Thursday, 27 December 2012

Hvornår blev Spielbergs DUELLEN vist på dansk TV?

Jeg har på det seneste snakket med Henrik Larsen om gyserfilm, som vi har set på dansk TV i vores barn- og ungdom og en af de film, jeg tydeligt husker at have set på TV sammen med min far, er Steven Spielbergs DUEL fra 1971, som på dansk hed "Duellen". Det er rigtig længe siden, vi så den og jeg kan ikke huske det mere præcist end... at det er mange år siden. Det kunne være i 70'erne, 80'erne eller (senest) de tidlige 90'ere. M-E-N problemet er, at vi kan ikke finde ud af, hvornår den er blevet vist. Politikens "TV i 70'erne" er blevet checket og dobbeltchecket og TV-programmer fra 80'erne er checket. Uden held. I mit barndomshjem havde vi IKKE svensk TV og selvom vi fik tysk TV i midt-80'erne, tvivler jeg stærkt på, at det var dér, at vi så den. Min far forstår ikke tysk og ville ikke gide at se en gyserfilm med dubbing. Det MÅ have været på dansk TV. Om det så er DR eller TV2, husker jeg ikke. Jeg hælder mest til, at det har været på DR. Kan nogen af jer huske det??? Ifølge "Film i 70'erne" havde filmen biografpremiere i 1973 i Danmark.


EDIT: Takket være Nicolas Barbano har jeg nu datoen! DUELLEN blev ifølge "Filmsæsonen - Dansk Filmfortegnelse 80-81" vist på DR 7.2.81. Tak for hjælpen til Nicolas og andre, der gav deres bud.

Noget virkelig obskurt!



I forgårs så jeg en FAR TIL FIRE-film på TV. Jeg har naturligvis aldrig set sådan en før og jeg må indrømme, at det var en ret bizar oplevelse (og jeg har allerede gladeligt fortrængt titlen). Men samtidig med filmens generelle obskurditet, finder jeg det generelt også interessant at se film fra et Danmark, jeg ikke selv har oplevet. Danmark i 1950'erne var sgu noget underligt noget. Hvis man som jeg ynder f.eks. at se gamle science fiction og skrækfilm fra 50'erne, tror man måske fejlagtigt, at man også herhjemme var til den slags. Men det var danskerne på ingen måde. I 1950'ernes Danmark fandtes der ikke scifi- eller gyserfilm-fans lige som i USA, og man havde ikke den tilgang til amerikansk popkultur, som vi har i dag.

Amerikanske og britiske rocksange udkom ikke i originalversionerne, men blev indsunget af danske kunstnere. Og da man i DK endelig lavede en science fiction-film, nemlig REPTILICUS, blev den fuldstændig latterliggjort (og da Danmark jo altid har været 5-6 år bagefter alle andre, kom denne typiske 50'er monsterfilm naturligvis slet ikke i 1950'erne, men først i 1961).

Danskerne kunne simpelthen ikke forstå den slags popkultur. I stedet for at omfavne og nyde det, som unge gjorde i Amerika, ville man hellere bare grine ad det - ikke på en fed måde, men fuldstændig nedladende. Danmark var sgu noget lort i gamle dage.

For oven er den eneste trailer for en af de gamle FAR TIL FIRE-film, som jeg kunne finde på YouTube. Den kom noget senere, end den jeg så i forgårs. Det er også ret obskurt at se barne- og ungdomsskuespillere, spille roller, hvor de tydeligvis er blevet en del ældre, end de karakterer, som de passede til, da serien startede.

Wednesday, 19 December 2012

PSYCHO (1960) Alfred Hitchcock, USA


Du kender plottet, så det vil undlade at forlegne os begge med at genfortælle. Det er rigtig længe siden, jeg sidst har set Alfred Hitchcocks PSYCHO, 15 år mindst (og måske nærmere de 20!) og jeg må indrømme, at jeg faktisk tror, jeg var mere begejstret for filmen denne gang. Ja, ikke forstået på den måde, at jeg ikke kunne lide den tilbage i 90'erne, men du ved, hvordan det var dengang; Hvis ikke der var mindst halvt så meget blod, der sprøjtede, som i RE-ANIMATOR, så duede en film ikke rigtigt dengang. Og der er fa'me ikke meget blod i PSYCHO.

Men 15 år senere kan jeg sgu rigtig godt lide film, som har andre kvaliteter end, øh, nå-ja, blodsprøjt (selvom man naturligvis aldrig bliver træt af en afrevet latexarm eller et gummihoved, der eksploderer). Endvidere har jeg heller ikke længere noget problem med Hitchcocks "kørsels"-scener o.l., hvor man f.eks. tydeligt kan se, at landskabet i bag- eller sideruden er projekteret på et lærred bagved ruden og det hele foregår i et studie. Den slags har jeg som sagt IKKE noget problem med mere. Faktisk tværtimod; Jeg VED GODT, at det er en film. Ja, ikke bare en film, men et kodylt KUNSTVÆRK og som sådan må der GERNE bruges kunstformer som TYDELIGT falske hjælpemidler.


Der ændrer ikke på, at det er en film, blot fordi effekterne nutildags ser drabelige eller livagtige ud. Det er sgu stadigvæk en film. Du ved, det er en film. Jeg ved, det er en film. Gelænderet derhenne ved, det er en film. Jeg synes næsten, de "dårlige" effekter nu ophøjer en film som PSYCHO til et klingklangmusik-eksperimentagtigt psykedelisk stadie. Blixa Bargeld og Fritz Lang ville begge have været lige begejstrede. Og det samme ville enhver Dadaist med respekt for sig selv. At vi ikke får serveret nøgenscener er DEJLIGT! At vi næsten ikke ser blod er HERLIGT!! At... spoiler-advarsel... hovedpersonen dør halvvejs inde i filmen, PRAGTFULDT!!! Og at det hele er i krystalklar sort/hvid er BEDRE END TEBIRKES MED PÅLÆGSCHOKOLADE!!!!!

Cool plakat fra det gamle Jugoslavien, som jeg købte for nyligt.


Det er vel cirka 300 år siden, jeg sidst har set Alfred Hitchcocks PSYCHO. Sidste gang var, så vidt jeg husker, engang i 90'erne. Vist nok på en VHS, som jeg havde lånt på biblioteket. Hmm, eller måske et videobånd, jeg havde optaget fra dansk TV? Jeg har tre (edit: FIRE!!) forskellige DVD-udgaver stående på hylden, men når nu det alligevel skulle være, ku' jeg jo lisså godt se det gamle exrentalvideobånd, jeg købte for en del år siden af Mads Jensen (mener jeg bestemt, det var!).

Jeg regner med at gense den inden alt for længe og så kan jeg jo sammenligne med en DVD. Den danske lejekassette var iø i fin stand. Billedet er i fullscreen, hvilket er det samme format, som den blev vist på TV tilbage i de gamle billedrørs-fjernsynsapparats-dage og det så nu ikke ud, som om der manglede noget af billedet. Men nuvel, det kan jeg velsagtens bedre bedømme, når jeg genser filmen på DVD. Det er jo muligt, at billedet "blot" er squeezed og ville have set korrekt ud, hvis jeg havde brugt 16:9-knappen.

Jeg havde i øvrigt håbet, at den danske VHS ville have indeholdt den uklippede udgave; dén udgave, som ikke findes på DVD, men som bl.a. har været vist på tysk fjernsyn! DVD-udgaverne indeholder nemlig alle den R-ratede udgave! Se hvad der mangler her. PSYCHO er udkommet på to forskellige blu-rays, men selvom DVDCompare.net skriver, de er uklippede, så har jeg mine tvivl (men sig endelig til, hvis du har hørt noget andet). Løbetiden er cirka lig med DVD-løbetiden. o_O

PSYCHO er fantastisk og du bør gense den snart.


Check denne fantastiske forfilm til PSYCHO. Der er ikke brugt nogen scener fra selve filmen og man har rigget det hele til, blot for at filme denne trailer. Den slags er det sgu mange herrens år siden, man holdt op med at lave.

Tuesday, 18 December 2012

Redaktør raser: Hvorfor skal svenskerne ha' det bedre end os!

Forleden gjorde Søren Jacobsen via sin nye blog Rygende revolvere opmærksom på AWE's kommende DVD-udgave af DJANGO VESTENS HÆVNER (Django), som udelukkende inkluderer den engelske eftersynkronisering (dub), medens man hos svenske Njuta Film medtager både det engelske og det originale italienske audiospor.

Jeg har tidligere beskrevet, hvorledes kanaljerne hos AWE på omslaget til BURIAL GROUND glemte at nævne, at der også var italiensk originalaudio med (noget af en fadæse, at man ikke i stedet slog det stort op: Den fællesskandinaviske DVD er nemlig den eneste udgave, der inkluderer det italienske lydspor uden for Italien!) og yours truly gættede på, at det nok var samme cover-sløseri fra selskabets side.

Men nej, fra AWE bekræftes det, at man udelukkende bruger det engelske dub. Ja, man må jo himle med øjnene som en djævlebesat lille pige! Hvor meget koster det at inkluderer det originale audiospor? Næppe en banegård.

På RYGENDE REVOLVERE kan man endvidere læse, at: "AWE har dog vurderet, at det trods alt er et lille publikum, der vil være interesseret i at kunne vælge det italienske lydspor". Øh, nå! Skal vi måske ud i tilstande, hvor det er den jævne, gumpetunge supermarkedsforbruger med sin brune sovs og lørdagskylling, der skal sætte standarden for udgivelser i stedet for automatisk at sætte niveauet så højt, at den danske filmentusiast får muligheden at vælge det bedre alternativ?

Jeg er udmærket godt klar over, at langt de fleste af AWE's italienske film er udsendt med engelsk synkronisering, men her ER der jo netop mulighed for at medtage det korrekte originallydspor. Hvorfor så ikke slå til og benytte sig af tilbuddet!


Den svenske DVD fra Njuta vil ifølge omslaget kun medtage svenske og finske undertekster. Undertegnede har for længst købt den amerikanske DVD fra Blue Underground, som både har engelsk og italiensk lydspor, og engelske undertekster. Den danske DVD vil iø ikke medtage svenske og finske undertekster, som omslaget nævner, forlyder det fra AWE.


Titelnummeret på engelsk sunget af Roberto Fia:




Titelnummeret på italiensk også af Roberto Fia:




Sørensen lukker Exploitation Cinema-bloggen


Samtidig med, at jeg i den sidste uges tid har kunnet bringe indlæg om to nye spændende filmblogge, så er der desværre også skår i glæden. Allan Sørensen har besluttet at lukke sin blog SØRENSEN EXPLOITATION CINEMA PROUDLY PRESENTS. Som grund gives "manglende motivation og tidspres" (facebook).

Jeg har ikke sjældent været rygende uenig med bloggens skribenter, og har ofte undret mig over, at en blog, der reklamerede med at være en exploitationfilmblog, rakkede så mange film ned af netop de samme grunde, som gjorde dem til exploitationfilm, men nuvel, "I et sundt filmmiljø skal der være plads til divergerende holdninger", som Uncuts gamle redaktør, Caspar Vang, skrev på Facebook ifm. lukningen. Og det har han bestemt ret i.

Der skal ikke herske tvivl om, at den danske genrefilmfanverden blir lidt fattigere uden SØRENSEN EXPLOITATION CINEMA.

Ny blog: "Filmskribenten"


Gamle læsere af UNCUT forum vil uden tvivl husker Bjarke (Bjarke Friis Kristensen), som for nogle år siden fik tjansen at bestyre den danske afdeling af MTV AT THE MOVIES. Nu har Bjarke forladt MTV-afdelingen (eller er blevet sat på porten, hvem ved) og har derfor i stedet åbnet sin egen filmblog, FILMSKRIBENTEN. Meget kan man sige om Bjarke, men at han ikke skulle være filmentusiast er ikke en af dem. Filmdækningen er grangiveligt mere mainstream for en stor dels vedkommende, end man finder det her på stedet, men det er så også okay. Bjarke lader ikke til at lade genrefilmen falde tilbage og tomlen op for dét. Man finder FILMSKRIBENTEN her.

Friday, 14 December 2012

Kynisk lukning af Danskefilm.dk forum

"Efter længere tids overvejelse har danskefilm.dk valgt at fjerne forummet.

Det er et utroligt tidskrævende arbejde at styre forum, da arbejdet med databasen udføres som en fritidsaktivitet er det nødvendigt for os at prioritere opgaverne.
Vi har derfor truffet den beslutning at koncentrere os om inddatering af data. Der mangler fortsat mange opdateringer f.eks omkring revyer, filmprogrammer samt krediteringer af det tekniske hold på en lang række produktioner. (11-12-2012)"

Da jeg i går ville checke forummet på Danskefilm.dk for nye indlæg, blev jeg mødt af ovenstående tekst. Holdet bag filmsitet har uden varsel lukket forummet. Sådan!

Danskefilm.dk's forum er ved den sødeste grød ikke det mest interessante eller ophidsende forum i Cyberspace, men mange af medlemmerne, sørgelige stakler, er kommet der i årevis og har udvist stor entusiasme (betydeligt større end yours truly), og de fortjerner bestemt bedre behandling, end den ejeren og hans kumpaner her giver dem. At jeg personligt har det med at grine højt og længe over Danskefilms forum skal ikke være nogen hemmelighed, men det har ikke noget at gøre med, hvordan jeg synes, man bør behandle folk. Og dén behandling, som Danskefilm her udviser, kan de ikke være bekendt!

Men man kan jo mistænke folkene bag sitet at være fuldstændige ligeglade med medlemmerne. Man bemærker for eksempel, at der i ovenstående bekendtgørelse end ikke er så meget som en tak til medlemmerne for de mange år, hvor de trods alt gjorde forummet til et sted for fans af danske film at mødes (lidt ligesom en varmestue for hjemløse).

Man burde have givet medlemmerne en uge eller tos varsel, så disse kunne have fundet en anden platform at mødes på, f.eks. Facebook. Nu er folk spredt for alle vinde og det vil være praktisk talt umuligt at oprette noget, som alle vil kunne finde.

Wednesday, 12 December 2012

Ny blog: "Rygende revolvere"


Jeg forsøgte engang at vride armen om på SØREN JACOBSEN for at få ham til at indrømme, at han også så andet end gyserfilm, men han hævdede hårdnakket, at det eneste andet, der var plads til, var TV-serier (på DVD). Men alting kommer jo som bekendt for dagens lys (muhahahaha) og nu viser det sig sørme, at Søren også ser gammeldaws westerns. Jeps, det er rigtigt. Dem, som vi i gamle dage kaldte cowboyfilm (eller "kovboiderfilm"). Søren har netop åbnet bloggen RYGENDE REVOLVERE og der loves både amerikanske film og italienske spaghettiwesterns. Herligt at se, at han ikke kun vælger den ene genre frem for den anden, som det ellers er kutyme. Og han lægger endda ud med en B-films-western, LYN-SHERIFFEN. Tomlen op herfra!

Monday, 10 December 2012

En KANNIBAL vender hjem


Min egen text fra Facebook fra i fredags:

After 20 years!!! THE HOLY GRAIL!!!!!!!!!!!!!!!!!!!! Big thanks to Hans-Jørn Reimer/Diabolik!!!! I will name my firstborn after you, no matter if it's a boy or girl!!!!*

This is the ultra-ultra-ultra rare Danish rental VHS release of CANNIBAL HOLOCAUST, Ruggero Deodato's masterpiece from 1980. The mother of all films, the answer to all questions, the solution to all problems, the only true love a man (or woman) can have in this world. I rented this [i.e. a similar tape of the same release] from a local video rental in circa 1992-94 and made a VHS dupe. I asked the owner of the video rental if I could buy it but needless to say he said no. I never found another copy of the tape, neither for sale or at video rentals. Now, thanks to Mr Diabolik I've finally got it. Xmas came early this year. ♥

[*maybe]


Ja, så kan det vist ikke siges tydeligere! Jeg har endelig efter cirka tyve års eftersøgning fundet den danske exrental-udgave af CANNIBAL HOLOCAUST, eller som den hedder meget bedre herhjemme: Kannibalmassakren!!!

Båndet er en gave fra Hans-Jørn (aka Diabolik på Uncut forum) og jeg er selvsagt meget glad for den. Her er det i virkeligheden ikke så meget filmen, det gælder, den kan man nemlig nemt få i meget flottere udgave på DVD (og blu-ray måske). Men her er det udgivelsen, der tæller!! Der er jo her tale om en dansk udlejningsvideo af en af de helt store og eftertragtede titler inden for genren af "voldsfilm" (som pædagogerne i udgivelsens samtid kaldte den slags film) nemlig Ruggero Deodatos store fake dokumentarfilms-lignende spillefilm KANNIBALMASSAKREN. Filmen, der havde scener med kannibaldrab, der var "ægte". Nå ja, det var de jo så ikke alligevel (selvom dyrelskere stadig raser over, at der blev dræbt en skovmus og et par andre dyr i filmen). Men filmens realistiske tone kommer man ikke udenom. Filmisk set er det et mesterværk, hvad enten man så ellers er til splatterfilm eller ej.

Printet, der er brugt til båndet, er noget ridset i starten af filmen og i øvrigt bliver filmen præsenteret i fullscreen-format. Men om ikke andet er det et internationalt print, hvor den afsluttende tekst er på engelsk med danske undertekster. I Another World Entertainments DVD-udgave er teksten på italiensk og man har ikke gjort sig den umage at oversætte, selvom det har betydning for filmen. Så endnu en gang kan man som samler af gamle støvede og slidte udlejningsvideobånd give fingeren til dem, der udelukkende sværger til de "nye" formater.

Jeg lejede det danske bånd i en videobiks, der hed "Brink", i Korsør i de tidlige 90'ere. Jeg er ikke sikker på præcis hvornår, men jeg flyttede tilbage til Danmark i starten af 1991 og jeg vil skyde på, at jeg mødte min co-redaktør af mit første zine, BANNED IN BRITAIN, omkring '92-93 og jeg husker, vi så filmen sammen og at det var omkring bladets udgivelse. Så det har været cirka 1994. Jeg lavede naturligvis en VHS-kopi, som jeg beholdt, men det var altså den eneste gang, jeg havde et rigtigt udlejningseksemplar i hånden. Jeg har aldrig fundet et andet ex, hverken i en udlejningsbiks eller som brugt eksemplar (eller sat til salg af en samler, for dén sags skyld). Om jeg stadig har min overspillede kassette? Aner det ikke! Måske. Man skal huske på, at man kunne jo ikke bare købe en udenlandsk udgave, hvis man ikke kunne finde en film som denne på det danske marked. Man kunne ikke bare slå op på internettet (det fandtes nemlig ikke) og vælge mellem en håndfuld DVD- og blu-ray-udgaver (dvd og blu-ray fandtes heller ikke). Og end ikke på VHS kunne man købe filmen, der var nemlig ikke nogen salgsudgaver af den nogen steder. Jeg har ladet mig fortælle, at den danske video i øvrigt er den ene af kun fem VHS-udgivelser, der er fuldstændigt uklippede (filmen er iø fornyligt endelig for første gang blevet tilladt af censuren i Storbritannien, men man er stadigvæk ikke glad for det derovre og det er da også en klippet udgave, der er kommet ud!!). Og det er bestemt dén kassette, der har det fedeste omslag! Det er det iø stadigvæk. For fanden da, der er sgu da ikke nogen omslag, der slår det her. Heller ikke AWE's DVD!

Friday, 30 November 2012

Og vi bringer en reklame...


Peter smed denne coole reklame for sit zine SICK IN THE HEAD ud på Facebook i dag og jeg tænkte, den skulle bestemt også bringes her. Som jeg også nævnte i FB-tråden, plejede jeg jo at trykke lignende reklameindslag i STAY SICK!, men forskellen er dog, at mine modeller var 16-årige piger fra 1950'erne og Peter har åbenbart brugt en af de samme modeller - bare 60 år senere. Haha.

Monday, 19 November 2012

En sørgelig dag for en exrentalsamler - en god dag for en tegneseriesamler!


Jeg var på Næstveds nye store indendørs kræmmermarked i dag. Jeg har jo tidligere her på bloggen nævnt et stort indendørs kræmmermarked i Næstved, men desværre skete der det i sommers, at en sindsforvirret galning stak ild til skidtet og hele bygningen futtede af. Jeg snakkede med en af de handlende, som fortalte, at politiet havde fanget en kvinde, som de mente nok var den rigtige gerningsmand. Det faktum, at de påsatte brænde nu var hørt op (der havde været 10 tidligere pyromanbrande i området) og at hun havde forbrændinger op af den ene arm, gav dem en formodning om, at de nok havde den rigtige (!!). Det nye marked var ikke så hyggeligt som det gamle, og der var langtfra så mange stande. Men to store fabriksbygninger var der da og med tiden bliver det nok bedre.

Anyway, til dagens fangst: Desværre blev det ikke til een eneste exrental!! O_O
Frygteligt! Jeg fandt nogle få salgskassetter, men det var rent skod alt sammen, og der var nogle få dvd'er (ligeledes skod). Det bedste var faktisk, at jeg midt i det hele fik en sms fra Nils Markvardsen, der havde fundet en dvd til mig, som jeg havde søgt efter. :D

Men så fandt jeg til gengæld en stak gamle tegneserieblade, så eftermiddagen var ikke helt tabt på gulvet. Faktisk slet ikke, jeg fandt nogle rigtig sjældne blade (og nogle mindre sjældne, men ikke desto mindre lisså coole. Næsten). For oven ses et par rigtig gamle numre af SERIE MAGASINET, nr. 5 og 19, og af de sjældne numre under 100 fandt jeg også #36 (alle numre under 100 er sjældne. Prøv fx at checke hos Pegasus; de har ikke eet eneste nummer på lager, end ikke i laset stand).


Et andet cool blad, jeg fandt, var KORAK - TARZANS SØN nr. 1 (1973). Bladet indeholder de amerikanske numre 46/47/48, men man er alligevel ikke sprunget ind midt i et handlingsforløb; Sagen var nemlig den, at DC COMICS havde overtaget serien fra GOLD KEY, men valgte at videreføre nummereringen isf. at begynde med nr. 1 igen. Så nr. 46 er altså på den måde alligevel det første nummer. Desværre holdt bladet ikke så længe og gik ind med nr. 59. Det er godt nok rigtig, rigtig, rigtig mange år siden, jeg sidst har læst KORAK, men jeg husker DC's historier som værende meget mere rå end drengebogshistorierne i Gold Keys bladene (Gold Key var forlaget bag Anders And). I de første tre numre møder vi blandt andet de sidste Nazister fra det Tredje Rige, som har overlevet i junglen, og Frank Thorne/Michael Wm Kalutas tegninger er bare mere rå i det hele taget. Alle forsiderne er iø af mesteren JOE KUBERT.

En spøjs detalje er, at det danske omslag er lettere nedtonet! Hvis man kigger på den originale forside fra det amk blad, kan man se den forfærdede kvindes overkrop med den nedringede skjorte. Man kan nemt forstille sig, at der ikke skal meget til, før den ryger helt åben og man kan se... hvad det end er, der gemmer sig derinde. Hvorfor danske læsere skulle forskånes for at se et omslagsbillede, der kunne opildne disse fantasier, kan godt undre. Jeg tror ikke, det har været en beslutning fra det danske forlags side, men KORAK var jo en fælles-skandinavisk udgivelse, så det har grangiveligt været nordmændene eller/og svenskerne, der har ment, at de unge poder ikke skulle udsættes for den slags. Inde i bladet optræder dullen dog i en bikini, der ikke overlader meget til fantasien. Men man har måske kalkuleret med, at når først bladet var købt, så fik forældrene det nok ikke at se - altså i det andre nordiske lande. Herhjemme var det jo helt anderledes (jeg husker, at vi fik udleveret et pornoblad, en cigaret og en øl på den første dag i første klasse, og klasselærinden havde ikke trusser på og hun sagde "for helvede" hele tiden ligesom i "Huset på Christianshavn").


Hvad der var i posen efter dagens udflugt:

SERIE MAGASINET: 5,19,36,172,268,269,270,280
SERIE MAGASINET SOLO: 20,
SERIE MAGASINET SPECIAL ALBUM: 4
KUNG FU MAGASINET: 5,6,24,25
SKRÆK: 1 (desværre med blyantsstreger på, men jeg købte det, da det udkom og har det stadig i mint, så jeg overlever nok. LOL).
KORAK TARZANS SØN: 1/1973, 2/1972, 14/1974
FANTOMET: 88,152,166,167,181,
SUPERMAN MED BATMAN: 1(!!!),3,4,11,72,74,75
SUPERMAN: 7/1974
JONAH HEX: 2
AGENT X9: 22,91,
HUNDEN NIKKI: 1(1963)
91:AN (svensk): 11
ARKIBALD!: 1,
HULK (Winthers): 23,
VILDE VALDE & CO.: 1 (købte jeg udelukkende, fordi det var nr. 1, haha)
HULKY: 1,2,5,
ACTION FORCE: 1
TARNSFORMERS: 1/1988
HULK (Winthers): 12,
EDDERKOPPEN (Winthers): 49

Som man ser, fandt jeg nogle rigtig tidlige numre! Superman med Batman nr. 1 fra december 1978. Jonah Hex nr. 2 fra 1979. Og SM nr. 5. Jeg begyndte at samle på tegneserier for rigtig mange år siden og mange af disse numre købte jeg rent faktisk, da de udkom. Men selvom man har dem, kan man jo ikke lade sjældne blade ligge. Tænk, hvis den næste, der kommer forbi, bare er en eller anden spasser, der smider dem ud, når han har læst dem. Argh. En samlers mareridt.

Og så lige en ting til - det bedste næsten: Sælgeren med bladene havde ikke en snus forstand på tegneserier. Alle bladene kostede 5 kroner stykket, uanset hvor gamle de var!! SERIE MAGASINET nr. 5 til 5 kroner!! Jeg elsker at løbe ind i sælgere, der ikke aner, hvad det er, de sælger!!! xD xD xD


Tuesday, 13 November 2012

Castle Freak (Stuart Gordon, USA, 1995)


Som man kunne se af foregående post, så er jeg gået i gang med filmene fra CDON-boksen; i går så jeg DEVIL'S PLAYGOUND og her i eftermiddag er det så blevet til CASTLE FREAK. Filmen er instrueret af STUART GORDON, der jo er en HELT i enhver splatterdrengs bog, da det jo var ham, der instruerede den fantastiske RE-ANIMATOR! Og med sig fra dén film har han hevet Jeffrey Combs og Barbara Crampton over i denne film, der ligeledes er baset på en H.P. Lovecraft-historie. Nå ja, det siger IMDb i alt fald, jeg har ikke læst historien og ved ikke, hvor meget han har ændret eller ikke ændret på den. Filmen handler om den her amk familie, der arver et slot i Italien og flytter ind med henblik på at sælge hele lortet, når indboet er gjort op. Men så er det, at der er nogen, der begynder at rumstere rundt nede i kælderen (læs: et liderligt misfoster begynder at æde løs af løse og ikke-løse kvindemennesker) og der er en blind pige og en kat (og da vi er i Italien kunne det have været bestanddele i en bedre giallo, men det er det så ikke lige).

CASTLE FREAK var top underholdning og AWE var så gode at (naturligvis) udsende den un-ratede udgave af filmen (ifølge IMDb findes der en 5 min. kortere version). Desværre er der intet ekstramateriale inkluderet, som har med filmen at gøre (der er en håndfuld trailers for andre film). Jeg undrer mig over, at AWE end ikke har inkluderet den trailer, som jeg poster her i indlægget. Filmen er i fullscreen, men ifølge omslaget (og IMDb) skulle det være original-billedformatet. Det undrer jeg mig dog også en smule over, eftersom der ikke lader til at være tale om en TV-film. Men hva' fa'en, det går jo nok. Ikke så god som RE-ANIMATOR, men så på den anden side, det er der sgu heller ikke ret mange film i denne genre, der er. Klart anbefalelsesværdig og den skal ses igen!

PS: Nu fik jeg jo nævnt det fede og blodige dvd-omslag og det skal da lige tilføjes, at det er lavet af Jesper Moerch (og det er altså meget bedre og blodigere, end det lamme amk omslag, som man kan se på IMD).


Sunday, 11 November 2012

Two Orphan Vampires (Jean Rollin, Frankrig, 1997)



Jeg så TWO ORPHAN VAMPIRES (Les deux orphelines vampires) i går aftes og kunne rigtig godt lide den. Sure, den var sikkert for underlig for 75% af de moderne skrækfilmfans, men de problemer har jeg ikke. Dens "underlighed", stilhed og skønhed var betagende. En oversætterbrøler irriterede mig dog; De to vampyrpiger møder en anden af nattens væsener, en Ghoul, som i underteksterne bliver til et "genfærd" på trods af, at hun spiser lig. Enhver GRU-læser ved naturligvis, at et sådant væsen er en LIGÆDER, ikke et genfærd. ^_^




Min dvd-udgave er en af de nye film fra CDON, som jeg omtalte i det forgående indlæg. Jeg må med skam indrømme, at det er min første Jean Rollin-film og i stedet for at anmelde den, vil jeg hellere linke til min engelske ven i det svenske, Jason Meredith, som har anmeldt den i fine detaljer her.

Saturday, 10 November 2012

Teaser til dansk Herschell Gordon Lewis-inspireret splatterfilm



EDIT (5.5.2021): Fedt! Så er den trailer også væk! Jeg er ærlig talt ved at være godt træt af, at folk lukker deres YouTube-kanaler eller/og gør deres gamle videoer "private". Jeg er begyndt at kopiere alle trailere, som skal bruges her på bloggen, således at jeg bare kan uploade dem selv. Desværre linkes der stadig til 17000 videoer her på bloggen, som er uploadet af andre folk, og som hele tiden forsvinder. It's a losing battle. Nu kan jeg ikke engang finde et andet uploade af GROTESK-teaseren og kopiere. Usch!!

 Gamle læsere af denne blog vil uden tvivl huske mit 4 år gamle indlæg om den danske undergrundsfilm Planet Holocaust, som var ved at blive lavet. Nu fire år senere er der så netop kommet en teaser-trailer og filmen har skiftet titel til GROTESK. Check traileren med det samme! Filmen handler om en ond alien, der kommer til Jorden og dræber løs (det var i alt fald plottet for fire år siden). Det ser bestemt fedt ud, og H.G. Lewis-stilen med blodige dukker, der skal gøre det ud for massakrerede mennesker ser skøn, skøn ud. Man genkender flere folk fra den danske filmsamlerscene, bl.a. er det Jørgen Gjerstrup (som mangen en kunde har købt film af i Video Netto), der løber gennem nogle hække, og jeg mener, det er Kim fra Rock Uglen i bilen. Jeg har ladet mig fortælle, at udgivelsen er planlagt til første halvdel af 2013. Filmen er instrueret af Amdi-Peter, som også stod bag DEN INTERGALAKTISKE GENVEJ, som jeg tidligere har posted her på bloggen.

Så ankom Bruce Lee og de 30 andre

I mit forrige indlæg skrev jeg om min seneste bestilling fra CDON og i forgårs ankom pakken så. Alle 30 DVD'er fra AWE og Bruce Lee-boksen. Nice! Her lige et par scans af hele herligheden. Og nej, det er ikke, fordi jeg har brugt 3000+ kroner på dem; de var på tilbud til 3 for 99 kr. De 30 DVD'er blev altså sølle 990 kr.






Tuesday, 6 November 2012

Så er Bruce Lee på vej hjem

For 3-4 måneder siden så jeg i den lokale TK Musikmarked, at On-Air havde udsendt en samleboks med alle deres fem Bruce Lee-dvd'er. Boksen kostede vist nok 100 kr. og jeg ville egentligt gerne ha den, men tænkte, jeg kunne snuppe den næste gang. Jeg havde godt nok nogle af filmene i On-Airs udgaver, men for det første var jeg ikke helt sikker på, om jeg havde alle fem, og for det andet var nogle af mine udgaver på vhs og jeg ville gerne ha dem på dvd (jeg samler vhs for samlingens skyld, men jeg køber dvd for billedkvalitetens skyld!). Men som det så ofte før er gået, så lod jeg boksen stå, idet jeg tænkte det sædvanlige; at jeg kunne købe den næste gang. Så gik der et par måneder og næste gang var boksen bare væk! Og da jeg bad dem om at bestille den hjem, var svaret, at den var udsolgt i alle deres afdelinger! Argh. Så var gode dyr rådne! Jeg søgte den på nettet, men helt uden held, og jeg må sande, at det, som Henrik Larsen havde sagt for nyligt om dvd'er fra billigselskaberne, var sandt, nemlig at de nu helt er ved at forsvinde og at det går stærkt! Men så fik jeg et tip om, at CDON havde AWE-dvd'er på tilbud igen (3 for 99 kr.) og da jeg alligevel skulle checke efter dem, faldet det mig ind, at jeg havde glemt at undersøge hos CDON for Bruce Lee-boksen og fanderme om ikke de havde den. Godt nok med svensk omslag (og muligvis alternative omslag til de enkelte dvd'er), men så var den til gengæld nedsat til sølle 50 kr.!!! Jeg snuppede den med det samme (og 30 AWE-dvd'er, haha). Det er sgu ret cool.




Den danske biograf-trailer til KARATENÆVER AF STÅL (The Big Boss). Tak til Diabolik for uploadet.

Tuesday, 16 October 2012

Obskuriøst for evigt

Henrik Larsen har for tiden store problemer med sin blog, "Samlersind"; den er der stadig, men alle indlæg er væk (links til bl.a. online-udgaverne af OBSKURIØST virker dog stadig) og Henrik har derfor åbnet en ny blog her på Blogger; "Obskuriøst Forever". Blogtitlen må dog siges at være noget ironisk taget i betragtning, at Henrik i øjeblikket er i gang med at arbejde på det, der er planlagt til at blive det SIDSTE nummer af bladet.

Saturday, 13 October 2012

Month of Halloween - horror film #6/7: TEGNET & EKSORCISTEN

Ja, min halloween-horrorfilm-måned flytter herind i den danske afdeling til en afveksling. I torsdags var jeg nemlig med min gamle ven Nils Markvardsen (redaktør af filmmagasinet "eXtase" og spaghettiwestern-collector extraordinaire) til denne måneds PSYCH-OUT-aften i Cinemateket, og muligvis under indtryk af den kommende højtid var aftenens to film de klassiske djævlebesættelsesfilm EKSORCISTEN (The Exorcist) og TEGNET (The Omen).

Jeg vil ikke fornærme dig med et plotresumé, da du allerede kender de to film, men blot nævne, at begge film blev vist i 35mm kopier og i denne science fiction-fremtid, som vi lever i, hvor biograferne nu udelukkende viser digital-kopier isf film på rigtig filmstrimmel, så var det fedt med et par slidte filmprints! Ja, jeg må indrømme, at de selvsamme slidte kopier, som man i gamle dage ville have spyttet på, de synes nu mega fede! Ridser, skrammer og manglende billedframes er næsten blevet en blåstempling nu. Hvor sært det end lyder. Det er HERLIGT med et slidt print, der knaser i lyden og som laver et værre spektakel, for slet ikke at nævne misser en håndfuld frames ved spoleskift. Så ved man i det mindste, at det er en rigtig film, man er inde at se. Ikke en computerfilm.

 
Den oprindelige trailer til EKSORCISTEN, der blev vist i biograferne.


Den oprindelige trailer til EKSORCISTEN, som (ifølge YouTube-uploaderen) blev afvist af filmselskabet, fordi den var for skræmmende.


Der var dog forskel i slitagen på de to film; TEGNET var et gammelt og slidt print. EXSORCISTEN derimod så rigtig flot ud med minimale ridser hist og pist. Det skyldes muligvis, at udgaven var den "nye" Director's Cut, som kom for cirka 10 år siden og dermed ikke er blevet set lige så mget som TEGNET, hvor man kan forestille sig, at printet har været i omløb i Danmark lige siden premieren i '76. Sjovt nok var jeg også inde at se EKSORCISTEN - The Director's Cut ved premieren for 10 år siden og skrev i øvrigt om det i STAY SICK! Caspar Vang (UNCUTs redaktør) var så venlig dengang at sende mig den kæmpe plakat fra filmen, som hang i busskurene. (og endnu en gang tak for det, Caspar, det var sgu en kanon gestus!!)

Når det så er sagt, så ville jeg faktisk have foretrukket at se originaludgaven af filmen. Jeg har altid syntes - og synes til stadighed - at den er bedre, end den nye, længere udgave.

 
Biograf-traileren til TEGNET


I øvrigt burde Director's Cut-udgaven have heddet en "Writer's Cut"-udgave. Det var nemlig i virkeligheden Peter Blatty, som ville have ændret filmen. Willliam Friedkin var sådan set godt tilfreds med sin film (som det fremgik af et interview, der ironisk nok er at finde på exrental-VHS-udgaven af Director's Cut-versionen).

Aftenen gik udmærket. Nå ja, der var godt nok lige lovlig megen knitren med slikposer de første 45 minutter fra det, som Nils kaldte "Palads-publikummet", haha. Men selvom det var lettere irriterende, så kan jeg sgu godt leve med den slags alligevel. Og ironiske nok var hele teenage-banden smuttet, da EKSORCISTEN gik i gang. "Ironisk", fordi jeg er sikker på, de urolige teenage-gemytter ville have nydt EKSORCISTEN mere end TEGNET (som jo er en ret langsom film).

Vi mødte en anden kending fra den gamle fanzine-scene derinde, Ole Stranddorf (som også introducerede de to film), men ellers var vi enige om, at det var underligt, der ikke var flere gamle kendinge derinde. Men måske turde de ikke. Jeg mener, SATAN-film er ikke noget, man bør spøge med!!


Traileren til EXORCISTEN - I EN VERSION DU IKKE FØR HAR SET


 
Trailer til den nye blu-ray-udgivelse, som indeholder begge versioner af filmen


 
Trailer for EKSORCISTEN som teaterstykke!! Læs om det her og check på samme side videoen fra pressekonferencen, hvor Peter Blatty deltager.


 
Trailer for den bulgarske udgave af bogen. Er det bare mig eller har bulgarerne fået den til at fremstå som softcore-porno horror!? Haha.


Trailer til dobbelt-DVD-udgaven af TEGNET.

Tuesday, 9 October 2012

DEAR GOD NO! (James Bickert, USA, 2011)



Jeg så DEAR GOD NO! i dag og... wauw... jeg græd af glæde!! Den har det hele. Bikers, Big Foot, nazister i skoven, blod i meget lange baner, druk, hor, stoffer, døde nonner, nøgne kællinger i præsident Nixon-masker, indvolde, og fed fed rockmusik. Og det er ikke en sjov film, en retrofilm, en "film med glimt i øjet"-film, den gør sig IKKE lystig på de gamle films bekostning, og der er ikke referencer til gamle motorcykelfilm med citater fra WILD ANGELS eller diverse andre Roger Corman-bikerfilm. Den er virkelig fed. Og i en tid, hvor der tales om at filmning på film dør til fordel for digitalvideo, så er det sgu fedt med en film, der er skudt på 16mm. Og instruktøren er allerede i gang med den næste; FRANKENSTEIN CREATED BIKERS.

Og her er lige instruktøren og nogle af skuespillerne, da de præsenterede filmen ved Cinema Wasteland tidligere i år. Man bemærker, at instruktøren fa'me ikke skal ha' nogen mikrofon! Haha.

Monday, 1 October 2012

Blodig Weekend - Collector's Market

Her er så de fleste af fotografierne fra gårsdagens dag i kælderen dybt nede under Cinemateket.

L-R: Jack J + Henrik Larsen




Henrik Larsen + ukendt metal-chick, der vistnok nærstuderer
en af de gamle skræk-pocketbøger ved Store Verners stand



En af video-sælgerne havde taget et fælt gammelt familiemedlem med

Henrik Larsen, der fandt DON'T LOOK IN THE BASEMENT på dansk VHS som "De sindssyges rædselshus". Det var først, da Henrik kom hjem, han fandt ud af, hvad det overhovdet var for en film. Omslaget afslørede hverken engelsk titel eller medvirkende! Selv købte jeg DAY OF THE ANIMALS (Dyrerne hævner) og en sjælden salgskassette-udgivelse af Langt ned i halsen.


L-R: Henrik og Nils Markvardsen (redaktør/udgiver af filmbladet
EXTASE og forfatter af AWE's spaghettiwestern-booklets)

Jens Thomsen ("Thomsen" på Uncut forum)
nærstuderer Henriks sjældne ex-rental

Man bemærker Thomsens coole ILSE-trøje!

Henrik og jeg havde talt om, at vi sgu nok ville løbe ind
i Heine Sørensen og, tja, det gjorde vi så. :-|


Nils og Christina Marita Dahl, der står bag
SLEAZE 'N HORROR-gruppen på facebook

Dennis (aka Henschjell på Uncut forum) og Nicolas Barbano.
I midten ses en mand (ikke), som ikke ville være med ude
i det offentlige rum, og det respekterer jeg naturligvis.

Yours truly og Barbano

Dennis og en ven havde gjort en ordentlig stak indkøb i
form af plakater, stills, ex-rentals og dette skrumpehoved!

Lamberto Bava til venstre, der introducerer MACABRO (aka Macabre på "dansk"), med Alex Puddu, der fungerede som italiensk tolk. Det var nu ikke så meget, han fik sagt om filmen: Optaget i New Orleans, baseret på virkelig hændelse, afskåret hoved i køleskab - men det var okay. Og filmen blev vist på et pænt, engelsk-dubbet 35mm print uden undertekster.


Redaktør-minitræf! (STAY SICK!, OBSKURIØST, EXTASE)



Jeg har tilladt mig at rette en smule i overskriften til dette indlæg. I programmet fra Blodig Weekend-festivalen havde man kaldt indslaget "Collectors marked", hvilket er et lidt underligt miks af dansk og engelsk. Men et T, der bliver til et D, og en manglende engelsk genitivapostrof er til at leve med, værre var det på vejen hjem; På Hovedbanegården tog jeg ovenstående foto! Mon det er samme person, som man har sat til at forfatte den engelske tekst på døren til stillekupéen toget: "Silence zone"? Det burde være Quiet zone - og toilets er som bekendt i flertal.

Sunday, 30 September 2012

Blodig Weekend - the usual suspects

Jens Thomsen ("Thomsen" på Uncut forum) og Henrik Larsen ("Obskuriøst" redaktør)

Jeg var til BLODIG WEEKEND-festival i dag i København. Jeg har godt nok ikke skrevet om det her på bloggen, selvom det jo er et kanon arrangement, men jeg regner med, at denne blogs læsere garanteret har læst alt om nyheden på SKRÆK OG RÆDSEL-bloggen eller andetsteds. Det var festivallens 3. dag i dag (den slutter i morgen, Søndag) og ud over filmvisninger var i dag også speciel, da der blev afholdt mini-filmmesse med salgsboder/stande i Cinematekets kælder. Og så løber man klart nok ind i gud og hvermand fra den danske filmsamlerscene. Jeg tog en bunke billeder, som jeg poster resten af her lidt senere.

Friday, 21 September 2012

Sleaze-pitten: ET SKRIG AF RÆDSEL (Jimmy Sangster, UK, 1961)

ET SKRIG AF RÆDSEL (UK, 1961)
aka Taste of Fear (originaltitel), Scream of Fear (USA), Ein Toter spielt Klavier (BRD)

HAMMER-studiet i England lavede som bekendt også andre film, end engelske udgaver af Dracula, Frankenstein og Mumien-film. Nogle af dem var helt uden skrækfilmmonstre!

Da ET SKRIG AF RÆDSEL begynder, ankommer den unge pige Penny til Frankrig. Hun skal bo hos sin far, som hun ikke har set i 10 år. Han er velhavende og bor i et kæmpe hus i et øde område på kysten. Pigen er lam i benene efter en ulykke og sidder i rullestol gennem det meste af filmen. Faderen er ikke hjemme, da hun ankommer, men hans nye kone forsikrer Penny, at han blot er væk grundet forretningsgøremål i nogle dage.

Men den første nat oplever Penny noget mærkeligt; Hun ser et lys blafre inde i et havehus, der ligger over for hendes værelse i hovedhuset. Hun får bakset sig selv og rullestolen derovre, åbner døren og ser alskens udstoppede fugle, stearinlys, og faderens lig, der sidder oprejst i en stol.

Hun besvimer og da hun vågner igen, har husets chauffør båret hende i seng og familiens læge er ankommet. Han spilles af CHRISTOPHER LEE, så selvom vi ikke får ham i rollen som Dracula, skal vi dog ikke snydes for en fake accent af den grund! (omend ikke transsylvanisk, men fransk denne gang).


Ingen af dem tror tilsyneladende på, at hun har set sin fars lig og da de går tilbage til havehuset, er kadaveret ikke overraskende væk. Senere ser Penny faderens døde krop flere gange og hun hører "ham" spille klaver. Det lyder lidt TV-agtigt som fra en bedre episode af SKÆBNEFORTÆLLINGER (Tales of the Unexpected - som jeg iø netop har købt den komplette boks af, ahhh), men i JIMMY SANGSTERs instruktion blir det en spillefilm værdigt.

Jeg skal ikke afsløre mere, det er typen af film, der skal opleves, men atmosfæren er spændende hele vejen igennem. Og drejningen til slut havde jeg ikke lige forudset! Filmen er relativ kort (ca. 80 min) og i stemningsfyldt sort/hvid. Sony har udsendt filmen både på enkelt-dvd i UK, USA og Tyskland, men har også udsendt den i en "Icons of Horror Collection: Hammer Films"-boks, som er den, jeg købte, og som klart kan anbefales. Printet er meget flot og i fuld letterbox. Der er engelske undertekster + trailers (den tyske dvd har også danske undertekster).

EDIT: Det kan forresten godt være, at der ikke er nogen reg. 1 enkelt-dvd, men kun den engelske og tyske.

trailer:



--------------------------------------------
Jeg går ud fra, du har købt nr. 1 af PETER RYBERG LARSENS fede nye horror-/splatterfanzine SICK IN THE HEAD. Ellers gør det! Nåmen Peter omtaler i bladet en gusten dansk Facebook-gruppe, der hedder SLEAZE N' HORROR og dennes anmelderafdeling, Sleaze-pitten (de vil sikkert slå mig ihjel for at sætte en grammatisk korrekt bindestreg. Argh!). Ovenforstående anmeldelse er skrevet til og først bragt i "pitten".

Wednesday, 12 September 2012

Sort Sol - "Langebro"



Her er en liveoptagelse med SORT SOL, som gir deres fortolkning af GASOLIN's gamle "Langebro" (fra "Gas 1", den med Tintin-coveret). Jeg synes, den er helt fantastisk i SORT SOLs version. Den får en voldelighed, som GASOLIN' aldrig opnåede (selvsagt fordi de heller aldrig forsøgte!). Det skal naturligvis tilføjes, at jeg også holder, og altid har holdt, af originalversionen. Jegkøbte rent faktisk "Gas 1" på en genoptrykt LP engang i 80'erne. Dette er iø en liveoptagelse, foretaget længe efter SORT SOL var holdt op med at indspille plader - ja, rent faktisk var de opløst, da de spillede den her koncert. Og så bemærker man naturligvis, at Willy Jönsson fra GASOLIN' spillede med i SORT SOL en overgang og også er med her på optagelsen.

Saturday, 8 September 2012

En VHS-anormalitet o_O

Jeg husker, at Diabolik på Uncut forum i mindst eet tilfælde har omtalt en VHS-udgivelse, hvor der var forskel på printet på to ex af den samme udgivelse - selvom printsene jo burde være ens. Jeg har netop selv oplevet noget lignende; Ved en tilfældig tilfældighed har jeg netop erhvervet to ex af den engelske pre-cert-VHS af SUDDEN DEATH (på dansk video som "Dødsmaskinerne"). Der er tale om samme MEDIA-udgivelse, men da jeg så filmen i går bemærkede jeg noget underligt; 7-8 gange i filmen afbrydes lydsporet af noget, der lyder som klip fra radioprogrammer!

Den danske udgave af SUDDEN DEATH på Betamax


Afbrydelserne er blot af 1-2 sekunders varighed. Jeg checkede mit andet bånd og forventede, at der ville være de samme lyd-inserts, men nej, her var lydsporet helt normalt.

Jeg tror bestemt ikke, der er tale om noget, som er blevet indspillet på båndet af en tidligere ejer. Hvordan skulle det kunne lade sig gøre? Billedet forsvinder ikke. Man kunne naturligvis forstille sig, at der kunne være tale om, at båndet er en førstegangskopi, men selve båndet er ægte nok, så det ville betyde at en eller anden skulle have optaget en kopi oven på originalbåndet, hvilket ikke lyder plausibelt. Og billedkvaliteten ser helt perfekt ud. Jeg er sikker på, der er tale om originaloptagelsen.

Pre-cert-båndet fra UK (og det er IKKE min dug, men sælgers!!)

Båndet er som sagt en rigtig gammel pre-cert-udgivelse, altså fra de tidlige dage i 80'erne og man kunne måske forstille sig, at man dengang har lavet båndene manuelt og teknikeren har lavet en fejl med optagelsen, så der er kommet noget radiooptagelse ind over. Who knows? Jeg har ingen anelse om, hvordan det kan være gået til.

Uheldigvis betyder det, at jeg nok bare må beholde båndet som en kuriøsitet. Det ville være lousy't at sælge det, og som samlerobjekt har den slagt anormaliteter ikke den store værdi.



Trailer for SUDDEN DEATH. Filmen har iø en slutning, der helt kan måle sig med slutningen af Den stumme hævner (Il Grande Silenzio/The Big Silence/The Great Silence) i dårlig slutning-hed!! Filmen udkommer i øvrigt på DVD til oktober i USA.



NB: tak til Hans-Jørn for Betamax-scannet.