Thursday, 12 April 2012

Mere sjov på postkontoret

I dag var jeg så på posthuset for at hente en pakke fra mine gode venner hos DDDHOUSE i briternes gamle, forliste kronkoloni. Jeg ender naturligvis ved skranken med postkontorets stride gammeljomfru. Jeg har boet i dette lorte-provinshul i over 15 år og har pga. mit skrivebordsforlag og mine filmindkøb brugt posthuset særdeles meget - og madammen har været med hele vejen. Hun er den eneste, der ikke er blevet udskiftet, er flyttet, holdt op, eller er kommet til senere. Efter 15+ år kender hun godt mit navn. Hun kunne såmænd også aflire min adresse i søvne, hvis det skulle være. Men at se ID... dét skal hun!

Jeg tvivler stærkt på, at hun forstiller sig, når jeg skal hente post, at jeg enten er min egen dobbeltgænger, min ikke-eksisterende tvillingebror, eller en agent fra det gamle USSR der har iført sig en gummimaske med et Jack J-fjæs for at undergrave det vestlige kommercielle samfund indefra. Jeg er sikker på, det blot drejer sig om "god" gammeldags bureaukrati. De andre ansatte på postkontoret, der som nævnt har kendt mig i langt kortere tid, behøver ikke se ID, da de logisk nok godt ved, hvem jeg er.

Men pebermøen skulle altså også i dag se et ID. Jeg hiver så sygesikringskortet frem (og hvad fanden er det lige med at vi ikke skal kalde det et sygesikringskort mere!! Det var sgu Buster Larsen, der sagde det bedst: Lorteland!!!), men det afviser hun; "Det duer ikke! Der skal underskives for pakken! Det der er ikke nok!". Jeg hiver så mit nye Visakort frem, som jeg har glemt at signere på bagsiden. "Er det her godt nok?" spørger jeg - og jo, det er det så, hvis ellers der er underskrift på. Jeg fortæller, at jeg har glemt at skrive på det og får straks en kuglepen, så jeg kan underskrive kortet - så hun derefter kan kigge på den friske underskrift og dermed godkende, at jeg virkelig er den, jeg giver mig ud for at være.

Det er sgu for langt ude, hahaha. Hvis det nu ikke havde været mit eget Visakort, så duer den sikkerhed jo fanderme ikke ret meget. Men, hey, regler skal følges og nogle gange mere slavisk end andre gange. Jeg fik min pakke med FANTACY ROMANCE og THE BEDEVILLED og så endte det jo meget godt alligevel, men for fanden da... PestDanmark er sgu for viderekommende!!!

2 comments:

  1. Det minder mig om Banana Joes Bananlicens-prøvelser i Sydamerika.

    ReplyDelete
  2. Hahaha. Den har jeg så ikke lige set, men jeg tror dig!

    ReplyDelete