Tuesday 6 December 2011

Obskuriøse julefilm: SANTA CLAUS CONQUERS THE MARTIANS

Julen er på vej og med den kommer også TV-stationernes sikre filmhits. En klassiker som "Det er herligt at leve" med James Stewart er en sikker vinder år efter år, og "Fars fede juleferie" bliver sikkert også genudsendt, igen. Og ingen jul uden Walt Disney's juleshow. Men skulle enkelte af læserne nu alligevel have mod på at udforske ukendt territorium, så byder Ugeavisen Slagelse i denne og de næste to uger på forslag til julefilm, som på ingen måde kan beskyldes for at ligne alle de andre. Vi begynder med den amerikanske science fiction-film "Santa Claus Conquers the Martians" fra 1964.



Historien begynder på planeten Mars, hvor den lokale hersker opdager, at hans børn er kede af det. Ved nærmere eftersyn går det op for ham, at det er det samme, som gør sig gældende over hele den gamle krigsplanet. Problemet er såre simpelt; Mars har et yderst veludviklet kabel-tv-udbud, som gør det muligt sågar at se fjernsyn fra planeten Jorden, og børnene på Mars har opdaget, hvor dejligt børnene på Jorden har det i den glade jultid.

Nu er gode råd dyre og Mars-herskeren spørger derfor en gammel vismand til råds. Svaret er enkelt: indfør jordboernes jul på Mars, så bliver børnene glade igen! Mars-lederen pakker et rumskib og tager af sted til Jorden for at få fat på dén ene person, der kan redde hans planet: Julemanden! Men på Jorden er det ikke helt så nemt at finde Fader Jul og man er nød til at kidnappe to børn og tvinge dem til at vise vej til Julemandens værksted på Nordpolen.

Da man langt om længe får fat på julemanden og drager tilbage mod Mars, opstår der dog nye problemer. Blandt de nærmeste undersåtter er der utilfredshed med den forstående juleglæde og opstanden lurer lige om hjørnet.

Vil marslederen kunne tøjle mytteriet? Og hvordan vil det gå julemanden og de to stakkels børn? Vil de nogensinde komme tilbage til Jorden eller er julen for altid ødelagt for jordboerne?



"Santa Claus Conquers the Martians" er instrueret af Nicholas Webster, som ikke lavede ret mange film og det er der måske en grund til. Hans julefilm er en af de værste film i mands minde. Skuespillet er elendigt, specialeffekterne er noget makværk, og kulisserne ligner noget fra DR's børne-TV, som det så ud for 40 år siden. Men det betyder ingenlunde, at "Santa Claus Conquers the Martians" ikke er underholdende.

Hvordan skulle man ikke kunne blive underholdt af skuespillere, der spiller deres roller helt alvorligt, samtidig med at de har knallerthjelme på hovedet med små antenner, der stikker op. Eller en ond marsbo, der helt alvorligt beordrer sin robot til at ondulere små børn, så de ikke kommer i vejen for ham. At denne herlige "trash-film" ikke er særlig god, er bestemt ikke det samme, som at den ikke er underholdende, for dét er den bestemt og denne anmelder tøver ikke med at anbefale den som alternativ til de sædvanlige klassikere.

"Santa Claus Conquers the Martians" er udsendt på dansk DVD fra Another World Entertainment.

Læs mere i næste uge, hvor julemanden møder Fanden selv.

-------------------
Oprindeligt skrevet til "Ugeavisen Slagelse"

4 comments:

  1. Jeg kan se, den ligger i Bottom 100 på IMDb, hvor den får 2.3.

    ReplyDelete
  2. Hvis du var en anden læser, der kommenterede dét, så ville jeg nok bemærke, enten at det er et kvalitetsstempel i sig selv - eller at 100.000'er IMDb-brugere er som lemminger. De følger bare strømmen og siger det samme som de andre. Men alt det ved du jo godt. Du skal ikke stole på IMDb, du skal stole på mig. Haha.

    ReplyDelete
  3. Så længe 'En verden udenfor' bliver ved med at ligge nr. 1, kan IMDb-brugerne ikke være alt for kloge.

    ReplyDelete
  4. Ha ha, jeg er helt enig... Jeg har ikke fået set denne "Santa Claus Conquers The Martians", men jeg har planer om at anskaffe AWE's udgave af filmen...

    Og ja, om jeg fatter at "En verden udenfor" kan ligge nummer 1, talk about an overrated movie...!

    ReplyDelete