Klokken havde netop passeret tre i går nat, kaffen var næsten færdig med at brygge og jeg havde lige sat dvd-optageren til at optage mit græske videobånd med Joe D'Amatos TOUGH TO KILL til harddisken med henblik på senere at brænde en dvd-r, da det sagde svjush og alting gik i sort. TV'et, DVD-optageren, ghettoblasteren, clockradioen og lyset.
Fandens, tænkte jeg, nu skal jeg sgu nok til at stå og slås med sikringer og pis og jeg har sikkert ikke nogen liggende, men et hurtigt kig ud af vinduet viste at hele kvarteret, inklusiv gadebelysningen, var mørklagt. Ikke et lys at få øje på nogetsteds bortset fra et enligt fodgængerfelt, som sikkert har reservebatteri, så folk ikke bliver stående midt på gaden. Kaffen var mere eller mindre halvfærdig og jeg købte for nyligt en fino-fino lommelygte (dengang jeg skulle rode efter lokalaviser i nærmeste aviscontainer!), så det gik endda.
Medens den tjæreagtige kaffe blev hældt i svælget, glanede jeg ud af vinduet i hen ved en halv times tid. Det er sgu ret betagende sådan noget; Helt mørkt derude, mener jeg. Det føltes næsten som i en dommedagsagtig zombiefilm. Jeg forstillede mig, at der sikkert snart ville køre biler forbi som i en bedre italiensk MAD MAX II-klon og at jeg ville fryse halvvejs ihjel uden radiatorens livgivende varme. Fra tid til anden kørte en ensom (ganske almindelig) bil forbi i bælgragende mørke (bortset fra forlygterne, forstås) og et par gange kunne lyset fra en lommelygte ses nedenfor (jeg bor på tredje); looters, tænkte jeg og huskede tilbage på TV-billederne fra London.
Jeg forestillede mig, at gaderne inden længe ville befolkes af folk fra el-selskabet, som med stor iver minutiøst ville gennemtrawle gader og el-net for at finde fejlen. Men efter en halv time var der ikke sket noget og jeg gik i seng. På et tidspunkt ud på morgenen vågnede jeg, da lyset kom tilbage til den ikke-slukkede gulvlampe. Senere på dagen checkede jeg nyhedssiderne, men der var ikke eet ord om nattens begivenheder. Jeg går ud fra, at det naturligvis bliver holdt hemmeligt for offentligheden, men hvorvidt strømafbrydelsen skyldes et militærkøretøj, som med en hemmelig last af døde rumvæsener kørte ind i en el-mast, eller om der var tale om en udsluppen bjørn, skal jeg undlade at gætte på.
Ja, jeg plejer også at sidde og hænge om natten, og gerne med en stærk kaffelignende substans. Det eneste tidspumkt hvor naboerne giver mig lidt fred og ro til at tænke.
ReplyDeleteSynes altid jeg er i gang med en film, når strømmen går.
Heldigvis har jeg været heldig med mine naboer, og det er sjældent, at strømmen går her. Men sjovt nok er det sket flere gange med vejbelysningen i området. Det var da heldigt, at jeg ikke var begyndt at brænde en dvdr, da det skete.
ReplyDeleteDet lyder som en dejlig nat. Jeg ville dog ikke bryde mig syndelig meget om det, idet jeg altid skal have et eller andet kørende... gerne radio, selvom det er dødsyg musik klokken 3 om natten... Men jeg var også ude for at strømmen gik her, sidste gang der for alvor var en storm, og da den gik, sad jeg tilfældigvis og så film, så jeg sprang op og bandede højlydt... men heldigvis var der ingen grund til større besværligheder, da strømmen kom tilbage 2 minutter senere... men never-the-less jeg kan godt føle hvordan du har haft det, Jack...
ReplyDelete