Saturday, 28 December 2024

OLIVIA HUSSEY er gået bort

Jeg læser netop, at Olivia Hussey er død. Hun blev 73. RIP
En af de få film, som jeg skrev booklet til i sin tid, var den danske dvd-udgave af TURKEY SHOOT, hvor hun er med. Olivia Hussey havde en særegen ømhed i sit skuespil i stort set alle de film med hende, som jeg har set. To gange spillede hun over for Chris Mitchum, først i den glimrende italiensk/spanske SUMMERTIME KILLER (1972) og året efter i H-BOMB (en Hongkong/thailandsk produktion). Folk, der alligevel ikke aner, hvad de skal lave på sådan en lørdag, kan udfylde tiden med at læse min 14 år gamle omtale af H-BOMB (udsendt på video-cd!). Go here.



Friday, 27 December 2024

En af 80'ernes og 90'ernes skarpe tv-journalister har sat sit sidste punktum


Jens Olaf Jersild
er gået bort. Alt for tidligt, alt for ung. Han var en af de gode, kritiske tv-journalister, som vi desværre har alt for få af i disse år. I dette nye århundrede har vi i stedet "mikrofonholdere". Ja, der skulle sikkert være en eller anden bladsmører derude, som vil være uenig. Men klap hesten, jeg mener naturligvis ikke hele journaliststanden. Men når man (jeg) aften efter aften tænder for Danmarks Radios gamle krikke, "TV-Avisen", og ligeledes andre af DR's aktualitetsprogrammer som "Deadline", "Søndagsavisen", etc, så er det ikke just de kritiske journalistsnuder af Jersilds format, som toner frem på skærmen. Nogle gange får man det indtryk, at reporterne har været i praktik på Andeby-Posten. Jersild var en af de rigtige journalister, hvis man spør' undertegnede. En af dem, der gik til biddet på de udspurgte personager. Når en DR-studievært her i denne vor lidet interessante samtid for eksempel siger til en anden journalist i studiet: "Du er jo 'graverjournalist' på denne sag..." samtidig med, at der ofte ikke præsenteres meget andet, end det som enhver kunne have læst på Wikipedia, så overvejer man endnu en gang at slå over og se en genudsendelse af "Kikkassen" i stedet.
Det er iø sjovt, at adskillige medier i forbindelse med Jersilds bortgang gentager cirka den samme ordlyd: "Seere af lidt ældre årgang kan huske..."
"Lidt ældre årgang", tak for den! Men ja, jeg sad rent faktisk og så Jersilds berømte indslag om en gruppe grønjakker dengang på live-tv i 1985 (og hva' fa'en blev der i øvrigt af grønjakkerne? Hvor er de interviewede fra programmet? Lever de stadig? Synes de stadig, at sorte ser ud og bevæger sig "som store gorillaer"? Jeg er virkelig nysgerrig på, hvad der blev af dem).
Her er et klip fra det omtalte "TV-Avisen"-indslag fra 1985. Jeg gætter på, at denne version er fra et senere program om 80'erne, da der er lidt ny speak ind over starten (de fleste medier refererer i øvrigt til, at der var tale om et indslag i "TV-Avisen", men rent faktisk var det søndagsudgaven, "Søndagsavisen", som bragte det. Desværre ligger det komplette indslag ikke ude på nettet. Jeg anta'r, at DR aldrig har genudsendt det i fuld længde. Og hvis nogen har optaget det på video, så har de i alt fald ikke uploadet det nogetsteds online, som er søgebart. Hvis nogen læser med her og som kender til et upload af hele indslaget, så må de dæleme gerne sige til).


Jens Olaf Jersild blev som bekendt meldt til politiet for racisme pga. programmet, hvilket førte til den såkaldte "Grønjakke-sagen", selv om det ikke var ham, der kom med de famøse udtalelser. Jeg husker, at jeg dengang var meget uenig i dette, men Byretten var enig og dømte ham. Jersild ankede til Landsretten, som gjorde det samme og ditto Højesteret. Men i Strasbourg så man på det anderledes og frikendte ham (og underkendte dermed den danske dom).
Selv om det komplette indslag ikke kan ses, så ligger en transskribering ude på nettet (underligt nok kun i engelskoversat form). Direktelink lige her (man skal scrolle lidt ned).




Wednesday, 25 December 2024

Obskuriøs undergrundsredaktør bliver mainstream

Okay, det er muligt, at jeg i bedste tabloidstil overdriver en anelse i overskriften. "Mainstream" er måske så meget sagt. Og så alligevel. Henrik Larsen - som bekendt redaktør af det flere årtier gamle, kuriøse tidsskrift Obskuriøst - er nemlig nu endelig blevet opdaget af "overgrunden". Godt nok er det ikke redaktør Larsens lange skriverier tilegnet film om mænd i skørter og sandaler eller bedagede Peter Cushing-filmruller fra det støvede Hammer-selskab, men derimod Larsens eventyrlige eskapader udi den luftige digteverden, som dette omhandler. 

Som man kan erfare på Henriks blog, har tidsskriftet uDkAnt trykt en håndfuld af Larsens poetiske udfoldelser. På Larsens blog kan man iø også i de seneste indlæg læse om flere lyrikudgivelser fra redaktørens hånd, både skrevet alene og udgivelser med hr. Bo Gorzelak (blandt filmzinelæsere nok mest kendt for sine indlæg om diverse porno-sjaskere i Kenneth Eriksens fanzine Absurd). På bloggen finder man også et indlæg om Henriks nye status som invalidepensionist. Man erindrer Arntsen i SYG OG MUNTER. Mon Larsen nu vil slå sig på Rød Tuborg? Satan og helvede! 

Herfra ønskes der i alt fald tillykke med diverse. Og med krydsede fingre for at vi engang - på eet eller andet tidspunkt - må beriges med endnu et nyt nummer af Obskuriøst. Også selv om Larsen igen og igen og igen i årenes løb har erklæret bladet for en død sild.  

Saturday, 21 December 2024

Fra det gamle SS-arkiv

 Jeg er i gang med at forsøge at finde gamle fotos fra tiden af i går. Uheldigvis har jeg i årenes løb haft det med at smide den slags i store flyttekasser, så der er en del, der skal rodes igennem. Et enkelt plus er dog, at man så også falder over gamle for længst glemte sager. Her er lidt fra tiden med et redaktionslokale i en skrivebordsskuffe:

I SS nr. 1 bragte jeg en lille omtale af et afsnit af Pernille Aalunds program, hvor hun denne gang snakkede om døden, fascination af døden, og havde inviteret gæster i studiet, som godt kunne lide døden (eller noget). Jeg havde stort set glemt indholdet af udsendelsen, indtil jeg fik læst op på det (via min egen omtale, som man kan finde her). Jeg bragte samme udklip i bladet, men ikke i de flotte farver som her! 
Og her en gammel reklame, som jeg virkelig ikke husker, om jeg rent faktisk bragte eller ej. Jeg har en fornemmelse af, at den måske blev trykt i et andet blad, Obskuriøst? Dette udprint er tydeligvis fra en døende laserpulverpatron. Som sædvanligt var der et kammeratligt puf til en af kollegerne på fanzine-scenen dengang, Kenneth Eriksen og hans blad Absurd. 


Og endlig... ta ta ta taaah... den oprindelige forside til STAY SICK! nr. 1 - men altså før det hed STAY SICK! !!! 

Jeg gik længe med en idé om, at bladet skulle hedde "Zombie Massakren", simpelthen fordi jeg ikke kunne finde på noget bedre. Nej, det er ikke en fantastisk titel. Selve forsiden synes jeg dog stadig er fed nok. Idéen var min egen, men det var min fætter Ronny, som lavede layoutet. Det er også ham, der fandt på det med splatten omkring titlen. Grunden (til at det var ham, der lavede det) var i øvrigt, at jeg på daværende tidspunkt hverken ejede en computer eller anede, hvordan man lavede den slags. 

(alle tre scans: 300 dpi)



MÅNGUDEN (Thomas Borgström, Sverige 1988)

Månguden på svensk dvd fra Atlantic
(mig bekendt eneste hjemmevideo-udgave)
(Scan: 300 dpi)
 
Jeg er i gang med at skrible en anmeldelse af den svenske tv-film MÅNGUDEN fra 1988 (eller... for at sige det som det er: Der er tale om en af de utallige anmeldelser, som jeg i tidens løb har påbegyndt, men som jeg ikke gad skrive færdig. ARgh!! Jeg er ikke sikker på, hvornår jeg skrev den; For et par år siden vist nok). Her er kladden til starten og plot-omtale. Slutningen er ikke færdig. Jeg er ikke bekendt med, at den nogensinde skulle have været vist på dansk fjernsyn. 

Engang for næsten 15 år siden snakkede en af mine facebook-venner dengang, den gamle garvede svenske filmanmelder Fred Anderson, om at MÅNGUDEN skulle udkomme på dvd, og at det var en helt fantastisk begivenhed. Sagen var nemlig den, at MÅNGUDEN var en gyserfilm om en seriemorder lavet af det svenske statsfjernsyn SVT i 1988. Det var en af den type film, som rigtig mange svenske tv-seere havde vage minder om, fordi den havde været mega-uhyggelig. Og eftersom filmen efter førstevisningen aldrig var blevet genudsendt eller udsendt på hjemmevideo, var dette minde om filmens uhygge forblevet intakt hos mange mennesker. Og tilsyneladende florerede der heller ikke hjemmeoptageler af filmen blandt fans. Men nu var MÅNGUDEN altså så endelig kommet på dvd. På Freds opfordring købte jeg den straks, og ... jah, joh ... den var da okay, syntes jeg dengang. Nu halvandet årti senere har jeg endelig genset filmen, som skræmte lille Fred Anderson og mange af hans landsmænd. Hva' syntes yours truly så denne gang!?

PLOTTET: Mange krimier starter med et mord eller optakten til et mord. I MÅNGUDEN begynder vi med vor hovedperson, en kriminalbetjent, som ankommer til et åsted, hvor politiets teknikere allerede er i gang. En misgerning har altså allerede fundet sted. Vi bliver smidt lige ind med det samme. Vi lærer, at der i Stockholm er foregået flere overfald på sagesløse campinggæster. De er blevet myrdet brutalt af en seriemorder. Om gerningsmanden misunder gæsterne deres fine campinggrej, eller han blot har noget imod folk, der ligger i telt, har det svenske politi endnu ikke klarlagt. Seriemorderen har tydeligvis kastet sig over gæsterne om natten, medens de sov i deres telt. Han har hakket dem til plukfisk med en machete. Den ene af dem, en mand, har han tilmed slæbt hen til et træ og klynget ham op ad stammen; hvad har dette af betydning? Chefen for kriminalpolitiet vil have kriminalbetjenten til at sætte sig i forbindelse med en psykiater, som før har arbejdet i politiet, og som vil kunne være til stor hjælp (hvorfor han er den absolut ENESTE psykiater, som kan hjælpe til, får vi ikke svar på. At der kun skulle findes denne ene gode psykiatere med kendskab til kriminalitet i hele Sverige, lyder en tand for knaldroman-agtigt). Men vores hovedperson har tidligere haft at gøre med psykiateren, og ingen af dem har længere lyst til at arbejde med den anden. Det er i det hele taget lidt uklart, hvorfor de har dette forhold til - eller rettere imod - hinanden. Kriminalbetjentens gamle farmand var engang chef for kriminalpolitiet. Han taler med finsk accent og ligger i et oxygentelt (eller hvad fanden det hedder) på det lokale sygehus. Han trækker vejret tungt, og det lyder uhyggeligt, når han ringer til folk og blot ånder besværet og tungt i røret. Så finder panserne et aftryk af en ansigtsmaske i jorden nær gerningsstedet. Kriminalbetjenten tager selvsagt hen på det lokale museum og udfritter museumsinspektøren om masken. Det viser sig, at masken viser ansigtet på en såkaldt månegud. Inspektøren er en kvinde i sin bedste alder, og betjenten bliver selvsagt lun på hende. Han lurer også på hende, når hun er på biblioteket. På museet befinder sig også en løgnagtig medarbejder, som opfører sig en tand homofilt. Om han er dette, bliver heller aldrig klart. Har det noget med plottet at gøre? På et eller andet tidspunkt får vor hovedpersons gustne, finske farmand selvsagt overtalt psykiateren til at tage fat, selv om han ikke vil. Et sted midt i det hele dukker en smalfilm fra åstedet op, hvor en person i denne månegudsmaske gør kål på endnu flere campister. Hvem er seriemorderen? Den kvindelige museumsinspektør er under mistanke. Det er den lettere bøssede museumsassistent også. Og en tosse ude i skoven er mistænkt. Selv hovedpersonens gamle, syge far er der noget mystisk ved, da det i forbifarten overhøres, at han har været ude af sit telt. Og hvad med psykiateren eller kriminalbetjenten selv for den sags skyld?
END OF PLOT-BESKRIVELSE

Okay, det var så så meget, jeg har fået nedfældet. Filmen er okay glimrende, men ikke noget neglebidende gysermesterværk. Men som tv-film er den fin nok. Den kunne være bedre, og den kunne være dårligere. Klichéerne står desværre i tykke lag. Mere senere - måske. 

Thursday, 19 December 2024

Ny KOMIKLEX på vej!

Man skal som bekendt aldrig sige aldrig. Jeg havde for længst afskrevet, at der nogensinde ville komme en ny opdateret udgave af opslagsværket KOMIKLEX (fordi den slags trykte sager hurtigt bliver forældede i disse internet-tider), men forlaget Zoom har netop meldt ud, at de udgiver en ny, opdateret udgave til næste sommer! Wauw!
Jeg fik aldrig købt den seneste, der kom, men jeg har den første, og jeg havde den med det gule omslag (som desværre forsvandt, da min fætter Ronny forsvandt - han havde nemlig lånt den!).
En enkelt anke må være navneskiftet. Jeg må indrømme, at jeg faktisk er ret konservativ, når det gælder det med at ændre titel på gamle sager. Hvorfor skal den nu hedde "Serieguiden"!? Med cirka 45 års historie burde man holde fast i det gamle navn.

 

Forlaget Zooms opslag om udgivelsen på facebook:

Der har længe været et ønske om et opdateret tegneserieindeks siden Den store komiklex udkom i 2006.
Den er nu under udarbejdelse med titlen SERIEGUIDEN, og dækker perioden 1847 til 2024.
Bogen er skrevet af Henning Visti Rasmussen, der har stået for samtlige udgaver siden den første udkom i 1982.
Indekset bliver på omkring 700 sider med mange farvegengivelser af forsider og vil udover lister med tegneserieudgivelserne også indeholde et indeks med en oversigt over danske forlag i det omfang det har været muligt at spore dem.
I modsætning til tidligere udgaver vil Serieguiden ikke indholde foreslåede priser på antikvariske serier. Vi har skønnet, at prissætninger ret hurtigt ændrer sig og at de anslåede priser meget hurtigt vil blive forældede.
Serieguiden udgives af FORLAGET ZOOM i samarbejde med FORLAGET SERIEKLUBBEN med redaktion af Thomas Berger.
Serieguiden vil blive delvist reklamefinansieret og vi har endnu ikke kunnet sætte en udsalgspris.
Forventet udgivelse juni, 2025.
NB Forsiden er ikke endelig.


Monday, 16 December 2024

LINDA LOVELACE FANCLUB (DR, ca. start-1990'erne) interview af Gritt Uldall-Jessen + 1 livenummer



Engang for mere end tre årtier siden sad jeg klar med fingeren på videomaskinens optagerknap, da Danmarks Radio kørte et ungdomsprogram med en blandet landhandel. Jeg tror, at programmet var "Transit", og hvis dét er korrekt, må det have været engang i første halvdel af 90'erne - det siger Wiki i alt fald. Men det kunne for så vidt også have været engang mellem 1986-88. Jeg er slet ikke sikker - det er åh så længe siden. 

Og den pågældende aften bragte man et interview med to medlemmer (Danny Larsen og Michael Christiansen) fra det for mig totalt ukendte danske punk/garagerock-band LINDA LOVELACE FANCLUB. Gruppen spillede et covernummer af SORT SOLs "Pinocchio Loose" (så vidt jeg kan se, var det Peter Peter fra Sort Sol/Sods, som de havde med på guitar ved koncert) og blev derefter interviewet af Gritt Uldall. Jeg husker, at jeg syntes, hun var vældig cool og dengang tænkte, at hun måtte være totalt tilknyttet undergrundsscenen i København. Var hun? Jeg aner det ikke. 

Min ven Google fortæller mig, at hun har drevet det vidt med teater og performance og den slags. Vist også nogle film. Bemærk det øjeblik i interviewet, hvor hun bryder sammen af grin, da de to bandmedlemmer begynder at snakke om blowjobs i filmen Langt ned i halsen med Linda Lovelace. Jeg fandt i øvrigt et ex-rental videobånd med Linda i en byttebiks engang i midten af 90'erne. LINDA AND A DOG hed båndet. Og jeps, det var stort set handlingen i den korte film: Linda Lovelace blev kneppet af en stor hund! Senere tog hun jo afstand fra hele sin tid i branchen. Jeg husker, at jeg tilfældigt så et indslag (også fra engang i 90'erne) i et norsk nyhedsprogram om, at Langt ned i halsen skulle vises i Norge for første gang (fordi den slags var forbudt i gamle dage deroppe i højlandet modsat hernede i lavlandet). Hun stod uden for biografen og råbte ad folk (mænd), der skulle ind at se filmen: "Kan du godt lide at se kvinder blive voldtaget!?" (om end på engelsk). Hun var ikke tilhænger af sin egen fortid, må man sige. 

Med hensyn til Linda Lovelace Fanclub, så aner jeg som sagt stort set intet om gruppen. Der findes næsten ingen info på internettet - jeg kan i alt fald ikke findet noget. Hvor længe eksisterede de? Udgav de nogen plader? Eller kassettebånd? Findes der bootlegs? Og hvad med medlemmerne? 

Den glimrende blog Dansk Punk (1977-82) har en kommentar fra Danny Larsen om sangeren Franz De Zaster, som ifølge Danny var med i gruppen på et tidspunkt. Men det er stort set også alt, jeg har fundet. 

NB: Jeg ser, at videoen på YouTube er mere mørk end min egen udgave. Desværre lader det ikke til, at man kan skrue på lysindstillingen på YouTube, og videoen er for stor til at uploade direkte her til bloggen. Men det går sgu nok!

Thursday, 12 December 2024

Den aldrende SS-mand viser rundt på det for længst forladte og nu vældig støvede redaktionslokale

 

En ting, jeg vist aldrig har nævnt nogetsteds, er, at alle mine zines fra STAY SICK #0-4 og Banned in Britain #2 blev lavet i en tidlig udgave af programmet Lotus Smart Suite (BIB #1 var rent klippe-klistre). 

Programmet fulgte med min Windows 98-computer, som jeg fik af mine forældre i 1999. Jeg opdagede for nyligt, at IBM lukkede produktionen og opdateringen af Lotus ned for omkring 20 år siden. Heldigvis har "arkivister" uploadet det til Archive.org (der ligger adskillige af de gamle versioner), og jeg har netop installeret den sidste udgave, som blev udsendt (da det ligger frit på det store, frit tilgængelige Archive-site, antar jeg, at IBM er okay med dette). 

Når man lukker det op, ligner det helt min udgave fra slut-90'erne. Ahhh, man blir helt nostalgisk. Programmet er velsagtens vældig primitivt, når man sammenligner med nyere ting som Indesign. Men jeg er ikke IT-ekspert, og til at sætte et fanzine op med dengang var programmet glimrende. Det ser iø ud til at køre fint på Windows 11. 

I dag skal man vist også betale en herregård for at abonnere på et program som Indesign, da man for længst er ophørt med at sælge skidtet som cd-rom. Dengang købte man en cd-rom, og så var dén skid slået. Nå ja, indtil der kom en opdateret udgave, som man så skulle købe, naturligvis. Men man havde jo valget at lade være med at opdatere, hvis man var tilfreds med den gamle. Sådan er det ikke i dag. Jeg antager, at det har med grådighed fra selskabernes side at gøre. Oh well, nu har jeg Lotus igen, og så kan de rende mig!  

Lotus' historie på Wiki (med links til en side om Lotus Smart Suite)


Sunday, 1 December 2024

WERNER HERZOG i Dave Lettermans talkshow (11. oktober, 1982)



Werner Herzogs første optræden i et talkshow! Fra The Letterman show, optaget i 1982. Great stuff. 


Saturday, 23 November 2024

Mere ragelse til 5-10 kroner fra genbrugsbutikken: MEDIUM (tv-serie, USA, 2005-2011)


Jeg var endnu en gang en smut i den lokale genbrugsbutik PlusButikken forleden. Som sædvanligt fandt jeg en masse ragelse, og absolut ingen dvd'er med rigtige horrorfilm. 

Ud over almindelige enkelt-dvd'er stødte jeg også på tre danske boxsæt med tv-serier, som alle havde det til fælles, at jeg i sin tid checkede dem ud på tv og misfornøjet spyttede på dem. Hver og en! Men nu et par årtier senere tænker jeg, at måske havde jeg været for hurtig i min afvisning dengang - og en tand for vranten. Måske var det tid at give dem en ny chance - og til 5-10 kroner var der ikke meget at miste, hvis det skulle vise sig, at jeg stadig syntes, de var værre end at komme hjem med gulsot. 

Fælles for de tre serier er, at der er tale om, hvad jeg vil kalde bløde gys. Lidt ligesom blød porno uden rigtig sexscener. De har alle tre lidt af en art gyser-setting, men jeg tror ikke, at man finder neglebidende skræk heri (men jeg kunne tager fejl - jeg har kun set meget lidt af disse tre serier). Jeg tog hul på den første serie forleden aften: Den amerikanske Medium fra 2005. Med den fagre Patricia Arquette i hovedrollen. Hende kender vi jo fra ikke mindst fra TRUE ROMANCE og ED WOOD. Hun var også med i Ole Bornedals "Nattevagten", om end det var hans eget amerikanske remake, NIGHTWATCH, men det er muligt, man ikke skal snakke for meget om dén (om end jeg ikke har set den). Dens ry er i alt fald ikke noget at skrive hjem om. 

I Medium spiller hun en spirituel (eller noget) kvinde, som får synske (flyvske?) drømme om natten og ser syner om dagen og den slags. Karakteren er (ifølge Wiki) baseret på en rigtig kvinde og dennes historie. Men man behøver selvsagt ikke tro på noget af dette for at følge med i serien. 

Jeg er 5-6 episoder inde og har taget hul på disk nr. 2 (ud af fire). Indtil nu må jeg indrømme, at serien faktisk er cool nok. Skuespillerne er gode, og den synske kvindes familieliv er vel nok mere familieorienteret, end hvad man ellers ser i denne slags ting. Ligesom det (jf. Wiki) er tilfældet for den rigtige kvinde, så har Patrice Arquettes karakter tre børn og en ægtemand. En hel del af handlingen forgår i hjemmet med familiære gøremål, diskussioner, problemer, osv. Dette giver faktisk serien en anelse mere dybde end lignende serier fra 70'erne (eller også er det for længe siden, at jeg sidst har set kriminalserier fra 70'erne). Om end setuppet ganske er det samme som i kriminalserier á la Columbo og lignende serier førhen. Man følger stort set den samme skabelon i hvert afsnit. 

I Columbo kørte hvert afsnit sådan her: Man ser et mord. Columbo ankommer til åstedet og løser mysteriet. Til slut fælder han morderen ved at udpege en enkelt detalje, som misdæderen havde glemt at tage højde for. I Medium begynder hvert afsnit (i alt fald dem, jeg har set indtil videre) med, at den kvindelige hovedperson oplever noget i en drøm (eller mareridt), som senere vil få betydning for afsnittets afsløring af en fordækt personage. Og ligesom i gamle serier ville dette være ulideligt at overvære uge efter uge - hvis ikke lige skuespillerne var gode, eller seriens stil var cool. Nogle serier faldt velsagtens igennem, netop fordi skuespillerne ikke var specielt interessante, eller serien simpelthen var for kedelig. 

Via google har jeg fundet et dansk boxsæt med sæson 3 hos Dvdcity (jeg har dog ikke bestilt det), og et komplet dansk sæt med alle syv sæsoner skulle også eksistere. Nu får vi at se, om jeg stadig er lige positiv efter sidste episode i sæson 1. Men indtil videre er jeg i alt fald mere glad for serien, end da en dansk tv-kanal (jeg har glemt hvilken) kørte den for 20 år siden. Der findes vist ingen Blu-ray-udgave nogetsteds i verden. Sæson 1-boxen lader ikke til at inkludere noget ekstramateriale. 

Der kom som nævnt syv sæsoner, men det er værd at bemærke, at de sidste to sæsoner blev lavet af et andet tv-netværk. En enkelt youtube-kommentar hævder, at de to sidste sæsoner er mindre uhyggelige. Jeg må dog indrømme, at jeg ikke finder den store uhygge i første halvdel af sæson 1 heller. Man skal altså ikke se serien for at få et rigtig gyser-kick. Men det kan naturligvis være, at den ærede læser er uenig. Man bør naturligvis danne sin egen mening ved selvsyn. 

EDIT: Man behøvs ikke kommentere, at der kom syv, ikke fem, sæsoner, hvis man læste med, lige efter at dette blev postet. Det ER rettet! Argh! 

Tv-trailer til sæson 1: