Jeg var inde at kigge på Billed-Bladets abonnementsside forleden og blev lettere overrasket, da der blev lovet, at et abonnement ville give adgang til "alle" tidligere numre digitalt. Jeg gik derefter ind og checkede på SE OG HØRs hjemmeside (begge udgives af Aller), hvor det samme stod. Wauw!
Man har jo så næsten visakortet fremme med det vons...
Men det slog mig dog, at der muuuuligvis var en risiko for, at det ikke var helt korrekt info ... og en mail til Aller-kontoret resulterede da desværre også kun i at bekræfte mistanken.
"Alle" tidligere numre betød så åbenbart bare alle tidligere **digitale** numre. Tiden før det digitale landskab eksisterer åbenbart ikke for det nutidige menneske derude i forlagsverdenen. Æv.
Som et lille plaster på såret gik jeg tilfældigvis forbi en genbrugsbiks i forgårs, som havde et enkelt ex af SE OG HØR fra 1982 i vinduet. Oh well, bedre end ingenting.
Jeg er godt klar over, at det ville koste en svensk herregård at scanne alle disse gamle blade, og at chancen for at det gøres er lig nul - og det var naturligvis også derfor, jeg var ved at få et chok, da man kunne læse på Allers abonnements-sider, at de rent faktisk tilbød tilgang til hele arkivet.
PS: Og check så lige tv-programmet: En hel uge med film ... hvoraf samtlige danske kanaler (dvs. monopolkanalen) kun viste to (2!).
Jeg har jo godt nok tidligere skrevet en del om gamle sladderblade her på bloggen, men skulle nogen undre sig over min interesse for denne forfærdelige lekture, så skyldes det, at bladene fra for 3-4 årtier siden er fede dokumenter over en tid med popkultur, glemte kändisser (og mindre glemte) og diverse chokerende nyheder - omend vel nok set gennem et kitschet filter. Ganske som Ekstra Bladet, B.T. og ... Ugens Rapport ... var det.
Jeg har altid kunnet lide Pedro Almodóvars film, men det er af uforklarlige årsager bare så ufatteligt få af dem, jeg har fået set i årenes løb. Måske fem. Et af problemerne har ikke mindst været, at det var - og stadig er - ufatteligt svært at få fat i hans film på Blu-ray. Nogle af dem findes på dansk dvd, men Blu-ray? Måske i Spanien, men hvem taler spansk? Ikke jeg i hvert fald! (Og det til trods for at jeg rent faktisk gik til spansk - og her taler jeg om sproget - i halvandet år på HF).
Men så for måske mellem 12-18 måneder siden opdagede jeg, at der var kommet tre Blu-ray-boxsæts fra SoulMedia i Danmark, og at cdon havde dem til en fordelagtig pris. Jeg bestilte dem og ventede og ventede og ventede. Jeg tror, jeg ventede i to stive måneder, uden at der skete en skid. Så skrev jeg endelig til dem og fik pengene tilbage. De svarede godt nok, at de ikke vidste, hvornår de ville få dem fra selskabet, men det fik dem alligevel ikke til at tage dem ned fra hjemmesiden. Idioter. Hvor mange mon har bestilt dem og måttet vente i lange tider ligesom jeg.
Nå, men forleden opdagede jeg så ved et tilfælde, at Gucca havde dem på lager - og et par andre butikker ligeså. Jeg antager, at de tre sæt endelig er blevet genoptrykt. Nu står de så på min hylde, og jeg fik set samlingens ældste film i går, MØRKETS SØSTRE(org.: Entre tinieblas / aka Dark Habits) fra 1983. Den var rigtig god. Faktisk synes jeg, at stort set alt, som jeg har set af Pedro Almodóvar, er vældig godt. Nå ja, der var måske lige en enkelt film, som jeg optog fra tv for et par år siden, der udelukkende foregår på et fly. Den var måske ... mindre god end de andre. Men den var sgu sikkert alligevel bedre end det meste nye fra Danmark, så det var til at leve med. Men altså, jeg så den første af de 12 film i går, og selv om dette ikke er nogen anmeldelse, så lad mig blot sige, at selv om filmen var så gammel, og Pedro dengang så ung, så var den morderligt god!
Jeg slog den i øvrigt op på dvdcompare, og med mindre, der er udgivelser, som ikke er nævnt, så findes der kun to Blu-ray-udgivelser; denne danske (nordiske) og en britisk! Vildt! Hvordan kan det være? Pedro Almodóvar har vundet eftertragtede filmpriser. Hans film er populære. Og alligevel får de sådan en ussel behandling på hjemmevideomarkedet. Måske er problemet, at hans film ikke er amerikanske!
Som altid er SoulMedias udgivelser fuldstændig barebone. Ikke engang en enkelt trailer kunne det blive til. Men underteksterne lod til at være gode, og det er jo det vigtigste. Men altså, hvor mange film har Pedro lavet? Jeg må undersøge det! Jeg er bestemt fan!
Store babser! Der var et medlem i en af de der typiske "husker du 19xx'erne" - grupper på facebook, som postede billedet af ovenstående slikpose i går. Og som amen i kirken kommer der kommentarer som "den var ikke gået i dag" og "jeg savner tiden, hvor folk ikke blev krænkede".
Men altså, jeg køber den ikke. Hvis Bonbon ville udgive "Store babser" eller lignende i dag, så kunne de gøre det. Der er ingen lov, der forbyder det.
Folk er i dag så forblændede af attituder fra udlandet, at de per se køber disse falske narrativer. Men kommercielle firmaer tænker i kroner og øre, og hvis tre mennesker kunne tænkes at blive stødt over navne på et produkt, så ændrer man det hellere frem for at give klagerne fingeren. Det var det, der skete med "Kæmpe Eskimo".
Jeg tror, jeg læste om *to* grønlændere, som mente, navnet skulle ændres - og der var begge gange tale om akademikere, som sikkert sprang med på vognen for at få lidt taletid. I de første 17 tråde på fjæsen skrev den ene efter den anden efter den tredje grønlænder, at de var fuldstændig græskkatolske mht. navnet. Et par stykker skrev iø, at de ikke var eskimoer, men inuitter, så det kunne ikke støde dem, at isen hed noget med eskimo.
Jeg har også læst, at man ikke længere må sige "rullestol". Men - igen - jeg køber den ikke. Den slags kommer fra tosser, som har siddet derhjemme og tænkt lidt for længe over at kunne få en plads i solen. Og de tror, de skal tale på andre menneskers vegne. Mennesker, som åbenbart er i så sørgelig en fatning, at de ikke kan selv. "Åhh, det er synd for dem i kørestol." Og så bliver den slags gentaget så meget, at en eller anden i rullestol tænker: "Jamen så må jeg jo hellere være enig" - selv om de i reglen ikke føler en snus for det.
Men, altså, som sagt, jeg køber den ikke, og i morgen har jeg tænkt mig at lancere firmaet "De fake udstødte produkters comeback kompagni" med hovedsæde i Vordingborg. Så tage vi fat i sagen derfra. Vort fremmeste formål vil være at træde de fake-forargede i ansigtet og tvinge dem til at spise sure prutter.
(Fuck, hvordan kommer jeg til Vordingborg!? Det her er vist ikke gennemtænkt, Jack!!).
Jeg ser ellers aldrig DR's "Aftenshowet" (det kan mine tæer ikke holde til - alt det krummeri magter jeg ikke!), men jeg gjorde en undtagelse i dag, fordi der muligvis ville være et interview med Viggo Mortensen(ham fra MOTORSAVSMASSAKREN 3 og flere af Cronenbergs voldsfilm), eftersom han lige kom forbi et pressemøde i Godthåb. Vi fik nu alligevel ikke noget egentligt interview, men et referat af et interview! Men så kunne aftenens tre gæster i studiet så i stedet give deres besyv med om den uventede gæst.
En af dem var Maria Månson, som engang har haft et filmprogram, der blev lukket. Og hun mente, at det var sådan set for galt, at fokus skulle rettes mod sådan en halvgammel hvid mand. Argh! Man bliver ærlig talt så træt, når danske "kändisser" slynger den slags moderne og "rigtige" fraser af sig.
Hvis hun så havde kritiseret, at en Hollywood-stjerne kom og at denne i ren selvfedme ragede al opmærksomheden over på sig selv, så kunne man forstår kritikken (her ville den dog stadig have været forkert, da Viggo på sin velkendte ydmyge facon overhovedet ikke forsøgte at være "in the spotlight". Han ville ikke engang tale med pressen, netop fordi det ikke skulle handle om ham). Men ifølge Månson var det åbenbart udelukkende et problem, at han var en "midaldrende hvid mand".
Sjovt nok, at denne unge - hvide - danske kvinde skulle belære os om, hvad der var ufedt for grønlænderne ...SAMTIDIG MED at DR's journalist på Grønland, Cecilie Kallestrup, kunne berette, at de almindelige grønlændere, som hun havde talt med, syntes, at det var fedt, at Viggo kom forbi, og de var glade for hans interesse for dem. I øvrigt er mange grønlændere efterkommere af danskere, som rejste derop, og er dermed hvide. Men de skal måske også helst holde sig væk?
Det uheldige klip kan ses her nedenfor:
Og for lige at rense munden (eller øregangene) efter det kiksede indslag kan man lige nyde traileren til dette store horrorfilmmesterværk, som Viggo Mortensen var med i for længe siden. Jeg var så "heldig" at se den i Scala Cinema Club i London i 1990.
Dansk oversættelse: Gudrun Rasch Fransk udgave: 1964 / Carlsen: 1974
På ryggen og kolofonsiden hedder albummet "De 4 esser og den hellige ko"
I den sidste uges tid har der været en sælger i en af tegneserie-salgsgrupperne på fjæsen, som havde et lot af serien "De 4 esser" på auktion (jeg har glemt hvor mange, 6-8 albums, noget i den stil). Og så havde han en anden auktion med to albums fra samme serie. Hvorfor han solgte dem i to auktioner i stedet for hele baduljen samlet, aner jeg selvsagt ikke. Der var straks nogen, som bød på det store lot, så jeg holdt mig helt væk, men det andet med to albums forblev uberørt, så jeg smed et bud på 20 kr. og tænkte, at det sgu nok ville blive overbudt. Og så i går aftes, hvor auktionen skulle slutte, faldt jeg sørme over et album fra serien i min samling. Ulæst og fuldstændig glemt! Det har sikkert været et af dem, jeg har raget til mig i en genbrug til 5 kroner stykket og lagt i en stak, da jeg kom hjem, for derefter at glemme igen. Ja, min samling er sikkert alt for stor.
Nå, men jeg vandt iø de to albums i aftes. Og ja, man kan jo sige sig selv, at uheldigvis er et af de to albums naturligvis det samme, som det jeg allerede har (usch!), men om ikke andet så er sælgerens album i ulæst ("som ny") stand, og mit eget er som nævnt slidt fra genbrugsen, så det er okay. Og til dén pris har jeg ikke tænkt mig at rette en knyttet næve mod himlene og udspy min vrede.
Det store lot gik i øvrigt til 800 kr. efter en lang budrunde (krig).
Så vidt jeg husker, spurgte en fra forlaget Zoom på facebook sidste år, om der var interesse for, at man udgav serien - og de fleste svar var vist, at man syntes, den var en anelse *for* børnevenlig, om end der var mindst en enkelt, som skrev, at han ville købe det hele, hvis de udgav det!
Jeg ser på ComicWiki, at der kom 13 albums på dansk, mens den fortsatte til album nr. 43 i Frankrig (af stort set samme forfatter/tegner, se ovenfor) + flere intégrale-udgaver (alle de franske udgaver kan ses på Bedetheque com. Link på ComicWiki-siden). Og jo, jo, albummet *var* mere børnevenligt, end selv de franske serier, man er vant til, men historien var fint fortalt og tegnet, og der var spænding og fart over feltet. Jeg var underholdt!
Og nedenfor lige en sekvens, som ikke er gængs for serien, men kun hænder i dette ene album: gæsteoptræden af selveste Tintin og Terry! Og ifølge danske ComicWiki er det endda Hergé, som har tegnet. Kan nogen mon verificere dette?
Jeg sad og kiggede lidt på de sidste franske albums, der kom. Det lader til, at man har opdateret handlingen, så den passer til samtiden (oprindeligt er serien baseret på en bogserie fra 50'erne). Der er i alt fald en computer med i et af de sidste album!
Det er iø sikkert meget godt, at man stoppede serien. De sidste to numre er tegnet af andre tegnere: Den første tegnede i den gamle stil, og det ser fint ud. Men den anden har tegnet i en mere moderne stil, og det ser (for mig i alt fald) anonymt ud. Alting har sin besøgstid.
Om det ville blive en sællert, hvis Zoom (eller andre) udgav hele baduljen? Who knows.
PS: Et andet link til Tintin er iø, at flere albums i serien er oversat af Jørgen Sonnergaard.
Her er "Doc" inde at købe en stak tidsskrifter, bl.a. "Tintin". Det går fint ikke at ændre det i oversættelsen, men hvad den gængse danske læser sikkert ikke ved, er, at det er BLADET Tintin, som han køber - ikke albumserien af samme navn. "Tintin"-bladet (som er et serieblad med forskellige serier) har kørt i rigtig mange år i Frankrig/Belgien og udkommer mig bekendt stadigvæk.
Øv, her gik det galt i trykket! Hva' fa'en bliver der sagt!?
Jeg antager, at der nok skal være en eller anden, der ville føle sig krænket på indernes vegne, hvis albummet blev genoptrykt
Det er ikke længe siden, der kom nye komplette bogudgaver af Modesty Blaise-serien både fra Danmark og Tyskland, og nu kommer nordmændene også med en udgave. Første bind er ikke kommet, men kan forudbestilles via den norske hjemmeside. Udgiveren er en fyr fra Egmont, som selv planlægger at udgive Modesty Blaise-serien. Tråden i den norske fb-gruppe Serienett om udgivelsen kan følges her.
Om den bliver bedre end den nye danske udgave fra Faraos Cigarer aner jeg selvsagt ikke, da den norske ikke er kommet endnu. Men sammenlignet med den tyske kommer de begge sikkert til kort. Blot det, at den tyske er i hardcover og er i større format giver den førerpladsen (hmm, der er næsten en tysker-vits der. Det var ikke tiltænkt! Haha).
For et par år siden opdagede jeg Henriette Wesths danske tegneserie Dortheas overlevelser. Jeg har lidt glemt, hvor mange albums der var kommet - dengang for et par somre siden. Nr. 12 er nu på vej (ser jeg på Henriette Wesths hjemmeside), så der har sgu nok været 9-10 stykker ude dengang. Men i alt fald lånte jeg hele baduljen på biblioteket. Da jeg kom hjem, lagde jeg dem i en bunke på gulvet. Og der lå de så, til jeg fik en bøde om for sen aflevering. Jeg tror faktisk, at jeg endda havde nået at genlåne dem et par gange. Og alligevel havde jeg dem så længe, at jeg fik bøde. Og nåede jeg at læse dem? Argh!!!
Nå, men her et par år senere har jeg igen lånt nogle album i serien, om end kun tre denne gang. Og tro det eller ej, men nu HAR jeg fået læst det første album og skal i gang med det næste.
Serien er som sagt lavet af Henriette Westh, og man må sige, at der her er tale om en ret bemærkelsesværdig serie. Frøken Westh, eller er det fru Westh? Her på redaktionen er vi ikke bekendt med forfatterindens civilstatus. Men hvorom alting er, så har Westh lavet en særegen serie: Henriette fandt på den allerede som 10-årig. Hun fik den første historie publiceret i nr. 2 af bladet Danske striber (Balder og Brage, 1983) og næste gang i albumform fra forlaget Bogfabrikken (1988). Så gik der lige lidt over tre årtier, førend Henriette Westh i 2020 selv begyndte at udgive serien, hvilket skyldtes, at ingen rigtige forlag ville prøve igen (både Bogfabrikken og Balder og Brahe havde for længst drejet nøglen om).
Dorthea for første gang på tryk, 1983 (Balder og Brage)
Jeg lånte forleden Dortheas overlevelser nr. 1: "Dødslisten", Danske striber nr. 2, som af Henriette Westh indeholder historien "Fuga i e-mol" (og forsiden), og oneshot-albummet "Hamlet 5. Akt, Scene 2" fra biblioteket. Jeg burde naturligvis have været begyndt at læse fra den første udgivelse fra 1983, men jeg må indrømme, at Henriette Wesths amatør-streg i de tidlige historier ser lidt for, well, amatøragtig ud, til at jeg gad læse disse laaange historier i går aftes, så det blev det rigtige album nr. 1 fra 2020 i stedet. Fru Westh har i årenes løb rent faktisk lært at tegne meget bedre end dengang (farvelægningen hjælper også). Jeg skal dog nok læse de to andre også (ama'r!). EDIT: Husk at læse noten nederst i dette indlæg.
Men hvordan var det så, det første af den rigtige albumserie, som du ikke ku' ta' dig sammen til at læse for to år siden, hører jeg den imaginære læser spørge. Well, svarer den imaginære skribent, lad mig prøve at sige det så koncist som muligt: Der var fart over feltet! Fart og spænding faktisk. Og slagsmål. Og farlige situationer. Og endda en biljagt(med andre ord: Jeg kunne have nøjedes med "fart over feltet"). Ikke for megen dialog. Og man må sige, at Henriette Wesths fortællestil er meget mandig/drenge-agtig (også selv om Henriette udspecificerer i en podcast med Tom Kampman, at det med køn ikke interesserer hende en dyt. Og hurra for dét. Den evige palaver om kønsidentitet i disse tider er til at brække sig over). Dorthea ville passe fint ind i Seriemagasinet. I et par interviews fortæller hun helt uden blusel, at hun ikke gider det med alt for megen dialog - endsige dybsindige plots. De to omtalte interviews er henholdsvis fra Fantasks vidcast og "Verden ifølge Seriemagasinet"-podcasten (den med Tom Kampman). Begge udgaver er glimrende (check dem ud nedenfor).
Men det var det album, vi kom fra. Kort fortalt - ultra kort - så er Dorthea agent for Interpol. Da albummet starter, kobler hun af, eller det vil sige, så meget man nu kan, når man netop er blevet stukket i krydderen af en dræberhveps. Så ringer hovedkvarteret fra Interpol i Frankrig: Kom straks herned, der er nogen som vil knalde dig ned! Dorethea erfarer, at skumle misdædere er ude på at ombringe både hende og et dusin andre agenter. Og så er gode dyr rådne. Hvordan skal det ikke ende? Og vil Dorthea overleve til side 48? Well, der er godt nok 10-11 album mere i serien, men de kunne jo i teorien foregå i gamle dage før album nr. 1.
Da jeg satte mig med albummet, var jeg bange for, at Henriette Westh havde lavet noget action for 12-årige piger. Men jeg må indrømme, at jeg blev pænt overrasket. Nuvel, der bliver godt nok ikke sagt hverken skide, fanden eller satans een eneste gang, der er ikke antydning af sex (om end vi får Dortheas patter at se i en enkelt billedrude), og den eneste scene med blod, der sprøjter, er vist en gang næseblod, da Dorthea skvatter over sine egne ben. Men som sagt, der er underholdende action, pænt megen humor (uden at vi er ovre i hverken Dansk MAD, Basserne eller noget alt for fjollebolle-agtigt), og der er en armlængdes distance til selvhøjtidelige udenlandske pendanter. Blot det faktum, at Dorthea ender lidet heltindeagtigt med at få ... fnat (som Henriette Westh iø led af i 6 måneder, og det var rent faktisk dét, som fik hende til at tage fat i serien igen i et forsøg på at abstrahere fra pinslerne. Så det er i virkeligheden slige usle kræ, vi kan takke for albummet).
Det er ikke Modesty Blaise det her, men hvis jeg kalder Dortheas overlevelser for en Natacha-lite-pendant, så fornærmer jeg nok ikke nogen. Og tomlen op til Henriette Westh for at lave det hele selv: Stå for serien, udgivelsen, forlaget, distributionen, osv. Hun lyder jo næsten som en fanzineredaktør!
----------------------------
EDIT - dagen efter:
Jeg har nu læst Henriette Wesths først publicerede historie fra 83. Og jeg må indrømme, at jeg måske var lige lovlig hurtig i går med hensyn til "amatøragtig". Historien fra "Danske striber" er faktisk vist nok tegnet lige så godt som det nye materiale (!), men forskellen er blot, at den er langt mere detaljerig og gnidret - hvilket for mig forekom mere amatøragtigt. Den lige så gnidrede håndtekstning førhen gjorde det heller ikke bedre. Selv fodnoter var i gnidret håndtekstning. Farverne og gråtoner i det nye album gør virkelig en forskel. De nye tegninger er mere simple med begrænsede detaljer i baggrunde osv. Måske er det i dag mere "Tintin-agtigt" end førhen. Måske er Henriette Westh i virkeligheden ikke blevet bedre end i 1983, men hun har lært at gøre tegningerne mere simple, hun har smækket farve på, og det hele ser mere "poleret" ud, fordi det er tegnet (og trykt) digitalt. Eller måske ER hun blevet bedre. Jeg kan ærlig talt ikke bedømme det. Godt, jeg ikke er professionel anmelder!
Jeg har ikke den store fidus til diverse streamingtjenester. Det sku' ikke komme som nogen overraskelse, hvis man har fulgt med i min baghistorik, når det gælder indkøb af film på fysiske formater. Men tro det eller ej, jeg har alligevel forleden meldt mig til en af slagsen. Selvsagt ikke Netflix eller Disney, men derimod de psykotroniske drenge fra svenske Klubb Super 8's lille streaming-platform CULTPIX.
Alle filmene er af den type, man førhen kunne finde i alternative filmblade som Psychotronic Video og Shock Cinema - og bestille fra ikke mindst Something Weird Video. Ja, faktisk har de seneste slået sig sammen med SWV, og man får således to streamingservices i een. Ikke noget man bør kimse ad, ikke mindst nu hvor SWV har lukket ned for salget af film på dvd-r og download. Det bør dog nævnes, at mange af SWV's film STADIGVÆK (nu via Cultflix) desværre kun fås i dvd-r-kvalitet. Så filmfans, der er mere format-fans end egentlige film-fans, vil grangiveligt begynde at kløjs i den fæle billekvalitet (læs: udbuddets opløsnings-kvalitet). Cultpix har dog også mange film i ren Blu-ray-kvalitet. Men om ikke andet så er det filmene, som det gælder først og fremmest i min bog, så jeg har ikke tænkt mig at klage (ret meget). Og abonnementsprisen er kun et par dalere og en bukket femøre.
Jeg har netop set THE FLESH OF THE ORCHID(aka La Chair de L'orchidée, 1975) for første gang. Instrueret af en frøgnasker ved navn Patrice Chéreau. Det er hans debutfilm og hvilken film! Gott im Himmel! Hvis den havde haft dansk bif-premiere i 75 (det havde den ikke), var den grangiveligt blevet kaldt en gyser. Men vi er vel ovre i thriller-genren. En ung (og dejlig!) Charlotte Rampling i en af sine tidlige film (omend hun i 75 var ca. 10 år inde i karrieren). Hun spiller et tosset (bogstaveligt talt) stykke fruentimmer, som flygter fra ... ja, fra hvad? Og hvem er de lejemordere, som er efter hende? Og hvem er den mand, hvis øjne hun stikker ud med en kartoffelkniv? Og er det ikke hende der fra SUSPIRIA?
Plottet er vildt og svært forståeligt langt hen ad vejen. THE FLESH OF THE ORCHID kunne bare ikke være amerikansk. Faktisk kunne jeg forestille mig, at amerikanske filmfans ville klynke og klage og te sig åndssvagt over det forvirrende plot. Men naturligvis ikke dig og mig, vel. Vi elsker weirdo-filmen! (Og amr. filmfans skulle trædes i ansigtet for at være så dumme).
Printet af filmen så fint nok ud i 720p. Tyvstjålet fra ARTE TV - men jeg antar, at man har betalt for rettighederne. Det er mig bekendt ikke bootlegs, der ligger på Cultpix' website. Modsat printet, så var de engelske undertekster dog noget lort. Men der findes mindst to Blu-ray-udgivelser, og forhåbentligt har de bedre subs.
Forleden slog jeg til, da en ældre fyr solgte ud af sin tegneseriesamling i en salgsgruppe på facebook. Han havde sgu den fuldstændig komplette samling af originale Tintin-albums i blot TRE indbundne bøger!
Den gamle gubbe skulle blot have 200 dask for stakken. Der er 23 albums i den originale danske udgivelsesrække (Jørgen Sonnergaards gamle oversættelse), så det er under 10 kr. stykket. Der skal sikkert være dem, der mener, at de ikke er i bedre stand - bøgerne HAR patina - men hvis jeg skulle ud og købe dem fra ny, eller i brugt stand fra antikvariater, så ville jeg komme af med mange flere - alt for mange - penge. Jeg er nået dertil, hvor jeg bare gerne vil eje dem. Og de gamle udgaver er vist ikke helt nemme at få fingre i mere.
Sælgeren havde også hele den gamle krimi/sci-fi-serie (i slaskebladform) Detektiv-serien, som der kom 14 numre af. Pegasus skal have lige så meget for eet nummer, som jeg måtte slippe for hele serien, 50 kr. Najs!
Privatindbundne bøger er selvfølgelig rynket på næsen af af rigtige samlere. ROTFL
Jeg drømte i nat, at jeg en aften gik i Korsør sammen med Carsten Søndergaard. Ja, ham den gamle redaktør fra Interpresse. Vi havde været et eller andet sted henne og fulgtes nu et stykke gennem de halvmørke gader i den indre by. Carsten boede i Korsør (altså i drømmen), og jeg skulle med en bus hjem fra en gade, hvor der i virkeligheden aldrig har kørt busser fra. Men jeg gik i drømmen og tænkte på, at jeg lige skulle hen til en slags glasskab, hvori der lå brugte tegneseriealbums, som man kunne købe. Lidt lige som de gamle avisautomater førhen.
I drømmen gik jeg og overvejede at spørge Carsten, om jeg kunne låne penge af ham, så jeg kunne købe albummerne. Jeg fortalte ham, at flere af de andre redaktører på Marvel-bladene ikke brød sig om ham. Det var han godt klar over, svarede han. Det er længe siden, jeg har læst de blade, men i virkelighedens verden er jeg ret sikker på, at Carsten Søndergaard slet ikke arbejdede på IP's Marvel-blade. Det gjorde derimod Marvel-Morten, Henning Kure og Michael G. Nielsen.
I drømmen overvejede jeg også, om det måske var dumt at købe de albums, for så ville jeg måske ikke have råd til noget andet, som jeg stod og behøvede – hvad fa'en det så end var. Og så vågnede jeg.
Jeg tror i øvrigt nok, at drømmen forgik i 1985. Ikke den mest spændende af drømme, men meget mærkelig. Jeg har i øvrigt aldrig mødt Carsten Søndergaard i virkelighedens verden, men han skriver i et forum, jeg også er medlem af, og engang blev han lettere benovet over, at jeg havde ladet mig inspireret af »Seriemagasinet« til noget omslagstekst på mit fanzine »Stay Sick!« nr. 1. Carsten Søndergaard var nemlig rent faktisk redaktør på SM.
Det er sjældent, at man får mulighed for at købe nye danske tegneserieblade i disse år. Så da jeg opdagede, at en mand selv - uden at være Egmont, Cobolt, Zoom eller andre etablerede forlag - havde udsendt et tegneserieblad, og endda var oppe på tre numre, så var det en no-brainer at sende en bestilling!
Bladet hedder SerieZine, og redaktøren, tegneren, fortælleren, farvelæggeren og distributøren hedder Kim Ursin(dét efternavn lyder jo selv som noget fra en tegneserie, høhø). Og der er her tale om en ren undergrundsudgivelse. Yay! Spiffy!! Nu kommer jeg jo fra filmfanzine-undergrunden, og ovre hos os er undergrundsblade for det meste jo noget med gustne trashfilm, gys, skræk, blod, patter, sure mænd, sure prutter, og den slags. Men det samme gør sig (åbenbart) ikke gældende hos tegneseriefolket.
SerieZine er en total undergrundsudgivelse, men på ingen måde gusten i nogen som helst henseende. Da jeg opdagede bladet på Kim Ursins hjemmeside (som handler om datamater og den slags - Kim udgir også et magasin om computer-stads ifølge hjemmesiden), så tænkte jeg, at det så liiige lovlig børneagtigt ud. For fanden da, man køber jo heller ikke Pellefant eller Bamse her i voksenlivet (haha, men fint nok, hvis den ærede læser gør det alligevel). Jeg har det jo med at give tingene en chance alligevel, og det vil jeg give mig selv et klap på skulderen for, og en øl næste gang jeg er i lufthavnen. SeriZine nr. 1 viste sig nemlig at være vældig cool (at Kim så åbenbart jf. lederen rent faktisk ER inspireret af Bamse-bladet, er så en anden sag). Sjovt, underholdende, finurligt og fint tegnet.
Kim er en habil tegner, om end vi er ovre i amatør-land her (undskyld Kim). Hovedserien handler om Lau Larve og hans venner (en muldvarp og et spøgelse). Og den minder mig næsten om nogle af de bedre amatørserier, som læserne kunne sende ind til Seriemagasinet i gamle dage. Men han er dog klart i den bedre ende.
SerieZine er et zine, men som i et bedre fanzine får vi en leder på side 2, hvor Kim forklarer lidt om, hvad bladet er og går ud på. Herligt! Jeg har ikke læst nr. 2 og 3 endnu, men jeg kan se, at også disse blade indeholder en leder og hilsen fra redaktøren. Noget som man som gammel fanzineredaktør kun kan påskønne med et tomlen op.
Nr. 1 og 2 er begge i størrelse B5, hvorimod nr. 3 er i A4. Umiddelbart er jeg ikke specielt hooked på A4-formatet, når det gælder et tegneserieblad. Og i et svar til mig på fjæsen medgiver Kim da også, at det var en fejl (noget med at han samtrykte med en ven, og derfor skulle alle bladene være i samme format). Næste nummer kommer ifølge Kim til oktober.
Jeg har faktisk ikke rigtig nogen kritik at ytre om bladet (som endda er billigt!). Det skulle da lige være, at noget af teksten er alt for lille. Ikke dialogen i taleboblerne, men noget infotekst hist og her. En enkelt sætning sidst i historien "Livet går sin stille gang" (tydeligvis en selvbiografisk historie om Kim!) er så lille (med mit gamle redaktørøje gætter jeg på, at vi er nede i fontstørrelse 4) og trykt på grøn baggrund, at det er fuldstændig umuligt at læse. Men forhåbentligt er det bedre i de senere blade.
Endnu et eventyr fra nattens udflugt til sindets mystiske verden (se også opslaget før dette).
Natten til 16.1.26:
Jeg drømte i nat, at jeg var taget på ferie. Da jeg kom ind i feriehuset, som var befolket med andre mennesker, jeg ikke kendte, opdagede jeg til min rædsel, at jeg havde glemt mine korte bukser. Men så slog det mig, at der alligevel var tis på dem, så jeg måtte nok hellere se mig om efter nogle nye.
Så skulle jeg i biografen. Filmen var en arthousefilm i sort-hvid og handlede om en mand på motorcykel. Midt i filmen skulle jeg ud og finde noget at spise. Jeg var nu i et kafeteria og fyldte to madkasser med salat (hvilket er underligt, da jeg ikke er den store ynder af denne slags kaninfoder). Jeg havde støvler på (mine rigtige støvler) og stod nu i en kø, hvor en mand skulle pudse ens sko. Da jeg nåede hen til ham, kiggede han på mine støvler og afviste at pudse dem. Kvaliteten var simpelthen for dårlig, sagde han.
Nå, men jeg sluskede så slukøret tilbage til biografen, hvor filmen var ved at slutte. Jeg opdagede en siddeplads på forreste række, men da jeg nåede derhen, var der blot ingenting, hvor der skulle have været en stol. Nogle damer sad og pegede på den tomme plads.
Så ville jeg finde en plads længere bagude. Men nu opdagede jeg, at der var et stort forhæng bag de forreste pladser, så folk bag dette ikke kunne se lærredet. Der var en publikummer, der foreslog, at det var for at beskytte de små børn. Forhænget irriterede mig selvsagt, og jeg forsøgte at finde en person, som jeg kunne klage til. Da jeg fandt en mand, som åbenbart havde med stedet at gøre, forklarede han, at filmens instruktør havde brugt for mange penge på produktionen, og derfor var man nødt til at hænge et forhæng.
Nå, men jeg gik derfor tilbage til ferieboligen, men da jeg stod foran døren, opdagede jeg et plaster på mit ben. Jeg hev det af, men opdagede samtidig en masse størknet blod på benet. "Æv," tænkte jeg, "nu skal jeg til at vaske det af." Der stod også en anden ung mand, som jeg viste blodet til. Nå, vi gik ind, og jeg fandt en ultralille håndvask, hvor jeg begyndt at vaske hænder i koldt vand. Så kom den unge fyr og fortalte mig med alvorlig stemmer, at der havde været en atombombeeksplosion i Melbourne. "Min bedste ven bor i Melbourne," sagde jeg, og idet jeg begyndte at prøve at skrive en sms, vågnede jeg.
"Æv," tænkte jeg (nu vågen), "det her er for godt – jeg vil tilbage". Jeg lukkede øjnene og faldt i søvn med det samme. Drømmen fortsatte. Jeg stod nu foran en dør. Jeg ringede på, og døren åbnede. En ukendt, ung kvinde i bar overkrop lukkede op. Hendes venstre brystvorte manglede, men den anden så fin nok ud, så jeg rørte ved den. Så hørte jeg inde fra huset, at min kæreste kaldte. Jeg gik ind, og på vejen ind så jeg to andre yngre damer med bare overkroppe. Da jeg nåede frem til min kæreste, som var ved at vaske gulv eller noget, fortalte jeg hende, at jeg påskønnede, at damerne herinde gik topløse. Min kæreste sagde et eller andet positivt, men jeg husker det ikke. Jeg lyttede i sagens natur ikke efter, hvilket jo givetvis nok skyldtes de flagrende brystvorter. Så vågnede jeg igen og stod op.
Jeg har flere gange i årenes løb bragt indlæg med mine drømme. Ja altså rigtige drømme, ikke drømmen om at køre på en chopper på highway'en med en 19-årig babe på bagsædet, høhø.
Her er en kort en fra natten til d. 15.1.26:
I nat drømte jeg, at jeg så Sonic Youth spille. Om det var på tv, eller om jeg stod lige foran dem, fortaber sig lidt i drømmetåge. Men i alt fald bestod Sonic Youth af to mandlige japanske guitarister. De spillede og talte ind over musikken i stedet for at synge. Den ene japaner talte nogenlunde amerikanske engelsk, men den anden havde for megen japansk accent til, at man kunne forstå ham.
Nej, det er ikke en spasserarm, men jeg havde simpelthen besvær med at tage et foto, så man både kunne se skjorten og LP-pladen! ROTFL
Hmm, man burde vel skrive noget, i og med det er her på falderebet af 19... 2025. Nej, det er ikke for at være krukket, men jeg *kommer* rent faktisk stadig nogle gange til at begynde et årstal med "19". Åhh, det gamle århundrede (jeg vil hjem!).
Men 1900-tallet er nu lige om lidt **mere** end et kvart århundrede borte. Det er lidt (vel meget) mærkeligt at tænke på. Jeg lever på ingen måde i fortiden - om end min kæreste ofte driller mig med, at jeg osse snart må se at nå frem til 80'erne!!! (Fordi jeg i årevis har været i gang med et laaangsomt personligt projekt med at genbesøge barndommen i de forvirrede 70'ere via popkultur, dokumentarer og læsestof).
Det er faktisk lidt mærkeligt, men jeg har aldrig følt, at hverken 70'erne eller 80'erne var særlig langt borte. Jeg husker dem tydeligt. Men så når jeg så sidder med gamle fotos (hvilket jeg har gjort en del de sidste par år, eftersom jeg har scannet en masse af de gamle familiealbums), så kan jeg sgu alligevel godt se, at 10-årige og 15-årige "mig" ikke helt er mig anno her adskillige årtier senere. Og nogle gange opdager man forskellene mere bastant: Og i min verden har det ofte med popkultur at gøre. I 70'erne havde jeg intet andet end afsky og spot til overs for tv-serier som "Udvandrerne" og "Fiskerne". I dag elsker jeg dem.
Men barndommen betød også drømme om alt muligt, som af en eller anden grund aldrig blev til noget - og nu er det for sent. Jeg blev aldrig strisser i New York. Eller rejste gennem junglen med en machete som eneste følgesvend. En overgang drømte jeg om at blive hårdkogt forfatter af kriminallitteratur - med eneste værdige kollega i form af James Ellroy. Oh well. Om ikke andet skriver jeg stadig blogindlæg på "Lejemorderen". Hej-hej til mine 7-10 læsere derude!
Den eneste følgesvend siden starten på det hele er jo den dæmon, der hedder migrænen. Han har fulgt mig så længe, jeg kan huske. Altid på lur, og altid parat til at springe ind under hjerneskallen. Men selv ikke han er mere den samme. I år, efter mange år med anfaldsmedicin og forebyggende medicin, og besøg hos specialister og neurologer, er jeg endelig endt på det lokale sygehus' migræneafdeling, hvor de har givet mig eksperimentalmedicin - som rent faktisk virker. Det er liiidt vildt for eksempel at have haft en hel jul uden migræne. Der findes ingen perfekt 100 % skudsikker kur, men en halvering er virkelig fænomenal!
Jeg er i øvrigt stadigvæk arbejdsløs ("arbejdsløs, eventuelt arbejdssky", som Poul Borum engang sagde - om end ikke til mig), og med for mange skavanker til at nogen har gidet ansætte mig, så jeg lever stadig de røvfattiges tilværelse. Men som jeg sagde til Henrik Larsen forleden: "Man ku' jo bo under en bro med fluer i ansigtet" - og dét gør jeg i det mindste ikke.
I år fik jeg også talt med min biologiske moder, om at hun er, well, min biologiske moder. Det kom der nu ikke det store ud af. Kvinden, man vokser op hos, er ens mor. At der er en direkte biologisk forbindelse til en anden forælder ændrer ikke på, at der er en **hel barndom**, der mangler. Det var okay at kunne spørge om nogle ting og kigge på nogle fotos sammen, men det man ofte hører fra (voksne) børn, som endelig taler med deres biologiske ophav og pludseligt oplever kærligheden til dem, kunne jeg nu ikke lige nikke genkendende til. Oh well, that's life I guess.
And finally, her ovenfor er et foto fra LIGE NU. Skjorten vidner om Hawaii, men pladen lugter af nyrock og post-punk i Københavns 80'ere. Jeg var ingen af stederne, men så kan man jo være i cyberspace for en stund i stedet.
Happy new year!
-----------------------------------
PS: Og tack/kiitos til Kurt for endnu et dejligt hjemmelavet oversize julekort og en ordentlig stak film. Yay!
Og igen tak til Thomas, som sendte en pc ud af det blå!
Jeps, den er god nok: Den enlige deltager og kombattant i programmet, Rune Kühl, blir bedømt af Christian Braad Thomsen i dette quizprogram, som DR K (en savnet kanal, som stupide politikere fik lukket!) viste i 1990. Kühl har selv lagt programmet op på sin YouTube-kanal, og tak for det.
PS: Nu hvor jeg sidder og tænker over sagerne, så er der noget, der ikke stemmer her. DR K eksisterede ikke i 1990!!! Rune Kühl må have optaget en genudsendelse fra DR K. Og originaludsendelsen må have været bragt på DR1 eller DR2. DR K blev først lanceret i 2009 jf. Wiki.
