Showing posts with label SE OG HØR tv-blad (nr 5. 1979). Show all posts
Showing posts with label SE OG HØR tv-blad (nr 5. 1979). Show all posts

Thursday, 18 September 2025

"Pornokonge" i SE OG HØR i 79

Desværre er de to kvinder på billedet til højre ikke
krediteret, men den unge lyshårede kvinde til venstre for
Arne Rytz er med al sandsynlighed pornofilmskuespillerinden
Anne Magle. Det vides ikke, hvor hun er i dag. 
 

Jeg postede i går hele tv-bladet fra et nummer af SE OG HØR fra 1979 (nr. 5/1.-7. februar). Inde i selve bladet finder man denne artikel, som vel nok lige så godt kunne have været fundet i et nummer af Ugens Rapport: Omtale af en ung mand, Arne Rytz, der gjorde succes i det danske erhvervsliv. Ikke med Lego eller B&O-fjernsyn, men med damer.

Jeg googlede ham selvsagt efterfølgende, og den swingerklub, som artiklen fortæller, at han røg i spjældet for i 8 måneder* i 76, var ikke den eneste gang, han forsøgte sig: I 2010 lavede både B.T. og flere lokalaviser i Østjylland interview med ham, da han i en gammel kro i Østjylland som 71-årig ville forsøge sig med en ny swingerklub. Det var i byen Barrit, en landsby med 800 indbyggere!

Modsat tiden hvor SE OG HØR-artiklen blev bragt (se billedet fra swimmingpoolen), havde Arne Rytz dog ikke længere en krone til det nye sexprojekt. Og senere artikler i lokalaviser fra Horsens og Vejle fortæller, at han aldrig fik åbnet en ny klub. Lidt ærgerligt, må man sige, ikke mindst når man tænker på, at Arne beskrev den kommende klub som næsten et godgørende fortagende. Godgørende for folk med problemer i ægteskabet!

5 år senere blev kroen revet ned, og hvis ellers Streetviews foto stadig er up to date, ligger der stadig bare en sørgelig tomt på stedet. Arne Rytz døde muligvis for et par år siden; Jeg fandt i alt fald en dødsannonce med samme navn, men med mellemnavnet Lildholdt. Hans alder passer også nogenlunde med den i annoncen. Jeg gætter på, at det ER den samme Arne Rytz. Den korte tekst siger i alt fald, at han levede et "begivenhedsrigt liv". xD




*SE OG HØRs artikel beskriver detaljeret, at Arne Rytz røg i fængsel i 8 måneder, men at han dog kom ud igen efter blot 3 mdr. I de senere aviser fra det nye århundrede skrives, at han fik 4 måneder. Jeg antager, at aviserne ofte efter så mange år ikke gider holde sig helt så nøjagtigt til de faktuelle, øh, fakta. Og når først den ene har skrevet forkert, følger andre lyssky skriverkarle bare efter. Da S&H's udlægning er en anelse mere detaljeret, går jeg ud fra, det er denne info, som er korrekt. Ikke at det gør så fandens stor en forskel, men sådan slendrianisme irriterer blot denne læser.




(Scan: 300 dpi)



Wednesday, 17 September 2025

Jack J's 70'ere: En TV-UGE i slutningen af 70'erne


 
Jeg fandt et brugt nummer af SE OG HØR for nogen tid siden. Bladet er fra februar måned 1979, og jeg stod egentligt og skulle ned på havnen og købe en fisk. Men så slog det mig, at vi slet ikke har en havn her i byen, og at jeg kunne hygge mig med at scanne delen med tv-bladet ind i stedet. Og som tænkt, så gjort. Så her kan du nu gennemtrawle tv-programmet for ugen 1.-7. februar 1979. 

Man bør naturligvis huske på, at 1979 var både før, vi fik satellit-tv, og før Danmarks Radios monopol blev brudt (det skete som bekendt først næsten 10 år senere). Så udbuddet af tv-stationer begrænser sig til DR's enlige kanal og svensk og vesttysk tv i større omtaler. Af mindre listings finder man også kanal 1 fra Østtyskland og det norske NRK's (dengang også enlige) kanal. I DDR havde man rent faktisk to kanaler, så jeg formoder, at man hos SE OG HØR simpelthen fravalgte det østtyske TV2's program af pladsmangel i bladet. 

Hvor mange mon i øvrigt reelt set kunne se østtysk tv? I Svenstrup 5 km fra Korsør, hvor jeg boede i min barn- og ungdom, kunne vi på dage med atmosfæriske forstyrrelser nogle gange se den eller den anden eller begge kanaler fra DDR. De var i sort-hvid, og jeg husker, at jeg tænkte, at det sgu nok var, fordi signalet skulle igennem "muren" først (nej, det var ikke seriøst tænkt)

Bemærk også, at os, der ikke var så heldige at være på fællesantennen og dermed kun kunne se dansk fjernsyn, blev spist af med sølle tre film i den pågældende ude. Og de to af dem var kortfilm med Gøg og Gokke (ikke at der er noget galt med Gøg og Gokke, forstås). Og bemærk også, at voksen-tv først startede ved 5-tiden om eftermiddagen - bortset fra i weekenden. Før kl. 17:00 var der enten skole-tv eller prøvebillede! 

Og på ingen af de syv dage bragte man programmer efter midnat. Den afsluttende TV-Avis varede typisk 10 minutter, så når udsendelsen er programsat til 22:45 om torsdagen, betyder det, at der blev lukket for transmissionen cirka kl. 23:00!!! Hva' fa'en var det lige, at vi natteravne brugte tiden til!? Læste tegneserier velsagtens. Det var før, man fik video eller gik med damer. Jeg har ikke scannet hele nummeret af SE OG HØR, der må være en mening med galskaben, men modsat læserne på fjæsen, så får I bloglæsere også overgangssiden, hvor bladet skulle vendes. Det gjorde de selvsagt ikke derovre. Facebooks censur-gestapo-robotter tillader ikke den samme slags syndigt smuds, som SE OG HØR gjorde for 46 år siden. Til sidst er der også en artikel, som næsten er på niveau med artikler i Ugens Rapport; en arbejdsom ung mand gør sig i det spirende erhvervsliv. 

NB: Omslaget postes to gange, fordi det er så bøvlet at skulle vende skærmen for os, der bruger computer! 



















(Scans: 300 dip)