Saturday, 7 September 2024

Ingen rejser vel i flere timer for at købe bøger på papir i det FUTURISTISKE 21. ÅRHUNDREDE, hva'beha'r! (del 3)

Jack J & Henrik Larsen, bogbutikken "Bogbyer", Kalundborg (31.08.2024)

 Tilbage i 2018 postede jeg et indlæg om min rejse til Kalundborg, hvor bogbutikken "Bogbyer" ligger, og hvor Henrik Larsen holdt til. Af en eller anden grund fik jeg aldrig skrevet om mit andet besøg tre år efter det første, men forleden (dvs. sidste lørdag og ca. 3 år efter det andet besøg) besøgte jeg butikken for tredje gang. Og nu er Henrik Larsen såmænd flyttet til byen. 

Bogbyer-butikken lignede sig selv. Gamle bøger en masse. Larsen viste mig rundt for 3. gang, og jeg fik set på en stak litteratur, som skulle læses via gammelt dødt træ - ikke en Kindle Reader. Jeg snuppede for et par hundrede kroner filmbøger, og derefter gik turen til Henriks nye bopæl. Nye, men gamle i og med der er tale om en ret gammel bygning. Men cool var den i alt fald, og med 70 kvm var der mere plads til gammelt skram... æh, samlerting såsom bøger, film og anden popkultur. Well, mest bare film, bøger og tegneserier. Vi værner jo om slige sager - selvom bekendte og familier jo ofte ikke forstår den slags. Oh well. En eftermiddag i selskab med en gammel redaktørkollega. Vældig cool! 

Henrik havde også fundet en stak bøger og tegneserier til mig, og tak for det! (En af dem var Rune Kidde-albummet - se forrige indlæg). 


Tuesday, 3 September 2024

Rune T. Kidde ... 21 år senere


 21 år efter at jeg bragte en laaang artikel (skrevet af Frank Brahe) om Rune T. Kidde i STAY SICK! nr. 4, har jeg nu fået fat i dette album, der blev omtalt i artiklen, og som allerede var svært at finde dengang. En fin gave fra en anden redaktør udi alternative tidsskrifter (og tak for det, Henrik Larsen, og tak til Frank for den oprindelige artikel).

 Der kom godt nok en 2.-udgave cirka samtidig med det omtalte nummer af SS, men dette er originaludgaven fra Ekstra Bladets forlag (ex-biblo, men det er fint nok - så er det i det mindste bundet ordentligt ind!).