Saturday, 16 November 2013

"Djæveleøens eneste psykotroniske filmblad" udkommer med nyt nummer


Nej, det er ikke Stay Sick!, der udkommer, men derimod Henrik Larsens OBSKURIØST, som i disse år er det eneste psykotroniske film- og popkulturblad, der holder gejsten oppe. Sådan hvert 3-4. år i alt fald. Nummer 11 udkom tilbage i 2009 (jeg anmeldte det her) og nu, fire og et halvt år senere, er nr. 12 altså endelig ude.

Det nye nummer har fået undertitlen "Kanal Obskuriøst (del 1)". Bladet er denne gang på 32 sider og adskiller sig helt fra tidligere numre ved at være et temanummer (som rent faktisk holder sig til sit ene tema!). Både Henrik og jeg er gamle nok til at have oplevet TV-monopolet i 80'erne og vi er også fælles om henholdsvis at dyrke Politikens opslagsværk "TV i 70'erne" (og deres "Film i 70'erne" for den sags skyld) og at ærgre os over, at forlaget aldrig fulgte op med en efterfølger for 80'erne.

Der er så meget TV, som vi på den ene side har kunnet huske, men som alligevel har ligget så langt ude i hukommelsens periferi, at det ikke rigtig kan bruges til noget konkret alligevel. Jeg har længe haft en idé om at lave en "Film i 80'erne" over ALT, hvad der blev vist på dansk TV dengang, men det er (naturligvis) aldrig blevet til andet end den gode (?) idé. Som en slatten erstatning har jeg fra tid til anden bragt "Jack J's 70'ere" og "Jack J's 80'ere"-indlæg her på bloggen og overvejer til stadighed at lave et nyt Stay Sick! med disse film og TV-serier.

Men Henrik fandt altså på et andet og mere overskueligt projekt, nemlig at lave et index over alt psykotronisk TV, som blev bragt på dansk TV i 80'erne. Det skulle dog vise sig at blive et kæmpe projekt alligevel, men det må du selv læse Henriks bemærkninger om i det nye nummer.

Som medskribent har jeg allerede set bladet i pdf-form og jeg synes, det er blevet rigtig godt. Jeg skal dog straks tilføje, at det er yderst begrænset, hvad jeg har hjulpet til med; ud over nogle noter hist og pist har det vist mest været moralsk support, jeg har ydet (men den slags er jo også helt uvurderlig). Jesper Moerch har lavet layoutet, så det behøver jeg jo ikke fortælle er ret fedt.

Som jeg nævnte, er det nye nummer første del af "Kanal Obskuriøst" og Henrik planlægger at udgive del 2 til næste efterår. Hvis du ikke er bekendt med danske fanzines, så tænker du måske nok, at det er der sgu længe til. Kære unge ven, 12 måneder er ingenting!! Der går gerne et TIÅR mellem mine egne udgivelser.

Hurra og tillykke, og et klap på skulderen til Henrik for det nye nummer. Du kan læse mere info og bestille på Henriks blog her.

Tiden går sgu lidt for hurtigt, synes jeg. Her er Henrik og jeg ved vores fælles Obskuriøst/Stay Sick-stand ved Filmmessen i København i 2003. Det er 10 år siden!! Vi har naturligvis ikke ændret os en tøddel, siden billedet blev taget. Du kan se flere billeder fra messen ved at klikke på "Cph Film Fair 03" i en af bjælkerne ude til højre.

3 comments:

  1. Du har ikke forandret dig meget siden 2003, og nu, hvor du, takket være YouTube, har været inde i min stue og pakke film ud, er du næsten blevet en gammel bekendt.

    Men tiden går bare skræmmende hurtigt i vores alder.

    ReplyDelete
  2. Tak-tak, det er jo også det, jeg altid siger; Jeg har ikke forandret mig de sidste 10 år, lol. Og herligt, at du har set noget af mit YouTube-stads. Men desværre har du også ret med det sidste, tiden går sgu alt, alt for hurtigt nu. Det føles sgu ikke ret længe siden, at Henrik Larsen og jeg sad og solgte blade ude på filmmessen. :(

    ReplyDelete
  3. Det er i hvert fald hyggeligt at se dig pakke film ud. Håber du får succes på YouTube.

    ReplyDelete