Saturday, 19 April 2025

"Indeks over danske tegneserierelaterede grupper og sider på facebook" rider igen!



Absolut kun af interesse for de meste tegneserieinteresserede nørder:
Tegneserienørder har det med at lave INDEKSER, men selv om jeg i mange år har læst tegneserier, har jeg aldrig lavet eet eneste indeks. For meget arbejde! Og plus det faktum af andre allerede havde lavet alle de fede indekser om blade, albums, serier, personer etc., som man kunne forestille sig at lave!

Men så slog det mig - altså for 6-7 år siden - at et indeks (eller index, om man vil) over de mange danske grupper og sider dedikeret til mediet på facebook kunne være brugbart. Og så smækkede jeg sådan et indeks sammen i løbet af 10 minutter ... eller ... nej ... det har kørt meeeget langsomt og meeeget længe (siden 2018), og ofte sker der kun opdateringer, når andre kommer med et tip om en gruppe/side, som jeg har overset.

I starten lagde jeg indekset ind i en hel håndfuld facebook-grupper, men opdagede hurtigt, at den slags er mega-bøvlet, da jeg skulle opdatere dem alle, HVER gang jeg skulle tilføje bare en enkelt ny gruppe. Og jo, jeg kunne have lagt indekset op på min egen væg og derefter have delt den til de andre grupper, men det ville give det problem, at man i diverse grupper ikke ville kunne se, når der blev opdateret - med mindre jeg "bumpede" de individuelle indekser - og så var vi jo lige vidt.

Jeg endte derfor med kun at opdatere en enkelt version i en enkelt tegneseriegruppe. Men den slags er heller ikke uden bøvl, når man ikke selv er admin. Og indekset endte da også med at blive smidt på porten af gruppens admin efter et par år (tosset historie, som jeg skal spare læseren for). Jeg var jo selvsagt lettere forundret over dette. Forundret og ret ærgerlig, eftersom den nævnte admin havde slettet indekset uden at give mig et forvarsel.

Mit liv er ofte rodet i alle henseender, og det burde ikke være nogen overraskelse for dem, som kender mig, at jeg naturligvis ikke havde lavet en opdateret backup-udgave. Heldigvis kunne slette-admin grave indekset frem og give mig en kopi - og hurra for det (og tak, trods alt). Men det var mere rent tilfældigt held, at det kunne lade sig gøre. Og de mange kommentarer fra medlemmerne var slettet for altid. Men that's all in the past now. Jeg fik en kopi, og nu et års tid senere lever indekset igen - og nu altså som egen facebook-side, hvor jeg selv er min egen admin! Yay! Spiffy!!

Når alt det ovenstående så er sagt, skal det også nævnes, at Indeks over danske tegneserie-facebook-grupper og -sider aldrig har været specielt populært. Interessen har været til at tage og føle på, for nu at sige det. Men nu er indekset altså igen tilgængeligt for de få, som kunne tænkes at få brug for det. Jeg tvivler på, at der vil være den store trafik på siden, og jeg har da også slået chatboksen fra, fordi jeg ikke gider spam og nonsens. Hvis man vil kommentere, er man velkomme til at bruge indeksets kommentarfelt.

PS: Ja, det er noget sjusk, at jeg har forkortet "facebook" til "fb" i indeksets navn! Men det var den eneste måde, jeg kunne få lov til at referere til facebook på i titlen. Platformen godkender nemlig IKKE, at man bruger deres navn! Jeg var faktisk overrasket over, at forkortelsen gik igennem.

Direktelink til indekset



Tuesday, 15 April 2025

Poul Nyrup - igen igen igen



"Just when I thought I was out ... they pull me back in"
Som en enkelt eller to læsere af gustne undergrundsblade måske husker (ikke mindst fordi jeg er blevet ved med at minde dem om det), så var et af de absolutte scoops i STAY SICK! Magazine's levetid for en menneskealder siden, at jeg bragte en artikel om den dengang stort set GLEMTE, UKENDTE og IGNOREREDE *DANSKE* psykotroniske filminstruktør POUL NYRUP.
Jeg er godt klar over, at det faktum, at man gør 300 læsere opmærksom på noget et-eller-andet, muligvis ikke er det samme som at skabe **generelt, offentligt kendskab** til dette i samfundet ... men hva' fa'en. Som fanzineredaktør har man lov at have en smule storhedsvanvid.
I samtlige 20 år, næsten et kvart århundrede, har jeg håbet på, at nogen ville udsende disse film på dvd ... og senere Blu-ray, da der aldrig kom en dvd ... det skete så aldrig, men nu har en *anden* fan, Nicolas Winding Refn, så for nyligt som bekendt udsendt de tre film på 4K.
Og som rosinen i pølseenden vil man hos Cinemateket nu vise Poul Nyrups sidste - og bedste - film, STENBROENS "HELTE"!!!
Og naturligvis i Refns nyscannede og uklippede udgave (da Natfilm Festivalen viste den i nullerne, var der tale om den censurerede udgave fra 60'erne!). Jeg glæder mig i alt fald til igen at se den på det store lærred.
Og som endnu en rosin i pølseenden er det såmænd STAY SICK!'s gamle, aldrende redaktør, som man har gravet frem fra et glemt kloakafløb et eller andet sted og bedt om at indlede denne næsten religiøse kult-seance!
Som en anden redaktør fra det alternative landskab, Henrik Larsen, skrev: "Det må nærmest være kulminationen på dit virke som fanzine-udgiver". Ja, det skal nok passe!
Filmen vises 12. juni. Check program her nedenfor og via linket her.

PS: Som stort set altid i pressen og på hjemmesider skrives filmens titel hos Cinemateket/DFI forkert: "Helte" skal være i gåseøjne, som det er på filmens print, fordi der netop ikke er tale om helte, STENBROENS "HELTE".
-----
NB: Et scan af STAY SICK! #3 kan læses gratis på Archive org.

"Storfan" - Jeg skal tilføje, at jeg IKKE
har skrevet teksten om mig selv!