Friday, 23 August 2024

Ej hvor fedt! GYSERFILM hele sommeren!! Ja, altså i 1972, 1973 og 1974 ... på svensk fjernsyn

Jeg postede nedenstående som et indlæg i Nicolas Barbanos facebook-gruppe Danske Cineaster. Vi er et par stykker, der er interesserede i gammel dansk tv-kultur (ligesom et par af jer læsere her på bloggen), men vi må nok se i øjnene, at vi tilhører en af de yderst begrænsede interessegrupperinger. Så nu poster jeg også indlægget her, så I i det mindste også for muligheden for at læse dette stærkt interessante indlæg (storhedsvanviddet længe leve!) om gys og skræk på svensk fjernsyn i starten af 70'erne. 

Intro-artiklen fra tillæg til OBS #19
(klik et par gange på den - you know the drill)


Åh, hvem der dog bare havde kunnet se svensk tv!

Nogen af os boede på den forkerte side af Vårby Bakke! Og det var vældig trist, for i min barndom i 70'erne bragte den enlige danske monopolkanal kun yderst få film med gys i. Svensk fjernsyn derimod...

Hver sommer fra 1972 til 74 bragte SVT1 gyserfilm hele sommeren. Skræksommer!

For et par år siden gravede Henrik Larsen i gamle tv-programmer og lavede et fint indeks over alle filmene, inklusiv omtaler og de alternative danske (avis)titler (direkte oversat fra de svenske titler og dermed ikke nødvendigvis lig de officielle danske ditto). Et indeks, som jeg synes flere burde kende.

Selvom man ikke så filmene dengang og dermed ikke har noget nostalgisk forhold til SVT's visninger, så er det alligevel stærkt interessant at se, hvad stats-tv viste på den anden side af sundet, mens vi sad og fik nogle krummer fra den danske ditto. At Sverige så senere (modsat os) indførte en meget stærk filmcensur, da videoen drog sit indtog et tiår senere, er så en helt anden (sørgelig) historie.

Ovenfor ses redaktør Larsens indledende artikel, som blev bragt i et tidligere nummer af Obskuriøst, og her nedenfor poster jeg direktelink til den udvidede udgave af indekset i OBS #21 (hvor redaktøren uheldigvis glemte at medtage selve intro-artiklen). 

Direktelinket til hele indekset er lige her. Det kan læses gratis og helt lovligt. Det er Henrik selv, som har uploadet alle sine blade (og hele det pågældende nummer af OBS #21 kan læses).