at man kunne sætte sig i læ på de gamle tribunesæder. 

Ovenfor: Lidt af den lille skov, som ligger
mellem to afdelinger af sygehuset. Jeg masede mig ind
mellem træerne til højre lige efter lygtepælen

Mere af den lille skov. Til højre ses lidt af sygehuset, hvor jeg
selv lå en uges tid som 6-årig med blindtarmsbetændelse for
længe siden. Måske en anden afdeling, men jeg husker
i alt fald at kunne se fodboldspillere på banen fra min seng.

Her var det, at man kan se noget, der ligner en
lysning inde mellem træerne, når man går forbi.

Dette foto er tage, da jeg begyndte at presse mig igennem
bevoksningen. Her begynder man at kunne set ... "noget".

What the fuck!? Det ligner ...

Jeps, den er go' nok: Et fodboldmål!

- og eet til, halvskjult i bevoksningen.

Flere mål og gammelt reklameragelse i een pærevælling.

En gammel tribune uden loft eller sider

Noget et-eller-andet.

En gammel tribune med overdækkede siddepladser,
som tydeligvis har set bedre dage.

Hvor disse stole kommer fra, kan man kun gisne om.
Der er da vist ikke tale om standard stadiumudstyr!?

Da jeg gik videre ud gennem den lille skov på den modsatte side, nåede
jeg til en lade/lager-bygning af en slags. Måske befinder der sig mere
aflagt fodbold-stads indenfor, men der var en stor hængelås på døren.

Stadium på den anden side af den lille skov.

 

MASTERS OF HORROR - første sæson (USA, 2005)

Jeg er begyndt at gense tv-serien Masters of Horror (MOH). Jeg husker, at der var ret megen snak om serien i sin tid blandt danske horrorfans, før den udkom. Jeg købte de to danske dvd-bokssæt med første sæson, men det er meget længe siden, jeg har set nogle af afsnittene. Der er vist et par afsnit, jeg aldrig fik set, men nu skal det så være!

Sæson 2 kom aldrig ud i Danmark, men jeg har et engelsk boxsæt. Når man tæller serien Fear Itself med, er der i alt tre sæsoner (sæson 3 blev produceret til et andet tv-netværk, så man måtte ændre titel). Sæson 3 har jeg i et amk boxsæt. Alt samme er dvd, men sæson 1 og 2 kom også på Blu-ray nede hos prøjserne. MOH kan også ses på Archive Org (jeg har dog ikke checket "Fear Itself" på Archive).

Det dansk videoselskab, Mis. Label, følte naturligvis ingen trang til at udsende sæson 1 i kronologisk orden, så de to boxsæt er en rodebunke af afsnit uden numre og blandet sammen i de to bokse. De danske dvd'er mangler også en masse extras fra de amk dvd'er, bl.a. kommentarspor. Billedkvaliteten er iø ikke fantastisk, men det går an. En Blu-ray-upgrade ville jeg dog ikke kimse ad. EDIT: Okay, nu hvor jeg har set lidt mere af serien, må jeg nok indrømme, at de danske dvd'ers billedkvalitet er ret ussel, når man ser dem på et moderne fjernsyn! Øv!!

Jeg har valgt at se episoderne i korrekt orden og er indtil videre fem afsnit inde.

1: "Incident On and Off a Mountain Road" (Don Coscarelli)

- Glimrende afsnit hvor Angus Scrimm medvirker. En ung kvinde kører galt, ude hvor kragerne vender, og møder noget uh-huh-hyggeligt. Heldigvis var hendes gamle kæreste - en voldtægtsforbryder - god til at undervise hende i at sparke og lave våben ud af grene.

2: "H. P. Lovecraft's Dreams in the Witch House" (Stuart Gordon)

- Også et glimrende afsnit. En ung mand, der er økonomisk på røven (den slags kender man jo til), flytter ind på et lejet værelse. Det rumsterer i væggen - er det rotter, døde skeletter eller en sexet heks?

3: "Dance of the Dead" (Tobe Hooper)

- Endnu et glimrende afsnit (nej, jeg ejer åbenbart ikke fornemmelse for kritisk kritik. Inferno-redaktionen ville fyre mig på gråt papir). Efter det hele er gået ad H til med en krig af en slags i USA, lever folk i en post-apokalyptisk verden. Et ungt stykke kørvel tage på bodega med fyre fra den anden side af sporet. Var det nu også klogt? Vil hun ende som en død danserinde - som stadig danser go-go-dans? Robert Englund er med og rager på dansepiger.

Episoden er baseret på en gammel historie af Richard Matheson, og den er omskrevet af hans søn. Sjovt nok er farmand Matheson ret negativ mht. både Englunds optræden og sprogbrugen i episoden. Dette er **meget** usædvanligt i disse making-off's og interviews på seriens dvd'er (i alt fald dem jeg har set). Sønnike, som interviewes bagefter, har helt modsat intet andet end lovprisning over for serien og dens skabere.

4: "Jenifer" (Dario Argento)

- Jeg undrer mig over, hvad Argento-afgudsdyrkerne i Inferno-redaktionslokalerne for 35 år siden ville have sagt om Argentos lille tv-film her. Når man har set film som DEEP RED, SUSPIRIA og TENEBRAE, så har man svært ved at tro, at det **ikke** er en falsk Argento-klon, som har lavet "Jenifer". Bortset fra nogle få Goblin-agtige strofer, så er der ikke meget klassisk Argento over dette afsnit. Desværre ikke særlig godt - og det bygger endda på en gammel tegneseriehistorie, som blev bragt på dansk i GRU. Der er også et interview med Dario, og jeg ville ønske, at det snart gik op for amerikanerne, at han bare ikke KAN tale engelsk. Betal dog for en tolk! Interviewet er ren tidsspilde. Stakkels Dario kan slet ikke udtrykke det, han gerne vil. Ikke fair for hverken ham eller os. Jeg har iø set og omtalt episoden før her på bloggen; nemlig tilbage i 2009 (i en omtale af John Carpenters "Cigarette Burns"). Dengang var jeg betydeligt mere begejstret for Argentos afsnit.

5: "Chocolate" (Mick Garris)

- Glimrende afsnit af manden bag serien. Mere thriller end horror, men fint nok alligevel. En ung mand spiser chokolade og får pludselig syner og oplever hændelser gennem en kvindes øjne, hvorefter han selvsagt forelsker sig i hende. Han rejser til Canada og finder hende. Hun er dog ikke helt med på, at de skal have den store kærlighed sammen. Og så går det kuk i dialogen, da han både begynder at se sig selv og hende med sine og hendes øjne. Matt Frewer er med. Ja, Max Headroom hamsælf.

6: "Homecoming" (Joe Dante)

- Soldater kommer hjem fra krigen, men de er døde. Men du ved, hvordan det er med de døde i ligkister i horrorfilm; de har en tendens til at rejse sig og spadsere igen. Glimrende episode. Jeg må indrømme, at jeg i øvrigt er liiidt på kollisionskurs med den offentlige mening på YouTube. Det er i alt fald mit indtryk, at serien har mange haters. Men okay, jeg kan f.eks. godt se, at hvis der ikke skal mere til, før man afviser en potentielt interessant tv-serie, end andre folk som råber "lort", så kan jeg godt se, at det er nemt at være "kritisk" filmfan.

Nå, det var afsnit nr. 6, vi kom fra. Paulene Kaels gamle kollega, Michael Sragow, skrev om den på Kaels gamle arbejdsplads, The Newyorker :

- bedre end jeg ku' ha' formuleret det.

Næste episode er John Landis' "Deer Woman".

Trailer til sæson 1:

ENVEJSKOMMUNIKATION er denne samtids eneste sande debatform

"20 minutter - det lover ikke godt" ... "Gav op efter 7 minutter - En gang crap" ... "Så dårlig - fucking spild af tid" ... "Skønne spildte kræfter" ... "Utrolig dårlig" ... "Spild af tid" ... "Enormt dårlig" ... "Mig og konen var ved at slukke hele tiden" ... "Fuck resten" ...

Jeg må indrømme, at film-"debat" på de sociale medier er ved at kede mig ihjel. Og det bliver blot værre og værre. Seneste eksempel fra dette igangværende døgn: 50 medlemmer i den åbne facebookgruppe Danske Horrorfans, som blot råber "dårlig film" og "spild af tid" efter den nye NATTEVAGTEN 2 (2023). Det ene eller to enlige længere indlæg med "vægt" er på to eller tre linjer (eller *cirka* tre linjer. Sære ting som punktum lader til at være en by i Rusland for mange "skribenter").

Det bliver lidt enerverende. Måske husker jeg de gamle filmfora i et rosenrødt nostalgisk skær, men jeg mindes debatter, hvor folk rent faktisk gad at udtrykke og specielt forklare deres holdning. At skrive og at debattere. Jo længere bort, vi kommer fra nullerne i dette århundrede, jo mere synes de som et fantasifuldt indslag i en for længst glemt science fiction-film, som Antonio Margheriti aldrig fik lavet til italienske fjernsyn.

Men måske er problemet i virkeligheden teknikken bag brugernes meningstilgendegivelser (læs: mangel på samme): På de gamle fora sad alle medlemmer bag en computerskærm og vel at mærke med et **keyboard**, som var nemt at skrive på. I dag sidder 97 % af brugerne med en telefon, som de ikke gider skrive ret meget sammenhængende på. Det bliver bare ikke særlig brugbart eller, nå ja, interessant.

Og før nogen derude i det evigt uendelige Cyberunivers skulle finde på den geniale idé at kommentere, om jeg selv har skrevet noget interessant og stærkt forklarende om NATTEVAGTEN 2 - så er svaret nej. At et brokkehoved selv skulle eller kunne eller burde gøre noget, ændrer ikke på en tendens. Det er ikke de enkelte navngivne medlemmer, som jeg ønsker at klage over, men hele tendensen. Faktisk hele den tendens, som er så meget en afspejling af vor samtid. Alting bliver værre, dårligere, mere tomt, når det gælder kommunikation. Men okay, så kan man da i det mindste brokke sig over det hele på sin egen blog. En blog, som stort set er envejskommunikation (når man ser bort fra kommentarfeltet og de fire vanlige kommentatorer - og tak for det). Måske er envejskommunikation som i de gamle trykte fanzines vejen frem. Så kan man da i det mindste ikke klage over indholdet!